Hvem er Arne Woythal?

Jeg bor sammen med min kone og en ældre kat i et lille hus i Herstedvester Landsby. Vores børn er flyttet hjemmefra, så vi har tid til at dyrke vores fritidsinteresser i henholdsvis løbe- og fodboldklub, når vi ikke opholder os i vores lille stråtækte sommerhus i Vemmetofte.

Ud over at skrive bøger, har jeg altid haft en stor passion for musik, så vores hus genlyder jævnligt af klangen fra en af mine guitarer eller det nyligt indkøbte klaver.

 

Hvorfor besluttede du dig for at blive forfatter?

Jeg har altid læst mange bøger. Også kriminalromaner. Når man som fagperson læser beskrivelse af det job, som man naturligt har meget stor indsigt i, så kan man ikke undgå at hæfte sig ved alle de fejl, der optræder. For en stor dels vedkommende er det helt uden betydning for den almindelig læser, men indimellem er det faktisk ret graverende fejl, som generer min faglighed. Min fornemmelse er, at de fleste politifolk har det på samme måde.

Så på et tidspunkt kom jeg på den idé, at det måtte være muligt at skrive en kriminalroman, hvor hovedpersonen ikke var en fordrukken eller narkotikapåvirket politimand, der var i opposition til alle sine kollegaer og i hvert tilfælde til sin chef, som det ofte er tilfældet i kriminalromaner og kriminalfilm. Derfor gav jeg mig i kast med selv at skrive en krimi, og det blev til min første roman De Dræbtes Advokat, der blev udgivet i 2016.

 

Hvordan fik du idéen til Gribbene fra Sofia?

Inspirationen til den roman stammer fra en henvendelse fra en bulgarsk kvinde, som jeg fik i midten af 1990´erne, mens jeg arbejde i Gladsaxe kriminalpolitis afd. A (Drabsafdelingen).

Hun fortalte meget udførligt om nogle forhold i Kulturhuset i Sofia, hvor hendes bror havde været direktør. Her var begået en række drab, og stedet var omdrejningspunkt for meget alvorlig narkotikakriminalitet, og hun fortalte sågar om et brev, som blev stjålet fra direktørens pengeskab. Det er nogle af de elementer, jeg har brugt til min roman, men det er selvfølgelig ikke virkeligheden, jeg beskriver én til én.

 

Hvordan skaber du dine personer? Bruger du virkelige personer som modeller?

Ingen af karaktererne i mine romaner eksisterer i virkeligheden, men de er sammensat med inspiration fra flere forskellige personer. For mine kollegaer har det været en sport at gætte på, hvem af dem der har inspireret mig til de enkelte karakterer.

Nogle kollegaer kommer tæt på, mens andre med stor sikkerhed har placeret sig selv eller en kollega i en rolle, som jeg overhovedet ikke har haft i tankerne. Fælles for mine kollegaers tilbagemeldinger har været, at beskrivelsen af miljøet og arbejdsmetoderne rammer plet.

 

Fortæl om din skriveproces. Hvor og hvornår skriver du? Hvor lang tid går der fra det første bogstav bliver tastet, til det sidste punktum bliver sat?

Det korte svar er, når jeg kan og hvor som helst. Min kone plejer at sige, ”Arne har to fuldtidsjob.” Og det er der et gran af sandhed i. Jeg bruger al den ledige tid, jeg har på at skrive.

Selvfølgelig har vi en række sociale arrangementer, ser familie og venner, går i teatret og biografen, men når jeg har en smule tid, tager jeg computeren frem og skriver, eller læser og retter i tekst, jeg allerede har skrevet.

Den førte roman tog knapt to år at skrive. Den Hollandske Forbindelse skrev jeg på et år, mens jeg skrev Gribbene fra Sofia på syv måneder. Men det kunne jeg også kun gøre fordi, jeg sad tre måneder i Grønland, hvor jeg passede mit arbejde i politiet 40 timer og ugen og stort set brugte resten af tiden på at skrive på romanen. Udenfor var det mørkt og bidende koldt.

 

Fortæl om de feedbacks du får undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

I løbet af skriveprocessen får jeg ikke feedback. Jeg skriver hele manuskriptet færdigt for mig selv, inden jeg viser det i sin helhed til fire personer.

Den ene er min kone, som læser det igennem og kommer med ændringsforslag til det sproglige. Bente læser normalt ikke krimier, for hun bryder sig ikke om voldsomheder, men sprogligt er hun ret stærk. Min gode ven Jens, som er dokumentarist, er meget skarp og giver nogle rigtig gode tilbagemeldinger til persontegningen, som jeg har haft stor glæde af. Min gamle pensionerede makker, Jan, læser på det politifaglige og min datter Linn læser for at give mig ungdommens perspektiv på manuskriptet.

Når jeg har fået reaktioner fra mine fire beta-læsere, retter jeg det, jeg kan bruge og sender så manuskriptet til forlaget.

 

Beskriv hvordan du og din redaktør arbejder og fortæl, hvordan det føles, når manuskriptet kommer tilbage fra din redaktør, og du så ganske givet skal hele ”baduljen” igennem igen?

Jeg har et rigtig godt samarbejde med mine redaktører fra Byens Forlag. Jeg ser deres tilbagemeldinger som ændringsforslag, der har til formål at gøre mine romaner bedre. Men jeg er mig også bevidst, at det er mit navn, som står på omslaget af bogen, og derfor også mig, der i sidste ende bestemmer, hvad der skal stå i bogen. Dog plejer deres ændringsforlag ikke at være meget omfattende, så jeg tilretter hurtigt mine manuskripter og uden beklagelse.

 

Hvem har fundet på bogens forside og titel, og hvilken betydning mener du, forsiden har for bogen?

Titlen er min alene, og den har der aldrig været stillet spørgsmål til. Da jeg skulle have min første roman udgivet, spurgte forlaget, om jeg havde en idé til, hvordan omslaget skulle være, og det havde jeg. Jeg fortalte om idéen, som forlaget lyttede tålmodigt til.

Nogen tid efter sendte de omslaget, som den kom til at se ud og sagde, ”den kunne jo også se sådan ud.” Det var et langt bedre forslag, end det jeg var kommet med, så det blev sådan.

