Jeg har interviewet Pernille Boelskov som her i 2015 debuterede med den glimrende bornholmer-krimi "Granitgraven"

Læse min anmeldelse her:

http://www.findalskrimiside.dk/327761582/2727103/posting/granitgraven-af-pernille-boelskov

 

Handlingen foregår bl.a. i Vang Granitbrud og i Rønne Kirke

 Desuden trækker handlingen tråde tilbage til russernes bombardement af Rønne i 1945

                          

Hvem er Pernille Boelskov?

34-årige journalist og forfatter, der skriver krimier og lige er flyttet til Bornholm. Fordriver fritiden med at lære at fylde mørtel i hullerne i vores nyerhvervede, men gamle byhus. Drømmer også om modet til at blive vinterbader og mere tid til at læse.

På din hjemmeside skriver du, at du allerede som stor pige havde en drøm om at blive forfatter. Hvorfor det? Havde det noget at gøre med, at du var en læsehest, og at du enhver skolebibliotekars drøm af en elev?

Jeg var i hvert fald en læsehest. Og fast kunde på skolebiblioteket. Men jeg var allermest fascineret af historierne. De gode fortællinger - og de verdener, som historierne lukkede mig ind i. Jeg rejste til andre lande. Jeg lærte, at andre mennesker tænkte på andre måder. At verden ser forskellig ud alt efter, hvem der ser på den. Alt sammen bare ved at læse.

Hvordan fik du ideen til ”Granitgraven”?

Det nedlagte granitbrud ved Vang på Bornholm er et fascinerende sted. Flot, men også ildevarslende. En dag, jeg gik tur i bruddet, kom jeg til at tænke på, at det ville være sådan et sted, at nogen kunne finde på at skjule et lig. Og det kunne ligge der længe. Uopdaget.

Og samtidig var jeg blevet ret interesseret i historien omkring russernes bombning og befrielse/besættelse af Bornholm efter 2. Verdenskrig. Da jeg arbejde på Bornholm som journalist, læste jeg en del om emnet. Skrækkelige historier og ulykkelige skæbner, som ikke bare var fiktion, men en virkelighed, som mennesker, der stadig lever, har oplevet.

Traumer, ikke bare for de mennesker, der boede i de byer, der blev bombet. Men måske også et traume for en hel ø.

Der var stof til masser af historier i de to ting. Især til krimier. Og så var det bare at gå i gang.

Du har valgt at lade din ”detektiv” være præst. Hvorfor det?

Politifolk og journalister er oftest dem, der opklarer mord i krimier. De har en professionel

interesse i at efterforske et mord. Men præster har faktisk også en professionel tilgang til døden. Om end en mere “filosofisk”/teologisk tilgang.

Politiet forholder sig jo egentlig meget praktisk til døden - de indsamler beviser. Måler, vejer og undersøger. Mens præster i stedet har fokus på de mere “flyvske” aspekter ift. døden. Det, som politiet ikke kan forklare.Så egentlig synes jeg, at det er ret oplagt med en præst som hovedperson i en krimi. Også selvom Agnethe i Granitgraven nogle gange kommer til at blande sig en smule for meget.

Tror du, man i ”real life” vil kunne møde en person, der ligesom ”din præstedame”selv ville gå i gang med en efterforskning?

Hmmm … måske ikke umiddelbart. Men jeg tror, at de fleste mennesker kan komme i situationer, hvor vi har brug for svar. Hvor vi ikke stopper vores jagt på svar, selvom vi godt ved, at vi måske bare skulle holde os væk.

I ”Granitgraven” hører vi ikke så meget om selve den politimæssige efterforskning, men hvor stor vægt lægger du på, at politiarbejdet skal være korrekt? Laver du research også på det politimæssige område?

Jeg har lavet noget research på politiarbejdet til Granitgraven, men kommer bestemt til at lave en del mere til bind 2.

Agnethes fætter Lars arbejder hos politiet i Rønne som efterforsker, og på en eller anden måde har han fået møvet sig mere ind i 2’eren. Så der bliver flere detaljer, jeg skal researche.

Hvor meget research laver du i det hele taget?

Vildt meget! Jeg vidste f.eks. ikke ret meget om, hvordan en præsts arbejdsdag ser ud, så jeg har besøgt en del præster og talt med dem om deres hverdag og arbejdsliv.

Og så er der alle de bornholmske detaljer. Jeg har siddet i lokalarkivets kælder og læst alle de bornholmske aviser igennem fra det meste af 1945. Jeg har dobbelttjekket alle bornholmske steder, vejnavne osv. Jeg ved, at den slags betyder meget for troværdigheden af historien - selvfølgelig især for bornholmerne, men også helt generelt.

Nogle mennesker holder meget af at læse bøger – jeg selv i høj grad – som foregår på genkendelige steder. Jeg er ikke så kendt på Bornholm, men har læst i en anmeldelse, at anmelderen glædede sig over, at stederne i ”Granitgraven” var så genkendelige. Begrebet genkendelige steder gælder for mig ikke kun geografiske steder, men også bygninger, institutioner, butikker, klubber osv. osv.

Kan du sommetider være bange for, at nogen kan blive stødte over, at noget, de har tilknytning til måske ikke ligefrem omtales flatterende. I ”Granitgraven” fx nogle af Agnethes kolleger i kirken i Rønne?

Ja. Jeg bruger selvfølgelig en del steder på Bornholm i bogen. Og der er også steder med mennesker tilknyttet, som også findes i virkeligheden. Men alle personerne i bogen er fiktive.

Det er rigtigt, at Agnethes præstekollegaer i kirken i Rønne ikke fremstilles som de bedste kollegaer. Men jeg har med vilje slet ikke talt med præster på Bornholm i min research netop for at undgå eventuelle overlap med virkeligheden.

Tanken er, at kollegaerne kunne opføre sig på samme måde uanset arbejdsplads.

Hvis Agnethe f.eks. havde været pædagog, formoder jeg, at hun også kunne have haft diskussioner med sine kollegaer om, hvordan man passer/opdrager børn. Fordi hun tilfældigvis er præst, drejer problemerne sig bl.a.om forskellige måder at forstå livet, døden og troen på. Emner, som jeg synes, passer godt til en krimi.

Er du blevet klandret for noget af det, du har skrevet i ”Granitgraven”? 

Ikke endnu.

