Krimiforfatter Helle Mogensen udgav i 2019 sin første krimi HAVUNGER. 21. maj 2021 udgav hun sin anden krimi MALSTRØM. Jeg har læst begge bøger, som jeg synes er rigtig gode. De foregår ved den jyske vestkyst i et spændende miljø i en lille vesterhavsby. Det er ikke så tit, man læser bøger, der foregår her, så jeg synes, det kunne være interessant at lave dette interview med Helle Mogensen og spørge ind til hendes forfatterskab.

Hvem er du?

Jeg bor i Nykøbing på Mors – en perle i Limfjorden – sammen med min datter. Jeg er fan af egnen her. Menneskene og naturen. Alt sammen inspirerer mig til at skrive bøger. Sideløbende med mit forfatterskab arbejder jeg som kulturkonsulent. Jeg er i tidernes morgen uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.

Hvorfor gik du i gang med at skrive krimier?

Jeg læser alskens skønlitteratur, men krimigenren har altid haft mit hjerte. For det første er jeg fascineret af krimimotoren, der driver handlingen frem. Alle brikkerne i puslespillet. For det andet illustrerer krimien rigtig meget om menneskelig adfærd – ikke mindst skyggesiderne. Det er fascinerende at blive stillet over for moralske dilemmaer, gru og ondskab. Samtidig får vi spændingen uden at bringe os selv i fare. Krimier tager fat på skyld og straf, stiller os over for etiske dilemmaer og menneskelige valg – og giver os mulighed for at identificere os med både ofret, gerningsmanden og efterforskeren.

Hvordan fik du idéen til ”Havunger” i 2019 og nu 2021 til efterfølgeren ”Malstrøm?

Der findes heldigvis inspiration alle steder: Dokumentarprogrammer, biograffilm, avisartikler, samtaler, personer, miljøer. Alt muligt, jeg samler op bevidst eller ubevidst og lægger i rygsækken. Arbejdet kan også være en inspirationskilde, bl.a. som tidligere krimi- og retsreporter på Morsø Folkeblad og B.T.

Hvordan har du researchet til dine bøger?

Jeg plotter bogen inden skriveprocessen og har det meste af researchen på plads, inden jeg sætter mig godt tilrette ved computeren. Jeg researcher på Google, fordyber mig i relevant faglitteratur, lokalhistoriske arkiver etc. Vigtigst af alt taler jeg med mennesker, som er så venlige at stille deres personlige og/eller faglige viden til rådighed. I forbindelse med Malstrøm har jeg interviewet forskellige fagpersoner, bl.a. en dyrlæge og en pensioneret drabsefterforsker.

Hvordan skaber du dine personer? Bruger du virkelige personer som modeller?

Jeg skriver for at underholde med en god historie og for at afdække temaer, der optager mig. Temaet i Havunger er skyld og skam samt evnen – eller mangel på samme – til at tilgive sig selv og ens medmennesker. At valg, handlinger og tilfældigheder kan forme et menneskeliv, uden at man egentlig vil det, og at man nogle gange først alt for sent opdager, hvor fatalt det kan være. I Malstrøm handler den overordnede historie om svigt og om at leve på kanten af sindets afgrund. Personerne vokser frem fra temaet, mens jeg undersøger, hvordan problematikken udfordrer forskellige typer af karakterer. Det er fascinerende at gå ind i en karakter og opleve vedkommendes temperament, egenskaber, baggrund og forståelse af verden.

Din hovedperson Anne Lebæk er psykolog. Hvad har du gjort for at beskrive hendes arbejde realistisk?

Det menneskelige sind og dets skyggesider er vildt interessant, og det var nærliggende at lade min hovedperson være psykolog. Jeg er så heldig at have en livline til en dygtig psykolog, der hjælper med faglige spørgsmål. Psykologi har altid interesseret mig. Hvis jeg ellers havde haft et karaktergennemsnit, der var højt nok, ville jeg gerne have læst psykologi på universitetet … Senere hen fik jeg mulighed for at tage et semester på en anerkendt psykoterapeutuddannelse i København sideløbende med mit journalistjob.

Hvorfor vælger du at lade dine bøger foregå i Hvertsund, som jo er et fiktivt sted?

Jeg er optaget af, hvordan et mindre og lidt isoleret samfund former dets mennesker på godt og ondt. Det er interessant at have den rå, vindblæste natur her ved vestkysten som en medkarakter i mine bøger og beskrive grundvilkårene for mennesker, der med kreativitet, stædighed, kamplyst og kærlighed kæmper for deres egn.

Har du overvejet, hvor vidt din næste krimi – jeg gætter på, at der kommer en sådan – også skal forgå i Hvertsund. Hvis det er tilfældet, vil nogle læsere måske mene, at det er urealistisk, at der sker flere drab på kort tid et så forholdsvis lille sted som Hvertsund.

Havunger og Malstrøm er de to første bind i en planlagt trilogi, og min fiktive fiskerby Hvertsund vil også danne rammen om det tredje bind i serien, hvor Anne Lebæk igen involveres i en drabsefterforskning. Det er med at tage sig i agt, hvis man kigger forbi Hvertsund …

Fortæl om din skriveproces. Hvornår skriver du – og hvor? Hvor lang tid gik der fra det første bogstav blev tastet i ”Malstrøm”, til det sidste punktum blev sat? Hvor let er det at forene forfatterskabet med dit arbejde?