Da Den Hollandske Forbindelse skulle udkomme, spurgte de igen om min mening, men belært af førte gang, bad jeg forlaget om at komme med et udkast. Jeg fik to at vælge imellem, men var aldrig i tvivl, da jeg så omslaget, det endte med at blive.

Da Gribbene fra Sofia skulle udkomme, overlod jeg det helt til forlaget og var med det samme begejstret for det endelige resultat. Forsiden er meget vigtig. Det er den, der skal fange en mulig læsers interesse. Den skal udstråle og afspejle nerven i bogen.

 

Hvad gør du og forlaget for at promovere Gribbene fra Sofia?

Forlaget har en strategi med at henvende sig til pressen, anmeldere, tv- og radiostationer. Den proces er jeg selv kommet med i, og det lykkedes mig at komme i TV2- programmet Go´morgen Danmark med min første roman.

Jeg har også optrådt i nogle lokalradioprogrammer og er blevet interviewet til flere lokalaviser. Jeg har også være ude i boghandlere og signeret bøger. Så deltager jeg i såvel Bogforum som Krimimessen. Herudover holder jeg en række foredrag i AOF og FOF-regi, og jeg ajourfører min hjemmeside arnewoythal.dk samt en forfatterside på Facebook, hvor jeg orienterer om stort og småt i mit forfatterskab. 

 

Enkelte krimiforfattere har en personliste forrest i bogen. Det kan jeg godt lide. Hvordan stiller du dig til en personliste?

Det har ikke været inde i mine overvejelser, men det kan være en rigtig god idé, hvis persongalleriet er stort.

 

Hvordan er det at etablere sig som ny forfatter i Krimidanmark?

Det er ikke let, fordi der er rigtig mange om buddet. Og når man bliver udgivet på et af de mindre forlag, skal der kæmpes lidt hårdere, end hvis man kommer ud på et af de større forlag. Men sådan er vilkårene. Det er også en rigtig spændende proces.

 

Hvad mener du om krimibloggere set i forhold til de professionelle anmeldere?

Jeg mener, at krimibloggere gør et fantastisk og uvurderligt arbejde. Det er en stor fornøjelse at blive anmeldt af mennesker, der læser krimier som passion, og jeg er sikker på, at mange krimilæsere føler sig på bølgelængde med bloggerne.

Det er ikke let at komme igennem til de professionelle anmeldere, og det skal selvfølgelig ses i lyset af, at de bliver dynget til af bøger, som forlagene ønsker anmeldt.  

 

Nu til det mere politimæssige:

Da jeg mødte dig til BogForum, og jeg fandt ud af, at du havde titel af kriminalassistent, blev jeg noget forbløffet. Jeg havde nemlig hørt, at det kun er de ”gammeldags, traditionsbundne stivstikkere”, der beholdt den titel. De fleste bruger titlen politiassistent. Hvordan hænger det sammen med Politireformen af 2007?

Før Politireformen i 2007 var politiet opdelt i to. Ordenspolitiet, som bestod af ca. 8.000 mand og Kriminalpolitiet, der bestod af ca. 2.000 mand. Disse blev sammenlagt til én politistyrke under et politiforbund ved reformen.

Ved nedlæggelse af kriminalpolitiet forsvandt også alle titler med kriminal i ledelseslagene. Alle kriminalpolitiledere, der ønskede at fortsætte som ledere i politiet, måtte påtage sig en politititel. Men en forordning under Finansministeriet godtgjorde, at man ikke kunne fratage en mening medarbejder sin én gang erhvervede titel uden pågældendes samtykke, så derfor blev alle menige medarbejdere i kriminalpolitiet gjort bekendt med, at de fra reformens begyndelsen ville få titlen politiassistent, hvis ikke de skriftligt tilkendegav, at de ville beholde titlen som kriminalassistent.

Personligt valgte jeg at beholde titlen som kriminalassistent, fordi den signalerer den særlige faglighed, jeg har opbygget igennem mange år med efterforskning af komplicerede sager.

Mig bekendt bad stort set alle om at beholde deres titel, og rigtig mange, der kommer op i de tunge efterforskningsafdelinger i dag, giver udtryk for, at de ville ønske, at de kunne få den titel.

Når jeg tænker over det, kan jeg ikke komme i tanke om en eneste kriminalassistent, der frivilligt har opgivet sin stillingsbetegnelse. Når jeg læser din bemærkning om ”gammeldags, traditionsbundne stivstikkere,” kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, at det må du have hørt fra en ordenspolitimand, der ikke selv kunne få en stilling i kriminalpolitiet i sin tid. Rønnebærrene er sure, som ræven sagde.

 

Nu skal jeg lige være helt sikker. Er der flere politititler, der begynder med ”kriminal… ”?

Nej, kun kriminalassistenter, så når du læser om politiledere med kriminal i titlen må historien foregå før 1. januar 2007 eller bero på dårlig research.

 

I de tre krimier, du har udgivet, bruger du betegnelsen ”Drabsafdelingen” om den afdeling, der tager sig af efterforskning på Albertslund Politigård.

Ret beset hedder det jo ”Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet.” Jeg synes, at det virker forkert, at det er ”Drabsafdelingen”, der rykker ud i ”Gribbene fra Sofia” i forbindelse med et bankrøveri.

Hvorfor bruger du betegnelsen ”Drabsafdelingen” i stedet for fx ”Efterforskningen”?

Ja, det er rigtigt, at jeg bruger betegnelsen Drabsafdelingen, og at det reelt hedder Personfarlig Kriminalitet. Men i daglig tale og i folks bevidsthed ved alle, hvilken afdeling der er tale om, når man bruger det folkelige navn Drabsafdelingen. Det gør vi politifolk også i ny og næ.

Det har jeg faktisk også gjort noget ud af at forklare i De Dræbtes Advokat i kapitel 3. I den forbindelse kan jeg fortælle dig, at der rent faktisk heller aldrig har været noget, der hed Rejseholdet. Officielt hed det Rigspolitiet Rejseafdeling, men alle ved, hvad man taler om, når man siger Rejseholdet.

Før politireformen brugte kriminalpolitiet bogstaver for afdelingerne. Afd. A var drabsafdelingen, afd. B, bedrageriafdeling og afd. N, narkotikafdelingen.