I krimilitteraturen taler man meget om begrebet ”femikrimier”. For nogen har det en negativ klang. Er ”Granitgraven” en femikrimi? Gør du dig tanker om, hvor meget ”kvinde-føle-føle”, der må være med i det, du skriver?

Det kommer vel an på, hvad femikrimi betyder.

Egentlig har jeg forsøgt at skabe en kvindelig hovedperson, der også kunne have været en mand. Det kan hun så i praksis ikke pga. plottet, men jeg havde hverken lyst til at skabe en krimi, der var meget splatter- og tjubang-agtig, eller en krimi med en føle-følekvinde, der shopper tøj og lakerer negle. Ikke at der er noget galt med den ene eller den anden slags. Jeg ville bare gerne skrive noget midt i mellem.

Hvordan har du været tilfreds med anmeldelserne af din bog, og har bogen solgt tilfredsstillende?

Anmeldelserne har overvejende været gode - og jeg er vildt taknemmelig for alle de mails og beskeder, jeg har fået fra læsere, der har været glade for bogen.

Her i august udkommer bogen i 3. oplag. Det havde jeg ikke turde håbe på. Tak til alle, der har læst!

                        

 Når du nu går i gang med din næste bog – det er du sikkert allerede – har vi, der godt kunne lide ”Granitgraven” jo nogle forventninger. Hvordan har du det med det? Man snakker jo om begrebet ”den svære to’er”.

Uh, jeg er lidt nervøs for bind 2.

Men både Agnethe og hendes politifætter Lars har sagt ja til at være med igen, så jeg tror, det bliver godt.

Et af benspændene i min skriveproces er, at jeg gerne vil skrive bind 2 som endnu en ægte bornholmerkrimi. Altså en bog, der ikke kan foregå andre steder end her på Bornholm.

Men jeg er i gang - og jeg planlægger, at den kommer i 2016.

Har du tænkt på, at hvis du fortsætter med at skrive bøger med din ”præstedame” i hovedrollen, at det realistiske måske forsvinder, idet det ikke er videre sandsynligt, at én person - som oven i købet er præst - kommer ud for så meget dramatik på ret kort tid?

Heldigvis sker der ikke ret mange mord på Bornholm, så selvfølgelig er det ikke realistisk.

Meeeen … det gør der jo nok heller ikke i de idylliske landsbyer i Sydengland, hvor Barnaby bor.

Du har udgivet ”Granitgraven” på ”Forlaget 4. til venstre”. Er det et forlag, som du selv har oprettet? Muligheden for at du bliver en succes-forfatter er jo til stede. Vil det i den forbindelse ikke være en fordel at blive tilknyttet et af de større forlag? 

"Forlaget 4. til venstre" er mit og min mands forlag. Jeg synes, det er spændende at være selvudgiver, så det er umiddelbart planen for resten af serien om Agnethe Bohn.

Fra min side skal der lyde en stor tak til Pernille Boelskov, fordi hun stillede op til interview. Jeg vil også gerne ønske hende held og lykke den næste bog.

Jan

     

                   

                                                        

 

 

Da jeg i juni 2014 havde læst og anmeldt Stefan Ahnhems særdeles spændende debutroman ”Offer uden ansigt”, fik jeg lyst til at vide mere om hans bog og forfatterskab.

Læs min anmeldelse her: http://www.findalskrimiside.dk/327761582/1969414/posting/offer-uden-ansigt-af-stefan-ahnhem

Jeg interviewede ham derfor til min hjemmeside, hvor mit interview kan læses ved at klikke på dette link:

http://www.findalskrimiside.dk/327761601/2170590/posting/interview-med-stefan-ahnhem

Efterfølgende har jeg haft fornøjelsen af at møde Stefan Ahnhem på ”BogForum” i Bellacenteret” og på ”Krimimessen i Horsens”.

På mødet i Horsens sagde Stefan Ahnhem straks ja til at deltage i et nyt interview bl.a. i forbindelse med udgivelsen af hans næste krimi, ”Den niende grav”.

Her følger interviewet:

 

Er der sket nyt, siden jeg interviewede dig i juli 2014?

Jeg har haft et utroligt hektisk debutår. Jeg har både rejst til Danmark, Tyskland og Holland for at møde mine læsere. Jeg har stået på scenen og talt foran publikummer på alt fra 5 – 350 personer, og jo flere, desto lettere er det. Desuden har jeg nået at gifte mig på Mallorca. Derudover har jeg ikke lavet så meget mere nyt end at arbejde med "Den niende grav" mere eller mindre døgnet rundt. De sidste ændringer lavede jeg, timen inden den gik til tryk.

 

Fortæl om, hvorfor du selv tror, at ”Offer uden ansigt”, er blevet så stor en succes. I hvor mange lande er den blevet udgivet, og er du tilfreds med oplagsantallet?

Mit tyske forlag siger, at mine historier, karakterer og miljøer har en tydelig baggrund i den skandinaviske krimi- og spændingstradition, mens jeg samtidigt skriver i et amerikansk fortællertempo. Måske kan en del af successen findes i det. Jeg arbejder meget hårdt med at interessen og spændingen skal fastholdes hele vejen fra de indledende sider til slutningen. Man skal ikke kunne fjerne et eneste kapitel uden at miste noget væsentligt. Jeg synes, at læseren skal få noget, en slags gave, i hvert kapitel. Derudover har jeg vældigt dygtige mennesker bag mig på forlaget, som har sørget for, at bogen er nået ud overalt. Det er først nu, det begynder at gå op for mig, hvor stor en satsning de lægger på mit forfatterskab. 

I skrivende stund er "Offer uden ansigt" solgt til 10 forskellige sprogområder, og nogle af dem arbejder stadigvæk med oversættelserne. Den er indtil videre udgivet i Danmark, Sverige, Tyskland, Holland, Finland og Italien.

 

Oplever du forskel ved at være krimiforfatter og ved at være manuskriptforfatter til TV-serier som ”Kurt Wallander” og ”Irene Huss”?

Det er næsten umuligt at sammenligne. Nu skaber jeg mine egne historier og mit eget univers af karakterer. Det er mig, som sætter farten, bestemmer stil og tone. Nu er det mig, som har det sidste ord.

