”To små piger” af Lotte og Søren Hammer

Gyldendal 2017 – 433 sider

Forlagets beskrivelse

En 11-årig pige forsvinder sporløst i en sjællandsk provinsby. Kort efter kaldes Konrad Simonsen tilbage på Politigården i København. Ledelsen ønsker ham som leder af Rigspolitichefens Efterforskningsafdeling, en nyoprettet afdeling, der skal håndtere uopklarede drabssager. Konrad Simonsen modsætter sig kraftigt; han nyder sin frihed som pensionist alt for meget til igen at lade sig indrullere i Politigårdens bureaukrati. Sagen om den forsvundne 11-årige viser sig dog hurtigt at trække tråde tilbage til en sag fra 1980’erne. En 13-årig pige forsvandt dengang sporløst, og som udsending for Rejseholdet blev det Konrad Simonsens første uopklarede sag. Pigen blev aldrig fundet. Konrad Simonsensamler sit team og tager tilbage til den lille provinsby. De to forsvundne piger er i familie. Svaret på forbrydelserne må findes dér.

Anmeldelse

Den pensionerede politiinspektørKonrad Simonsen, som mange læserevil kende fra søskendeparret Hammers foregående krimier, er tilbage som efterforsker efter ellers at være gået på selvvalgt pension.

Nu er han blevet leder af en nyoprettet afdeling, der skal forsøge at opklare gamle uopklarede sager.

Selv om jeg har svært ved at goutere, når det politimæssige ikke er i orden, har jeg ingen problemer, når dygtige forfattere opfinder nye afdelinger, når man bare får en godforklaring på oprettelsen. Og det gør man i ”To små piger”. Det er digterisk frihed. Det er det til gengæld ikke, når forfatterparret stadig skriver om kriminalpolitiet og ordenspolitiet. Der er jo heller ikke noget mere, der hedder skolefrøkener og droschechauffører.

Bortset fra det er det en god og spændende bog, men jeg har dog lidt svært ved at huske det, der er sket i Konrad Simonsens privatliv og med hans tidligere kolleger i de foregående bøger og som nuogså indgår i handlingen i ”To små piger”. Det giver mig lidt ”huller” i læsningen.

Den første gamle sag Konrad Simonsen og hans team skal efterforske er en godt 30 år gammel uopklaretsag om en mindreårig pige, som man frygtede var blevet dræbt i Gulhavn. Konrad var selv efterforskningsleder på sagen, som det ikke lykkedes at opklare.

Handlingen skrues nu 30 år tilbage i tiden. Det er spændende læsning at høre om, hvordan Konrad og hans team dengangarbejdede med sagen i Gulhavn. Vi hører også om hans møde med Komtessen, som han senere blev gift med.

At det netop er den sag, der skal arbejdes med nuskyldes, at et drab på en ligeledes mindreårig pige – også i Gulhavn – minder meget om det gamle, uopklarede drab.

Handlingen springerfrem til nutiden. Herdrejer efterforskningen sig så om det nutidige drab, og det viser sig så, at de to drab kan knyttes til hinanden.

Man møder mange interessante personer både i fortiden og nutiden, og det kan nok ikke undre, der er personer fra fortiden, der også er med i den nutidige handling. Fælles for alle personer er, at de er godt beskrevet, og at man kommer til at kende dem godt.

Der er mange meget specielle mennesketyper med i bogen. En af dem er i høj fra Konrad Simonsen, som jeg synes er blevet lidt “sær” på sine gamle dage, men stadig er han en dedikeret efterforsker.

Alle sejl bliver sat til i efterforskningen, og man kommer vidt omkring i forskellige og fint skildrede miljøer.

Afsløringen af gerningsmanden sker som følge af god og grundig efterforskning og virker troværdig, selv om der for mig var et par uklare punkter.

Jeg synes helt bestemt, at det er en af de bedre bøger fra forfatternes hænder. Jeg venter spændt på, hvad de finder på i deres næste bog.

4 krimihjerter af 5