”Kvinden de meldte savnet” af Sara Blædel

Forlagets beskrivelse

”Kvinden de meldte savnet” er den niende krimi om Louise Rick. Bøgerne er solgt i mere end 1,7 millioner eksemplarer. De kan alle læses uafhængigt af hinanden, og serien er under udgivelse i 23 lande.

Da en kvinde bliver dræbt i England, viser det sig, at hun er dansk og i 18 år har stået på politiets liste over savnede.

Engelsk politi har ingen spor efter gerningsmanden og leder i stedet efter et motiv til drabet. Derfor beder de Louise Rick fra Københavns Politis Eftersøgningsafdeling finde ud af, hvorfor en række danskere har indsat store beløb på kvindens bankkonto.

Det fører efterforskningen i en retning, som er lige så uventet, som den er kontroversiel. Og samtidig vender den op og ned på næsten alt i Louises liv.

”Kvinden de meldte savnet” adskiller sig en del fra andre af Sara Blædels krimier, idet den foruden krimiplottet også kan være et debatoplæg til ”assisteret selvmord”. Dette begreb kan forklares som selvmord begået af mennesker med uhelbredelig sygdom med assistance fra almindeligvis en læge.

I bogen beskrives, hvordan et ”assisteret selvmord” bliver udført, og gennem bogens personer hører man om forskellige holdninger til denne form for afsked med livet.

På glimrende vis formår Sara Blædel at flette ”assisteret selvmord” ind i bogens krimiintrige, så man får en spændende krimi ud af det.

Selv om bogen som nævnt adskiller sig fra andre af Sara Blædels krimier, er det også en typisk krimi fra hendes hånd.

Louise Rick fra Københavns Politis ”Den særlige Eftersøgningstjeneste”, Eik Norstrøm fra samme politiafdeling og Louises veninde og journalist Camilla Lind er stadig hovedpersonerne, og fælles for dem – og også bogens andre personer – er at de alle er godt beskrevet.

Som sædvanlig spiller også hovedpersonernes privatliv en stor rolle i bogen, og det kan man så synes om eller ej. Det er egentlig OK for mig – bare det ikke overdrives.

Sara Blædel har fint styr på det politimæssige. Jeg mener dog, at ”Den særlige Eftersøgningstjeneste” – en underafdeling af ”Eftersøgningstjenesten” – er en af hende opfundet enhed, men det kan sagtens accepteres, da man får en forklaring på, hvorfor den er oprettet. En enkelt smutter er der dog. Det hedder ikke ”ordenspoliti” længere, men ”beredskabet”.

Jeg synes, at når alt er kommet for en dag, og man har fået en fuldt ud acceptabel forklaring på bogens krimiintrige, at der så går alt for meget ”Morten Korch-lykke” i de sidste par sider.

4 krimihjerter af 5