 

I mit foregående interview med dig fortalte du, at din næste krimi hedder ”Den niende grav”. Du ”kom til at røbe” for mig, at du havde researchet i de underjordiske gange under Stockholms Riksdag. Vil du fortælle lidt mere om bogen nu? Bl.a. om den også foregår lige så meget i Danmark, som ”Offer uden ansigt” gjorde.

Lige præcis i denne genre vil man helst afsløre så lidt som muligt. Men jeg kan sige så meget, at Fabian og Dunja arbejder parallelt fra hver sin side. Han i Stockholm og hun i København. Hændelserne udspiller sig et halvt år, inden "Offer uden ansigt", og handler om, hvad det var der gik skævt for Fabian oppe i Stockholm.

 

Hvad gav dig ideen til ”Den niende grav”?

Den voksede frem under arbejdet med "Offer uden ansigt". Almindeligvis skriver man først en prequel, når man er færdig med at skrive de ”rigtige” bøger i serien. Og så udspiller den sig oftest flere årtier tidligere end den første bog. Jeg syntes, det var interessant at skrive den nu med det samme, og så kun gå nogle måneder tilbage i tiden.

 

Er der nogen, der læser manuskriptet til dine bøger, inden de kommer til forlaget, og hvordan forholder du dig til eventuelle ændringsforslag?

Min hustru. Hun har en utrolig god fornemmelse for, når noget ikke er troværdigt eller lyder forkert. Hvis hun har en stærk holdning til noget, følger jeg næsten altid hendes råd.

 

Hvor stor en rolle spiller din forlagsredaktør i forbindelse med det afleverede manuskript?

Stor. Jeg vil næsten påstå, at der ikke eksisterer noget succesfuldt forfatterskab uden en dygtig redaktør bag kulisserne. Det er absolut nødvendigt at have nogen, der er lige så inde i materialet, som man selv er, men som ikke har ansvaret for at skrive noget. Selv bliver man blind efter nogle omgange, og så har man brug for nogen at holde i hånden. 

 

Man taler om begrebet ”den vanskelige to’er”. Har du gjort dig særlig umage for, at ”Den niende grav” kan leve op til de fine anmeldelser, du fik for ”Offer uden ansigt”. Er det ikke noget, der kan give ”sommerfugle i maven” at vente på anmeldernes ”dom”?

Helt sikkert! Under arbejdet med "Den niende grav" læste jeg flere læseranmeldelser, som mente at "Offer uden ansigt"  var den bedste krimidebut, de nogensinde havde læst, og at det ville blive svært at skrive en efterfølger som kan leve op til dem. Det gjorde det jo ikke ligefrem nemmere. Nu er jeg heldigvis blevet utroligt tilfreds med den og at dømme ud fra de reaktioner, jeg har fået, er jeg ikke alene om den følelse.

 

Hvornår udkommer ”Den niende grav”, og udkommer den også i Danmark, før den udkommer i Sverige, ligesom ”Offer uden ansigt” gjorde?

I Sverige  udkom "Den niende grav" den 25. maj og i Danmark udkommer bogen den 7. juli, så Sverige fik altså æren denne gang.

 

Du fortalte mig i forrige interview, at du var godt i gang med ”Den niende grav” samtidig med, at ”Offer uden ansigt” udkom. Er du også allerede nu i gang med din 3. bog?

Ja, jeg er lige gået i gang med at skrive den.

 

Kan man forestille sig, at bøgerne i denne serie kan blive til en TV-serie?

Helt sikkert! Nordisk Film er lige nu i fuld gang med at planlægge en en tv-serie og leder efter en manuskriptforfatter, eftersom jeg selv er fuldt optaget med at skrive bøgerne.

 

Hvor mange bøger har du planlagt, der skal komme i serien om Fabian Risk?

At fortælle sine læsere, hvor mange bøger, man har tænkt sig at skrive, er som at udstyre dem med redningsvest og sikkerhedssele, fordi de så vil vide, at hovedpersonen kommer til at overleve gennem hele serien. Mina læsere må klare sig uden redningsvest og læse på eget ansvar …

 

Stor tak til Stefan Ahnhem fordi han så velvilligt for anden gang har deltaget i et interview på min hjemmeside. Også en stor tak til Mi, Stefans kone og agent, som har oversat interviewet.

 

Politimanden der blev krimiforfatter

Her kan man læse mit interview med Erik Hauervig, som med mange års erfaring som politimand, har skrevet 4 meget realistiske bøger om politiets bekæmpelse af den københavnske underverden. 

 

 

 

                                        

     

Fortæl lidt om dig selv. Hvem er du? Familie? Hvor bor du?

Er født 1949 i Nykøbing Sjælland og opvokset hos mine fantastiske bedsteforældre. Er gift med Maria. Har fra et tidligere ægteskab et hold tvillingedrenge og i alt 4 børnebørn. Nyder nu min pensionisttilværelse tæt på Brøndby Stadion.

 

Din politimæssige karriere. Oprindeligt arbejde inden ansættelse ved politiet – Aspiranttid – Hvor?  -  Stillinger og tjenestesteder?

Min barndomsdrøm var at blive politimand, men blev skoletræt. Forlod 1965 Nykøbing Sjælland Borger & Realskole for at gennemgå 5 års uddannelse i Søværnet.

Den 1. april 1971 var jeg gammel nok til at blive ansat ved politiet. Vores årgang var så stor, at der ikke var plads til os på skolen, så vi blev indkvarteret i en lille lejlighed på adressen Under Elmene.

3 måneder senere blev jeg tjenestegørende på station 4 på Hørhusvej. Vi havde bl.a. det gamle Christianshavn med Kofoeds skole og Christiania med mere.

Der var mange fodpatruljer - uden radio og telefon - så vi lærte folk at kende. Var der en genstridig "kunde", skulle pågældende slæbes hen til et af de grønne alarmskabe, så vi kunne tilkalde hjælp.

For mig var stationstjenesten spændende, og folk tænker normalt ikke over, at det er folk fra stationerne, der som hovedregel kommer først til et gerningssted. De folk, som kommer efterfølgende, ved, hvad de skal ud til!

Station 4 på Amager og station City har bare været mig.

Ud over stationstjenesten har jeg også haft min tid i Narkotikaafdelingen og Afdeling E sikkerhed. Her stod den på bodyguardtjeneste for statsoverhoveder og kongehuset.

Ved siden af blev "fritiden" - den tid hvor der ikke var bodyguardtjeneste - brugt i kriminalpolitiets legendariske "Raketter". En hård afdeling for eftersøgning af hårde kriminelle.