I Gribbene fra Sofia rykker Drabsafdelingen ud til et hjemmerøveri, hvor en ældre kvinde er blevet dræbt, og det er nøjagtigt, som det ville være i virkeligheden.

I De Dræbtes Advokat rykker Drabsafdelingen ud til et bankrøveri, men det er også, som det ville være i virkeligheden, fordi i den sag, skød røverene efter et vidne, og det vil blive behandlet som drabsforsøg, og derfor kommer Drabsafdelingen på banen.

Det vil ikke være fyldestgørende at kalde afdelingen for Efterforskningen, som du foreslår, fordi Efterforskningen er et samlebegreb, der dækker over en række afdelinger, nemlig Lokal Efterforskning, som tager sig af indbrud, mindre voldsager, røverier og økonomisk kriminalitet.

Central Efterforskning består af Personfarlig Kriminalitet, der tager sig af drab og sædelighedsforbrydelser, mens Organiseret Kriminalitet tager sig af narkotika- og bandekriminalitet.

I skrivende stund, kan jeg fortælle, at Københavns Vestegns Politi arbejder på at udskille Personfarlig Kriminalitet i to selvstændige afdelinger, hvoraf Personfarlig Kriminalitet kommer til at tage sig af drab og drabsforsøg, mens den nye afdeling Overgrebssektionen kommer til at tage sig af alle overgrebssager, altså en regulær sædelighedsafdeling. Men det forstærker blot yderligere rigtigheden i mit brug af betegnelsen Drabsafdelingen for Personfarlig Kriminalitet.

 

Hvad står der rent faktisk på dørskiltet til ”Drabsafdelingen” på din politigård?

Der er ikke en egentlig dør ind til afdelingen, som er en række kontorer på en lang gang.

På dørskiltet ind til mit kontor står der:

Arne Woythal, kriminalassistent. Personfarlig Kriminalitet.

 

Link til introduktionsvideo:

https://www.facebook.com/lotte.petri/videos/10215733226661296/

 

 

 

 

 

 

 

I dag den 20. juli 2018 udsender Lotte Petri sin nye krimi ”Blodengel”. I den anledning har jeg lavet dette interview med hende:

Hvornår og hvorfor begyndte ”Blodengel” at spøge i dit hoved?

Jamen det var for ikke så lang tid siden i bogsammenhæng, faktisk i november måned sidste år. Jeg blev kontaktet af Storytel, hvor de spurgte, om jeg ikke havde lyst til at lave en serie. Jeg har jo tidligere skrevet ”Black notice”, som er en miniserie i fem afsnit, så formatet har jeg prøvet før.

Hvad sker der med dig mentalt, når ideen bare er den rigtige?

Det er jo en proces at skabe den rigtige ide. Noget man tror er rigtigt i starten, holder måske ikke vand, når man går i gang med at skrive. Så må man tilbage og rette. Man kan blive ved med at lave småjusteringer indtil ret sent i processen. Jeg tror det dybest set handler om en fornemmelse af, at det er rigtigt, det man har fat i.

Hvordan holder du styr på dine tanker og ideer til en ny krimi?

Jeg har nogle notesbøger, som jeg skriver og tegner i. Og så skriver jeg på alle mulige sedler, så som kvitteringer, kuverter mm. Min mand er ved at blive sindssyg over alle de sedler, så jeg prøver at holde mig til notesbøgerne. Desuden skriver jeg kommentarer og noter i det hoveddokument, der kommer til at udgøre manuskriptet.

Har du en struktureret arbejdsplan, når du skal til at starte på en ny krimi?

Jeg er hurtig til at finde ud af en deadline, og så afpasser jeg planen derfra. Jeg sætter en dato for, hvornår førsteudkastet skal være færdigt. Så lader jeg manuskriptet ligge en tid. Men det er ikke altid, at der er tid til, at det kan ligge længe. Men det er vigtigt at lægge det væk og så tage det frem igen. Ellers kan man ikke se fejlene, og tingene når ikke at modnes.

Hvordan researcher du?

Jeg har arvet nærmest et bibliotek fra min far og elsker bøger. Jeg køber bøger, gerne hos boghandleren eller låner på biblioteket. Jeg spørger også gerne mine eksperter, om de kan henvise til relevant litteratur, det sparer mig for en masse tid. Jeg gør meget ud af at besøge mine ”locations”, altså de steder, hvor mine krimier foregår. Det har bragt mig vidt omkring. Lige fra Roskilde til Nuuk. Det gode ved at researche er, at man får en masse gode detaljer forærende. Jeg kunne jo godt i fantasien forestille mig, hvordan der f.eks. ser ud på politistationen i Rønne, men alligevel valgte jeg at tage derover. På den måde fandt jeg ud af, at lederen af lufthavnen er en kvinde. Jeg havde bare skrevet ”ham”. Man undgår en masse fejl på den måde.

Hvad har været nødvendigt for dig at researche til ”Blodengel”?

Jeg har haft den sædvanlige snak med min retsmediciner omkring de scener, der foregår på Retsmedicinsk Institut. Desuden har jeg været inde på Tandlægeskolen i København – for jeg kan godt afsløre, at tænder indgår i plottet i ”Blodengel”. Jeg talte med en radiolog og nogle tandlæger derinde. Det var en fin oplevelse, og jeg fik en god fornemmelse af, hvordan stemningen er. Jeg har også besøgt Avnstrup, hvor jeg voksede op. Min far var psykiatrisk overlæge derude, dengang det var sindssygehospital – ja, det kaldte man det dengang. Jeg boede med familien i en tilknyttet embedsbolig, som jeg også har genbesøgt. I dag er der asylcenter derude. Jeg fik en rundvisning, og jeg kan afsløre, at der løber en uhyggelige ingeniørgang mellem hovedbygningen og maskinhuset. Den indgår i en ret central scene i ”Blodengel”. Desuden er der ligskuffer nede i kælderen, så alt i alt lever det op til mine forventninger til en uhyggelig ramme om krimien.

Fortæl lidt mere udførligt om noget, der i denne forbindelse har været mega interessant.

Det var en bevægende oplevelse at besøge sit gamle barndomshjem, der nu er børnehave. Jeg kunne pludselig huske, at vi fik hospitalsmad op i sådan nogle store skåle, en slags metaltromler. Vi fik tit millionbøf og citronfromage. Nogle gange var desserten ødelagt af den varme hovedret.

