Jens Henrik Jensen har indtil nu skrevet 9 spændingsbøger. Han er en yderst populær forfatter, der har høstet stor ros for sine bøger, i særdeleshed for serien om Nina Portland og serien om Niels Oxen.

Det personlige:  

51 år, født og opvokset i Søvind ved Horsens, far vognmand, mor medhjælpende hustru. Uddannet journalist. Sportsjournalist, redaktionssekretær, nyhedsredaktør, nyhedschef, jourhavende. Alle årene på JydskeVestkysten i Esbjerg, boet der 20 år.

Kone: Mai. Børn: Hugo, 3 år, Victor 5 år. Nuværende bopæl: ude på landet mellem Søvind og Haldrup.

 

Du er journalist og har gjort meget i at skrive ”om det virkelige liv”. Hvad var det, der gjorde, at du fik lyst til at skrive fiktion.

Jeg har altid gået rundt med drømmen om at forsøge at skrive en roman. Men i de første mange år havde jeg ikke overskud til det, da jeg var sportsjournalist. Da jeg blev forsideansvarlig og ikke længere skrev til den daglige avis, begyndte tanken – og overskuddet – at melde sig. Og så sprang jeg på hovedet ud i det! 

 

Din debutroman var ”Wienerringen”. Var det nemt at få den udgivet? Siden dengang er det bare gået slag i slag. I dag er der det jo sådan, at vi læsere nærmest ”skriger” efter at høre nyt fra dig? Du må have rigtig gode oplagstal på dine bøger. Hvordan føles det at være en forfatter med succes? 

Min debutroman Wienerringen var absolut ikke nem at få udgivet. Der gik flere år, før det lykkedes. Flere år med afslag fra de store forlag, selv om jeg ofte var i dialog og samarbejde med dem og arbejdede med manuskriptet efter deres anvisninger, ja så vendte de alligevel tommelfingeren nedad til sidst.

Så til slut endte jeg hos et enmandsforlag, Holkenfeldt, der gerne ville give mig en chance. Anmeldelserne var få – og gennemgående dårlige….

Men så blev jeg stædig – og forsøgte mig en gang til. Denne gang med ”Kællingen i Krakow”, som blev antaget hos det velrenommerede forlag Borgens Forlag. Det blev mit gennembrud. Siden er det gået slag i slag – fremad heldigvis.

Jeg føler mig ydmyg over min succes – og nogle gange en anelse benovet over, at så mange er så glade for mine bøger og glæder sig til den næste, straks de har læst en ny.

Og så føler jeg mig privilegeret over at kunne beskæftige mig med noget, som jeg brænder fuldstændig og aldeles for. 

 

Dine bøger bærer tydeligt præg at være inspireret af virkeligheden.

I ”De hængte hunde” og ”De mørke mænd” forestiller du dig, at ”Danehof” er genopstået efter at have ligget i dvale fra starten af 1400 tallet. Hvor har du fået den idé fra? Hvor meget har det med virkeligheden at gøre? ”Leger” du bare med, at lobbyismen har udviklet sig til det værre? 

Det har ikke andet med virkeligheden at gøre, end at ”magt” i bund og grund består af de samme grundingredienser nu i 2014 som dengang i Middelalderen: Indflydelse, økonomisk styrke, handlekraft, netværk.

Det har naturligvis så meget med virkeligheden at gøre, at vi ser en moderne pendant i de mange VL-grupper landet over. Her sidder magtens moderne mænd og kvinder. 

 

Dine bøger må have krævet enorm research. Hvordan researcher du? 

Der er ikke megen hokus-pokus i research. Det er møjsommeligt arbejde med at søge informationer og læse, som oftest via internettet. Den langt sjovere del af researchen foregår ude i marken, hvor jeg elsker og gå rundt og snuse og lede efter gode locations/scener til bøgerne. 

 

I modsætning til mange af dine forfatterkolleger gør du meget ud af, at steder – gader, veje, pladser og bebyggelser - findes i virkeligheden. Hvorfor det, og har du selv været rundt på stederne?

Jeg har respekt for detaljerne. Bor man I Arden, så skal vejskiltene til Rold Skov jo være gengivet korrekt. Og bor man i Nyborgs centrum, skal gader og vejnavne være genkendelige. Jeg plejer at sige, at alt, (bygninger etc.) som er offentligt tilgængeligt skal være korrekt.

Og så alligevel… Jeg er meget klar over, at præcision i detaljer overhovedet ikke skaber en god roman. Det ansvar må forfatteren selv tage på sig i kraft af sin ”digtning” og udvikling af historien.

Det sker da også, at jeg blæser på virkeligheden – men det er sjældent. I ”De mørke mænd” har jeg således opfundet en kostald på Gram Slot, selv om der ikke ligger en stald i virkeligheden ;-) 

 

Fortæl hvorfor du beskriver det politimæssige så præcist og nøjagtigt, som du gør. Organiseringen af politiet er jo noget mere indviklet nu om stunder end tidligere. Havde det ikke været nemmere bare at kalde det kriminalpolitiet, ordenspolitiet og Rejseholdet og altså bruge de gamle termer? 

Det duer ikke, for så fortalte jeg jo omverdenen, at jeg ikke ved et kvæk om politireformen. Men det gør jeg… Reformen var – og er – så stor og gennemgribende en forandring i det danske politi, at en krimiforfatter naturligvis skal rette ind. Og forblive troværdig.

  

Selv om du i Horsens Folkeblad udtaler, at du undgår ”splattereffekter” i dine romaner, er der jo nok alligevel også nogle ret direkte beskrivelser af vold i ”De mørke mænd”. Hvor går egentlig grænsen, for virkeligheden kan jo også være meget makaber. 

Jeg synes, det er en balancegang. Beskrivelsen af vold og død hører med til genren, men man behøver ikke svælge i det udover, hvad der er påkrævet for historien.