Ud over disse tjenestesteder har der også været udlån til andre afdelinger.

 

Hvorfor blev det kriminalpolitiet?

Det stod hurtigt klart for mig, at jeg helst ville arbejde under frihed og med så mange forskellige sager som muligt. Det var sjældent samme arbejdsområde hver dag. Man kom tæt ind i livet hos folk og lærte meget om det menneskelige.

 

Spektakulære kriminalsager du har været en del af?

Mange, men jeg ønsker ikke at trække enkelte frem for andre, blot kan jeg oplyse, at jeg har oplevet folk med overskåret hals, folk som døde i mine arme efter at være blevet skudt, parterede lig osv. Grimme sager som fik konsekvenser for mit liv.

 

Hvad var det bedste ved at være politimand?

Som politimand oplever du, at alle er afhængig af hinanden. Vi kan komme ud i en skarp situation, hvor det er helt naturligt, at man hjælper hinanden. Den gamle korpsånd og venskab har betydet meget for mig gennem mine 42 år som politimand.

 

Hvad var det værste ved at være politimand?

Som politimand er du udstyret med en del magtbeføjelser, bl.a. er du udstyret med et tjenestevåben, som du må bruge i bestemte situationer. Ingen politifolk ønsker at bruge pistolen mod andre, men der kan komme skarpe situationer. Jeg har selv måtte trække pistol et par gange over for farlige personer, men heldigvis aldrig måtte skyde.

En anden slem ting ved at være politimand er, at du i mange tilfælde skal ud og fortælle familier om dødsfald eller alvorlige ulykker. Det har jeg prøvet flere gange og tro mig, hver gang man ringer på døren, håber man, at der ikke er nogen hjemme!

 

Politifolkene i dine bøger oplever mangt og meget. Noget er særdeles dramatisk og traumatisk. Er det sådan noget, du selv har været ude for i din karriere?

Ingen politifolk kan sige sig fri for grimme oplevelser. Jeg blev på et tidspunkt sendt til Neonatal afdelingen på Rigshospitalet. Min makker og jeg skulle ud for at se, om et spædbarn havde været udsat for vold.

Barnet var indbragt dagen forinden, og politiet var ikke blevet underrettet. Derfor troede vi, at det kun var en formsag, men da vi kom til stede, så vi et hjernedødt spædbarn i respirator. Denne skulle slukkes, når familien var samlet.

Det viste sig, at barnet var blevet mishandlet til skaderne. Vi skulle - som et par gamle rotter - klare det politimæssige på hospitalet efter aftale med drabschefen.

Vi anholdt forældrene, efter der var slukket for respiratoren, men jeg skal være ærlig. Hele tiden tænkte jeg på: "Velkommen på forsiden" af Ekstra Bladet. Det viste sig dog, at vi havde gjort vores arbejde godt nok.

 

Du har selv oplevet politireformen som aktiv politimand. Hvilken holdning havde og har du til den?

Min egen holdning er den, at det danske politi er blevet sat voldsomt tilbage. Man skulle fjerne mellemlederne og give mere personale til gaden. Man har gjort mellemlederne til konsulenter, og der er ikke kommet flere politifok på gaden.

Jeg ser også en voldsom tendens til at "skubbe" en masse folk fra DJØF (tidligere Danmarks Jurist- og Økonomforbund) ind, og rent politisk kan man jo se, hvordan flere politikere bare tror, at man kan gå ned og hente flere politifolk på hylden. Ingen tænker på, hvor lang tid det tager at uddanne dem.  Jeg frygter, at der bliver al for stor afstand mellem borgerne og politiet.

 

Læste du krimier mens du var politimand og i så fald, hvordan betragtede du det politimæssige, der var i bøgerne?

Jeg må indrømme, at jeg ikke læste ret mange krimier, mens jeg var politimand. Ken Follett, Andy McNab, Chris Ryan, Collin Forbes og Tom Clancy var nok dem, jeg læste mest af, så det politimæssige var nok ikke det helt store.

 

Hvorfor besluttede du dig for at blive krimiforfatter?

Her er vi tilbage med sagen med spædbarnet. Der var en perioden, hvor jeg røg ind i flere grimme sager, og det hele sluttede med, at jeg gik ned med flaget - helt ned!

Jeg fik psykolog- og lægehjælp for at rejse mig op igen. Jeg fik også flexjob, og i den forbindelse fik en af lægerne mig til at skrive en bog.

Jeg anskaffede mig en bærbar og sadudenfor i haven med min kaffekop og hunden og skrev som en gal. Det blev til DET ONDE NETVÆRK.

            

Har du brugt eksisterende politifolk som modeller for de politifolk, du bruger i dine bøger? Vil en tidligere kollega kunne genkende sig selv i dine bøger? Er du selv en af personerne?

Jeg havde på forhånd valgt at skrive om mange af de grimme oplevelser, som politifolk kan eller bliver udsat for. Jeg ønskede, at læserne skulle føle, at de var med ude på gaden og arbejde sammen med politifolkene. Naturligvis har jeg brugt eksisterende politifolk som modeller for dem i bøgerne, og mon ikke flere af dem kan genkende lidt af sig selv.

Om jeg selv er en af personerne - det nægter jeg at svare på!

 

Er der nogen af de forbrydere, du beskriver i dine bøger, der er kamuflerede forbrydere fra det virkelige liv?

Ja, som sagt er mine bøger bygget over mange virkelige hændelser, jeg selv har oplevet, blot skrevet om til romaner.

 

Hvilke forbrydertyper opfatter du som de værste i samfundet?

Forbrydelser mod børn er noget af de værste forbrydertyper i samfundet, men også de mennesker, som tvinger og udnytter kvinder og børn i prostitution.

 

”Man jager et bæst og fanger et menneske,” siger Bent Isager-Nielsen tidligere chef for Rejseholdet. Er du enig i denne betragtning?

Helt enig, men jeg kan da ikke sige mig fri for at tænke, at det menneske, man fanger, er et bæst!

 

Har du et budskab, du vil have ud, når du skriver en bog?

Mange af de læsere, jeg har talt med, er overraskede, når jeg bekræfter, at der er en skjult underverden i samfundet. I min bog TAK FOR SIDST håbede jeg på, at vi ville få debat om, hvordan de afrikanske kvinder behandles i Danmark, og hvordan de danske udsendte soldater svigtes af samfundet. Det er ikke sket - endnu!   