Det er en kæmpe glæde at skrive fiktion! I en travl hverdag kan det imidlertid være en udfordring at finde skrivetid, så det tog mig to år at skrive Malstrøm. For mig fungerer det rigtig godt at afsætte tid i kalenderen. Helt lavpraktisk. Jeg skriver om aftenen og i weekender. I ferier tager jeg så ofte det kan lade sig gøre på skriveophold på Ørslev Kloster og Hald Hovedgaard. Det er den vildeste luksus at kunne fordybe sig fuldstændigt i skriveprocessen.

Beskriv hvordan du og din redaktør arbejdede sammen og fortæl, hvordan det føltes, da manuskriptet sandsynligvis kom tilbage, og du så ganske givet skulle hele ”baduljen” igennem igen?

Jeg har en tæt dialog med min knalddygtige redaktør og forlægger på Alpha Forlag, allerede inden jeg går i gang med at skrive. Vi taler bl.a. om bogens tema, plottet og ikke mindst mine karakterer. Det kan være en ensom proces at skrive en roman, så det er utroligt givende, at min redaktør er med inde over. Cirka halvvejs i manus læser min redaktør med og giver feedback, inden jeg skriver færdig. Derefter følger et par runder, hvor vi sender manus frem og tilbage mellem os. Vi kigger bl.a. på sprog og handlingsforløb. Det er en nørdet og fantastisk proces.

Hvem har fundet på bogens forside og titel, og hvilken betydning mener du, forsiden har for bogen?

Forsiden er skabt i samarbejde mellem et grafisk designbureau og mit forlag. Forsiden signalerer hav og rå vindblæst natur, hvilket er så centralt i min krimi. Naturen og havet er vigtige medkarakterer, der er med til at sætte stemningen. Det samme gør sig gældende for titlen, som vi lagde os fast på tidligt i processen. Jeg tænker, at bogforsider har stor betydning. Det er jo det første umiddelbare indtryk, man får af den roman, man står med i hånden hos boghandlen eller på biblioteket, og det har betydning for, om man vil afsætte tid til at læse og fordybe sig i værket.

Fortæl om nogle oplevelser, du har haft i forbindelse med udgivelsen af ”Malstrøm”.

Det er som nævnt en indadvendt og ensom proces at skrive en roman – misforstå mig ikke, jeg elsker det – men hold da op, hvor er det dejligt at dele den færdige bog med læserne. I kølvandet på en bogudgivelse følger en udadvendt tid med fuld fart på: Interviews til aviser og magasiner, radiointerviews, bogsigneringer, foredrag, bogmesser og som det allerbedste: gode bogsnakke med læsere, der også elsker skønlitteratur.

Har du fået smag for at være krimiforfatter?

Krimigenren er noget helt specielt i mine øjne. Det er dejligt og fantastisk at skrive til læsere, der elsker genren lige så højt og ovenikøbet har lyst til at bruge tid i selskab med mine bøger. Jeg er så glad og taknemmelig for modtagelsen af Havunger og Malstrøm, og det er så skønt, at læsere skriver til mig om deres læseoplevelse. Det giver masser af skriveglæde til tredje bind om Anne Lebæk.

Den svenske succesforfatter Stefan Ahnhem udgav den 24. februar 2020 ”X måder at dø på”. Det er den femte bog i den utrolig spændende serie om politiefterforskeren Fabian Risk. De fire foregående er ”Offer uden ansigt”, ”Den niende grav”, ”Atten grader minus” og ”Motiv X”. Alle har fået særdeles fine anmeldelser.

De fire sidstnævnte bøger i serien er alle oversat fra svensk til dansk af danske Mi Ahnhem Thomsen, som er gift med Stefan Ahnhem.

Jeg synes, det kunne være spændende at høre, hvordan det er at være ægtefælle og samarbejdspartner til en kendt international forfatter, så jeg er rigtig glad for, at Mi sagde ja til at lade sig interviewe til min hjemmeside.

Fortæl om dig selv.

Jeg er 43 år, adopteret fra Sydkorea og vokset op i en lille by i Midtjylland, hvor jeg boede, indtil jeg flyttede til København for at studere litteraturvidenskab. Stefan og jeg bor med vores yngste børn, Sander på 10 og Noomi på 6, midt på Vesterbro i København, hvor vi er tæt på de mange ting, som storbyen har at tilbyde, og som vi alle nyder at udnytte.

Jeg arbejder pt. med lidt af hvert inden for tekstarbejde og marketing, bl.a. er det mig, der oversætter Stefans bøger til dansk. Da vi boede i Stockholm arbejdede jeg med marketing på et computerspilsforlag.

Jeg har et ganske stort medieforbrug, så det meste af min fritid går faktisk med TV-serier, podcasts, computerspil og ikke mindst nyheder på alle formater – jeg er lidt af en nyhedsjunkie. Og så holder jeg meget af at hygge mig med familien og vores mange venner, som vi ofte ser.

Hvornår og hvordan kom du ind i Stefans forfatterliv?

Stefan og jeg mødte hinanden i en taxi i Berlin for over 16 år siden. Selvom det lyder som en scene fra Sliding Doors, er det en sand historie. Der var Berlinale (filmfestival), og han var der i egenskab af manuskriptforfatter, og jeg var der i forbindelse med mit arbejde på en dansk børnefilmsfestival. Vi faldt i snak og holdt derefter kontakten, men der gik faktisk et par år, før vores bekendtskab udviklede sig til et kæresteforhold.

Hvordan præger det jeres hverdag, at du er dansk, og Stefan er svensk?

