Eva Maria Fredensborg er en dansk krimiforfatter, der indtil nu har skrevet to krimier, ”En gang morder” og ”Min mund er lukket”. Begge bøger har fået pæne anmeldelser. En tredje bog er nu på vej. Eva Maria Fredensborg udgiver bøgene på sit eget forlag ”Elg og co”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                  

 

Fortæl lidt om den private Eva Maria 

Jeg er 45 år gammel og bor i Charlottenlund. Min mand og jeg har en søn på 20 og tvillingepiger på 17, og vi tilbringer helst vores weekender og ferier i Sverige, hvor jeg er født, og hvor vi har et hus.

 

Du har selv et forlag, ”Elg og Co”. (Hvorfor dette navn i øvrigt?) Det havde du også, da du havde skrevet din første krimi. Hvorfor sendte du den så til andre forlag?

Jeg kommer oprindelig fra reklamebranchen, men i 2006 stiftede jeg mit eget forlag og begyndte at oversætte og udgive svensk skønlitteratur. Da jeg gerne ville have, at forlagets navn skulle have noget med Sverige at gøre, kaldte jeg det Elg & Co.

Da jeg selv begyndte at skrive for alvor, ville jeg ikke udgive på eget forlag - både fordi jeg var bange for at blive opfattet som useriøs, og fordi jeg havde svært ved at bedømme kvaliteten i det, jeg selv skrev, så jeg begyndte på den klassiske rundsending til forlag. Det, der fik mig til at ændre mening, var dels, at jeg fandt en dygtig freelance redaktør, som kunne give mig den objektive bedømmelse, jeg sukkede efter, og dels at jeg kom i kontakt med NewPub, som er et netværk af uafhængige forfattere i Danmark. 

 

Dit forlag udgiver nu kun dine egne bøger. Skal det tages som udtryk for, at du er blevet fuldtidsforfatter og kan leve af at skrive? 

Fordi jeg er selvudgiver, kan jeg i dag kalde mig fuldtidsforfatter. Når jeg tænker på, at det ikke er meget mere end et år siden, jeg debuterede, er det helt ubegribeligt, at det rent faktisk er mit job at skrive. 

 

Hvor mange eksemplarer af dine første to krimier har du solgt? 

Papirudgaven af ”Én gang morder” er solgt i mere end 2.500 eksemplarer, mens ebogen nærmer sig et salg på 4.000. ”Min mund er lukket” har solgt godt og vel det halve. 

 

Var du som barn en, der altid sad med næsen i en bog, eller hvad lavede du? 

Mine forældre læser begge meget, og mine søskende og jeg elskede højtlæsningen inden sengetid, men det var bibliotekaren på min skole, der for alvor fik mig i gang med at læse selv. Hun havde en evne til altid at stikke én den helt rigtige bog. I begyndelsen var det mest hestebøger, da jeg også var en rigtig ridepige, men med tiden blev min smag mere avanceret, og jeg læser stadig meget, meget bredt. 

 

Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter? Og hvorfor blev det netop rimiforfatter, du blev? 

Jeg har nok altid drømt om at skrive selv, men indtil jeg begyndte at oversætte skønlitteratur, syntes jeg nærmest, det var helligbrøde at tro, at jeg selv kunne skrive en rigtig bog. I begyndelsen skrev jeg ikke krimi, men jeg var bedre til ordene end til handlingen (læs: Der skete ikke noget som helst i mine bøger), og da jeg på et tidspunkt tænkte: ”Hvad nu, hvis jeg slår en eller anden ihjel?” skete der pludselig noget. Jeg skrev hundrede sider på en måned - og så var jeg altså krimiforfatter.Jeg har dog stadig et romanprojekt liggende i skuffen, som jeg tænker, at jeg skal arbejde videre med, når min tredje krimi er færdig. 

 

Hvordan får du ideerne til dine krimier? 

Med den første var det et billede, der dukkede op. Jeg sad i bilen på vej hjem fra Sverige, da jeg pludselig så en fremmed mand for mig, der sad på bagsiden af mine forældres ødegård med en hvid kuvert i hånden. Han så ikke glad ud, og jeg brugte resten af hjemturen på at spekulere over, hvem han var, hvad han lavede de,  og hvad der mon var i den kuvert. Efter mange svinkeærinder er billedet blevet indledningen til ”Én gang morder”.

”Min mund er lukket” udspringer af min undren over, hvad søskende kan gøre ved hinanden. Jeg har et meget nært forhold til min søster og min bror, og for mig ville det være en stor sorg at skulle bekrige dem i stedet for at elske dem, men jeg ved godt, at det ikke er sådan, det fungerer i alle familier, og det ville jeg gerne forsøge at sætte mig ind i. 

 

Mange krimiforfattere er meget udpenslende, når de beskriver en forbrydelse. Hvor direkte synes du, at du kan være i dine beskrivelser af en forbrydelse? 

Jeg prøver at være så lidt udpenslende som overhovedet muligt – både fordi jeg selv er den sarte type, der dårligt kan sove ovenpå et afsnit af ”Broen”, og fordi jeg langt mere interesseret i, hvorfor nogle mennesker vælger at dræbe end i, hvordan de rent faktisk gør det. Jeg ved godt, at mange krimilæsere sværger til det meget makabre, men det kan de jo så heldigvis finde hos andre krimiforfattere. 

 

Fortæl i hovedtræk, hvordan du gør, når du skriver. 

Min skriveproces er så rodet, at det er ubegribeligt, at der kommer bøger ud af det.

Jeg aner ikke, hvordan det skal slutte, når jeg begynder, og jeg skriver rigtig meget om undervejs. Heldigvis har min redaktør lært mig at elske redigeringsfasen frem for at frygte den, og jeg kan også godt se, at jeg er blevet mere struktureret hen ad vejen. Plottet til 3’eren er betydeligt mere gennemarbejdet, blandt andet fordi jeg har været så heldig at have Kurt Kragh (tidl. medarbejder på Rejseholdet) som sparringspartner i den helt indledende fase af arbejdet. 

 

Går du i ”forfatterskjul” på fx Hald Hovedgaard eller lignende steder? Der er noget med, at du har et helt specielt skrivested derhjemme, fortæl lidt om det. 

Jeg har ikke prøvet at tage på længere skriveophold, men jeg tager ofte 2-3 dage alene i vores hus i Sverige. Selvom jeg ikke skriver hele tiden, betyder det meget, at jeg kan have historien i min bevidsthed flere dage i træk, og udover at få skrevet mere oplever jeg ofte, at ting, der har drillet, falder i hak på sådan et par dage.

Herhjemme har jeg en lille hytte nede i haven, hvor jeg går ned og skriver. Vi bor lige mellem den lokale folkeskole og gymnasiet, så vores hus har altid været et samlingssted for børnenes venner, og de gange, jeg har forsøgt mig med et kontor ude i byen, har det ikke fungeret særlig godt, så til sidst byggede vi ”Hytten”, hvor jeg i dag har næsten 9 kvadratmeter, der er helt og holdent mine, og hvor der altid er fred og ro. 