Jeg ville eksempelvis ikke have lyst til at fortælle en historie om lig savet op med motorsav, hængt på en tørresnor eller lignende udpenslinger. Ondskab som sådan siger mig ikke noget. 

 

Jeg går ud fra, at inden dine bøger går i trykken, har de været omme ad en redaktør.

Kan en redaktør overhovedet bidrage til noget, når man tager din baggrund som journalist i betragtning. 

En redaktør er uundværlig – også selv om jeg er journalist.

Jeg skriver jo dag ud og dag ind, uge efter uge, måned efter måned. Til sidst indtræder der en ”blindhed” over for ens egen historie. Er den egentligt spændende? Kunne den ændres til det bedre? Mange svar kan kun gives af en udenforstående person, en kyndig redaktør. 

 

Hvordan finder du på navne til dine personer? Din nuværende hovedperson hedder Oxen til efternavn. Ligger der noget symbolsk i det – uroksekraft – i det navn? 

Navne, de kære navne…. Nye hovedpersoner og navne er altid en sjov – og meget langvarig disciplin. For længe siden, da de første tanker om Oxen meldte sig, hed han indledningsvis både Sax og Saxild – men jeg faldt omgående for Oxen, da det dukkede op. Det er kort, fyldt med power – og rummer måske noget okse, noget urkraft og stædighed. Egenskaber, der kendetegner ham.

Portland kom på samme vis efter mange omveje. Alle navne, der ender på ”land”, synes jeg er vældig harmoniske og fine navne. Portland giver associationer af Port (havn – Esbjerg), Aalborg og cement – og alligevel klinger det feminint også.

  

Hvem laver dine bøgers forsider?

Det gør den grafiker, som Politikens Forlag udvælger til opgaven. Men i kraft af min uddannelse og store interesse for layout og avisdesign og grafiske udtryksmuligheder, ja så er jeg i realiteten meget med ind over i processen. 

 

Hvordan gør du, når du skriver? Du har udtalt i Horsens Folkeblad, at du ikke har et stroryboard, men hvad gør du for at holde styr på fortællingen?

Hvor sidder du, når du skriver? Tager du på Hall Hovedgaard, eller sidder du og nyder en smuk udsigt i Søvind? 

Jeg forsøger at holde en rød tråd undervejs. Jeg kender nogle af de store, centrale punkter i plottet – og så arbejder jeg mig også ofte fremad lidt som i en guerillakrig – fra hushjørne til hushjørne. Det driver konstant historien fremad – og hjælper mig til at overskue stoffet og mulighederne.

Jeg skriver altid derhjemme på mit kontor – med en vidunderlig udsigt ud over Horsens Fjord og øen Vorsø og marker og skov.

Men da jeg altid begynder meget tidligt, klokken 03-04 om vinteren, ja så er der kun buldrende mørke at kigge ud i de første timer ;-) 

 

Hvor langt er du med din næste bog om Niels Oxen. Jeg har set et sted, at der nok går to år, før vi kan forvente den? 

Jeg er for så vidt slet ikke begyndt. Men jeg kan i virkeligheden aldrig slippe mine hovedpersoner helt, så jeg har en god fornemmelse af, hvordan nummer 3 skal begynde, og hvad hovedpersonerne går og laver i forhold til sidst. 

 

Hvorfor tror du, vi danskere elsker at læse krimier og thrillere?

Hmm… Genrens muligheder er næsten uden begrænsninger. Fortællerammen kan rumme alt – fra nutid til fortid, man kan blive klogere undervejs – og tilmed bliver man underholdt.

Det er nok primært genrens vide rammer – alle kan finde noget, der appellerer til en – og så er man i den fine udgangsposition, at man har ret til at forvente, at spændingen er helt nærværende undervejs.

Der skal lyde en stor tak til Jens Henrik Jensen, fordi han så velvilligt stillede op til dette interview.

 

         

 

Lotte Petri har indtil nu udgivet disse tre spændende thrillere. Alle med Selma Eliassen i hovedrollen. Hun arbejder på på Epidemiologisk Institut, der bl.a. overvåger trusler, hvor biologisk terrorisme kan komme på tale.

Lotte Petris 4. bog er på vej.

 

Hvem er du?

Jeg er født i 1968, har to børn på hhv. 18 og 20 år og er gift med Christian. Jeg befinder mig for tiden i sommerhus i Hornbæk og nyder den dejlige sensommer.

 

Hvorfor blev du forfatter? Var du en læsehest som barn? Digtede du historier, som du dels fortalte dels skrev.

Jeg har altid været en læsehest, og mine forældre havde utroligt mange bøger i nogle fine mahognireoler. Min far elskede bøge,r og min mor læste også meget, så det har vel smittet af på mig. Jeg har egentlig ikke skrevet, før jeg gik i gang med min første roman, så det har selvfølgelig været lidt famlende i starten, indtil at historien så at sige tog over – den sidste halvdel af romanen var væsentligt nemmere at skrive end den første.

 

Hvordan vovede du at opsige en god stilling som marketingschef og hellige dig skriveriet? Så vidt jeg ved, gjorde du det tilmed, inden du havde fået en bog antaget

Jeg var ansat som marketingchef i Dansk Erhverv i næsten 8 år og spekulerede over, om jeg skulle nappe yderligere 8-10 år til, og svaret var nej. Jeg fandt mit job interessant, men havde en fornemmelse af, at der ventede mig noget andet. Godt nok har jeg en HD i afsætningsøkonomi, men jeg er også cand.mag. i fransk og er således også humanist. Måske var det den side, der trængte til at blive tilgodeset. Idéen til min debutroman ”Den 5. Plage” blev til i toget til og fra arbejde. Jeg havde lyst til at sætte ord på den angst, der herskede i tiden efter 11. september og efterfølgende Muhammedkrisen, angsten for et terrorangreb mod Danmark. Så jo, jeg tog chancen og sagde mit job op og begyndte at skrive – jeg har vel haft en eller anden tyrkertro på, at det nok skulle gå – men jeg vil nok ikke anbefale andre at springe ud på den måde, især ikke lige op til en finanskrise! Men det er jo gået fint, så jeg fortryder ikke min beslutning.