Ha ha, altså udover de evige venskabelige stridigheder om hvilket land, der er mest fortræffeligt på alle mulige forskellige områder (især om hvilket lands humor, der minder mest om den britiske!), er det ikke noget, der præger vores hverdag i særlig høj grad.

Stefan synes stadig, det er træls, at man ikke må gå over for rødt, som man må i Sverige, men på den anden side vænnede jeg mig heller aldrig til den cyklistfjendtlige stockholmske trafik, selvom jeg boede deroppe i 8 år. Jeg tror generelt, vi er ret enige om, hvor de to lande har deres fordele og ulemper i forhold til hinanden.

Dog bliver vi aldrig enige om hvilket land, der laver de bedste fastelavnsboller. Stefan sværger til ’semlan’ og køber dem med hjem, når han er i Stockholm, og den synes jeg er decideret spild af kalorier. Jeg elsker til gengæld den gode danske fastelavnsbolle i alle dens varianter.

Vores børn er 100% tosprogede og taler dansk med mig og svensk med Stefan. De går til svensk modersmålsundervisning hver lørdag, fordi vi lægger stor vægt på, at de ikke mister deres andet modersmål, og det er sjovt for dem at få venner, der er i samme situation som dem.

Fortæl hvor meget du er er inde over, når Stefan skriver fra ide, til sidste punktum er sat?

Jeg ved som regel, hvad temaet er, når Stefan starter på en ny historie, og måske fortæller han lidt om sine overvejelser om visse hovedlinjer eller særlige ting, der skal ske med en karakter. Men i det store og hele får jeg ikke lov at læse noget, før historien er skrevet færdig. Der er jeg (og selvfølgelig den svenske redaktør) til gengæld den første, der læser og giver feedback. Vi diskuterer både plottet, karaktererne samt sproglige og stilistiske ting. Derefter går Stefan i gang med anden gennemskrivning, som jeg også læser og giver feedback på.

Fortæl hvad det betyder for jeres hverdag, når Stefan er i gang med at skrive en bog.

Stefan er netop gået i gang med en ny bog efter at have holdt skrivepause hele efteråret, hvor han i stedet var rundt og promovere Risk-bøgerne i store dele af Europa. Når han skriver, fortrækker han ikke at rejse så meget, men prøver i stedet at være hjemme og have arbejdsro, så det betyder, at jeg og ungerne ser ham meget mere.

Når Stefan er hjemme er det ham, der kører morgenafleveringen, for jeg er desværre ret morgensur, og det er også Stefan, der laver aftensmad 9 ud af 10 gange. Med andre ord er det noget af en luksus for mig og børnene at have ham hjemme.

Det ændrer sig en smule, når deadline på en bog begynder at nærme sig. Så begraver han sig mere i skriveriet og kan godt blive en smule utilnærmelig på en måde, hvor han ikke altid er mentalt til stede, selvom han fysisk befinder sig i samme rum som os.

Fortæl hvad det betyder for jeres hverdag, når Stefan ikke er i gang med at skrive en bog.

De seneste år har Stefan faktisk hele tiden været i gang med at skrive en bog, bortset fra i efteråret, hvor han som nævnt var på en hel del promotion-rejser. Men han rejser generelt meget i forbindelse med bøgerne. Der er altid en krimimesse et sted, eller en af bøgerne bliver udgivet i et nyt land, og så skal han være på der. Jeg og ungerne er blevet vant til, at han er meget væk, og han ringer hjem hver dag, så hverdagen kører egentlig som den plejer, bortset fra at der bliver serveret en del mere fastfood til aftensmad, ha ha.

Stefan er jo en kendt international forfatter. Hvordan er jeres hverdag præget af det?

Det er faktisk ikke noget, vi mærker så meget til i hverdagen. Jeg har kun oplevet, at han er blevet genkendt på gaden nogle få gange, men børnene bliver altid meget begejstrede, når de ser hans bøger i butikkerne og kan godt lide tanken, om at han er ’kendt’.

I dag promoverer forlagene nok i højere grad et forfatterskab ved at bruge forfatterne visuelt i markedsføringen end tidligere, men Stefan er jo kendt for sine markante ternede jakkesæt, der gør, at han er meget let genkendelig, når han har dem på – f.eks. til en krimimesse – men til gengæld kan han gå ret anonymt rundt, når han har sit almindelige tøj på. Der har han været ret smart. Men jeg vil gerne understrege, at han elsker at møde sine læsere, så man behøver ikke være bange for at komme hen og sige hej, hvis man skulle løbe på ham i Irma. Han bliver helt sikkert rigtig glad.

Hvornår går du i gang med at oversætte Stefans bog fra svensk til dansk? Konfererer I undervejs?

Med visse af bøgerne er jeg allerede begyndt mit oversættelsesarbejde omkring anden gennemskrivning. I X måder at dø på gik jeg dog først i gang med oversættelsen, da der forelå et helt færdigt manuskript, hvilket er grunden til, at denne bog udkommer senere i Danmark end i Sverige. De øvrige titler er mere eller mindre blevet simultanudgivet i de to lande, og faktisk udkom debuten, Offer uden ansigt, i Danmark, inden den udkom i Sverige.

Vi konfererer meget undervejs. Det er en stor fordel som oversætter at være gift med forfatteren, for jeg kan jo altid bare spørge ham, om hvad han egentlig mener med dette eller hint.

Hvor lang tid er du om at oversætte en bog på 400-500 sider?