 

Hvad gør du rent researchmæssigt? 

Da jeg skrev ”Én gang morder” var jeg for genert til at ringe til vildt fremmede mennesker og bede om hjælp, men jeg læste en masse bøger, især om psykiatri. Da jeg skrev ”Min mund er lukket” kunne jeg jo pludselig kalde mig forfatter, og det gav mig mod på at kontakte forskellige specialister, og jeg er både forundret og taknemmelig over, hvor meget tid de har været villige til at bruge på at lære mig noget om alt fra sociologi og håndskriftsanalyse til mystiske sygdomme.

 

I min anmeldelse af ”Min mund er lukket” var jeg ”efter dig”, fordi du efter min mening ikke beskrev det politimæssige i bogen korrekt. Er fakta om politiet uvæsentligt? Du ”opfinder” bl.a. en enhed som ikke eksisterer. Hvorfor det? Kunne du bare lade dine politifolk agere i virkelighedens enheder? Savner du Rejseholdet, fordi en efterforsker tilknyttet hertil kan komme rundt i landet? 

Man kan sige, at det allerede gik galt i min første bog, fordi jeg absolut ville have, at handlingen foregik i Småland. Jeg kontaktede den daværende chef for Nationalt Efterforskningscenter, som foreslog, at jeg kunne lade min pofileringsekspert være tilknyttet NEC, som har et nært samarbejde med politiet i de andre nordiske lande, og da jeg allerede dengang havde idéer til flere krimier, der foregik forskellige steder i Danmark, opfandt jeg altså enheden Særlige ressourcer, som fungerer lidt på samme måde, som Rejseholdet gjorde i sin tid.

For mig at se, er forfatterens vigtigste opgave at skabe nogle rammer, der giver optimale betingelser for, at historien kan fungere, og de fleste krimier beskriver trods alt forbrydelser, som er fuldstændig urealistiske efter dansk målestok, så jeg tror, at læserne er helt klar over, at bogens univers ikke kan oversættes til virkelighed. Dertil kommer, at den måde, politiets arbejde er organiseret på, ændrer sig hele tiden, så en krimi, hvor opklaringsarbejdet spejler virkeligheden én til én, risikerer at være ukurant efter nogle få år.

 

Min (Jan Findals) kommentar:

Hvis nogle af jer, der studerer min hjemmeside er meget interesserede i emnet, kan Eva Maria varmt anbefale bogen ”Viden om drab”, hvor et af kapitlerne netop beskæftiger sig med politiets organisering af drabsefterforskninger.

 

Hvor vigtigt er det for dig, at facts er i orden? Skal steder, institutioner, aviser, fodboldklubber, politiske partier o.l., der beskrives, eksistere i virkeligheden? Hvorfor fx ikke skrive Ekstrabladet, FCK, Socialdemokratiet? 

Én ting er at opfinde noget, der ikke eksisterer i virkeligheden, men fakta er noget andet, og hvis jeg f.eks. havde skrevet noget om Følings syge, der ikke var korrekt, ville det ærgre mig meget. Derfor har jeg også haft en pæn håndfuld fagfolk på som testlæsere af ”Min mund er lukket”, herunder en politikommissær fra Nationalt Efterforskningscenter.

Jeg vil helst skrive om steder/institutioner, der eksisterer i virkeligheden, men i ”Min mund er lukket” oplevede jeg, at en af de institutioner, jeg ville have med i min bog, blev decideret vred over, at jeg ville nævne den ved navn, så her måtte jeg opfinde en pendant i stedet, og i min tredje krimi forudser jeg, at det kan blive svært at finde en københavnsk superligaklub, der vil lægge navn til nogle af de elementer, der indgår i mit plot … 

 

Er det kvinder eller mænd, du skriver til?

Det tænker jeg ikke over, når jeg skriver. Når jeg har været ude i boghandlerne, har jeg mødt mandlige kunder, der sagde, at de kun gad at læse krimier med en mandlig hovedperson, men det er ikke noget, der kommer til at påvirke det, jeg skriver.

 

Når du nu kun udgiver dine egne bøger, hvem rådfører du dig så med? Andre forlag har redaktører ansatte. 

Som jeg nævnte tidligere, har jeg en fast redaktør. Nils Bjervig har været med helt fra starten, og jeg har så stor respekt for hans faglige viden, at jeg valgte at skrive ”Én gang morder” helt om på hans anbefaling. Når det handler om det mere forretningsmæssige, er jeg så heldig at være med i en lille gruppe af selvudgivere, der mødes cirka en gang om måneden. Vi er alle fuldstidsforfattere/-forlæggere, og da vi hver især har vores styrker og svagheder, er der som regel altid en, der kan bidrage med den viden, jeg selv mangler.

  

Hvordan laves bogens forside? 

Til mine svenske udgivelser brugte jeg Imperiet, som er et af Danmarks førende bureauer inden for omslagsdesign, så da min egen bog skulle produceres, syntes jeg ikke, at den skulle behandles ringere, og derfor er det Simon Lilholt fra Imperiet, der har lavet begge mine omslag.

Omslaget til ”Min mund er lukket” har en lidt speciel historie. For nogle år siden var jeg på bogmesse i Göteborg, hvor jeg købte en bog med billeder af tatoveringer. Et af dem forestillede en kvinde, der havde fået lavet to dansende traner, som dækkede hele ryggen, og da jeg fandt på, at min hovedperson skulle have en tatovering, valgte jeg at beskrive netop dette motiv. Da Simon Lilholt så fotografiet, bad han mig straks om at kontakte den svenske fotograf, og jeg synes, han har fået et fantastisk smukt omslag ud af det.

  

Hvad betyder anmeldelser for dig? 

Min erfaring er, at de betyder mindre for salget, end mange mennesker går rundt og tror. Personligt ville jeg rigtig gerne kunne tage dem lidt afslappet, men jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke gik rundt og smilede nogle dage ovenpå fem hjerter i Politiken.

 

Hvad betyder det for dig at være til stede på Krimimessen i Horsens?  

I nogle dele af bogbranchen oplever jeg, at der bliver set lidt ned på krimigenren, og derfor er Horsens en fest. Alle elsker krimier! I år havde jeg for første gang en stand, som jeg delte med Kim Juul (min personlige favorit blandt danske krimiforfattere), og det var en fornøjelse at møde både eksisterende og nye læsere. 

 

Hvad er succeskriteriet for en bog? Anmeldelser? Oplag? 

Salget er vigtigt, fordi det afgør, om jeg kan være fuldtidsforfatter, men rent personligt er min største tilfredsstillelse at stå med det første, trykte eksemplar i hånden og konstatere, at alle mine tanker og alle de timer, jeg har brugt foran tastaturet, er blevet til en bog, som andre kan læse. Og når jeg så møder en læser, der har haft en rigtig god oplevelse med mine bøger, er det uden tvivl den vigtigste anerkendelse, jeg kan få. 