 

Fortæl, hvordan du skriver en bog? Har du en synopsis? Opslagstavle med små sedler? Skriver du kun derhjemme? Hvor meget gør du ud af researchen?

Når jeg skriver en bog, har jeg hele plottet klart, inden jeg begynder. Jeg har min egen måde at sætte plottet op på et stykke papir. Efterfølgende laver jeg et persongaller på lister, og så gør jeg en del ud af researchen.

Det er ikke udsædvanligt, at jeg lokker min kone, Maria med ud på en køretur, hvilket altid glæder hende. Når hun så opdager, at jeg har kamera med, er hun godt klar over, at jeg skal researche. Når du har et foto af stederne, får du alle detaljerne med.

 

Hvor let er det at sælge krimier i Danmark for debuterende forfattere? Gør du selv noget for at få gang i salget af dine krimier? Tager du fx ud og holder foredrag?

Jeg har gennem tiderne holdt mange foredrag om mit arbejdsområde, specielt de 10 år med prostitution og kvindehandel. Men hvor er det dog svært at blive anerkendt som forfatter.

Tænk en anmelder skrev, at jeg ikke nåede Jussi Adler til sokkeholderne. Klart for vi skriver om henholdsvis fiktion og virkelige ting. Jeg talte med Jussi i Horsens og fortalte ham om anmelderens næste sætning: "Jeg vil dog godt medgive, at du også har lidt forstand på politiarbejde?" Det var da pæne ord til en mand, som har været politimand i 42 år. Anmelderen mente åbenbart, at Jussi vidste mere om politiarbejde end jeg.

Jeg er 66 år, og skal ikke leve af at være forfatter, men det er meget svært at nå ud til læserne. Jeg kommer på forfatterbesøg i forretninger, hvor jeg fortæller om mine bøger og signerer for dem, som ønsker det.

Jeg har talt med mange selvudgivere, og alle peger på, hvor svært det er at slå i gennem. De store medier dækker hovedsagelig "kun" bøger fra få store forlag. Man kan kun gisne om hvorfor.

Jeg gør selv, hvad jeg kan for at nå ud til lokalaviserne, og jeg er lykkelig for at have en dygtig forlægger i Mikael Strøm Eriksen fra Skriveforlaget. Han har været fantastisk for mig. 

 

Hvornår ser vi den næste bog fra din hånd? Du har antydet, at Bjørn Agger skifter tjenestested. Vil du røbe, hvor det bliver?

Har jeg virkelig antydet det? Jeg sidder pt. og skriver på min næste bog. Hvis alt går vel, er den klar til Krimimessen i Horsens 2016, men jeg er lidt bagud. Måske skal jeg bruge lidt fiktion i denne bog?

 

Vil politireformen få indflydelse på dine kommende bøger? Jeg tænker her på at kriminalpolitiet og ordenspolitiet er afskaffet og hedder noget helt andet. Gamle titler som fx kriminalassistent kan ingen kalde sig, hvis de er ansat efter 2007

Jeg vil naturligvis så småt begynde at kalde kriminalassistenter for efterforskere, hvis ikke de gamle har beholdt deres titler. Bjørn Agger er typen, som godt kunne finde på at beholde den gamle titel.

 

Hvilke bøger læser du selv?

Jeg har det sådan, at en historie skal have en fortælling. Hvis der ikke er en fortælling så er der ingen historie.

Næste bog jeg vil læse er Den Filippinske Pirat af Helle Vincentz.

 

Stor tak til Erik Hauervig fordi han så velvilligt har ladet sig interviewe til min hjemmeside.

 

  

 

I samarbejde med Krimifan.dk har jeg interviewet den norske spændingsbogsforfatter Øystein Wiik

Jeg har haft fornøjelsen af at møde Øystein Wiik to gang på Krimimessen i Horsens. Hen er et meget sympatisk og imødekommen menneske, som jeg vil glæde mig til at møde på kommende messer.

Den norske forfatter Øystein Wiik har med bogen ”Fighter” udgivet 3 romaner i Danmark.

De to andre er "Tenoren" (også udgivet under titlen "Dræbende applaus") og "Slagteren".

         

Alle tre på Peoples Press.

 

Øystein Wiik er en yderst kompetent spændingsromanforfatter. Desuden er han en anerkendt operasanger. Ja, og så har han faktisk også for år tilbage deltaget i Norsk Melodi Grand Prix som sanger.

Øystein Wiik har skrevet en stor del af sit liv. Inden han begyndte på krimi- og spændingsbøgerne var det mest musiktekster, han skrev. Det var revytekster, tekster til eget og andres rockbands og siden tekster til musicals og operaer.

 

I Danmark er en del krimi- og spændingsforfattere blevet fuldtidsforfattere og har kvittet deres oprindelige job. Hvordan ser det ud for dig? Har du stadig travlt med alt muligt andet, der ikke har noget med forfatterjobbet at gøre?

Jeg gør mindre af andre ting efterhånden, men jeg synger stadigvæk og holder mange foredrag og kurser for repræsentanter for erhvervslivet, hvor jeg lærer dem, hvordan de fx kan bruge kropssprog, stemme, projektion og blik til at inspirere sig selv og andre til at få deres forehavender til at lykkes.

Men skrivningen tager mere og mere tid, så jeg føler, jeg er i en overgangsperiode til at fokusere fuldt og helt på det at være forfatter.

I dine romaner bringer du læserne rundt til mange forskellige miljøer og destinationer. Hvor meget research ligger der til grund for disse beskrivelser, og hvordan researcher du?

Jeg gør research efter behov. Jeg skriver først, og så gør jeg notater om, hvad jeg har behov for at finde ud af. Ofte kan researchresultater være med til at ændre en historie radikalt, og andre gange er det af mindre betydning. Når det gælder destinationer, så er jeg jo så heldig, at jeg har rejst så meget, således at jeg har mange af miljøerne siddende på rygmarven. Uanset hvad, så holder jeg af at forsøge at formidle historierne således, at læserne får en visuel oplevelse. Jeg tænker meget i billeder.

Efter min mening er dine romaner særdeles spændende, dramatiske og fantastisk underholdende, men hvor realistiske er de?

