Mandag den 17. oktober 2016 havde jeg sammen med 5 andre bloggere fornøjelsen af at være til bloggermøde med forfatter- og ægteparret Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg. Mødet fandt sted i Politikens Hus og var arrangeret af altid imødekommende Vicki Broue Meinertz fra Politikens Forlag.
Mødet var arrangeret i anledning af forfatterparrets nye bog “Pigen og Vogteren”, som udkommer den 21. oktober.
Bænket omkring et indbydende kaffebordmed dejlig kage, indledte Jeanette og Ole med at fortælle, at det altid har interesseret dem hvilke psykologiske faktorer, der er med til at forme et menneskeog i særdeleshed også, det der sker med en person, der får psykiske problemer og fx oplever, at sindet bliver splittet. Den lidelse man kalder dissociation.
Det har i høj grad forfatterparrets interesse, hvordan behandlere forholder sig til disse alvorligeproblemer Skal man ty til den behandlingsform, man har anvendt i mange år ved at anvende psykofarmaka, eller skal man med terapi og nærvær snakke sig ind til problemernes kerne og forsøge at løse demad denne vej?
At menneskesindet virkelig har deres store interesse afspejles også i, at Jeanette for tiden er i gang med at uddanne sig til psykoterapeut.
Når man som forfatter har noget, ”der kører rundt i ens hoved”, opstår helt naturlig den tanke, at denne ”rumsteren” må kunne bruges som et tema i en roman, og for de tos vedkommende skulle det selvfølgelig være en krimi.
Efter megen indbyrdessnak om den kommende bogs indhold, gik de i gang med at foretage en meget grundig research ved bl.a. at opsøge terapeuter og psykologer, så alt det teoretiske var i orden.
Nu skulle bogen jo ikke være en indføring i psykologi, men en krimi, så også området, der havde med politiarbejdeog efterforskning at gøre, blev grundigt researchet.
God og grundig research betyder nemlig overordentlig meget for parret. Det, de skriver, skal være realistisk og troværdigt.
Herefter gik de i gang med at bygge handlingen op. Det skete efter samme koncept, somde altid bruger, når de skriver en bog nemlig ved at bygge et storyboard op. Når de er nået så langt, tildeler de hinanden forskellige storylines, og så går de i gang med at skrive hver for sig og på hver sit sted.
Senere læser de det igennem, som den andenhar skrevet, og så arbejder de i fællesskab, når historien omsider skal flettes sammen.
Alt andet lige synes de, at de er gode til at få de forskellige storylines til at passe med hinanden. Sommetider er de trods alt ikke helt enige, og så kan de begge to blive nødsaget til at omskrive og skære ned i det, de har skrevet.
Jeanette og Ole røbede, at de allerede er i gang med deres næste bogprojekt. Ja, egentlig er de i gang med 2 projekter, dels endnu en bog med kriminalpsykologenKatrine Wraa og delsbegyndelsen til en helt ny serie – en krimi selvfølgelig, mere kunne vi ikke lokke ud af dem.
I øvrigt kunne de også sagtens forstille sig, at de kunne finde på at skrive en ”standing alone” bog, hvilket Ole i øvrigt allerede har gjort i form af den – efter min mening – fremragende børnehjemsbog ”Drengen fra Godhavn”.
Som tidligere dansklærer, synes jeg, at jeg ville høre, hvorfor de ikke anvender det grammatiske komma, når de skriver; men derimod det såkaldte ”nye komma”. Grunden er den, at de synes, at for mange kommaer ødelægge flowet for læserne. Det var der flere af de andre bloggere, der også syntes, så jeg må nok hellere lægge dansklærerbrillerne på hylden, når jeg læser krimier, men mine anmeldelser og blogindlæg vil forsat myldre med kommaer, som forhåbentlig er sat rigtigt.
De godt to timer, vi var samlet, gik meget hurtigt og var yderst interessante.
Tak for en god oplevelse til Jeanette og Ole og til Vicki og Politikens forlag.