 

Fortæl lidt om din kommende krimi. 

Selvom jeg har skrevet små hundrede sider, har jeg meget svært ved at beskrive handlingen, men jeg tør godt at afsløre, at bogen starter med, at en superligaspiller bliver likvideret efter sæsonens sidste kamp.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg endnu engang giver stafetten videre til en ny hovedperson, nemlig Carl Pedersen, der var Asta og Roberts chef i ”Min mund er lukket”, og ham kan læserne allerede nu få en lille forsmag på i indlægget ”En bid af Carl”, der ligger på min blog: www.evamariafredensborg.dk 

 

Kære Eva Maria 

En stor tak fordi du så velvilligt har ladet dig interviewe til min hjemmeside. Du har virkelig bestræbt dig på at give nogle interessante og fyldestgørende svar på mine spørgsmål.

Jeg ønsker dig held og lykke med din tredje krimi, som jeg ser frem til at læse.

/Jan

FAKTA

 

Michael Lycke er forfatter til den anmelderroste ”Metusalemgenet”, du udkom i 2012. Bogen kan betegnes som en ”videnskabsthriller”. Bogens tema er bl.a. hvor langt videnskaben er kommet i bestræbelserne for at forlænge menneskets levetid.

 

Michael Lyckes bog er udgivet på Peoples’ Press

 

Alder:           40                

Kone:           Nix               

Børn:            En datter på 4                  

Job:              Valuta/boghandel/kiosk i Billund Lufthavn          

Bopæl:         Et sted mellem Horsens og Skanderborg, 8751 Lars Tyndskids Marker     

 

Du er ikke fuldtidsforfatter.  Hvad arbejder du med?

Jeg har et deltidsjob i Billund Lufthavn, hvor jeg både langer krimier, dollars og hygiejnebind over disken.

 

Var du som barn en, der altid sad med næsen i en bog, eller hvad lavede du?

Meget af tiden gjorde jeg, ja. Men jeg brugte mere tid på selv at skrive historier, små filmmanuskripter og tegneserier.

 

Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter?

I mange år ville jeg være filminstruktør. Det var det eneste, der fyldte i mit hoved. Jeg flyttede til København, da jeg var i starten af tyverne, blev kort efter runner hos Nimbus Film, der på det tidspunkt var nyopstartet.

Jeg var blandt andet med på produktionen af Thomas Vinterbergs første spillefilm, ”De Største Helte”.

Sideløbende skrev jeg på et manus til en spillefilm, som blandt andre en producent syntes var interessant, men manglede en hel del redigering. Det Danske Filmværksted sagde desuden ja til at lægge gear og materialer til, men mente, at jeg selv skulle rejse et par millioner, før projektet kunne blive til noget.

Jeg vidste ikke, hvordan man fik så mange penge op at stå, og samtidig kunne min økonomi ikke længere holde til, at jeg arbejdede som ulønnet filmmedarbejder. Derfor forlod jeg filmverdenen.

Så fik jeg idéen til at tage et element (en nisse) ud fra filmmanuskriptet og beskrive den som en levende skabning. Det samme gjorde jeg med andre mytiske væsner, og til sidst var der en hel bog. Jeg tegnede dem alle og sendte det hele ind til Gads Forlag.

Det var dem, der lavede alle mulige felthåndbøger om rigtige dyr, så jeg mente, at det var dem, der skulle udgive den. Den var de ikke enige i, så de anbefalede Hovedland, som kort efter sagde ja tak. Så beslutningen om at blive forfatter tog jeg, da jeg var 25 og lige havde underskrevet kontrakten med Forlaget Hovedland.

 

Hvad har du skrevet ud over ”Metusalemgenet”?

Min første bog var den førnævnte, ”Nisser & Trolde – og andre glemte dyr”, der kom i 2000. Derefter mente jeg, det var på sin plads at skumme al fløden selv uden om et etableret forlag, så jeg startede mit eget, Forlaget Spinkelben, hvor jeg nåede at udgive to børnebøger, ”Halte-Amalie” (2004) og ”Halte-Amalie Og Skipper Labskovs” (2005).

Det viste sig dog, at det krævede langt mere benarbejde og administrativt arbejde, end jeg havde lyst til at lægge i det. Jeg ville skrive historier og ikke sidde og lave regnskab, så jeg droppede forlaget efter nogle år og skrev i stedet en fantasyroman, ”Lermaske” (2008), der udkom på Phabel (det, der nu svarer til People’s Press Jr.).

 

Hvad fik dig så til krimiforfatter?

Jeg var flyttet til Horsens nogle år tidligere og deltog (som besøgende) i Krimimessen, omtrent fra den startede op. Jeg blev efterhånden temmelig fascineret af krimier og spændingsromaner, og den næste udfordring, jeg gav mig selv, blev at skrive en roman for voksne. Det blev så til ”Metusalemgenet” (2012).

Jeg havde som sådan aldrig været krimifan. Men skal jeg koge det ned, var der tre elementer, der fik mig til at kaste mig ud i en spændingsroman.

Den første var Krimimessen. Den anden var Dan Brown. Den tredje var Tom Egeland, som jeg ”opdagede” umiddelbart efter, jeg havde stiftet bekendtskab med hr. Brown.

Jeg vil ikke sige, at jeg er en ”født” krimiforfatter, hvilket nok også tydeligt ses af de forskellige genrer, jeg allerede har bevæget mig rundt i. Men jeg vil gerne fortælle om videnskabelige gennembrud og mysterier, og dertil er krimi-/spændingsgenren oplagt, fordi den har det hér naturlige drive: En forbrydelse begås, og den skal efterfølgende opklares.

 

Fik du afslag fra andre forlag, før Peoples’ Press udgav din debut?

Nej.

 

Hvordan får du ideerne til dine thrillers?

Jeg bliver fascineret af en nyhed, en opdagelse, et videnskabeligt gennembrud. Et eller andet fanger min interesse, og jeg vil gerne vide mere. Og så håber jeg, at hvis emnet fanger mig, vil det også kunne fange en eventuel læser.

 

Hvordan  fandt du på, at din hovedperson Noah Safran  i ”Metusalemgenet” skulle være transvestit?

Uden på nogen måde at være krimiekspert havde jeg dog bemærket, at der var en vis trend med at lave makkerpar i krimifiktionen. Krimifans kan sikkert selv komme med temmelig mange eksempler på netop dét.

Jeg kunne se fordelene i et makkerpar, men ville dog gøre det med et twist. Efter forskellige overvejelser fandt jeg på det med transvestitismen. Jeg kunne se forskellige fordele ved det, blandt andet en nærmest Dr. Jekyll/Mr. Hyde-agtig fornemmelse, når Noah optræder som sit alter ego. Desuden er han jo i forklædning og derfor i stand til at bevæge sig ind i områder, han normalt ville holde sig fra.