 

Dine 3 bøger er udgivet på 3 forskellige forlag. Hvorfor det?

Det første forlag, Schønberg havde jeg selv fundet frem til – jeg havde lavet en liste på 14 forlag, jeg ville sende manuskriptet til – og havde ikke i min vildeste fantasi regnet med, at den første ville bide på, men sådan blev det. Efter udgivelsen gik min redaktør på barsel i et år, og jeg valgte at skifte forlag for at få udgivet min 2. krimi, inden læserne havde glemt den første.

Jeg var ikke helt tilfreds med især distributionen ud til boghandlerne med det nye forlag, så jeg valgte at skifte til Turbineforlaget i forbindelse med min 3. udgivelse. Jeg er i øvrigt meget tilfreds med det forlag, og det er også her, at min 4. roman skal udkomme.

 

Hvorfor blev det lige thriller-genren, du kastede dig over?

Jeg elsker spænding, mord og gys! Derfor!

 

Bakterier, vira og biologisk terrorisme har været dine foretrukne temaer i din 3 romaner.Hvorfor lige det? Det er just ikke det, din uddannelsesmæssige bagrund lægge op til?

Jeg synes, at det er et spændende og et uopdyrket område. Jeg havde også lyst til at prøve kræfter med en videnskabskrimi, hvor det ikke er den sædvanlige piberygende, småalkoholiserede efterforsker, der skal opklare et mord. Det kunne være sjovt med en kvindelig læge som hovedperson.

 

Dine bøger må have krævet enorm research. Hvordan researcher du?

Jeg har nogle gode eksperter, som jeg konsulterer, og så læser jeg rigtig mange videnskabelige artikler på nettet, både på engelsk og tysk.

 

Skal de steder – gader, veje, pladser og bebyggelser -, du beskriver i dine bøger, findes i virkeligheden? Opfinder du selv steder?

Jeg opfinder sjældent steder. Jeg har det bedst med, at lokaliteterne findes i virkeligheden, ligesom det historiske skal være korrekt.

 

Hvor vigtigt er det for dig, at det politimæssige i dine bøger er i orden. Vil du kunne finde på at bruge begreberne kriminal- og ordenspoliti, drabsafdeling og Rejseholdet?

Lige som alt andet, skal dette også være i orden.

 

Hvad med din næste thriller. Har den samme tema? Kan man ikke godt frygte, at læserne siger: ”Nu gider vi ikke læse om ”virus og bakterier” mere.

4. krimi bliver mere traditionel og har ikke det samme tema som de 3 første krimier. Den hedder ”Hvide Snit” og kommer til at handle om psykiatrien - og jeg godt love, at der er fyret op under spændingen. Den lægger sig meget tæt op ad min seneste krimi ”Sort Død”, der udkom i år.

 

Hvordan finder du på navne til dine personer?

Ja, det kan godt være lidt af en proces. Det skal jo passe til karakteren og samtidigt gerne skille sig ud, så man ikke som læser blander dem sammen. Nogle gange må jeg give karakteren et nyt navn, hvis jeg ikke føler, at det passer. Navne betyder meget, og jeg tror, at det er fordi, at vi alle danner vores egne billeder, når vi hører et bestemt navn.

 

Hvordan gør du, når du skriver? Har du en udførlig synopsis? Hvor sidder du, når du skriver? Tager du på Hall Hovedgaard?

Jeg burde nok være lidt mere struktureret end tilfældet er, og jeg laver også en synopsis, men desværre har jeg det med at finde på noget nyt, og så må man genoverveje sin synopsis. Det sker også, at en ny person pludselig gør sin entré, og det får jo altid en form for effekt på historien.

Jeg tager ofte til Hald Hovedgaard, men skal også på skriveophold på Svannikegården på Bornholm og til Visby, Gotland – så jeg får et travlt efterår! Jeg er allerede gået i gang med et nyt manuskript, så det bliver spændende, hvordan det udvikler sig.

 

Hvem laver dine bøgers forsider?

Det har grafikerne fra de forskellige forlag gjort. Den første blev lavet af Stoltze Design og den seneste er lavet af Daniel Fruelund. Omslag til nr. 4 bliver også lavet af ham, og jeg er ret spændt på at se, hvad han nu har fundet på.

 

Benytter du af ”rådgivere”, når du skriver en bog?

Ja, meget gerne. Man kan læse sig til meget, men det er meget givende at møde en ekspert i sit miljø, og man får altid en historie eller en detalje, som man ikke kunne have fået, hvis man sad hjemme foran sin computerskærm. Så jeg træffer altid aftaler med researchpersoner, når jeg starter en ny roman op. Jeg har således været i Statsfængslet i Vridsløselille, Sikringen, Anstalten ved Hersted Vester og skal her i efteråret på researchtur til Rom.

 

Hvad er succeskriteriet for en bog? Anmeldelser? Oplag?

Jamen begge ting er meget vigtigt, men jeg er altid glad, når jeg får læserhenvendelser fra folk, der har været glade for at læse mine bøger. Det er jo derfor jeg skriver dem.

Og alle bliver vel glade for en fin anmeldelse, skulle jeg mene. Oplag er noget forlaget bestemmer, og det har jeg ikke så stor indflydelse på, men det er jo dejligt, hvis bogen kan afsættes.