Realisme er jo et relativt begreb inden for krimigenren. Mange skriver jo ud fra et lille miljø, hvor man efter flere bøger kan tænke: Det er da voldsomt, hvor meget, det kan ske på et så lille sted. Det samme gælder alt det, en seriefigur kan komme ud fra. Selv om begge dele ikke er realistisk, accepteres de.

Når det gælder mine historier, så erkender jeg, at de til tider kan overdrive begrebet realisme en smule. Men jeg forsøger at tænke: Hvad kan der ske i yderste konsekvens, hvis man følger historiens interne logik. Således håber jeg, at læserne følger med i mit fortælleunivers og går med på præmisserne.

Når det gælder ”Fighter”, så har jeg meget nøje efterprøvet realismen i fortællingen, og til trods for, at det går hedt for sig, så er hver enkelt handling, hvor voldsom den end kan virke i alle tilfælde funderet i det, at det faktisk er muligt, at dette kunne ske.

Til ”Fighter” lavede jeg også en del research, som jeg ikke den dag i dag tør fortælle, at jeg har lavet. Jeg gik nok over stregen.

I ”Slagteren” testede jeg f.eks. personligt den biljagt, som er beskrevet. Ganske vist kørte jeg ikke lige så stærkt som Eddie Jones´ Maserati, men jeg efterprøvede realismen i det, og den holder vand.

Af og til er jeg blevet beskyldt for at beskrive ting, som ikke findes. I ”Casanovasyndromet” beskrev jeg minidroner, før disse var alment kendt. Det var der mange, som ikke troede fandtes dengang, men nu ser man dem jo overalt.  

Når jeg læser en dansk krimi eller spændingsroman, lægger jeg meget vægt på, at det politimæssige er grundlæggende i orden. Efterforskeren må gerne være ”a tough guy”, men på realistisk baggrund. Hvordan har du det med det politimæssige?

Mine romaner er jo ikke klassiske politiromaner, men nærmere en blanding af krimi og thriller.

Jeg er så heldig at kende folk på Politihøjskolen i Oslo, som jeg ofte rådfører mig med i politispørgsmål. Krimiforfatteren Robert Wilson har en gang udtalt, at politiarbejde i virkeligheden er temmelig kedeligt, og det er en forfatters job at gøre det spændende. Det er et fint princip, synes jeg.

Jeg har haft fornøjelsen af at møde dig flere gange. Du er et venligt, varmt og imødekommende menneske, der holder af at skrive i de hjemlige omgivelser, mens kone og børn myldrer rundt omkring dig. Hvordan i alverden kan du så udtænke snedige komplotter og ofte næsten grænseløse brutalt hændelser?

Måske er det netop, fordi jeg er trygt forankret i det hjemlige med familien? Min hjerne har altid kørt for fulde omdrejninger, og billederne og hændelserne kommer til mig på alle tidspunkter af døgnet.

Også fordi jeg bliver manisk optaget af det fiktive univers, efterhånden som det vokser frem. Jeg bruger også den teknik, at jeg lytter intenst til, hvor historien selv ønsker at gå hen. Så sker der ofte uventede ting.

Nogle forfattere, som også kan være meget direkte i deres beskrivelser, har emner, de ikke har lyst til at skrive om. Har du også tabuemner?

Jeg tænker ikke så meget på tabuer, men på hvad som passer ind i en historie. Så længe det er godt forankret, tror jeg næsten ikke, der findes grænser for, hvad man kan skrive. Men jeg er vældig forsigtig med at bruge virkelige personer i mine bøger, enten ved navn eller som sig selv. Har jeg en rollemodel, bygger jeg den om, så den alligevel bliver noget andet end i udgangspunktet

Hvordan har du fået ideerne til dine romaner med Tom Hartmann?

Ideerne finder mig - ikke omvendt. De dukker op, når jeg har brug for dem. Men det er oftest hændelser i det øvrige liv, at de kommer. Og så har jeg en ganske kreativ vane. Jeg stiller altid mig selv spørgsmålet: ”Hvad kan gå galt her? Og hvor slemt kan det gå?”

Har du planlagt at skrive flere bøger med Tom Hartmann som hovedperson, eller kan dine læsere forvente, at du lægger ham på hylden ligesom din kollega Jo Nesbø har gjort det med Harry Hole?

Det er nok meget op til Tom Hartmann at bestemme. Hvor meget han orker at gennemgå. Lige nu afslutter jeg bog 5, og der har jeg lagt grunden til videre eventyr med Tom, så han kan ikke slippe udenom.

Har du nogensinde overvejet at lave manuskripter til en film eller en norsk TV-serie?

Jeg sidder i disse dage og skriver på mit første filmmanuskript, da min første ungdomsroman ”Den syvende nøgle”, som udgives midt i marts, allerede er købt af NordicStories for at blive filmet.

I Norge har du fået udgivet 4 bøger. Hvordan har bøgerne ligget på den norske bestsellerliste – og har du været tilfreds med salget? Hvad er i øvrigt kriteriet for, at du er tilfreds med en bog?

eg er vældig tilfreds med salget, selv om jeg endnu ikke er i Jo Nesbøs liga. Jeg kan leve af at være forfatter, hvis jeg ønsker det, og det, synes jeg, er rigtig fint.

For at jeg skal være tilfreds med en bog, skal jeg føle, at handlingen sidder, og at sproget flyder godt.

Jeg bliver også vældig glad, hvis nogen siger, at de har haft glæde ved at læse mine bøger.

Vi er nogle anmeldere, der har givet dig fine anmeldelser, men jeg har også læst anmeldelser, der er meget kritiske. Hvordan har du det med dårlige anmeldelser?

Som udgangspunkt bør vi forfattere være glade for, at der bliver skrevet om litteratur. At tackle kritik er ikke altid lige let. Det er menneskeligt at glæde sig over god kritik, og blive ked af dårlige. Sådan tror jeg, de fleste egentlig har det med kritik. Jeg forsøger at suge næring og inspiration af de gode. Det er i hvert fald godt for kreativiteten.

Hvad har du gang i lige nu?

Som sagt er jeg i gang med at afslutte krimi nummer 5 med Torm Hartmann, og jeg skriver på det, som skal blive filmmanuskriptet til ”Den syvende nøgle”. Desuden er jeg stadigvæk i gang med omarbejdelsen af Gisle Kverndokks (norsk komponist) og min opera ”Jorden rundt i firs dage”, som får østrigsk urpremiere næste år. Desuden har jeg leveret sangteksterne til det nye album med en af Norges mest fremtrædende popstjerner.