 

Mange krimiforfattere er meget udpenslende, når de beskriver en forbrydelse. Hvor direkte synes du, at du kan være i dine beskrivelser af en forbrydelse?

Jeg synes, jeg kan være meget direkte og udpenslende. Men der skal være en grund til det! Det kan eksempelvis være for at fortælle, hvor dumt et svin morderen er. Men jeg synes, der er en tendens til at konkurrere i blodighed og voldsomhed, og den konkurrence gider jeg ikke være en del af. Jeg vil langt hellere være udspekuleret end makaber.

 

Fortæl i hovedtræk, hvordan du gør, når du skriver.

Når selve skriveprocessen er i gang, er det vigtigt for mig at være i et flow; kan det lade sig gøre, vil jeg skrive dagligt, så jeg hele tiden befinder mig i historien. Det optimale for mig er at gå tidligt i seng, stå op mellem klokken fem og seks, sætte kaffen over og tænde computeren for derefter at sætte mig til tasterne så hurtigt og tidligt på dagen som overhovedet muligt. Jeg vil helst have en følelse af at have hele verden for mig selv, mens jeg skriver.

 

Går du i ”forfatterskjul” på fx Hald Hovedgaard eller lignende steder?

Jeg har indtil videre kun prøvet at gå i skriverskjul i min egen hule, bortset fra en enkelt afstikker til Inger Wolf i det sydspanske. Forfatterrefugier har jeg endnu ikke prøvet, til dels fordi jeg har svært ved at tage en uge eller to ud af kalenderen. Men det skal da prøves på et tidspunkt. Jeg er sikker på, at samværet med en mængde ligesindede mennesker kan være ret så givtigt.

 

Hvad gør du rent researchmæssigt?

Mine spændingsromaner kræver store mængder research! Jeg starter på nettet, går over bøger og dokumentarfilm for til sidst at kontakte og mødes med eksperter, der har lyst og tid til at involvere mig i deres arbejde. Heldigvis er de fleste mennesker meget glade for at fortælle om netop det, de brænder for. Og så er der den bivirkning, at researchen ofte giver mig noget ”gratis” til handlingen; ny viden, nye lokaliteter, nye begivenheder, der viser sig at kunne gøre sig godt i en roman.

 

Hvor vigtigt er det for dig, at facts er i orden? Skal stederne, der beskrives, eksistere i virkeligheden? Hvad med politikorpsene i udlandet, er de korrekt beskrevet?

Det er vigtigt for mig, at fakta er i orden. Og det er de derfor i langt overvejende grad. Men … jeg burde måske ikke sige det … hvis jeg først har givet læseren en illusion af, at ALT er faktuelt korrekt, er det nemmere at snige lidt selvopfundet med efterfølgende, fordi læseren til den tid ”stoler” på mig. Så: At fakta er i orden, er vigtigt for mig, men der skal trods alt også være plads til digteriske friheder J

 

Hvor meget er din redaktør inde over det, du skriver? Følger du altid vedkommendes råd?

Min redaktør er meget inde over. Ikke så meget undervejs i skrivningen, selv om det også er sket. Hvis jeg har været i tvivl om en eller anden parallelhistorie, eller har overvejet, om en karakters navn ville blive for tegneserieagtigt, er det da sket, at jeg har spurgt ham om hans mening. Men når først manus er afleveret, kommer han for alvor på banen, og så kommunikerer vi meget. Og nej, jeg følger ikke altid hans råd. Rent faktisk opstår der af og til situationer, hvor jeg mener, at jeg er klogest… Men han er sgu dygtig!

 

Hvordan laves bogens forside?

Jeg lægger ud med en darling eller to eller tre, jeg har svært ved at slå ihjel. Derefter kommer min redaktør med nogle irriterende tilføjelser om, at bogen jo i virkeligheden handler om dét eller dét. Så bliver vi nogenlunde enige om noget, vi kan sige videre til grafikeren, der herefter kører det hele gennem sit eget filter og kommer op med noget tredje. Derefter slås vi lidt frem og tilbage, og den stakkels grafiker kommer op med det ene bud efter det andet, mens vi diskuterer alt fra de store linjer til helt små detaljer. Måske forkaster vi en hel idé og finder på noget fuldstændig nyt. Men det er en fantastisk sjov og spændende proces, samtidig med at det er ren gambling, for alle ved, hvor vigtigt coveret er, men ingen har opskriften på dét, der virkelig fanger.

 

Hvad betyder anmeldelser for dig?

De betyder meget mere, end jeg vil stå ved. Jeg ville ønske, jeg kunne være ligeglad med dem, men jeg må nok erkende, at jeg er virkelig følsom over for dem, og en lunken anmeldelse kan slå mig ud i dagevis.

 

Hvad betyder det at blive interviewet på Krimimessen i Horsens og på BogForum?

Det betyder at kunne se nuværende eller fremtidige læsere i øjnene, mens jeg fortæller om det, jeg elsker højest … at skrive. Det er nervepirrende, jeg er altid ved at skide grønne grise, før jeg skal på scenen, men når jeg først sidder der, træder den narcissistiske Michael også frem, og så … nyder jeg det … nærmest …

 

Hvad er succeskriteriet for en bog?

Tja, hvad er det? Det ved jeg faktisk ikke. Jeg skriver bare, håber det bedste, og krydser fingre for, at jeg en dag kommer til at leve af bøgerne.

 

Skal bøgerne udgives i et bestemt oplagstal for at opfylde succeskriteriet?

Mine egne ambitioner, som jeg kun siger højt, når jeg er sikker på, jeg er helt alene, vil jeg ikke ud med. Men jeg vil sige så meget, at de er skamløse.

 

Vi er nogle, der har set frem til din 2. thriller, ”Stormongulens juvel”, men den udkommer ikke. Hvorfor så ikke det?

Historien er ganske enkelt ikke i stand til at bære en hel roman, hvilket først gik op for mig, da jeg havde skrevet den færdig. Så meget tid og megen energi er spildt, men jeg vælger at betragte det som del af en læreproces.

 

Så må det næste spørgsmål jo være. Hvad har du så gang i?

Lige p.t. er jeg på et bestilt projekt fra Billund Lufthavn i forbindelse med deres 50-års jubilæum i år. Der er en deadline, og den kommer nærmere og nærmere.

Derefter tager jeg fat i 2’eren, som tidligere var planlagt til at være blevet 3’eren.

 

I disse Krimimesse-dage. Kunne du forestille dig skrive en krimi, der foregik i Danmark  fx i Horsens og nærmeste omegn?

Selvfølgelig. Der er gode historier alle vegne J

 

Tak til Michael Lycke, fordi han tog sig tid til at lade sig interviewe til www.findalskrimiside.dk

FAKTA

Marie Kjær-Madsen, forfatter der har udgivet bøger i forskellige genrer. Er forfatter til de to krimier ”Sorgens dæmoner” (2011) og ”Tavshedens mørke” (2013). Begge udgivet på forlaget Valeta.