 

Stor tak til Lotte Petri som så velvilligt har ladet sig interviewe til www.findalskrimiside.dk

 

 

 

Hvem er du?

Et stort spørgsmål, som jeg til stadighed prøver at hitte rede i. Cv-agtigt er jeg far til fire børn på 2, 4, 16 og 20 år – og bor på Frederiksberg med min kæreste Mette. Jeg er uddannet journalist (blev færdig på Journalisthøjskolen januar 1994) og har arbejdet som sådan bl.a. på Politiken, Jyllands-Posten og Euroman, men også i en årrække som selvstændig freelancer med ”speciale”, hvis man kan kalde det det, i fortællende magasinjournalistik. Jeg har sideløbende udgivet en række bøger, både fag-skøn og børnelitteratur. Efter at have været på Euroman, senest som chefredaktør, i syv år, sagde jeg mit job op pr. 1 januar 2014 for at hellige mig bogskriveriet. Det kan jeg jo desværre ikke leve af, så jeg laver stadig journalistik ved siden af. 

 

Hvad har din hensigt været med at skrive ”Opland”?

Der er to hensigter.

1:

At fortælle om de mange (smukke) områder i Danmark, som stille dør hen. Vi er i høj fart – og alligevel så stille, roligt og bemærkelsesværdigt sikkert – i gang med at splitte og afmontere Danmark i to dele. På den ene side er der det usælgelige og døende Danmark ”på landet”, hvortil der flytter flere og flere såkaldt ressourcesvage mennesker til, hvorfra de ”kloge” og ikke mindst kvinderne er stukket af, og hvor der derfor på mange måder hersker en forrået Wild West-stemning blandt de mænd, der er blevet tilbage. (Måske er ”Opland” en slags moderne western?) 

På den anden side har vi de højmiddelklasse-bysamfund, hvorfra de svage i høj grad er flyttet væk bl.a. pga. af høje boligpriser. Bysamfund der synes helt ligeglade med landets samlede udvikling. Ja, vel nærmest bare er lettede over, at en stor del af ”problemdanskerne” ikke længere kan ses med det blotte øje, men i stedet er rykket ud i ”reservater” på landet. Især Lolland har taget fra i den sammenhæng, men langs Hovedvej 13 ned gennem Jylland er den samme udvikling i gang.

Dette overordnede geografiske problem har jeg forsøgt at menneskeliggøre i min roman.

2:

At fortælle om et uforløst barn-voksen-forhold og et problematisk far-og-søn-forhold, som mange mænd måske vil kunne genkende. Måske ikke nødvendigvis i form af vold – men i form af al det usagte, i form af skuffelse, frustration og i form af savn efter kærlighed og forståelse.

 

Hvorfor har Nørre Snede stået model til den navnløse by?

Min intention var at skrive om menneskelige – og mandlige – konflikter og at placere sådanne konflikter i naturskønne omgivelser. Og der er sgu smukt i Nørre Snede og omegn.

I mine øjne passer Nørre Snede i øvrigt til den samfundsudvikling, jeg har beskrevet ovenfor. Det er måske endnu ikke så galt som i andre byer, men sidst jeg kørte igennem (i forrige uge) var det, som om det nu kun var Superbrugsen, der var åben. Læg dertil, at mange af de nærliggende småbyer langs Hovedvej 13 er de rene zombie-samfund. Engang var Nørre Snede noget, det er byen - udefra set - ikke længere. Engang var de omkringliggende småbyer opland til Nørre Snede, nu er Nørre Snede selv blevet opland til andre mere succesfulde byer - som fx Silkeborg.

Med sin Præriefest og andre cowboy-agtige tiltag passede Nørre Snede desuden godt til min idé om et forrået wild-west-samfund bestående fortrinsvis af livsskuffede mænd.

Nørre Snedes beliggenhed – lige midt i det hele uden længere at være noget nævneværdigt knudepunkt – følte jeg desuden afspejlede den grundkonflikt, der opstår, når et menneske pludselig opdager, at det ikke længere ”hører til”. Den konflikt, der opstår, når et menneske begynder at tvivle på den historie, det hidtil har fortalt om sig selv.

Byen er navnløs i fortællingen, fordi en by som Nørre Snede er en ”tilstand” langt mere end et sted – altså en tilstand, som læseren gerne skulle kunne spejle sig i.

 

Hvor har du dit kendskab fra til Nørre Snede og omegn.

Jeg har boet i nærliggende Skanderborg, fra jeg var 12, til jeg var 18 og er kommet på de ”kanter”, hvis man kan sige det sådan i mine teenageår – og lige siden. Jeg har desuden været på en del research-besøg i byen - og omegnen - for at snuse til mig.

 

”Opland” skifter mellem fortid og nutid, og bogens hændelser er sandsynligvis et sammensurium af noget, der er sket og sker rundt omkring i diverse småbyer med opland, men er du vidende om, at der er foregået og foregår noget lignende i Nørre Snede?

Ja, du har ret, det er et sammensurium – ikke bare af forskellige steder, hvor jeg har boet, af ting, jeg har set og oplevet – men også af fantasi og virkelighed.

Som journalist (og almindelig person) har jeg været mange steder – og besøgt lav som høj – og nej, jeg er ikke vidende om, at der er foregået eller foregår noget lignende i Nørre Snede. Men jeg vil næsten udstede statsgaranti på, at der bag gardinerne i de døende byer, væk fra det forbikørende øje, foregår fornedrende, ubehagelige ting, som sikkert er værre end dem, jeg skriver om i bogen – også i Nørre Snede

 

Du er årgang 1964 og er sandsynligvis startet i skolen omkring 1970. I den periode beskriver din bog mange uhyrligheder, som børn i ”Opland” blev udsat for. Det være sig fysisk afstraffelse og seksuelt misbrug.

I dag er lærere og pædagoger meget opmærksomme på disse foreteelser og indberetter til de sociale myndigheder, når det sker.