Stor tak til Øystein Wiik fordi han så velvilligt stillede op til dette interview.

I oktober 2014 var jeg så heldig sammen med en lille flok andre bloggere at blive inviteret på besøg i Jussi Adler-Olsens kontorhus i Allerød.

Vi kom ”drypvis”, og blev hver især modtaget af en meget venlig dame, som præsenterede sig om Elisabeth. Det viste sig at være Jussis ”højre hånd”.

I anledning af vores besøg havde hun sørget for at arrangere et hyggeligt morgenbord i kontorhusets store køkken.

Elisabeth deltog ikke selv i den efterfølgende snak, vi havde med Jussi, men hun ”svævede over vandene” og sørgede for, at alt var i orden, både under den meget uformelle og meget hyggelige snak, vi havde med Jussi og på den efterfølgende rundvisning i kontorhuset.

Da jeg i november var på BogForum i Bellacenteret, havde jeg den fornøjelse at møde Elisabeth flere gange, og vi fik os nogle hyggelige snakke. Så var det, at jeg pludselig fik idéen med at lave et interview med Elisabeth, idet jeg tænkte, at mange sikkert kunne synes, det var spændende at høre, hvad Danmarks bedst sælgende forfatters ”højre hånd” arbejder med.

 

Fortæl lidt om dig selv

Jeg er opvokset i nærheden af Holbæk og flyttede til København, da jeg var 14. Efter studentereksamen tog jeg til England, hvor jeg fik en BA og derefter videre til USA, hvor jeg fik en MA – samlet svarer det til en Statsvidenskabelig kandidatgrad.

Men da jeg kom tilbage til Danmark, ville man ikke anerkende den. Derfor endte jeg med at blive kontorvikar bare for at komme ind på arbejdsmarkedet. Herigennem endte jeg i en sekretær stilling hos Disney i deres danske lokal kontor for Norden. Her kom jeg til at beskæftige mig med rettigheder især inden for publishing.

Efter næsten 10 år kom jeg videre til Egmont Books, hvor jeg arbejdede med køb af rettigheder af børnebøger og koordineringsopgaver.

Dernæst kom en lille afstikker til et taxafirma, hvor jeg arbejdede som PA og bl.a. havde kontakt til store kunder samt opbyggede et intranet.

Så kom muligheden for at komme ”hjem” til forlagsverdenen, idet jeg fik job som litterær agent i ICBS (International Childrens Book Service). Et af de ældste agenturer i Danmark, der solgte rettigheder bl.a. for Bjarne Reuter, Bodil Bredsdorff, Cecil Bødker, Thøger Birkeland, Ib Spang Olsen og Lene Kaaberbøl.

I denne periode valgte jeg at flytte tilbage til Holbæk, og efter nogle år blev jeg selvstændig, hvor jeg havde job bl.a. hos Egmont Creative med koordineringsopgaver, endvidere lavede jeg forskellige oversættelser samt begyndte at lave stikordsregistre.

Efterhånden indfandt krisen, og det blev sværere at få nok at lave, så jeg kontaktede mit netværk…

 

Hvordan fik du jobbet som Jussis ”højre hånd”, og hvor længe har du haft det, og ved du, hvorfor det blev dig, der fik jobbet?

Jeg fik en mail fra en af mine gode venner. Hun havde fået en mail fra sit netværk om, at en forfatter søgte en PA på deltid.  Den søgte jeg, det passede lige på det, jeg kan, altså ingen redaktøropgaver, men alt det andet, der også skal laves, og som jeg kendte til.

Hvordan bliver man valgt ud af sådan en bunke ansøgninger? Ja, først så skulle jeg gætte på, hvilken forfatter det kunne være. Det stod der nemlig ikke noget om. Jussi var et af mine gæt. 

Og så kontaktede jeg en af mine gode kolleger fra Egmont Creative, Henning Kure. Jeg vidste, han var god ven med Jussi – og spurgte, om jeg måtte bruge ham som referent. Jeg sendte både stillingsopslaget og min ansøgning til ham. Det sagde han ja til.

Men det var ikke Jussi, der søgte, det var Sara Blædel. Fandt jeg ud af langt senere.

Henning – min gode ven – havde sendt hele molevitten til Jussi og efter nogle dage hørte jeg fra Jussi, at det ikke var ham, der søgte, men han kunne måske nok bruge sådan en som mig, om ikke vi skulle mødes.

Så jeg fik faktisk et job, der ikke eksisterede.  Hvor heldig kan man være?

 

Hvad består dit arbejde i, når I er hjemme i kontorhuset, og hvad er din vigtigste funktion her?

Min vigtigste funktion er at skabe mere tid til Jussi. Før jeg kom ind, var det Jussi og hans kone Hanne, der ordnede alt. Svarede på mails, koordinerede rejser – alt! 

Nu sidder jeg og styrer kalenderen, besvarer forespørgsler, laver små-oversættelser, al den slags ting en typisk PA gør.  Og så samler jeg viden. Jeg skal have overblik over alt, der sker. Hvilke forlag i hvilke lande har købt rettigheder til hvad, og er det udkommet? Hvem er vores kontaktpersoner? Når der er møde med f.eks. en journalist, hvem er det? Har Jussi mødt dem før?

 

Hvad består dit arbejde i, når I er uden for kontorhuset, og hvad er din vigtigste funktion her?

Langt det meste af mit arbejde er på kontoret. Hvis jeg er med f.eks. til en bogmesse, skal jeg sikre, at kalenderen bliver fulgt. Det nytter ikke noget, at man kommer for sent til et interview eller en signering. Hvis jeg er med til et møde, er det typisk for at lave et referat eller for at være klar med baggrundsviden til at supplere Jussi.

 

Hvem ud over dig er tilknyttet kontorhuset?

Jussi selvfølgelig og hans kone Hanne. Derudover har vi en alt-mulig-mand, der sørger for, at der ser pænt og ordentligt ud både ude og inde og hjælper med pakker og al den slags. Og så er der tilknyttet en deltids bogholder. Endelig har vi midlertidig tilknyttet en håndværker til at lave forbedringer.

 

Fortæl om en typisk dag i kontorhuset i Allerød. Vil du karakterisere jobbet som et alm 8 – 16 job?