 

 

Alder:                                 Født 1963

Mand (kæreste):                 Hans Jørn (Sjønne) Hansen

Børn:                                  Frederik 26, Kasper 22 (Joachim 20, Sjønnes søn)

Job:                                    Lærer

Bopæl                                Tåsinge – I Vindeby

 

Du er ikke fuldtidsforfatter, men har til gengæld fuldtidsjob som lærer. Hvad arbejder du med som lærer?

Jeg har arbejdet på den samme skole, siden jeg fik min lærereksamen for 25 år siden. Jeg underviser i dansk og engelsk i udskolingen, og jeg elsker det.

Jeg var musiklærer i 18 år, men det måtte jeg slippe, da man gik over til at lave delskoler, hvor lærerne tilhører en bestemt afdeling. Selvom jeg nød at undervise i musik i indskolingen og mellemskolen, brænder jeg for samværet med de største elever.

Jeg får stadig lov til at undervise i kor en gang i mellem. Det er skønt.

 

Var du som barn en, der altid sad med næsen i en bog, eller hvad lavede du?

Som barn levede jeg i en kombination af den reelle verden og bøgernes verden. Jeg læste rigtig meget, og jeg havde en drøm om at blive skolebibliotekar. Måske fordi jeg så ikke behøvede at stå i kø, når der kom nye bøger. Jeg var vild med serier.

I de år blev der primært udgivet pigelitteratur. Det var så min fordel. Jeg slugte alt fra min mors gamle Susi-bøger, over Britta og Silver, til Hanne-Vibeke Holsts første pigebøger. (Som jeg stadig anbefaler til mine elever i dag.)

Men jeg var også en out-door-girl. Hestepige og spejder. Når jeg havde været ude i verden, glædede jeg mig til at komme hjem og læse. Jeg var ikke voldsomt begejstret for lektier, som efter min mening tog for meget af min tid. Især matematik og fysik.

Jeg har til gengæld ikke nogen erindring om, at jeg skrev specielt meget, men efter jeg modtog Drengelitteraturprisen i 2012, blev jeg ringet op af min tidligere dansklærer, som lykønskede mig og kunne huske, at jeg allerede i 7. - 8. klasse var god til at skrive.

Da jeg kom på seminariet gik det hele op i pædagogiske lærerbøger, så da jeg endelig stod med mit eksamensbevis i hånden havde jeg en enorm stak skønlitterære bøger, som jeg skulle have indhentet. Jeg læste som en gal den sommer og har gjort det siden.

 

Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter?

Jeg har altid elsket ord. Som helt ung skrev jeg digte, der var inspireret af Lola Baidel. Hun havde en fantastisk enkel måde at levere et budskab på.

Igennem hele mit voksenliv har jeg skrevet så mange lejlighedssange og revyviser, at min første bog burde have været en sangbog.

Skønlitterær forfatter blev jeg først i en sen alder.

Jeg var 43, da jeg tog beslutningen om at skrive skønlitteratur. Min ældste var flyttet hjemmefra og min yngste tog på efterskole. Samtidig var jeg blevet skilt, og derfor stod jeg på en gang med en masse tid og en stor ensomhedsfornemmelse. 

Jeg overførte den erfaring, jeg har fra mit arbejde, hvor jeg har lært, at hvis man vil lære noget, så kan man også. Men det kræver en indsats. Så jeg gik meget systematisk til værks med at tage kurser og skrive en masse træningsopgaver. Det gør jeg i øvrigt stadig.

Samtidig søgte jeg efter skrivekonkurrencer på nettet. Jeg havde (og har stadig) en ambition om at skrive i så mange genrer som muligt. Først var det for at teste min forfatterstemme, og i dag er det for ikke at blive sat i bås. Desuden er der noget fascinerende ved at gå i gang med at skrive i en genre, jeg ikke kender.

Det skærper min opmærksomhed overfor det, jeg skriver, at det skal leve op til nogle udefrakommende rammer. Og når først man mestrer sine genrer, har man også en større frihed til at bøje dem, fordi det så er et bevidst valg.

 

Hvad fik dig til at blive netop krimiforfatter?

Det var et tilfælde. Jeg skrev 'Sorgens dæmoner' til Politikens store krimikonkurrence. Den vandt – som bekendt – ikke, men forlaget bad om lov til at lade en konsulent se på den. Og sådan noget siger man jo ikke nej til. Det endelige afslag kom dog en måneds tid senere. Det var selvfølgelig ærgerligt, men jeg havde trods alt fået en fornemmelse af, at det ikke var helt ved siden af, det jeg havde gang i.

 

Fik du afslag fra andre forlag, før Valeta udgav din debut?

Nej. Jeg gik ret ydmygt til denne nye karriere som forfatter. Måske igen, fordi jeg har arbejdet med unge mennesker i så mange år, ved jeg, at det ikke altid er nemt for eleven at forstå den kritik, som læreren kommer med. Og at man ind i mellem må slå sig til tåls med, at man bare ikke har gjort det godt nok. Og at der er nogle nuancer, som man ikke har fat i. Endnu. Så min indstilling var og er helt klart den, at hvis ikke en redaktør kan se noget i mine noveller eller romaner, så er det, fordi jeg forfattermæssigt stadig ikke er på plads. Derfor lagde jeg 'Sorgens dæmoner' i skrivebordskuffen. Jeg var også allerede i gang med nye projekter.

Jeg skrev en ungdomsroman, en børnespændingsserie og et hav af noveller.

I mellemtiden havde Valeta udskrevet en opstartskonkurrence med temaet: Begyndelser.

Mit bidrag blev valgt til at være med i antologien, og kort efter kontaktede forlaget mig for at høre, om jeg havde andet liggende, de måtte se.

Jeg sendte 'Sorgens dæmoner’. Og et år efter blev jeg officielt krimiforfatter.

Jeg har haft de andre romaner rundt på et par forskellige forlag, men nu har de fået fred. Jeg vil ikke have en bog ud for enhver pris.

 

Hvordan får du ideerne til dine krimier?

Alle mine fortællinger er karakterdrevne. Jeg finder mennesker utrolig fascinerende.

Bent Isager-Nielsen, den tidligere chef for rejseholdet, skriver i bogen ”Man jager et bæst og fanger et menneske”, at ”alle mennesker kan slå ihjel – men det betyder ikke, at alle mennesker bliver mordere”.

Mine krimier tager afsæt i lige præcis det spændingsfelt, som forklarer, hvad det så er, der gør et menneske til morder. Hvad skal der til, for at vi fraviger samfundets normer og handler fra et dybere urinstinkt: Mænd, som vil beskytte deres kvinde. Mødre, som vil beskytte deres børn. Jalousi. Hævn. Afmagt.

Det er følelser, som vi alle kan identificere os med, men hvornår tipper de over, så vi også handler irrationelt på dem?