Er det din erfaring, at skolen generelt set svigtede og så gennem fingre med det, der skete, da du gik i skole? Ingen tvivl om at fysisk afstraffelse fandt sted, men ingen kunne vel gøre noget i og med at revselsesretten ikke var afskaffet. Eller hvad?

Jeg kom tidligt i skole og afsluttede 9.ende klasse i 1979. Den første del af min skoletid tilbragte jeg på en lille landsbyskole på Kolding-egnen, den anden på en stor centraliseret (oplands)skole i Skanderborg. Mange af lærerne dengang var uddannet i, og selv fra, den sorte skole, og havde det der med at slå eller rive i håret siddende næsten genetisk i hænderne. Forsinket som alting jo er ude på landet, kan jeg huske, at der dengang på landsbyskolen i 70’erne pludselig kom en ung langhåret lærer, der var helt anderledes venlig end de andre gamle råbehoveder.

De afsnit i bogen, der handler om lærere dengang, er jo alle fortalt med barnets perspektiv, så ja, som voksen kan man bedre forstå motiver og handling hos andre mennesker, men set fra barnets side – som jeg har valgt at gøre det - var lærerne dengang – på nær nogle få – alle sammen voksne mennesker, der ikke burde have haft med børn at gøre.

Revselsesretten, som du beskriver, har flere kategorier. Det blev forbudt for lærere at slå elever i 1967 (men mange af lærerne, især ude på landet, blev bare ved med det, de kunne ikke lade være – og mange steder var det dem, der udgjorde flertallet og derfor protesterede de andre lærere ikke).

Forældres revselsesret til at slå deres egne børn blev først ophævet i 1997.

Ja, skolen – og forældrene - svigtede ad helvede til dengang. De så gennem fingre med mange uhyrligheder. Hvis en lærer blev taget i at slå børn for hårdt eller for voldsomt, blev han ikke fyret dengang – men blot flyttet til en anden skole. Det er faktum. På samme måde skete det – langt op i 80’erne, at fx pædofile pædagoger blot blev overflyttet til andre institutioner, hvis de var ”gået for langt” i puderummet. Det er også et faktum.

I dag er det til gengæld myndighederne, der svigter. Tag alle de nylige, chokerende sager om misbrug/misrøgt af børn, hvor myndighederne ikke har grebet ind, selvom de vidste, hvad der foregik. (Læg i øvrigt mærke til, at ingen af disse sager er foregået i København.)

 

Bogens hovedperson, Niels er mønsterbryder. Han bliver læge. Er du selv mønsterbryder. Du har en fortid som redaktør på ”Euroman”.

Jeg er egentlig fra den lavere middelklasse, så jeg er vel ikke mønsterbryder i gængs social-økonomisk forstand. Til gengæld håber jeg, at jeg følelsesmæssigt er en mønsterbryder. 

 

Hvad er dit succeskriterium for en god bog og har ”Opland” levet op til det?

Jeg synes, at en god bog gerne må indeholde en god gammeldags fortælling, altså et plot med fremdrift og dertilhørende underplots. Jeg kan godt lide, når en forfatter har anstrengt sig / gjort sig umage med handlingen – og når handlingen og dermed fortællingens ydre fremdrift støtter og forstærker bogens egentlige og indre indhold. Det er jo fx det krimigenren kan, når den er allerbedst.

Om jeg er lykkes med det, må andre vurdere. Jeg har i hvert fald gjort forsøget.

 

Er du i gang med en ny bog og i så fald, hvad handler den om?

Ja, det er jeg, men endnu kun på skitseplan. Og nej, den foregår ikke i Nørre Snede eller et lignende sted, men derimod i det ’andet ’ Danmark: i de rige områder nord for København.

 

En stor tak til Jens Vilstrup fordi han så velvilligt gjorde dette interview muligt.

Jeg så dagens lys en kold februardag i det Herrens år 1949. Det skete på Skt. Josephs hospital på Nørrebro. Min far, Ib Larsson, var maskinarbejder på skibsværftet Burmeister & Wain og min mor, Inger-Lise Larsson, var Hattemager. Vi boede i en treværelsers lejlighed i Læssøesgade på Nørrebro. Til gården, som det hed dengang, hvilket var knapt så fint som lejlighederne, som lå til gaden. 

Jeg er nummer to ud af en søskendeflok på seks. Fire drenge og to piger. Da jeg var seks, flyttede vi på landet. Helt ud til Bagsværd, der i 1955 blev betragtet som på landet. Mine forældre havde været så heldige at få fingrene i et toplans rækkehus. Hvilken lykke. Jeg husker tydeligt stilheden den første nat. Væk var gadelarm i form af sporvogne, udrykninger med mere. 

Her voksede jeg op. Gik første klasse på Gladsaxe Skole og de resterende otte klasser på Egegård Skole. Efter endt skolegang i 1965, kom jeg i lære som murersvend hos Johan Christensen & Søn. Et entreprenørfirma, der lå over for Skandinavisk Tobakskompagni på Tobaksvejen i Gladsaxe. 

Der var stor arbejdsløshed i midten af 70'erne og deraf følgende nedgang i byggeriet. Derfor valgte jeg at forlade murerfaget og tog i stedet en lederuddannelse. Jeg har i mit lange arbejdsliv bestredet flere ledende stillinger. Af disse kan nævnes: Værkfører, Lagerforvalter og Laboratorieleder. 

 

Det er jo ikke typisk, at en mand med den baggrund begynder at skrive en bog. Hvorfor gjorde du det? Var du en læsehest som dreng? Og hvorfor lige en krimi?

Du kan jo godt lide digte. Både at skrive og læse. Hvorfor blev det så ikke noget mere følelsesmæssigt?