En anden interessant oplevelse var, da jeg besøgte Politigården i København. Det var lidt svært at få lov at komme derind, men til sidst lykkedes det. Jeg fik en personlig guidet tur, og bygningens arkitektur er enestående. Det var lidt vigtigt for mig at komme derind, fordi Sofie Engell, som er min nye heltinde i Blodengel, får til opgave at lede den såkaldte E-gruppe, der skal fange en skruppelløs seriemorder. E-gruppen placeres inde på Politigården. Jeg ville have svært ved at beskrive deres rammer på en troværdig måde, hvis jeg ikke havde set stedet.

Hvordan gemmer du dit researchede stof? Skriver du det ned? Tager du billeder? Optager/filmer du?

Jeg har først og fremmest alle sanser åbne. Hvordan er stemningen? Hvordan lugter der? Væggenes farver – vinduer – gulve, alt skal med. Det er ikke altid passende at tage billeder, så jeg prøver at affotografere det i mit indre. Når jeg kommer hjem, skynder jeg mig at skrive indtrykkene ned. For de forsvinder hurtigt.

Hvordan har du skabt dine personer i ”Blodengel”?

Jeg lærer dem stille og roligt at kende, efterhånden som handlingen udspiller sig. Deres egenskaber bygges på lidt ad gangen. Jeg synes tit, det kan være svært at have dem tegnet meget hårdt op på forhånd. Så synes jeg godt, at det kan blive lidt karikeret.

Hvad sker der med dig, når du siger: ”Nu er jeg klar til at gå i gang ved tasterne?”

Ja, det er jo et godt spørgsmål. Nogle gange skal man bare i gang med at skrive hovedtrækkene i handlingen ned. Så fylder jeg på, og på et tidspunkt begynder jeg at skrive dialog og miljøbeskrivelser.

Hvordan er du at være sammen med, når du er i gang med skriveprocessen?

Jeg tager ofte på skriveophold, fordi det er vigtigt med ro, hvis der skal produceres meget. Jeg er som regel ret skikkelig, men jeg kan godt blive spændt op til en udgivelse.

Har du en struktureret/ustruktureret arbejdsdag? – Hvad laver du, når du ikke skriver?

Jeg skriver hver dag. Gerne meget tidligt om morgenen, og så igen senere på formiddagen. Jeg holder nogle gode lange pauser. Når jeg ikke skriver, går jeg ture, er i motionscenter eller er sammen med børn, venner og øvrig familie.

Hvor befinder du dig rent fysisk, når du skriver?

Lige nu er jeg i Hornbæk, hvor vi har sommerhus. Ellers er jeg ofte på Hald Hovedgaard, nær Viborg, på Bornholm, på Svanekegaarden eller i Visby på Gotland.

Hvornår (ca. dato) startede du på ”Blodengel”?

Jeg kom vist nok først rigtig i gang i begyndelsen af februar. Forinden havde jeg fået godkendt afsnit et samt en oversigt over handling og personer og skrevet kontrakt med Storytel.

Er du ”helt alene”, når du skriver, eller konfererer du af med nogen undervejs?

Jeg har nogle rigtig gode læsere, som er knivskarpe. Her bliver der luget meget ud under vejs. Min mand plejer også at læse et igennem til sidst. Men det er primært min redaktør, som er inde over og kommer med feedback.

Hvordan arbejder du med et råmanuskript. Skriver du løs fra hjertet – eller bearbejder du stoffet undervejs? Retter og ændrer du i det skrevne og dit planlagte handlingsforløb?

Jeg har et resumé/disposition, som jeg følger. Men undervejs sker der ændringer her og der. Jeg starter med at skrive løs, og så lægger jeg manuskriptet fra mig – og så genlæser jeg. Sådan et manuskript er igennem rigtig mange gennemlæsninger.

Hvordan holder du fast i overblikket over handlingen, når du skriver?

Det kan nogle gange være svært at bevare overblikket, når man er nede i detaljen. Derfor kan det være godt at læse på forskellige måder. Jeg kan genvinde overblikket ved at læse manuskriptet hurtigt igennem, uden at tænke på sætningskonstruktioner og detaljer. Andre gange leder man efter småting eller løse ender.

Hvordan har du det med at skrive om vold og brutalitet?

Jeg er faktisk ret fredelig, men ondskaben som fænomen interesserer mig. Når man skriver realistiske krimier, er volden et vilkår, hvis det skal være troværdigt. Jeg læser mange artikler om drabssager, og desværre overgår virkeligheden fantasien. Jeg prøver at holde beskrivelserne af vold så korte som muligt, ellers går det over i splatter-genren, som ikke interesserer mig.

Hvilken betydning har det for dig, at det politimæssige og fakta i al almindelighed er i orden?

Det betyder rigtig meget. Jeg har en bedre mavefornemmelse, når jeg har undersøgt tingene ordentligt. Men det er jo et kæmpe arbejde. Omvendt er det det, der gør min hverdag spændende – at jeg kommer ud og møder virkelighedens drabschefer og retsmedicinere.

Hvad skete der med råmanuskriptet til ”Blodengel”, da du kunne erklære det færdigt?

Det var igennem en masse processer – genlæsning og omskrivning – og atter læsning. Jeg have også en korrekturlæser på, som samtidig også så på det indholdsmæssige. Det er godt med nogle friske øjne, når man har været igennem så mange gange. Jeg tror næste jeg kan den udenad!

Hvem læser dit råmanuskript?

Redaktøren, nogle betalæsere og førnævnte korrekturlæser.

Du har sagt, at du ikke har brug for ”rygklappere” i feedbacken, men hvordan føler du det, når dine ”feedbackere” kommer med kritik?

Jeg vil selvfølgelig helst undgå negativ kritik, men jeg glæder mig over at få den, før manuskriptet går i trykken, for så kan det ikke ændres. Men jeg tager stilling til, om jeg vil rette, for der skal være plads til nogle kunstgreb, der får tingene til at glide og hænge sammen.

Hvad gør du med feedbacken, du får, og hvilken indflydelse har den haft på ”Blodengels” endelige udformning?