Jeg samler temaer op i avisen, i tv, i en samtale, i film og i mine egne spørgsmål til verden.

En tilfældig overskrift kan udvikle sig til en historie, hvis den rammer mig rigtigt. Men det er med det, som det er med så meget andet, at i det øjeblik man har fokus på det, så dukker ideerne op af sig selv. I øjeblikket er jeg i en proces, hvor Luna 3 skal finde et realistisk fundament. Jeg har fat i de ydre rammer omkring hende, Jepsen og Janus, og jeg ved, hvor jeg vil hen med dem, men selve krimiplottet ligger endnu ikke fast for mig. Så jeg er ultraopmærksom på det, som vil blive min ansats. Til gengæld har jeg fuld tillid til, at den vil komme, når jeg er klar til at skrive.  

 

Er der emner/forbrydelser, du ikke vil skrive om?

Ja, og nej. Jeg kan kun skrive om det, som jeg kender og kan forholde mig til. Det er den eneste måde, jeg kan gøre mine fortællinger og mine karakterer troværdige på. Du må huske, at jeg kun har skrevet i 7 år. Det kan sagtens være, at jeg kan udvide mit repertoire om nogle år, og bevæge mig ud i noget, som kræver en dyberegående research, men for det første er jeg ikke dygtig nok endnu, og for det andet har jeg ikke tiden, så længe jeg skal passe mit fuldtidsjob ved siden af.

Jeg er desuden et følelsesstyret menneske. Jeg har ikke behov for at udpensle børnemord eller seksuelle overgreb af nogen art. Ligesom brutale, meningsløse og psykopatiske handlinger ligger udenfor mit område. Det er der andre, som er meget bedre til.

Jeg finder det langt mere interessant at gå i detaljer omkring et menneske, end en forbrydelse.

Jeg er fascineret af Stephen King. Jeg har det svært med hans romaner, men de tanker der ligger bag er enestående. I ”Den døde zone” udfordrer han sig selv til at skrive en roman, hvor man får sympati for morderen. Og ikke nok med det. Han vælger amerikanernes ultimative target. Præsidenten.

Men kan man forsvare at forsvare en morder? 

På den anden side er troværdigheden også bundet op på de rædselsfulde sider af mennesket. Mine krimier indeholder både voldtægter, overgreb mod børn og kynisk likvidering. Men personligt har jeg mest respekt for de forfattere og filmskabere, som kan manipulere med vores opfattelser og følelser og derved levere de ’tomme pladser’ som vores fantasi selv fylder ud.

 

Hvor direkte synes du, at du kan være i dine beskrivelser af en forbrydelse?

Det ligger lidt i forlængelse af det, jeg lige har sagt. Mine beskrivelser ligger mere i det, som driver karakteren ud i forbrydelsen i end den konkrete handling.

Desuden er jeg tilhænger at antydningens kunst.

Jeg kan huske, at jeg som meget ung pige så en gyser, hvis virkemiddel var et par sko på en trappe. Jeg kan ikke huske andet af filmen, og jeg aner ikke, hvad den hed. Men billedet af fødderne på trappen forfulgte mig i årevis.

Jeg vil hellere blive dygtig til at give læseren noget at bygge sine egne billeder af, end til at male det op i blodige detaljer.

En anmelder kaldte mine krimier for 'feel-good' krimier. Det har jeg det fint med. Selvom mine gerningsmænd i virkeligheden slæber rundt på nogle menneskeligt forkvaklende oplevelser, som forklarer, hvorfor de er endt, hvor de er.

 

Fortæl i hovedtræk, hvordan du gør, når du skriver.

Jeg har mange skriveprojekter i gang på samme tid, men jeg arbejder kun på et ad gangen.

Som fuldtidsarbejdende er det ofte novellerne, jeg kan finde plads til i hverdagen, fordi deres handlingsforløb er så komprimerede, at jeg kan skrive dem over en uge til en måned.

Romanerne kræver en anden form for fordybelse og derfor ’fritid’. I hvert fald i deres opstart.

”Sorgens dæmoner” blev skrevet i den eneste skriveorlov, jeg har haft. Ti uger fra efterårsferien til juleferien. Det var fantastisk – og dyrt.

”Tavshedens mørke” begyndte jeg i en sommerferie, og jeg dedikerede så mine ferier i et år, til at gøre den færdig.

 

Går du i ”forfatterskjul” på fx Hald Hovedgaard eller lignende steder?

Ja, jeg har et par gange været så privilegeret at få et skriveophold på Hald Hovedgaard. Det er en helt unik lejlighed til at fordybe sig i sit værk. Jeg har fået tildelt et ophold igen til sommer, og mon ikke jeg tager Luna og Jepsen med derop.

Men i virkeligheden er jeg i den fuldstændig fantastisk privilegerede situation, at jeg sidste sommer fik opfyldt enhver forfatters drøm. Min 50 års fødselsdagsgave var en 10 m2 stor skrivepavillon i baghaven. Den er bygget op fra grunden af mine drenge og min kæreste og hans søn. En sekskantet - fuldt isoleret - drøm med indlagt elektricitet og lysindfald fra fem sider. Et kreativt rum, som er let tilgængeligt, men alligevel udenfor hørevidde af tørretumbleren og livet i huset.

Virginia Woolf sagde: ”A woman  needs to have money and a room of her own in order to write fiction.”

- Så nu mangler jeg bare pengene!

 

Er det kvinder eller mænd du skriver til?

Når jeg skriver til unge og børn, er jeg ret præcis i min målgruppe. Mine krimier henvender sig muligvis mest til kvinder, men det er ikke et valg, jeg har truffet. Jeg glæder mig over alle, der har lyst til at læse dem.

 

Hvad gør du rent researchmæssigt?

Uh … for lidt. Bare spørg ham Jan Findal :-)

Jeg er i virkeligheden et blufærdigt menneske, så jeg har svært ved at kontakte nogen i det pulserende liv. Det meste af min research er derfor sket gennem læsning. Jeg googler rigtig meget, og jeg læser politifolks bøger om deres arbejde, som f.eks. den tidligere omtalte bog af Bent Isager-Nielsen.

Da jeg skrev Sorgens dæmoner, nåede jeg ret tidligt et dødt punkt, fordi jeg simpelthen ikke anede noget om politiarbejde, så jeg fik kontakt til en drabsefterforsker ved Fyns Politi, som brugte en hel aften på at besvare mine ret basale spørgsmål. Det er jeg ham meget taknemmelig for.

Nu, hvor jeg sender Luna på politiskole, ved jeg, at jeg ikke kan begynde at skrive, før jeg har været på besøg på politiskolen og ved selvsyn kan se, hvordan uddannelsen er bygget op.

 

Hvor vigtigt er det for dig, at facts er i orden? Skal stederne, der beskrives, eksistere i virkeligheden?