En almindelig dag starter med at gennemgå mailen, helst før Jussi kommer. Når han er her, starter vi dagen med en lille konference, hvor vi gennemgår udestående, hvad der skal svares på, og hvad jeg ellers har af projekter. Hvis det er nødvendigt holder vi også sådan en konference senere på dagen.

Og når Jussi er i huset kommunikerer vi løbende, med mindre han er i en kritisk fase af sin skrivning, så forstyrrer jeg ikke.

Jeg har altid min telefon åben, og jeg tjekker altid min mail, før jeg tager hjemmefra om morgenen og om aftenen. Hvis der er noget, der haster, bliver det taget med det samme. For mig er det et livsstils job. Men som regel kan vi holde os til normale arbejdstider.

 

Fortæl om din rolle i forbindelse med promoveringen af en ny bog.

Her er der tale om et meget tæt samarbejde med marketingarbejdet hos Politikens Forlag. Vi koordinerer kalenderen flere gange om dagen. Når der kommer journalister, og de kommer typisk til Jussi i Allerød, har jeg lavet lidt research, så Jussi ved lidt om, hvem han møder og gerne, hvornår han evt. har mødt dem før. Ofte har de også en fotograf med, som Jussi har mødt før. Og så skal besøgende til Allerød føle sig velkomne, det er også en del af opgaven. En ret hyggelig del.

 

Fortæl om din rolle, når du er med Jussi på promoveringsture i forbindelse med udgivelsen af en ny bog.

Hvis der er arrangementer ude af huset, vurderer vi, om jeg skal med. I nogle tilfælde kan det være en fordel. Igen for at passe tiderne, og når det drejer sig om signeringer for at være behjælpelig, f.eks. med paratviden eller til at tage foto med en mobiltelefon. 

 

Har du nogensinde hjulpet Jussi med at researche, når han skriver en bog, og vil du i så fald give nogle eksempler på dit researcharbejde.

Ja, hvis han ikke har tid, så kan jeg blive bedt om ”at gå i marken”. Det gjorde jeg bl.a. til ”Marco Effekten”. Marco skulle telefonere i nærheden af Svanemøllehavnen. Hvor er den nærmeste telefon? Hvordan er den placeret i omgivelserne? Er det med mønter eller til kort? Ned til nærmeste detalje.

Til ”Den Grænseløse” har det mest været internet research, før Jussi har rejst ud. Bl.a. var Jussis tur til Øland nøje planlagt, så han vidste, hvad han skulle se, hvor.

Grundlæggende kan Jussi bedst lide selv at have set og oplevet det, han skal skrive om.

 

Hvordan er det at være ”højre hånd” for et menneske, der er verdensberømt?

Man får nogle sjove oplevelser engang imellem. Den sjoveste har nok været engang, da jeg var i München med Jussi, og vi gik på en gågade med Peter Lohmeyer, en meget populær skuespiller i Tyskland, som Jussi arbejder sammen med, når han optræder dernede. Jeg gik i midten og kunne se folks ansigter: store øjne, da de så Jussi og så åbnede munden sig, da de så Peter og ét kæmpe stort spørgsmålstegn, da de så mig, hvem i alverden er hun så?

Men det er jo dagligdagen, der fylder mest, og her drejer det sig bare om at løse de opgaver, der er sammen med en chef, der ikke kun er berømt, men også er en stor personlighed med et endnu større drive, som samtidig er umådelig hensynsfuld overfor sine medarbejdere.

 

Hvad glæder du dig til i fremtiden sammen med Jussi?

Jeg tager ærlig talt én dag af gangen. Der sker så meget hver dag, så jeg kan næsten ikke forestille mig, hvor vi er om et år. Jeg er taknemmelig over at have været med i snart tre år – det er ufattelig, hvad der er sket i den tid.

 

Fortæl om de tre mest specielle oplevelser, du har haft sammen med Jussi.

Den der nede i Tyskland var sjov.

Og så kan jeg gode lide at opleve Jussi, når han møder sine læsere, f.eks. når han signerer bøger. Jeg fornemmer, at han får både energi og motivation af at møde dem, der læser, hvad han skriver.

Endelig bliver jeg ganske rørt over, hvor meget betænksomhed, man oplever ved sådanne arrangementer. Folk står længe i kø for at glæde én, de holder af med at få en signatur og en hilsen i en bog, de har købt som gave. Den omtanke og næstekærlighed jeg oplever i de stunder er helt speciel.

 

Hvad kan du selv lide at læse – bortset fra Jussis bøger?

Jeg har altid godt kunnet lide at læse krimier og thrillere, og så interesserer jeg mig meget for historie, især når det er set gennem menneskers oplevelser – så biografier er også på listen.

 

 

I forbindelse med mit interview med Elisabeth bad jeg hende viderebringe en hilsen til Jussi med tak for sidst i anledning af mit besøg hos ham i Allerød sammen med de andre bloggere samt mødet med ham på BogForum.

Samtidig kunne jeg ikke dy mig for også lige at stille ham et par spørgsmål.

 

Jussi:

Det var en enestående oplevelse at have dygtige læsere og dedikerede bloggere på besøg. Jeg anser bloggerne for at være fremtidens vigtigste anmeldere, hvor man får en kritik, der er tættere på læsergruppens normer og interesser end normalt, og hvor man på grund af sit frie valg ved at læse netop den blog, også bør kunne stole på bloggerens bedømmelse.

BogForum var i år overvældende. Måske FOR overvældende, ville nogen synes. Jeg kunne godt have nøjes med at se lidt mindre til mig selv og mere til de andre forfattere.

 

Fortæl om betydningen af at have ”en højre hånd” som Elisabeth.

Jussi:

Uden Elisabeth ville jeg aldrig kunne have den tætte og vigtige kontakt til mine læsere og forlag. Hun giver mig den klon af mig selv, som de fleste i mit sted dagligt kunne ønske sig.

 

Er du godt i gang med din næste bog om Afdeling Q?

Jussi:

Vær fortrøstningsfuld. Jeg ER i gang. Om jeg så også er GODT i gang, er en anden sag. Men det tror jeg.

KH Jussi

 

Tak Elisabeth, fordi jeg har måttet interviewe dig til min hjemmeside. Jeg glæder mig til at møde både dig og Jussi på Krimimessen i Horsens den 21. og 22. marts 2015.