Jeg var en læsehest som barn og har været det gennem livet. Min farfar, Svend Larsson, var bogbinder. Han havde et væld af bøger stående i reolerne i lejligheden på Nørrebro. Blandt det store udvalg fandtes eventyrbøgerne, Østen for Solen og Vesten for Månen. Af dem læste han op for mig, da jeg var helt lille. Nogle år senere, kastede jeg mig over alle de der Jan-bøger, du ved. Min smag for bøger har altid været bred. Jeg husker, at jeg til min 12-års fødselsdag ønskede mig en bog der hed, ”Stanley møder Livingstone”. Vist ikke helt normalt for en dreng i den alder.

Jeg har skrevet hele mit liv og har massevis af romanplots, noveller, korte historier, citater og digte liggende på harddisken. Hvorfor det blev en krimi? Jeg holder meget af spændingsbøger og krimier. Så hvorfor ikke? Det følelsesmæssige fylder meget i mine skriverier og selvfølgelig også i mine kriminalromaner. Det er en uløselig del af den person jeg er, så det, føler jeg, er en selvfølge.

 

Fik du afslag fra andre forlag, inden ”Mellemgaard” udgav din første bog?

Jeg sendte manuskriptet til min første kriminalroman, til en række forlag. Heriblandt Mellemgaard, som tilbød at udgive bogen. Siden har forlaget udgivet mine indtil nu fire romaner, og jeg er yderst tilfreds med samarbejdet.

 

Hvorfra får du dine ideer til bøgerne generelt?

Idéen til Skyggemanden er lidt speciel. Jeg gik aftentur med min kone, Pia og vores hvide schæfer Bianca. Som så mange gange før gik turen til et naturskønt fredet område, Dageløkke Skov, som ligger fem minutters gang fra vores rækkehus i Nivå. Det var en forårsdag i 2012, og solen var for nedadgående. Jeg foreslog Pia, at vi gik gennem Statsskoven på hjemvejen. Da vi begyndte at gå gennem skoven, hvor træerne kastede lange mørke skygger, ville jeg drille hende. Jeg begyndte at fortælle en opdigtet vandrehistorie om skoven, som i min udgave kom til at hedde "De fortabte sjæles skov." Til den ene side herskede "Skyggemanden", og hvis man vovede sig ind på hans territorium, risikerede man aldrig mere at vende tilbage til sine kære. Til den anden side herskede "Damen med det gode hjerte." Bevægede man sig ind på hendes territorium, fornemmede man straks hendes kærlighed, og man følte sig elsket og godt tilpas.

De følgende dage fortsatte historien med at udvikle sig i min veludviklede fantasi. Det hele endte med, at jeg satte mig ved tastaturet og nedskrev et omfattende oplæg til det, som senere skulle vise sig at blive en omfangsrig roman på 390 sider. Nemlig Skyggemanden.

Inspirationen til min tredje roman, "Alter Ego", kom til mig fra virkelige forbrydelser begået af en mand, som vi alle kom til at kende som, "Amagermanden". I min roman hedder hovedpersonen Søren Pilzer. En mand der på overfladen lever et perfekt liv: Sød kone, direktørstilling i et stort medicinalfirma og de rigtige venner. Men under overfalden gemmer han på en dyster hemmelighed.      

 

Fortæl lidt om din skriveproces. Har du lavet en synopsis, eller skriver du bare løs? Hvor skriver du? Går du i skriverskjul på en ødegård? På Hald?

Jeg ved godt, at mange forfatterkolleger skriver en udførlig synopsis, inden de går i gang med selve romanskrivningen. Jeg har da også selv en enkelt gang forsøgt mig udi den kunst. Men det virker bare ikke rigtigt for mig med en stramt anlagt skriveplan. Jeg har selvfølgelig en idé om, hvad det er jeg vil skrive.

Min første roman, "Fortidens dæmoner", var som udgangspunkt tænkt som en pænt lang novelle. Efter et par år i ubemærkethed, genlæste jeg den og blev fanget af historien. Så meget, at jeg begyndte at skrive videre på den. Det endte med et omfangsrigt manuskript og senere en udgivelse i form af en roman, der senere blev indstillet til Politikkens debutantpris.

Når jeg skriver foretrækker jeg, at det foregår i hjemlige og trygge rammer. For det meste på Pias og mit fælleskontor oppe på førstesalen, hvor vi fra vinduerne har den smukkeste udsigt. Bliver det for varmt, som det har været denne pragtfulde sommer, sætter jeg mig med den bærbare under parasollen, i haven.

 

Hvad med research. Har du eksperter, du rådfører dig med?

Research er vigtigt i skriveprocessen. For mit vedkommende researcher jeg løbende, forstået på den måde, at jeg gør det, når jeg føler at det er nødvendigt. Hvis jeg har brug for ekspertbistand har jeg en række kontakter, der kan hjælpe mig. For eksempel hjalp min svigerinde Susan mig, da jeg skulle beskrive omfanget af et skinnebenssår på en af mine hovedpersoner i "Skyggemanden". Hun er ansat som klinisk oversygeplejerske på Videncenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital.

 

Hvor vigtigt er det for dig, at facts er i orden? Skal stederne, der beskrives, eksistere i virkeligheden?

Nu er det fiktion jeg skriver og ikke hverdagsrealisme. Selv om de fleste steder, der forekommer i mine romaner eksisterer i virkeligheden, tager jeg mig den kunstneriske frihed at ændre på steder og tilpasse det til mit fiktive univers. For eksempel lader jeg aldrig et mord ske på en eksisterende adresse.

 

Hvorfor sørger du ikke for, at det politimæssige i dine krimier er i orden?

Der kom en politireform i 2007. Herefter er der ikke længere noget, der hedder kriminalpoliti og ordenspoliti. Det tager du ikke hensyn til. Hvorfor ikke? 