Det tager cirka en 2-3 måneder.

Oversætter du ”kun” i din fritid, eller indgår det i dit arbejdsliv?

Oversættelsesarbejdet med Stefans bøger har indgået som en del af de tjenester, jeg tilbyder i mit lille enmands-kommunikationsfirma, hvor jeg også laver andre kommunikations og marketingopgaver. Nu er der dog efterhånden så meget at se til med Stefans forfatterskab, at jeg arbejder mere eller mindre fuldtid med alle de ting, der er rundt om selve skriveriet, så han kan koncentrere sig om historierne.

Hvordan har I det, når I venter på de første anmeldelser – dels de svenske og dels de danske?

For at være helt ærlig har der ikke været særlig mange i de såkaldt traditionelle medier, hverken i Sverige eller i Danmark. Så vi forventer ikke længere, at dagbladene skal diske op med en anmeldelse, når der udkommer en ny bog. Derfor er vi også rigtig glade for bloggere som dig, der har en oprigtig lyst og glæde ved at beskæftige sig med krimigenren, og bloggernes dom afventer vi altid med spænding – det er klart. Heldigvis er de fleste af jer ret glade for bøgerne om Fabian Risk.

Fortæl om jeres bedste fælles oplevelse i forbindelse med Stefans forfatterskab.

Helt generelt er vi rigtig glade for det samarbejde, vi har om Stefans forfatterskab. Selvom det jo er Stefan, der gør arbejdet, er det efterhånden til dels blevet et fælles projekt, og da det jo fylder utrolig meget i vores liv, er det en fordel, at jeg ikke er koblet helt væk fra det.

Ind imellem har jeg mulighed for at følge med Stefan, når han rejser, og det er altid sjovt. Sidste år var vi f.eks. på en krimifestival i det nordlige Finland, hvor ingen af os nogensinde havde været før, og oplevede det laplandske heldagsmørke med smukke snelandskaber, frost i øjenvipperne, rensdyr og det hele.

Men den bedste fælles oplevelse i forbindelse med Stefans forfatterskab er helt klart krimimessen i Horsens. Det er lige sjovt hver gang. Den elsker vi begge to.

Fortæl om dine egne læseinteresser.

Jeg læser desværre alt for lidt, da alle de andre medietyper har en tendens til at tage over, som jeg indledningsvist fortalte om. Da jeg var barn og ung læste jeg stakkevis af bøger, og faktisk var jeg så opslugt af læsningen, at jeg engang i en sommerferie blev låst inde på Bjerringbro bibliotek, da de ansatte gik til frokostpause. Det rørte mig dog ikke, jeg læste bare videre, og efter en times tid kom de jo tilbage.

Jeg vil dog rigtig gerne læse meget mere, så derfor har jeg faktisk for nylig startet en bogklub netop med det formål for øje. Og så er jeg i øjeblikket i gang med to fantastiske bøger: En lykkelig slutning af Maren Uthaug, som jeg er stor fan af (både hendes striber og hendes romaner), og Forsvindingsnumre af Amalie Langballe, som jeg har meget svært ved at lægge fra mig.

Hvem er du?

Jeg er 47 år og bor i Snekkersten, Nordsjælland med min kone og vores to børn. Advokat, familiefar og karateudøver … og nu tilsyneladende også forfatter. Jeg ved efterhånden ikke, hvad der fylder mest, men efter anmeldelserne af JÆGER, kan jeg godt mærke, at koncentrationsprocenterne mellem arbejde og skriveriet har rykket sig. Meget.

Hvorfor gik du i gang med at skrive en krimi?

Jeg kommer ud af lidt af en gøglerfamilie. Min farfar var skuespiller og min far jazzmusiker. Har selv været gademusikant sammen med min mor og far, da jeg var lille. Er desuden vokset op i et kreativt, nærmest marxistisk, leninistisk kollektiv. Så valget af jura som levevej var vel nærmest et oprør fra den lille Walthers side. Men alle oprør slutter jo som bekendt en dag, og jeg har haft bogen liggende i min mave i mange år. Helt konkret fik jeg tid til at skrive den, da jeg var sengeliggende efter en skiulykke for et par år tilbage.

Hvordan fik du idéen til ”Jæger”?

Jeg har altid været fascineret af dogmerne forbrydelse og straf. Og med straf mener jeg hævn. Den gammeltestamentelige version. Øje for øje, tand for tand. Jeg har altid ville skrive om det tema.

JÆGER er baseret på oplevelser fra mit advokatarbejde samt på oplevelser fra kampsportsmiljøet. Kampsportsmiljøet er meget specielt og meget langt fra din lokale håndboldklub. Kampsportsmiljøet byder på ekstrem disciplin og filosofi. BUDO, krigerens vej, som det også kaldes. Men kampsportsmiljøet er også en dør til underverdenen, hvor advokaten og tandlægen møder bandemanden og bankrøveren. På lige vilkår. 

Alle i det miljø ved, at advokater har tavshedspligt, hvilket betyder, at man får en rolle som en præst. Man kan betro mig alt. Det kommer ikke videre. Det har betydet, at jeg har mødt mennesker og set ting, hvor det nogle gange har virket som drejebogen til en Tarantino-film. Det har hobet sig op med årene og bogen er resultatet. Et fiktivt forsøg på at lufte ud.

Et hidsigt overforbrug af superheltetegneserier fra min ungdom har også hjulpet.

