”Ondskab” af Chris Carter

Forlagets beskrivelse

En ulykke i det landlige Wyorning fører til en anholdelse af en mand, som bliver mistænkt for et dobbeltmord. En mere dybdegående undersøgelse ender i “Ondskab” dog hurtigt ud i en mere gruopvækkende opdagelse – en seriemorder, der har været skyld i kidnapning, tortur og lemlæstelse af ofre over hele USA i mindst 25 år. 
Hele sagen overgives til FBI, som denne gang ser sig nødsaget til at bede om hjælp ude fra, da den mistænkte i “Ondskab” hævder, at han blot er en brik i en kæmpe labyrint af både løgne og bedrag.

En helt fantastisk, spændende og meget barsk bog fra Chris Carters hånd, og så er det en helt anderledes bog i forhold til hans tidligere thrillere, også selv om der igen er en seriemorder på spil.

Den adskiller sig ved, at man kender morderens identitet på et meget tidligt tidspunkt i bogen. Det bliver den absolut ikke mindre spændende af, fordi der er bygget så mange forskellige nervepirrende twists ind i handlingen, og det på en måde der gang på gang skaber særdeles uhyggeligtspændende situationer.

I og med at man kender morderens identitet, hører man også særdeles meget om hans bevæggrunde til, at han er blevet seriemorder, og her spiller Chris Carters egen baggrund som politipsykolog en meget stor rolle. Han ved ganske enkelt, hvad det er, han skriver om.

Ingen tvivl om at Chris Carter har kendskab til, hvad der foregår i sindet på seriemordere, men man stiller sig alligevel spørgsmålet: ”Vil dette kunne ske i virkeligheden? ” Man hører og læser om utrolig mange uhyrligheder fra virkelighedens verden, så det skal ikke undre mig, selv om man trods alt ikke får beskrevet alle detaljer i de forbrydelser, man kan følge i medierne.

Alle bogens personer er troværdigt beskrevet, og man kommer godt ind under huden på dem.

Når man har læst de forgående bøger af Chris Carter, har man altid haft en klar fornemmelse af, at bøgernes gennemgående hovedperson, politimandenRobert Hunter har haft psykiske problemer at kæmpe med – det til trods for at han er en utrolig kompetent politiefterforsker, der altid har bestridt sit vanskelige job på bedste vis.

I denne bog løfter Chris Carter sløret for, hvorfor Robert Hunter har det, som han har det, og det er meget barsk læsning.

Det kan været meget svært at stille Chris Carters bøger op ved siden af hinanden og så udpege den bedste – for de er alle sammen utroligt gode, men mon ikke denne bog er den ypperligste, netop fordi den er anderledes.

5 krimihjerter af 5

Jentas 2014 – 496 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...