I ”Skyggemanden” medvirker også ”Rejseholdet”. Det eksisterer ikke længere. Hvorfor så bruge det? 

Der er ikke noget, der hedder ”Drabsafdelingen” ved Nordsjællandspoliti. Det skriver du også. 

Som jeg skrev som svar under det forrige spørgsmål, er det fiktion jeg skriver og ikke hverdagsrealisme. Rent faktisk er du den første person, der har anfægtet, at titlerne på mine politifolk ikke svarer til de faktuelt eksisterende efter Politireformen. Det er min fiktion og således mig, der bestemmer, om det skal hedde kriminalkommissær eller politikommissær. Det er rigtigt, at der i den virkelige verden ikke længere er noget der hedder Rejseholdet. Ej heller noget der hedder Drabsafdelingen ved Nordsjællands Politi. Der findes heller ikke en halvfjerds meter høj udsigtsbakke i Dageløkke, som der gør i mine romaner. Det jeg prøver at fortælle, er, at det er mig der bestemmer, hvad der er rigtigt eller forkert.

 

Hvad betyder anmeldelser for dig? 

En anmeldelse er en enkeltstående persons mening om min roman. Selvfølgelig bliver jeg glad, når jeg får en god anmeldelse, som for eksempel den "Skyggemanden" modtog fra en kapacitet som selveste Henning Prins, i Helsingør Dagblad. Men grundlæggende er det læsernes talrige tilbagemeldinger om en god læseoplevelse, der vægter for mig. Og naturligvis bibliotekernes lektørudtalelser, som for samtlige mine fire romaner har været gode. 

 

Hvad er succeskriteriet for en bog?

Glade og tilfredse læsere er det vigtigste!

Et andet vigtigt succeskriterium, er en blåstempling i bibliotekernes materialevurdering. Det betyder nemlig, at størstedelen af landets biblioteker vælger at investere i romanen. Mine romaner er alle repræsenteret på mere end 90 biblioteker landet over.

Et tredje succeskriterium er selvfølgelig, at bogen giver et plus på bundlinjen.

 

Hvor meget er din redaktør inde over det, du skriver? Følger du altid vedkommendes råd?

Redaktøren går mit manuskript igennem og sender mig en række forslag til forbedringer. Hvis forslagene er gode, hvad de ofte er, godkender jeg dem. Så enkelt er det. Men jeg har da også været ude for, at der har været forslag fra redaktørens side, som jeg ikke har taget til efterretning. Det er min bog, indtil det øjeblik den ryger i trykken. Derefter tilhører den alle, der investerer tid eller penge i den.

 

Hvordan laves bogens forside? Har du indflydelse?

Jeg bestemmer selv, hvordan forsiden skal se ud. Indledningsvis bruger jeg min forfatterside på facebook. Her lægger jeg udvalgte forslag ud, for på den måde at involvere mine læsere. Det gav pote, da motivet på coveret til "Skyggemanden" skulle findes. Jeg modtog et forslag fra en af mine gode venner, som har en fortid i reklamebranche. Det er således hans forslag, der pryder forsiden på romanen.

 

Du er i gang med din næste krimi. Vil du fortælle lidt, hvad den handler om?

Jeg er godt i gang med manuskriptskrivningen til min femte roman i Marcus Falk-serien. Den kommer til at hedde "Som Ringe I Vandet". Den handler kort fortalt om en kvinde der findes myrdet i sit soveværelse, en ældre mand der forsvinder sporløst og en mand der bliver fundet i en tyve fods container, mishandlet til døde. Alle hændelser der volder Marcus Falck og hans team ved Nordsjællands Politi store kvaler. Jo mere de graver, jo længere fjerner de sig fra sagens egentlige kerne. Samtidig står Falck over for sit livs sværeste valg. 

"Som Ringe I Vandet" udkomme til næste forår.

 

En stor tak til Poul Erik Larsson, fordi han så velvilligt stillede op til interview.

 

 

 

Efter at have læst Stefan Ahnhems forrygende spændende debutroman "Offer uden ansigt" fik jeg lyst til at lave et interview med ham. Det sagde han straks ja til.

 

Lidt om din baggrund: Alder? Uddannelse? Hvor bor du? Kone/kæreste? Har du børn? Hobbies?

Jeg er 47 år og har en 4-årig teknisk studentereksamen. I gymnasietiden troede jeg, at jeg skulle arbejde med programmering og elektronik. Svensk var et af mine værste fag, og hvis nogen havde sagt til mig, at jeg i fremtiden skulle arbejde med at skrive, havde jeg troet, at de jokede.

Jeg har boet i Stockholm siden 1986, men planlægger at flytte til København med min kommende hustru om to år. På det tidspunkt er mine to ældste børn blevet voksne, og de to yngste kan komme til at tale flydende dansk.

Jeg ønsker og drømmer indimellem om at finde tiden til en hobby.

 

Jeg har læst, du havde en livlig fantasi som barn, men at du slet ikke interesserede dig for at skrive, før du blev voksen. Hvad var det, der så fik dig i gang?

At begynde at skrive var et nødvendigt onde. Selvom jeg læste en hel del som ung, er jeg i bund og grund opvokset med film, og det var det, jeg drømte om at arbejde med. Men film begynder ikke med film. De begynder med en god historie, som man skriver ned på et stykke papir. Så var jeg i gang, og da jeg først var begyndt, indså jeg, at det var det, som var det sjove, og jeg har endnu ikke kunnet stoppe.

 

”Offer uden ansigt” handler meget om mobning og om at blive overset i sin skoletid. Er du blevet inspireret fra din egen skoletid til at skrive bogen? Eller hvor kommer inspirationen fra?