Hvordan har du researchet vedrørende bandekriminalitet i København, og den forbindelse banderne har til udenlandske kriminelle organisationer? Er der noget, der er forfatterskabt?

Noget er oplevet på tæt hold. Noget er researchet. Jeg har læst en masse bøger og artikler om bandemiljøet i forbindelse med min research. Men en god bid er forfatterskabt. Sandheden skal aldrig komme i vejen for en god historie.

Hvordan skaber du dine personer? Bruger du virkelige personer som modeller? 

Jeg skaber mine personer, så de passer til den historie, de skal fortælle. Det er faktisk lidt som at lægge et puslespil. Han eller hun er der hele tiden, men jeg skal bare have sat brikkerne rigtigt sammen.

Nogle af mine karakterer er inspireret af virkelige personer. Men så stopper sammenligningen også. Jeg aldrig kunne finde på at bruge en virkelig person i bogen.

Generelt er mine karakterer lidt, … hvis ikke ekstreme, så i hvert fald radikale. Enten på den ene eller anden måde. Den slags mennesker har jeg altid været tiltrukket af.

En af dine hovedpersoner kommer fra Særslev på Nordfyn. Hvorfor har du af alle steder netop valgt denne lille landsby?

Jeg har spenderet en masse lykkelige somre i netop det område, hvor hele min mors familie kommer fra. Jeg kender hver en vej og nærmest hvert et træ der. Og en masse gode og sjove mennesker. Og så er miljøet bare perfekt som udgangspunkt for historien. Uden at skulle røbe for meget. 

Steder i Sverige og Italien spiller også en rolle i bogen. Har du været på research-tur?

Ja, det må man sige. Huset i Sverige, der optræder i historien (langt ude på landet), tilhører min familie. Desuden er min kone fra Sverige, hvorfor jeg har en del ”aktier” i det land.

Italien er mit drømmeland og søerne i Norditalien er noget af det smukkeste, der findes. Vi har selv en lejlighed ved Como-søen sammen med en anden familie og store dele af skrivearbejdet er lavet, mens jeg har slubret rødvin og kigget ud over søen.

Fortæl om din skriveproces. Hvornår skriver du – og hvor?  Hvor lang tid gik der fra det første bogstav blev tastet i ”Jæger”, til det sidste punktum blev sat? Hvor let er det at forene forfatterskabet med dit arbejde?

Først og fremmest: det er vanvittigt svært at forene mit ”normale” arbejde med forfatterskabet. Dels på grund af tiden. Der er desværre kun 24 timer i døgnet. Men også fordi, der skal en helt anden gearing til at skrive. Man skal fysisk og mentalt et stykke væk fra den daglige trummerum, før man – eller i hvert fald jeg – kan skrive. Jeg skriver typisk på skæve tidspunkter (tidligt, sent eller i ferier) og den bedste cocktail er en løbetur og derefter skrivning.

Bogen har taget mange år at skrive, men opløbet har klart været det mest intense. Da JÆGER gik fra en sjov idé og pludselig blev noget, jeg ville have udgivet, så blev det intenst. De sidste to år har jeg arbejdet med bogen løbende og så meget, jeg kunne.

Fortæl om de feedbacks du fik undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

Manuskriptet blev læst grundigt af de tre mest kompetente personer i mit liv, inden jeg gik videre med det. Min kone. Min ven og kompagnon Anders. Og min mor. Fra de tre har jeg modtaget vidt forskellige kommentarer, da de som læsere er meget forskellige. To ting stod dog klart efter deres læsning: Jeg havde klart fat i noget, men det skulle gøres kortere. JÆGER fyldte oprindeligt næsten 500 sider. Den proces var som at skære i mig selv. Men de havde ret.

Hvad skete der efterfølgende, da du havde sendt dit manuskript ind?

Jeg fik et par afslag, og jeg fik et par tilbud. Da jeg havde valgt forlaget, så startede en ny skrivefase. Jeg fik et meget detaljeorienteret feedback på bogen af forlagets superdygtige Jonas, og herefter har vi samarbejdet og bokset os frem til den endelige bog. Det har været slidsomt, men også ekstremt spændende og lærerigt.

Beskriv hvordan du og din redaktør arbejdede sammen og fortæl, hvordan det føltes, da manuskriptet kom tilbage, og du så ganske givet skulle hele ”baduljen” igennem igen?

Jeg befandt mig i den komiske vildfarelse, at bogen var så godt som klar, da jeg sendte den til forlaget, men processen lærte mig noget andet. Det var den ikke. Den færdige bog er selvfølgelig grundlæggende den bog, jeg indleverede i sin tid, men den er blevet skilt ad i mange stykker. Og så sat sammen igen. Hvilket var helt nødvendigt. En vild oplevelse.

Hvem har fundet på bogens forside og titel, og hvilken betydning mener du, forsiden har for bogen?

Titlen JÆGER er min ”opfindelse”. I underverdenen er der aldrig fred. Alle vil have mere. Cash, sex, stoffer. Eller mere magt. Det er en verden af jægere. Deraf titlen.

Forlagets dygtige grafiker har lavet forsiden og omslaget, som er blevet til efter en lang række gode drøftelser. Jeg er vild med farvevalget. Bogen stikker ud. Man ser den med det samme, når man kigger på bogbordet hos Arnold Busck eller et andet sted.

Hvad gør du og forlaget for at promovere ”Jæger”?