Som sagt læser jeg alt igennem og udvælger det, jeg vil rette. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at vi er meget forskellige som læsere, men alle input er vigtige, og jeg er utroligt glad for hjælpen.

Har der været ”sjove fejl”, som dine ”feedbackere” har opdaget undervejs?

Ja, da. Der kan være ting, læserne undrer sig over. Årsag og virkning. Kan man nå det på så kort tid? Kan man se det i bælgravende mørke osv. Det er derfor det er vigtigt at have friske øjne på sagen. Jeg ved jo godt, hvad der skal ske – og nogle gange glemmer man mellemregningerne.  

Hvor mange gange har du skrevet ”Blodengel” om undervejs?  På jysk: Er det træls, eller er det interessant?

Jeg plejer at kalde det en ”gennemskrivning”. Når man retter, så får det indflydelse på noget andet, som så påvirker noget tredje. Derfor læser jeg det altid grundigt igennem igen, hvis noget bliver rettet. Nogle gange dukker der ”nisser” op – ting man havde glemt også skulle ændres. Og jo, det kan godt være træls at skrive noget om, men det er jo en del af processen.

Hvem erklærer et manuskript for færdigt? Hvornår (dato) blev sidste punktum sat i ”Blodengel”?

3. juli. Og jeg erklærede det færdigt.

Hvad skete der efterfølgende med manuskriptet?

Den blev konverteret som e-bog 4. juli og samme dag startede Dan Schlosser indlæsningen. Så man må sige, at det har været et meget koncentreret forløb.

Hvorfor hedder bogen ”Blodengel”? Hvem fik ideen?

Det gjorde jeg. Det med navne er svært, men efternavnet Engell synes jeg var fint, fordi hovedpersonen har en traumatisk baggrund med hustruvold. Hun slæber rundt med nogle lig i lasten, samtidig med, at hun skal fange en seriemorder.

Hvem har fået ideen til bogens forside – altså bogens ansigt udadtil– en ret vigtig sag.

Det har været et samarbejde med forlaget. Vi havde den frem og tilbage et par gange, før jeg godkendte den.

Har ”Blodengel” et budskab? Eller det ”bare” en spændende videnskrimi?

Først og fremmest skal den underholde. Men der smutter nogle samfundskritiske betragtninger ind, f.eks. vilkårene for psykisk syge, som nogle steder er alt for dårlige. Samtidig er hovedpersonerne på en måde ensomme, og det gør dem sårbare.

Hvorfor udkommer ”Blodengel” først som e-bog og lydbog?

Det er en del af Storytelkonceptet, og det minder om netflix, hvor man, efter at have købt abonnement, har fri adgang til en række titler.

Hvornår udkommer den trykte bog?

Det håber jeg, at den gør op til krimimessen. Men jeg har ikke en dato endnu.

Hvilke planer har du med ”Blodengel” på BogForum og ikke mindst på Krimimessen i Horsens?

Jeg regner med at skulle optræde både i København og i Horsens. Forlaget er i dialog med BogForum – og jeg skal på scenen 26. november kl. 12, men det er med en kriminovelle, som hedder Storm over Bornholm, som udkommer inden længe.

Hvornår og hvordan holder du ferie? Kan du slappe af? Eller rumsterer der allerede en ny krimi i serien om Sofie Engell i dit hoved? Vil du løfte en flig af sløret?

Jeg er i gang med at skrive en gysernovelle også til Storytel som skal udkomme i forbindelse med halloween. Ellers har jeg arbejdet med ovennævnte bornholmske novelle. Men noget ferie har jeg afholdt. Vi bliver bare hjemme i det dejlige vejr. For kort tid siden var jeg med mand og børn i Rom, og før det var jeg på Grønland, så fint med lidt ro på.

Og jo, jeg har dystre planer for Sofie Engell, som næste gang får til opgave at opklare et drab, hvor sporene leder til Grønland. Den håber jeg på når at udkomme til Krimimessen – det er i hvert fald planen!

Jørn Lier Horst er en af de store norske krimiforfattere. Han begyndte sin forfatterkarriere, mens han var politiefterforsker i Larvik. Efterhånden var der ikke tid til både at være politimand og forfatter og på grund af den voksende succes, valgte han forfattervejen.

Det har han ikke fortrudt.

Den primære grund til min snak med Jørn Lier Horst er udgivelsen af hans seneste krimi, ”Katharina-koden”, som jeg synes er en fremragende krimi, fordi den er så realistisk.

Temaet i bogen er en forsvindingssag. Inspirationen til bogen er en forsvindingssag fra virkelighedens verden, som Jørn Lier Horst var involveret i for år tilbage. Det var virkelig noget, der plagede ham, så meget at han besøgte familien til den forsvundne flere gange i de efterfølgende år.

Man havde en mistænkt mand, men man kunne ikke bevise noget. Det kunne man til gengæld adskillige år senere, da man kunne bruge nye tekniske efterforskningsmetoder som fx DNA. Med andre ord: Nye metoder kan give nye svar.

I ”Katharina-koden” hører man om oprettelsen af en ny efterforskningsafdeling ved det norske politi, som tager sig af gamle uopklarede sager, de såkaldte Cold Cases.

Jørn Lier Horst fortalte, at det ikke er en roman-opfundet afdeling, idet det norske politi rent faktisk har fået en sådan afdeling.

Vi talte også om den politireform, som Norge har fået. Den har ført noget godt med sig, men det, at man lægger politikredse sammen, har også medført at politifolkene kan miste lokalkendskabet.

I Danmark har vi ikke længere noget Rejsehold. Det har man i Norge i form af KRIPOS, som i vanskelige sager rykker ud og hjælper det lokale politi.

Når politiarbejdet indgår i Jørn Lier Horsts krimier, skal det være helt korrekt og troværdigt. Selvfølgelig skildres efterforskningen ikke detaljeret og minutiøst. Det må heller ikke tage overhånd og blive kedeligt.

Som det gør sig gældende i ”Katharina-koden”, bruger norsk politi også pressen en del i efterforskningsarbejdet. I Norge har politiet informationspligt.

Vi var også inde på snakken om gerningsmænd, hvor Jørn Lier Horst sagde: ”Det er mennesker som dig og mig”. Han er fuldstændig på linje med den danske politiinspektør Bent Isager Nielsen, som er kendt for ordene: ”Man jager et bæst, men fanger et menneske”.