Det er lidt svært at svare præcist på, hvor inspirationen kommer fra. Selvfølgelig kommer en hel del fra mine egne oplevelser og minder, men hovedsageligt er det selve historien og karaktererne i den, som lever sit liv. Jeg forsøger mest bare at hænge på og beskrive det så godt som muligt. Med ”Offer uden ansigt” ville jeg skrive en historie om at komme hjem, og det, som interesserede mig ved det, var, hvordan vi husker visse ting og fortrænger andre og den mekanisme, som ligger bag det.

 

Når man ser billeder af dig, ser du meget fredsommelig ud, men ”Offer uden ansigt” er meget barsk. Hvordan hænger det sammen?

Haha! Overfladen er jo netop det, overflade …

 

Blev ”Offer uden ansigt” antaget ved det første forlag, som du sendte manuskriptet til?

I forbindelse med at jeg ledte efter en agent, sendte jeg bogen til nogle forlag, som jeg stadig ikke har fået svar fra. Men jeg tror nok, at de har forstået, at det tog er kørt. Der er en enorm forskel på, at en agent sender en bog og anbefaler forlæggeren at læse den sammenlignet med selv at sende den. I stedet for at bruge tre måneder på måske at læse den, får de en frist på en weekend.

 

Hvorfor udkom bogen i Danmark, inden den udkom i Sverige?

Eftersom handlingen udspiller sig en hel del i Danmark, og en af hovedkaraktererne er dansk, er den på en måde lige så dansk som den er svensk. Og så tror jeg, at det danske forlag, Lindhardt og Ringhof, syntes det var skægt at være de første og have verdenspremiere på en oversat bog. Og i Sverige har de spillet på, at den allerede var udgivet i Danmark.

 

Her følger et citat fra min anmeldelse: (Jeg gav bogen 5 store krimihjerter ud af 5)

Om det er forfatteren eller oversætteren, der ikke har helt styr på politiet i Danmark, ved jeg ikke, men at beskrive Dunja Hougaard som ”kriminalassistent på kriminalafdelingen i København” er ikke korrekt. Hverken titel eller afdeling eksisterer længere. Det hedder politiassistent og ”Afdelingen for personfarlig kriminalitet”.

Som anmelder lægger jeg utrolig stor vægt på, at fakta om politiet er i orden, og at de steder, der beskrives i bogen, også eksisterer i virkeligheden? Hvad gør sig gældende for dig?

 

Jeg er stort set enig. Jeg bruger mere eller mindre altid virkelige steder og har en ambition om, at grundfakta skal stemme, så længe det ikke griber forstyrrende ind i den gode historie. For mig har den gode historie altid første prioritet. Fejl har desværre en evne til altid at snige sig ind på en eller anden måde, og præcis som du skriver, ændres forudsætningerne og afdelinger får nye navne. Jeg begyndte at skrive ”Offer uden ansigt” i 2009, og den udspiller sig i 2010, og bare på de fire år er der sket en hel del.

 

Bruger du meget tid på research, når du skriver bøger?

Det er forskelligt. Der går aldrig en hel arbejdsdag uden, at jeg er på nettet og tjekke noget. Det kan være alt lige fra, hvordan et bestemt våben fungerer til tidsplanen mellem Helsingør og Helsingborg. Men nogle gange kan jeg bruge en hel arbejdsdag på at møde eksperter og besøge specifikke steder. For eksempel fik jeg i forbindelse med den bog, som jeg skriver lige nu, en rundvisning med sikkerhedschefen i de underjordiske gange under Stockholms Riksdag.

 

Gemmer du dig bort på en ødegård, når du skriver, eller hvad gør du?

Når jeg tager notater og vil have, at tankerne skal flyve frit, sidder jeg ofte på en cafe med musik i høretelefonerne. Når det så er blevet tid til at skrive, gør jeg det for det meste hjemme i mit arbejdsværelse, når resten af familien er gået, og det er helt stille og roligt. Så er det at være alene det allervigtigste.

 

Du har lavet manuskripter til de nye film om Kurt Wallander. Jeg har set dem alle og synes bestemt, de er gode, men jeg savner Rolf Lassgård. Han er og bliver den rigtige for mig? Hvorfor blev det ikke ham, der spillede med i de nye film?

Det er et spørgsmål til filmproducenterne.

 

Forsætter du med at lave filmmanuskripter, eller satser du på at blive fuldtidsforfatter.

Lige nu har jeg ikke tid til at skrive film- og tv-manuskripter, og ironisk nok har jeg aldrig fået så mange tilbud om at gøre det som nu.

 

Hvilke krimier læser du selv?

Alt for få. Normalt læser jeg, inden jeg falder i søvn, men nu ligger jeg og tænker på min egen historie og på, hvad jeg skal skrive, når jeg vågner. Men på mit natbord ligger en stor stak bøger, som venter på at blive læst, og det er alt fra Jussi Adler Olsen til Donna Tartts seneste.

 

Er du i gang med efterfølgeren til ”Offer uden ansigt”? og vil du i så fald røbe lidt om indholdet?

Ja, den er jeg i fuld gang med lige nu, og jeg har allerede afsløret lidt for meget i svaret på et af dine tidligere spørgsmål. Men titlen bliver ”Den niende grav” og udover at være en spændende pageturner, bliver den alt andet end man forventer sig.

 

Hvor holder du sommerferie i år?

Mallorca.

 

En meget stor tak til Stefan Ahnhem fordi han så velvilligt stillede op til mit interview. Jeg er helt sikker på, at han bliver en af de store svenske krimiforfattere. Jeg glæder mig til at læse hans næste bog "Den niende grav". Stefan Ahnhem løfter en lillebitte flig af, hvor noget af handlingen foregår her i interviewet.

Også tak til Stefan Ahnhems agent Mi Thomsen, som har formidlet kontakten til ham. Stor tak til Mi, fordi hun har været så sød at nedskrive alle Stefans svar på dansk.