Alt hvad vi kan. Forlaget ringer og skriver, så det gløder. Jeg signerer bøger rundt omkring og giver interviews. Og vi bruger en masse tid på de sociale medier. Dernæst har vi har været så superheldige at få et par fantastiske anmeldelser allerede. Helt vilde faktisk. Det tæller alt sammen. Personligt skal jeg også på Krimimessen i Horsens og det glæder jeg mig til.

Fortæl om nogle oplevelser, du har haft i forbindelse med udgivelsen af ”Jæger”.

Det bedste har været al den positive feedback. Først fra venner og bekendte, der havde købt og læst bogen. Det kunne man måske dog forvente. Men så kom der pludselig beskeder fra folk, som jeg ikke kender. Det var ret vildt. Specielt fordi mange af dem ville have, at jeg skrev en opfølger.

Det helt store øjeblik var dog en lørdag morgen i december, hvor jeg pludselig så mit eget ansigt klasket op på en helside i en stor avis, og hvor anmelderen kaldte JÆGER ”fremragende”. Det var et surrealistisk øjeblik. Lige der gik det op for mig. Nu er du forfatter, hr. Rebernik. 

Har du fået smag på at være krimiforfatter?

Ja, og jeg er i gang med den næste. Jeg skal bare lige brække benet igen, så jeg får tid til at skrive den.

Stor tak til Walther Rebernik for inverviewet

Hvem er Thomas Rathsack?

Jeg er 51 år gammel, forfatter, foredragsholder og tv-vært. Jeg har været soldat i 16 år, heraf 11 i Jægerkorpset, og var udsendt to år til Irak og Afghanistan. Derudover har jeg været humanitær minerydder i den tredje verden, i en årrække arbejdet som fotograf i Sydamerika og endvidere som sikkerhedskonsulent samt it-sælger. Mere personligt er jeg en mental omstrejfer og værdsætter min frihed umådeligt højt. Hunde ligger mig meget på sinde, og jeg involverer mig i projekter, som fremmer forhold for de kære firebenede.   

I 2009 blev du i den grad landskendt, da du skrev ”Jæger – I krig med eliten”. Uden at komme ind på indholdet af den bog, kunne det være interessant at høre, hvordan du rent skrivemæssigt turde give dig i kast med at skrive. Hvorfra har du ”skrivegenet”?

Efter i alt 16 år i trøjen begyndte det at knibe med motivationen. Typisk rejste jeg otte måneder om året og havde svært ved at fastholde sociale og nære relationer. Desuden tærer det på både krop og sjæl at være i krig. Så i en alder af 41 besluttede jeg at søge nye udfordringer og en bekendt foreslog mig at skrive en biografi. Med hjælp fra en journalist gik jeg i gang med at skrive og fornøjede mig ganske fint med projektet. Polemikken omkring bogensudgivelse i 2009 dannede grundlaget for mit forfatterskab, idet mit nuværende forlag – Politikens Forlag – tilbød mig at skrive en roman for dem. I skrivende stund har jeg således skrevet fire romaner (er i gang med den femte) samt en håndbog om high performance teams (Stærk Under Pres – håndbog i high performance). Det at skrive lå absolut ikke ”til højrebenet” for mig. Jeg har ingen akademiske eller formelle forudsætninger for at skrive men kompenserer med en god portion vilje og stædighed.  

Havde ”Jæger – I krig med eliten” indflydelse på, at du efterfølgende besluttede dig til at blive spændingsbogsforfatter?

Med afsæt i ovenstående – ja, absolut. Da jeg skrev min biografi, nød jeg som nævnt skriveprocessen, og det var ikke svært at takke ja til en bogkontrakt fra Politikkens Forlag. Det er især friheden i virket som forfatter, der tiltaler mig. Ingen blander sig reelt i min arbejdsproces. Jeg udtænker selv romanens plot, former selv mine karakterer – og ingen blander sig i, hvornår og hvordan jeg gør det.    

Hvordan fik du idéen til ”Djævlens døtre”?

For nogle år siden så jeg en dokumentar om menneskehandel. Jeg blev temmelig rystet over den grad af kynisme og brutalitet industrien – hvilket den jo desværre er – indeholder og besluttede mig for, at en af mine kommende romaner skulle omhandle menneskehandel.   

Hvordan har du researchet vedr. handel med unge piger og om den ”genopdragelse”, de udsættes for? Er der noget, der er forfatterskabt?

Takket været et godt netværk har jeg haft mulighed for at opsøge personer, som mere eller mindre var involveret med menneskehandel – blandt andre to østeuropæiske piger, begge med en fortid som prostituerede, og en rumæner, som perifært havde bidraget til bagmændenes logistiske operation. Så langt det meste af indholdet af Djævlens Døtre er baseret på faktiske og reelle begivenheder og omstændigheder indenfor menneskehandelsindustrien.  

Nazisme spiller også en væsentlig rolle i bogen. Hvor stor en rolle spiller nazismen i Europa i dag? Hvordan har du researchet? Er der noget, der er forfatterskabt?

Nazismen spiller en marginal rolle i Europa, men den viser tragisk nok fortsat sit ækle fjæs frem nu og her – og er desværre ikke i tilbagegang. I Ungarn – hvor bagmændene i Djævlens Døtre stammer fra – har nazismen et slægtsfællesskab med landets højrenationalistiske bevægelser. Åbne kilder ligger til grund for de passager, der omhandler nynazismen i romanen – det var ikke muligt for mig at finde personer, som direkte var eller havde været involveret i nynazisme.   