Siden drabene på fire danske politifolk, som Palle Sørensen begik i 1965, har danske politifolk været bevæbnede. I Norge er politifolkene ikke almindeligvis bevæbnet. Man ønsker, at politiet skal have et civilt og ikke et militært præg. Dog har politifolkene altid deres Clock pistoler liggende i et aflåst rum i deres biler, når de rykker ud. På et tidspunkt, hvor der var terrortrussel, var alle politifolk bevæbnede i et halvt års tid.

Jeg synes, jeg havde en god og interessant snak med Jørn Lier Horst, og heldigvis var han lettere at forstå end Ståle Solbakken – fodboldtræneren i FCK.

Tak til Jørn Lier Horst og forlaget MODTRYK for at denne snak kunne finde sted.

 

Krimi, klimaekspeditioner og masser af kaffe

 

Hvem er Robert Zola Christensen?

Jeg skriver stort set hver eneste dag året rundt, mens jeg drikker sort kaffe. Ved siden af underviser jeg på universitet i Lund og forsker i sprog i det omfang, jeg er nødt til det. Her i 2018 satser jeg dog på min skrivning, og jeg håber selvfølgelig at kunne leve af det på længere sigt.

Privat står den på familie (6 børn) og træning, rigtig meget træning, for det med skrivningen betyder, at jeg sidder for meget ned, så der bliver løbet, løftet vægte og løbet igen. Og jeg bliver også nødt til at holde mig i form, for det sker – det er en side af mit liv – ikke mange kender til, at jeg deltager i klimaekspeditioner, primært på de koldeste steder på jorden.

Jeg var med første gang i forbindelse med research til krimien ”Is i blodet”, hvor jeg blev fløjet ind midt på den grønlandske indlandsis sammen med et forskerhold fra Niels Bohr Instituttet.

Jeg har også kigget ned i vulkaner i Costa Rica med en amerikansk forsker, men det var, da jeg mødte professor Sebastian Mernild, der er leder af Nansen Centret i Bergen.  Med ham var jeg i Alaska oppe ved verdens ende, og siden har jeg været med ham i Andesbjergene i Chile som field assistant.

Jeg er netop blevet tilknyttet yderligere to ekspeditioner: en til pingvinerne på antarktisk samt en tur med luftpudebåd op mod Nordpolen. Jeg er skide bange hver gang, og det har været tæt på et par gange, men jeg elsker det.

 

Du har skrevet fagbøger, børnebøger og anden skønlitteratur. Hvorfor gik du i gang med krimigenren?

Det var en handske, jeg samlede op, som jeg selv havde smidt på jorden. I 2009 udgav jeg romanen ”Aldrig så jeg så dejlig et bjerg”, som handlede om den tid, jeg boede i Frankrig som ung. Romanen gik tæt på, meget tæt, alt for tæt på min egen person og mit eget liv, så da den var færdig, stod det klart for mig, at jeg skulle i gang med noget, der lå længere væk fra mig selv. Hvad kunne være længere væk end midt inde på Indlandsisen i Grønland? Det er nemlig dér, åbningsscenen i ”Is i blodet” finder sted.

 

Hvornår, hvorfor og hvordan opstod ideen til ”Gæsten”?

En overgang, det ligger et antal år tilbage, arbejdede jeg på Syddansk Universitet i Kolding, men på grund af højst private og familiære omstændigheder flyttede jeg til Lund i Sverige. Det betød en vanvittig distance til jobbet, og jeg indrettede mig sådan, at jeg overnattede en nat om ugen på en drømmeseng på mit kontor. Det var selvfølgelig strengt forbudt, men jeg gjorde det alligevel, og så lå jeg der i det ret lille rum og forsøgte at falde i søvn.

Det var den ubehagelige, for ikke at sige potentielt uhyggeligt situation, der gav mig inspiration til bogen. Hvad nu hvis? lå jeg søvnløs og tænkte. Det er set-uppet, og så kom alting andet til efterfølgende.

Det er også et meget godt eksempel på, hvordan jeg arbejder som forfatter. Jeg suger til mig, iagttager omgivelserne, og holder øje med, om der er noget, der giver noget fra sig, noget, der kan bruges til noget. Der er mere i det. Bygningen var interessant i sig selv, det var nemlig et nedlagt hospital, en slags anonymt ikke-sted, hvor man ikke opholder sig længere tid ad gangen, men er der for et formål, lidt som biografer, indkøbscentre, teatre, banegårde, museer, universiteter.  Det fylder (måske) ikke ret meget på overfladen i romanen, men hele vejen igennem er det en slags vandmærke.

For at være de ikke-steder skal man også have været i besiddelse af noget, der giver ret til at være der, en biograf- eller togbillet, et passerkort, et patientarmbånd eller lignende.

Jeg har ofte den slags fikse ideer, når jeg skriver. De ligger nedenunder som små motorer, som også arbejder, mens jeg skriver. Det kan man nok slet ikke mærke direkte, når man læser, men de er der skam.

 

Fortæl om din skriveproces i forbindelse med ”Gæsten”? Hvor og hvornår har du skrevet? Hvor lang tid går der fra det første bogstav bliver tastet, til det sidste punktum bliver sat?

Laaaaaaang tid, og det er et ensomt arbejde. At skrive er at skrive om. Men det er okay, for jeg holder meget af skriveprocessen. Jeg nyder at indrette mig med kaffe foran skærmen – en gang om ugen smøger og rødvin. Jeg skriver ikke for at blive færdig, jeg skriver for at skrive. Prime time er tidligt om morgenen, når alle børnene sover, så har jeg et par timer for mig selv. Op ad formiddagen cykler jeg så til universitetet, hvis det er sådan en dag, og underviser, printer morgenens arbejde ud og læser igennem ud på eftermiddagen.

 

Fortæl om de feedbacks du har fået undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

Det er min forlovede, Mari Bacquin. Hun her min første-læser. Vi har arbejdet sammen både med forskning og det skønlitterære. Vi har skrevet tre børnebøger sammen og et par kriminoveller.

Jeg har en del forfatterkolleger, der sender bredt ud, det gør jeg ikke, for så føler jeg, jeg mister grebet om teksten.