Det er ret vigtigt. Min redaktør sagde i forbindelse med ”Sorgens dæmoner”, at enten skulle det hele være opdigtet, eller også skulle det hele være faktisk. Jeg valgte det sidste. Igen for at fremme det troværdige i mine fortællinger. Alle vejnavne er korrekte, men jeg sørger for at vælge et nummer, som ikke eksisterer. Jeg googler også alle mine navne. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke slår en mand ihjel, som har en navnebror i området.

Jeg har været nødt til at gå lidt på kompromis i ”Tavshedens mørke”, for jeg kunne simpelthen ikke finde et socialt boligbyggeri i Rudkøbing. Jeg fandt et lejlighedskompleks i to etager, og så lod jeg det være ved det.

Men f.eks. det forladte hus i ”Tavshedens mørke”, kørte jeg rundt for at finde. Det er ikke vigtigt, at I som læsere kan se det virkelige hus, men det er vigtigt for mig at kende det. På den måde kommer jeg ikke til at modsige mig selv. Forhåbentlig.

 

Hvor vigtigt er det for dig, at det politimæssige er i orden? Det generer fx visse anmeldere (læs: Jan Findal :-)), når politifolk ikke har de rigtige titler?

Det er blevet vigtigere for mig i processen. Man kan sige, at med titlen som krimiforfatter følger der også en forpligtigelse, som jeg ikke følte, da jeg skrev "Sorgens dæmoner".

Jeg har overvejet, at bede en politimand til at være beta-læser på mine krimier, men på den anden side er krimigenren trods alt bare en ramme. Jeg ved, jeg tager mig friheder i forhold til politiets faktiske måde at arbejde på. Det gør jeg også med Janus og Luna på avisen. Det er en del af fiktionens væsen. Jeg har sunget i Bigband i 24 år. Der var engang, en dirigent som lærte mig, at jeg ikke nødvendigvis skulle synge det, som stod i noderne hele vejen igennem. Jeg skulle fortolke, og benytte mig af min ’kunstneriske frihed’. Det er lidt det samme med fiktionsskrivning. Men naturligvis med måde.

 

Har Politireformen besværliggjort dit skriveri i og med, at det giver dine politifolk visse begrænsning mht. hvor de kan opklare en forbrydelse. Almindeligvis efterforsker man ikke på tværs af politikredsene.

Nej, for jeg har slet ikke sat mig så godt ind i politireformen. Undskyld J

 

Hvor meget er din redaktør inde over det, du skriver, og følger du altid vedkommendes råd?

Jeg er meget glad for min redaktør og mit forlag. De arbejder seriøst, målrettet og hårdt. Jeg har fået en kongelig behandling på Valeta. Jeg har ikke nogen personlige erfaringer med andre forlag, men jeg møder forfatterkollegaer, som ikke har den kontinuerlige opbakning fra deres forlag, som vi får på Valeta.

Redaktøren kommer med ændringsforslag, når manuskriptet er gennemlæst, men hendes linje er, at det er mig, som er forfatteren, så jeg skal kun ændre det, som jeg er enig med hende i. Men jeg er – som sagt – altid indstillet på at forbedre mig, og jeg ved – om nogen – at man kan stirre sig blind på sin tekst.

Jeg har også en skrivecoach, som sætter spot på svaghederne i mine tekster, før jeg sender til forlaget. Hun er barsk, men nødvendig.

 

Hvordan laves bogens forside?

Det er forlagets afdeling. De sender mig et forslag, som jeg altid bliver imponeret over. Jeg er et ordmenneske. Billeder har aldrig været min stærke side, men jeg arbejder på at udvikle det. Dog primært for at blive bedre til at skrive i billeder.

 

Hvad betyder anmeldelser for dig?

De betyder rigtig meget. Jeg opfatter anmeldelser som en læsers konstruktive kritik. Uanset om det er en landsdækkende avis eller en privat blog, så er det på godt og ondt bare én læsers mening.

Hvis anmeldelsen er sober, tager jeg det som ’rammer mig’, til efterretning, og arbejder med det fremadrettet. Hvis den bare er et surt opstød, så lader jeg det glide forholdsvis nemt igennem mig.

Men selvfølgelig samler jeg på de positive formuleringer om mine bøger. Jeg er jo kun et menneske.

 

Hvad betyder det at blive interviewet på Krimimessen i Horsens og på BogForum?

Det er meget grænseoverskridende. Jeg er vant til at stå foran mine elever, forældre eller et publikum med andres værker. Det har jeg mange års erfaring i, og det kommer mig til gode i denne nye situation. Men mine bøger er hentet fra kilder i mig selv, og er derfor langt mere sårbart. Jeg ville hellere synge solo uden musikledsagelse på bogmessen. Men jeg er ved at lære det, og en dag vil jeg sikkert også nyde det.

 

Hvad er succeskriteriet for en bog?

Mit succeskriterie er personligt. Jeg har en ambition om at blive en dygtig forfatter, og jeg tror på processen. Jeg er indstillet på at gøre det arbejde, der skal til for at nå mit mål. Men jeg er i den privilegerede situation, at jeg har et job, som jeg er glad for. Jeg er ikke afhængig af kommerciel succes i morgen for at overleve. Det giver mig ro til at udforske min forfatterstemme og råd til at blive ved med at tage kurser. Jeg tager mig tid til at læse bøger om skrivekunsten, samt skrive, skrive og skrive.

Derfor havde jeg det også sådan med ”Tavshedens mørke”, at den var en succes, da tilbagemeldingerne lød på, at den er bedre end ”Sorgens dæmoner”. For hvis den er bedre, så er jeg blevet bedre.

 

Skal bøgerne udgives i et bestemt oplagstal for at opfylde succeskriteriet?

Uh, nu kommer jeg til at lyde utroværdig. Men jeg ved faktisk ikke, hvor mange bøger jeg sælger. Noget mindre end Jussi!

Jeg ved heller ikke, hvor store oplag de bliver trykt i. Valeta er et lille forlag, som tager små sikre skridt. Det har jeg respekt for.

 

Er du gået i gang med din tredje bog om Luna og Jepsen? Hvis du er, kan du så løfte en flig af sløret mht. hvad den kommer til at handle om?

Luna 3 er stadig kun i mit hoved. Jeg har været inde over nogle forskellige temaer, men jeg har endnu ikke haft ahaoplevelsen. Jeg kan mærke, at Svendborgsund kommer til at spille en stor rolle. Jeg ser døde piger, som bliver trukket op af vandet, men jeg ved endnu ikke hvorfor.

I både ”Sorgens dæmoner” og ”Tavshedens mørke” spiller broerne omkring Svendborg en rolle. Næste gang skal vi vist ned i dybet.

 

I ”Tavshedens mørke” erfarer læseren, at Luna starter på politiskolen, hvor kommer hun så til at gøre tjeneste?

Det bliver noget af det, jeg skal have styr på, når jeg besøger politiskolen. Men det siger sig selv, at jeg skal have hende til Svendborg på en eller anden måde. Når jeg valgte at sende hende på politiskolen, var det fordi, jeg har opbrugt tolerancen hos anmelderne, for hvor længe jeg kan lade hende deltage i Jepsens efterforskning ’ved et tilfælde’.