Hvordan skaber du dine personer? Bruger du virkelige personer som modeller? Hvor meget indgår du selv i din hovedperson Michael Plessners karakter?

Jeg forsøger at skabe en balance i romanen, når jeg definerer mine karakterer – forstået på den måde, at persongalleriet ikke må forekomme for ensartet. Herved bliver plottet forudsigeligt og uinteressant. Og frem for alt: Jeg gør mit yderste for, at karaktererne ikke fremstår karikerede eller som stereotyper. Michael Plessner er – plejer jeg at udtrykke det – en kondenseret personificering af min tidligere branche; Jægerkorpset. Men når det er sagt, er han ikke mit alter ego – dog har vi visse fællestræk som for eksempel en stærk retfærdighedssans og handlekraft.   

Har du selv medvirket i aktioner, der minder om dem, som hovedpersonen tager del i?

Ja, i seriens tidligere bind (Shadow Army, Sort Daggry og Dødemandsbugten) beskriver jeg indgående, hvordan specialstyrker opererer indsat på missioner bag fjendens linjer. Det har jeg i kraft af min baggrund som jægersoldat i 11 år naturligvis selv oplevet på egen krop.

Fortæl om din skriveproces. Hvor og hvornår skriver du? Har du en struktureret/ustruktureret arbejdsdag? Hvor lang tid går der fra det første bogstav bliver tastet, til det sidste punktum bliver sat?

Indledningsvist laver jeg en ret omfattende synopsis og disposition for romanen – den kan nemt fylde en 15-20 sider. Den følges ikke slavisk – der opstår evt. nye karakterer, undervejs mens andre udgår – men jeg ender altid med nogenlunde at holde mig til den oprindelige plan. Jeg har ikke en særlig skriverytme eller skriveproces. Men generelt er jeg en sen starter, dvs. jeg træner som regel om formiddagen og kører på kontoret ved middagstid og skriver herefter 6-7 timer. Herefter bliver min hjerne bliver uinspireret og træt. Typisk skriver jeg en times tid, hvorpå jeg tager en lille pause i den friske luft.

Når du skriver, må du nødvendigvis tage pauser. Hvad laver du, når du ikke skriver?

Djævlens Døtre blev – meget overraskende for mig selv – skrevet på lidt over tre måneder. Sædvanligvis er jeg et år eller længere om at skrive en roman. Men den intense skriveproces i sommeren 2018 betød, at jeg skrev mindst 10 timer dagligt, hvorfor jeg blev nødt til at holde pauser. Så typisk skrev jeg omkring fem timer på kontoret, tog ned og trænede i centeret, hvorpå jeg kørte hjem og fortsatte her. Det varierede og lettede skriveprocessen ved at arbejde to forskellige steder.

Fortæl om de feedbacks du får undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sender det til forlaget.

Jeg har en god bekendt, med hvem jeg sparrer om plot, indhold og karakterer. Det er for mig meget nyttigt at have en slags djævlens advokat-funktion koblet på skriveprocessen. Men derudover er ingen inde over manuskriptet før det fremsendes til forlaget.  

Beskriv hvordan du og din redaktør arbejder sammen og fortæl, hvordan det føles, når manuskriptet kommer tilbage, og du så ganske givet skal hele ”baduljen” igennem igen?

Ifm. skrivningen af min første roman, Shadow Army, var jeg i udgangspunktet usikker og meget uerfaren. Derfor besluttede min redaktør og jeg, at jeg afleverede manuskriptet kapitel for kapitel. I den anden roman, Sort Daggry, var jeg mere sikker og afleverede manuskriptet i to halvdele, mens jeg afleverede den tredje, Dødemandsbugten, i fuld færdig form. Jeg har lært utroligt meget ved at skrive de fire romaner og er nu i stand til at stå på egne ben så at sige – selvfølgelig med en kompetent og kritisk redaktør på sidelinjen. Når jeg afleverer manuskriptet, er det selvfølgelig med følelse af forløsning men samtidig velvidende, at der fortsat er arbejde med manuskriptet, efter redaktørens falkeblik har været igennem det.

Hvem har fundet på bogens forside og titel, og hvilken betydning mener du, forsiden har for bogen?

Jeg har selv fundet på såvel titel som layout. Og forsiden udtrykker fint romans tema: ensomhed, tristesse, frustration, frygt.

Hvad gør du og forlaget for at promovere ”Djævlens døtre?

Forlagets pr- og marketingsafdelinger gør, hvad de kan for at markedsføre romanen – dvs. reklamer i trykte og digitale medier, optræden i tv- og radio, kontakt til bloggere, bogmesser – fx Krimimessen i Horsens i april, hvilket jeg ser meget frem til. Derudover gør jeg meget selv og bruger mange penge på sociale medier, hvor jeg laver reklamekampagner, oplægger læseprøver m.v.  

Hvad mener du om krimibloggere set i forhold til de professionelle anmeldere?

Jeg synes, at det er fremragende. Professionelle anmeldere kan have tendens til at lægge vægt på andre elementer i bøger og romaner i forhold til den gængse læser. Således kan det være sundt for alle parter, at der kommer anderledes øjne på udgivelser. Og her kan bloggere bidrage på glimrende vis bidrage til bogmarkedet, idet de i sagens natur har andre forudsætninger for at anmelde en bog end en journalist eller litteraturuddannet, professionel anmelder.

Stor tak til Thomas, fordi han ville lade sig interviewe.

Jeg ser frem til at skulle møde Thomas på Krimimessen i Horsens.