 

Hvordan føles det, når manuskriptet kommer tilbage fra din redaktør, og du så ganske givet skal hele ”baduljen” igennem igen?

De er grundige, meget grundige på Gyldendal, lad os bare sige det sådan, og det er jeg glad for. Jeg oplever det på den måde, at det er lige meget, hvem du er, og hvad du har lavet før, så er det ikke færdigt og godt nok, før det er færdigt og godt nok. Og det er naturligvis meget bedre at tage tæskene på forhånd. Jeg udgav i øvrigt en anden roman på et nyt forlag, Arabesk, det var helt fantastisk sjovt, for det er en af mine bedste venner, det styrer det, og det har været herligt at forene det professionelle og det venskabelige.

 

Hvem har fundet på bogens forside, og hvilken betydning mener du, forsiden har for en bog?

Peter Stoltze hedder han. Jeg har aldrig tidligere været så optaget af ”udstyret”. Det har forlagene stået for, men da han havde lavet coveret til ”Is i blodet”, blev jeg ellevild af begejstring, og han har nu lavet alle tre. Jeg tror faktisk, det har større betydning, end vi lige tror, det her med forside og titel. Når du går rundt på Krimimessen f.eks., eller snuser omkring i en boghandel, så kan det være en lækker forside (sammen med prisen), der afgør, om det er din bog, der kommer med op til kassen.

 

Hvad gør du og forlaget for at promovere din nyeste krimi ”Gæsten”?

Ja, nu udkommer jeg på Gyldendal, der jo har mange og store muskler, og jeg håber, de giver den gas op til Krimimessen. Lad os dog være ærlige. En krimi er også en vare, et produkt, og den skal gerne ud på paller midt i supermarkedet. Inden for litteraturen og blandt forfattere kan det pekuniære være sådan lidt tabubelagt. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt var med i en helt masse mediehejs, da en af mine bøger udkom, og i den forbindelse var der en forfatterkollega, der sagde: ”Men det gør du jo kun for at tjene penge og blive berømt.” Øh ja?   

 

Hvordan skaber du dine personer. Du lader en eksisterende person, Preben Elkjær medvirke i din krimi. Hvorfor gør du egentlig det?

Fordi! Det vel bare nærmest blev sådan. Har altid syntes han var en sjov fætter med et interessant temperament, og pludselig en dag gik han rundt på mine sider, og så skubbede jeg til ham, og han begyndte at bevæge sig. Jeg har aldrig mødt ham eller spurgt ham. Det blev vel bare sådan.

Jeg skaber ikke sjældent mine personer ud fra mennesker i mine omgivelser, finder små skævheder, egenskaber og træk, som jeg så sætter sammen på min egen måde. Ind imellem har jeg ligefrem HELE personer, som så får lov at danne forlæg.

 

Nu til det politimæssige. Jeg finder det helt i orden, at du ”opfinder” en ny efterforskningsenhed, Flexgruppen, men synes ikke, at alt efterforskningsarbejdet alligevel er, som det burde være.

Som forfatter vil jeg altid påberåbe mig retten til at tage mig en masse friheder. Jeg har på et tidspunkt tænkt på at lade en person med et indgående kendskab til politiets arbejde være medlæser. Den må jeg så lige overveje igen.

 

Skriver du videre om Flexgruppen? – eller har du andre planer?

Jeg udlovede en trilogi. Nu venter jeg og ser, hvad der sker på flere fronter. ”Gæsten” er jo blevet fantastisk godt modtaget, men bliver den ikke solgt, og det ved vi ikke helt endnu, så ved jeg ikke rigtig. Det er også skønt at kunne bestemmer selv. Nu ser vi, Intet er afgjort endnu.

Jeg har eventuelt en ide om at starte forfra, gerne med Flexgruppen, men med en ny person som omdrejningspunkt. Jeg tillader mig at holde det totalt åbent, men jeg har en lille spirende ide om, at jeg vil lade publikum være med til at konstruere den hovedperson, jeg skal bygge mine plot op omkring.

 

Enkelte krimiforfattere har en personliste forrest i bogen. Det kan jeg godt lide. Hvordan stiller du dig til en personliste?

Jeg er med på personliste. Det er en god ide. Den er købt.

 

Hvad mener du om krimibloggere set i forhold til de professionelle anmeldere?

Det er et lidt andet marked, krimimarkedet, der er større, mere plads til begejstring vil jeg mene, men i det hele taget, sker det rigtig meget i medielandskabet. Tidligere var det aviserne, forlagene sigtede sig ind på med anmeldelser på udgivelsesdagen, men bogstoffet bliver i stadig højere fortrængt fra aviserne og popper i stedet op i blogs og på de sociale medier. Det kan blive noget broget og rodet noget, men min fornemmelse er, at vi godt kan finde ud af at se, hvad der er godt og dårligt.

Selv er jeg glad læser af blandt andet Krimihjerte, Kriminørd, Vild med krimi og andre.

 

Er du selv krimilæser, og hvad kan du evt. godt lide at læse inden for denne genre?

Jeg er altædende, når det gælder litteratur, faktisk. Jeg læser det meste, gammelt og nyt, højt og lavet, poesi og kortprosa, smalt og bredt.

Når det gælder krimien er det jo fantastisk, som den har været i stand til at brede sig ud og forgrene sig i mange undergrene de sidste tyve år. Jeg kan lide det meste, selv om jeg eventuelt kan synes, at puslespilstraditionen med Conan Doyle, Agathe Christie og så videre er lidtold school.

Plottet bliver i øvrigt ofte fremholdt som krimiens hovedingrediens, men et eller andet sted, er jeg kommet frem til, at det vigtigste er det menneskelige, det menneskelige og det menneskelige, for er vi ligeglade med de mennesker, det handler om, bliver vi også ligeglade med, hvad der sker med dem, og hvilke fede intriger, de ellers måtte gennemspille. Jeg tror selv, at ”Gæstens” succes skyldes, at jeg hele vejen igennem havde mig det for øje.

 

Hvad har du planlagt i forbindelse med Krimimessen 2018 i Horsens?