 

Du arbejder som lærer. Til august træder den nye lærerreform i kraft. Mange lærere har overvejet at skifte job. Hvad med dig? Kan du forestille dig at stoppe som lærer og hellige dig forfatterskabet? Du har jo også andre forfattermæssige strenge at spille på end kun krimierne.

Ja. Når jeg ser ind i fremtiden, er min lille pavillon min arbejdsplads. Ikke som et fravalg af folkeskolen, men som et tilvalg af forfatterskabet.

Det er klart, at min prioritering af forfatterskabet i disse år betyder, at jeg ikke foretager mig ret meget ud over skole og skrivning. Jeg har en fantastisk kæreste, som bakker mig op, men på længere sigt, vil jeg også få brug for at prioritere ham, mine sønner og min omgangskreds. Derfor er mit mål at arbejde med forfatterskabet i de timer, hvor jeg nu arbejder i skolen.

Guderne skal vide, at jeg er bekymret for det overgreb, folkeskolen bliver udsat for i øjeblikket, men jeg vil tage stilling til min egen situation efter august, når jeg kan mærke realiteterne og ikke nu, hvor jeg kun har gisninger. I øvrigt er reformen ikke så stor en trussel mod folkeskolen, som den ressourceløse inklusion er, hvis du spørger mig.

Jeg blev lærer, fordi jeg er en dygtig formidler og gerne vil bibringe mine elever både faglige færdigheder og livskunst. Den mulighed har jeg stadig. Og kombinationen af lærer / forfatter fungerer godt for mig endnu.

For mit lærerjob handler om mine elevers udvikling. Men mit forfatterskab – det handler om min egen.

 

Tak til Maria Kjær-Madsen fordi hun tog sig tid til at lade sig interviewe til www.findalskrimiside.dk

Den norske forfatter Øystein Wiik er en yderst kompetent spændingsromanforfatter. Desuden er han anerkendt operasanger. Ja, og så har han faktisk også får år tilbage deltaget i Norsk Melodi Grand Prix. Mange har sikkert hørt ham synge på Krimimessen i Horsens, hvor han i forbindelse med et interview sang fra scenen i Vesthallen.

Øystein Wiik har indtil nu udgivet to bøger i Danmark. Begge på forlaget Peoples Press:

"Tenoren" (også udgivet under titlen "Dræbende applaus" og "Slagteren".

Begge mine anmeldelser kan ses i menupunktet ”Anmeldelser” her på siden. 

I Norge har han desuden udgivet: "Hvit panter" og "Casanovasyndromet"

 

Jeg har haft fornøjelsen af at interviewe ham et par gange og har flettet to interviews sammen. 

Hvordan opfatter du sig selv? Er du en forfatter, der synger i din fritid? Eller er du operasanger, der skriver i din fritid? 

Jeg er i hvert fald en skrivende sanger, som ikke har noget fritid.

Hvor længe har du gået med ”en forfatter i maven”, og hvor mange forsøg skulle der til, før du fik en bog udgivet? 

Jeg har skrevet siden min første forelskelse. Det var håbløse kærlighedsdigte, som jeg rødmer af skam over nu. På Teaterskolen skrev jeg revynumre til vores revyer, og ofte kunne jeg finde på at tilføje nye roller i et oprindeligt manuskript, så det kunne passe bedre til min klasse. 

Jeg har skrevet musiktekster til både mit eget og andres rockband. Og så har jeg oversat teaterstykker. Jeg har aldrig tænkt på det som noget usædvanligt. Til sidst besluttede jeg mig for at skrive musical og operaer. Og omsider følte jeg mig godt nok forberedt til at gi’ mig i kast med en krimi, som er noget af det sjoveste at beskæftige sig med.

Hvorfra får du dine ideer til dine romaner? 

Jeg får ideer overalt. På en tur med sporvognen, til en kedelig fest. Og så forsyner dagbladene jo en vågen læser med alle mulige plots hver eneste. Jeg trives med at skrive i det kaos, man normalt kalder hverdagen.

Men ofte kommer et mysterium bare til mig, og hvis det er spændende nok, ruller historien sig ud, lige så snart jeg sætter fingeren på tastaturet.

Der findes mange typer af krimier/thrillere? Nogle er socialrealistiske, andre er femi-krimier, andre er politiromaner. Hvordan vil du karakterisere dine romaner?

Hvis jeg skal karakterisere mine bøger, vil jeg faktisk støtte mig til en af de danske anmeldelser om Tenoren: 

Ifølge nyere forskning inden for krimigenren er der tre hovedkategorier i skandinaviske krimier: den medialiserede baseret på nyhedsklip, noir-modellen efter 1940’ernes amerikanske krimi og så den socialrealistiske. Wiiks univers – må udgøre en fjerde model. Her er rigeligt af alle effekter og ingen samfundsrealistiske hensyn. Til gengæld er der god baggrundsinformation om kunst, opera og musik, der er fart over begivenheder, jævnlige og velplanlagte mord og mindre sidehistorier, der forsyner karaktererne med fortid og passende personlighed. 

Hvilke thrillers læser du selv, og hvem er din yndlingsforfatter? 

Jeg er vældig fascineret af Mo Hayder. Men er man en sart sjæl, er det bedst at læse hende med lyset tændt. Wilbur Smith er ligeledes en forfatter, som ved, hvordan man holder spændingsniveauet over 500 sider. 

Har du nogen skriveritualer (f.eks. lytte til bestemt musik, sidde et bestemt sted osv.) Hvis ja, hvad?

Jeg sidder helst midt i spisestuen, mens børn og kone fiser rundt omkring mig, musikken på stereoanlægget spiller højt og meget mere. Jeg er et meget socialt menneske, og jeg bliver hurtigt utryg, når jeg er alene. Det eneste sted, jeg tør være alene er faktsik i vores lejlighed i Sydfrankrig. Her bor vi midt på byens torv, og jeg kan hurtigt få en snak med slagteren eller andre af de faste lokale på torvet, hvis jeg føler mig for alene. 

Skal en krimi have en lykkelig slutning? Hvis ja, hvorfor, hvorfor ikke?

Ja, jeg synes jo, at den helst skal være bittersød. Der er jo altid en vis melankoli ved en krimislutning. Det vigtigste er, at sagen er løst, men der er jo altid indbygget i en sag noget og nogen, som en eller anden har mistet.

Har du andet, du gerne vil indvi os i til slut? 

Jeg skriver aldrig et plot fra a til å, men lytter i stedet til historiens egen vilje. Ofte fører jeg også samtaler med mine karakterer, om hvad de synes osv., og de har ofte gode bud på det ene eller det andet. Det var også sådan – i dialog med karakteren – at jeg kom på ideen med Komodovaranen. Mine historier fortæller sig selv, og jeg bliver degraderet til en sekretær.