Stefan Ahnhems nye bog udkommer den 28. september

Hvorfor flyttede du og din familie til København?

Da Mi og jeg mødte hinanden, boede jeg i Stockholm og havde mine store børn hos mig hver anden uge, så der var ikke andre muligheder, end at hun flyttede op til mig. Samtidigt lovede jeg at flytte med ned til København, når børnene var blevet voksne og var flyttet hjemmefra. Det skete sidste år, så jeg har bare holdt mit ord. For hende er det som at komme hjem, og for mig er det efter 30 år i Stockholm et kærkomment eventyr.  

Hvordan er det som svensker at bo i København til sammenligning med at bo i Stockholm?

Stockholm er lidt mere ’posh’ og pænt og ordentligt. København er mere råt, men også hyggeligere og mere charmerende. Jeg elsker både Stockholm og København.

 ’Skavankerne’ ses tydeligere her, og det kan jeg godt lide. Men der er også en dobbelthed i det. På den ene side er det dejligt at kunne gå ned i Irma og købe en flaske vin søndag aften. På den anden side er det tragisk at se narkomanerne og de prostituerede gå rundt i kvarteret.

Det, der har overrasket mig mest, er nok det omstændelige danske bureaukrati og de mange forskellige regler, I har her. Og at alle overholder dem. Jeg troede, Sverige førte an der, men sådan er det ikke. Langt fra. For eksempel står alle fodgængerne og venter, når det er rødt. I Sverige går man simpelthen over gaden, hvis der ikke kommer nogen biler. Eller det at der sidder en måler på hver eneste radiator, fordi nogen skal komme og aflæse dem en gang om året og efter en kompliceret ligning udregne hvor høj vores varmeregning skal være, i stedet for at det bare er en del af huslejen, som det er tilfældet i Sverige.

I hvilken del af København bor I? Boligtype?

Vi bor i en ejerlejlighed på Vesterbro.

Når du ikke er forfatter eller familiemenneske, hvad fylder du så din tid ud med?

Ha ha! Desværre er der ikke så meget tid til overs at fylde ud. Men jeg holder meget af at se vores venner, lave mad, stå på ski og spille tennis. Og en rigtig god bog slår som bekendt det meste ;)

I din kommende bog ”Motiv X” er et tema racisme. Er der en bestemt årsag til, at du har valgt netop dette tema?

I Motiv X kom racisme-temaet mere eller mindre ind ved et tilfælde, og så voksede det sig større. Det var ikke noget, jeg havde planlagt, og sådan er det ofte. Et emne føles relevant og interessant, og selvom bogen udspiller sig i sommeren 2012, indser jeg her bagefter, at den lige nu er skræmmende aktuel.

Du har tidligere fortalt i et af de interviews, jeg har lavet med dig, at ideerne til dine krimier pludselig dukker op, når du har set eller læst et eller andet. Hvad gør du med de pludseligt opdukkede gode ideer?  

Jeg prøver at håndtere dem på den bedst mulige måde. Enten i den historie, jeg er i gang med at arbejde med eller i en senere. Oftest handler det om at forsøge at være så lydhør som muligt i forhold til sine egne tanker og idéer, når de pludselig dukker op.

Har du oplevet, at en pludselig opdukket idé har fået dig til at ændre kurs med dit igangværende skriveprojekt – evt. har lagt det på hylden eller føjet det ind?

For det meste ved jeg, hvor jeg er på vej hen med en historie. Det er sjældent, at der dukker idéer op, som ændrer hele fortællingen. Så passer de måske bedre ind i en helt egen historie.

Har du gang i andre krimiprojekter end serien om Fabian Risk. Vil du evt. løfte sløret lidt?

Nej, lige nu har jeg mere end nok at gøre med at skrive Fabian Risk.

Blandt krimielskere regnes du for en af de virkelig gode svenske krimiforfattere. Og det er jo slet ikke så dårligt J. Hvordan påvirker det dig at skulle leve op til det?

Det er kun positivt og dejligt, at der er så mange rundt om i verden, som sætter pris på det, jeg laver. Når det handler om krav, er det nok mest mine egne, jeg skal leve op til. Hvis jeg ikke er tilfreds med en scene, går jeg rundt og er i dårligt humør og irriterer alle i min nærhed. Så som regel er det bare med at få den skrevet om, indtil den bliver velfungerede, så hurtigt som muligt.

Hvordan oplever du det at være en kendt krimiforfatter både på bogmesser, i forbindelse med bogudgivelser, i det offentlige rum osv.?

Det er herligt. Alle er rigtig søde, når de kommer hen til mig og vil bare fortælle, hvor glade de er for mine bøger. Netop forfatter er nok det bedste job, man kan have i forhold til det at være kendt. Folk kender dit navn, men ingen ved, hvordan du ser ud.

Er der noget nyt om filmatisering af dine krimier? Hvis svaret er JA, kunne det så tænkes, at du selv skriver manus til dem lige som til Wallander- og Irene Huss-serierne?

Ja og nej. Jeg har som sagt mere end nok at gøre med at skrive bøger, og jeg tror også, at filmatiseringen bliver bedre af, at der kommer nyt blod ind i projektet. Så lige nu sidder der to utroligt begavede manuskriptforfattere og skriver løs.

Har du – rent forfattermæssigt – nogen ønsker og drømme for fremtiden?

Lige nu udlever jeg min drøm. Men spørg mig igen om et år, så er jeg måske kommet i tanke om noget.