Jeg skal være med, det ved jeg, fuld bliver jeg sikkert også, for sådan plejer det at være, og der vil være et sceneinterview mellem øl og vin, for det er lidt af en branchefest. Krimimessen er meget anderledes end det, der foregå i Bella Centret. Det er vildere, mindre prætentiøst. Det litterære landskab i Danmark er jo lidt opdelt mellem højt og lavt eller bredt og smalt, hvordan man nu ser det. Jeg tror, det var Johannes Ries, der engang spurgte mig retorisk: ”Hvor meget skal en bog sælge, før den bliver dårlig?”

 

Tak til Robert Zola Christensen fordi jeg måtte interviewe ham

Den 31. januar 2017 udgav forlaget MODTRYK den debuterende norske forfatter Geir Tangens krimi ”Maestro”. Jeg fik en særudgave af bogen, som er beregnet til boghandlere og anmeldere. På omslagets bagside, stod der ”Selvudgivelse nu solgt til 15 lande”.

Da jeg havde læst bogen, havde jeg ikke svært ved at forstå det!

På Krimimessen i Horsens havde jeg gennem Marie fra MODTRYK fået mulighed forat få en snak med Geir Tangen. Vi fik os placeret ved et bord udenfor i det dejlige forårsvejr. Jeg havde min kone Marie med som ”bisidder” ud fra devisen, at ”fire ører hører bedre end to”.

Geir Tangen fortalte, at han er 47 år og bor i Haugesund i Norge. Han er avisjournalist og lærer. Han er gift med forfatteren Agnes Lovise Martre,ogde to har tilsammen tre voksne børn.  

Med begejstring i stemmen kom han ind på, hvor glad han var for at være blevet inviteret til at være med på Krimimessen i Horsens.  At man har mulighed for at bruge et gammelt fængsel som ramme, syntes han, var helt fantastisk. 

Jeg benyttede lige lejligheden til at fortælle ham et par fængsels-historier. Vi var bl.a. inde på, at Jens Nielsen var den sidste mand i Danmark, der blev henrettet her. Desuden fortalte jeg om Carl August Lorentzens spektakulære flugt gennem en tunnel, han havde gravet. Han er berømt for citatet: ”Hvor der er en vilje, er der en vej”.

Disse fortællinger gjorde bestemt ikke Geir Tangens begejstring for omgivelserne mindre, og i øvrigt synes jeg, at Lorentzens citat passer rigtig godt på ham!

På spørgsmålet, om hvorfor han blev forfatter, var svaret, at han altid har kunnet lide at læse. Da det især var krimier, han læste – og det lige fra barndommen af – var det for ham   helt naturligt, at han ville forsøge sig netop med en krimi. Han havde bare altid haft lyst til at skrive selv. Det skulle prøves.Det blev så til bogen ”Maestro”.

Han var så heldig, at få bogen antaget på et mindre norsk forlag, men det gik desværre konkurs inden udgivelsen. Han tog derforselv chancen og blev selvudgiver. Bl.a. blev Facebook brugt flittigt til at booste bogen.Succesen med ”Maestro” var så stor, at Norsk Gyldendal siden købte rettighederne, og nu er bogen udgivet i 15 lande.

Jeg spurgte ham, om hvordan det er at have fået så stor en succes. ”Det er fuldstændig surrealistisk. Det er akkurat som en drøm, der er gået i opfyldelse”, sagde han.

”Har du har tænkt dig at leve af at være forfatter nu?” Geir Tangen svarede, at han lige nu har orlov fra lærerjobbet for at skrive de to næste bøger i trilogien om politiefterforskeren Lotte Skeisvoll og journalisten Viljar Ravn Gudmundsson – hovedpersonerne i ”Maestro”.

Han regner med. at bog nr. to ”Hjerteknuser” udkommer til maj. Til august er han igen bag katederet som lærer efter et års orlov. Han vil lige se, om succesen holder. Det er jeg nu sikker på, at den gør!

Udover nu at være forfatter, har Geir Tangen i mange år været krimiblogger. Han har Norges største krimiblog. Jeg var interesseret i at få at vide, om han agter at fortsætte som blogger, og om det kan forenes med, at han selv er forfatter.

”Jo, jeg fortsætter som blogger, også selv om jeg nu selv er forfatter. Det kan være svært at anmelde forfatterkollegaernes bøger, men da jeg kan lide at være ærlig, ja, så går det.”

På mit spørgsmål om, hvad forskellen – efter hans mening – er på at være professionel anmelder og blogger, svarede han: ”En professionel anmelder er som regel litteratur-uddannet og vejer tingene mere, ja, er netop professionel.Efterhånden er der kommet flere og flere rigtig gode bloggere, og for forfatterne er de faktisk mere vigtige end de professionelle, fordi de skriver ”lige fra hjertet” og har engagement. Ikke mindst har de lettere ved at nå læserne end de professionelle anmeldere.”

Tilbage til selve forfatterskabet. Geir Tangen fortalte, at al hans skrivning på forhånd er nøje planlagt. Han ved lige præcis, hvad der skal ske hvor og hvordan. Han kan skrive i op til 15 – 16 timer om dagen. Skrivningen foregår i sofaen hjemme i stuen. I den ene ende af sofaen sidder Geir Tangen og i den anden ende sider hans kone og skriver på hver deres bog. Undervejs i skriveprocessen giver de ofte hinanden gode ideer.

Det er ikke kun hans kone, der får kendskab til indholdet af hans krimier inden udgivelsen. Han har 7-8 faste prøvelæsere, som kommer med deres kommentarer, og ind imellem også en ide, han kan bruge.

Vi kom også ind på, hvordan han promoverer sit forfatterskab. ”Jeg benytter mig vældig meget af de sociale medier. Jeg vil gerne værei kontakt med og kommunikere med mine læsere.”

Vi var ved at være færdige med interviewet, da Geir Tangens kone Agnes Lovise Matra dukkede op for at minde ham om, at han havde en ny aftale i løbet af 10 minutter.

Marie og jeg takkede for interviewet; men en god times tid senere fandt jeg igen Geir Tangen, fordi jeg nu havde fået ”den rigtige” udgave af ”Maestro”. Den fik jeg ham selvfølgelig til at signere.

                      

 

Tak til Geir Tangen fordi han tog sig tid til at snakke med mig. Det bliver spændende videre frem at følge den nyopdagede norske krimiforfatter.