Klik på billedet og se det i en større udgave.

 

Da min kone og jeg for nylig besøgte en genbrugsbutik, faldt vi over dette maleri af Hugo Tietze. Vi vidste ikke, hvem han var, men vi kunne se, at det et dygtigt udført maleri, så vi søgte på nettet og fandt ud af, at Hugo Tietze blev født i Berlin i 1888, men flyttede siden til Sønderborg.

Her var han aktiv kunstmaler, men på et tidspunkt foretog han noget ulovligt og blev indsat til afsoning i Statsfængslet i Horsens. Her fortsatte han med at male. Han malede bl.a. Statsfængslets altertavle.

Det har ikke været muligt at finde ret mange oplysninger om Hugo Tietze, så jeg ved ikke, hvorfor han blev idømt fængselsstraf.

At han er en dygtig maler, vidner de priser hans malerier har opnået, om.

Når man er krimifan som jeg, har man jo et ganske særligt forhold til Statsfængslet, fordi det er her den største begivenhed i den danske krimiverden foregår, nemlig Krimimessen. Derfor er det da lidt spændende af have fundet et billede med tilknytning tit Statsfængslet.

Billedet måler 90 x 65 cm.

Hvad der videre skal ske med maleriet? Jeg tror, jeg vil sælge det.

 

 

Utallige er de krimier, jeg har læst, hvor kaffen på politistationerne er elendig. Det, synes jeg, er synd for alle de hårdt arbejdende politifolk. Ikke blot skal de opklare den ene drabssag efter den anden, de skal også sidde og døje med udrikkelig kaffe. Det gælder både når de holder møder, og når de skal have en tår kaffe for at holde sig vågne, når de sidder på kontoret i forbindelse med en efterforskning.

Skal man undgå dårlig kaffe, skal man bare købe "BOGENSE KAFFEN" hos "VIN SPECIALISTEN" i Bogense. Ikke blot får man en god friskmalet kaffe, man får også en god betjening.

 

      

 

Sara Blædel, en af Danmarks krimidronninger.

Godt nok er Sara Blædel "en dronning", men hun er i den grad nede på jorden og er interessant og meget hyggelig at snakke med.

Selvfølgelig ville jeg også gerne fotograferes sammen med hende.

Sara Blædel er i fuld gang med sin næste krimi.

 

 

 

Elsebeth Egholm, en anden af Danmarks store krimidronninger med mange successer bag sig, fik jeg et stort smil af, da jeg bad om et billede til hjemmesiden.

Jeg ser meget frem til hendes næste krimi, som udkommer inden for overskuelig fremtid.

 

 

 

Påny en dansk krimidronning, Julie Hastrup.

I en af Julie Hastrups krimier fortæller hun om "Bilka" i Ringkøbing. Jeg skrev til hende og gjorde hende opmærksom på, at der ikke findes en "Bilka" her. Hun skrev tilbage og siden har vi altid fået os altid en lille hyggelig snak, når vi mødes på en messe.

Også Julie Hastrup er i gang med en ny krimi, som denne gang bl.a. også foregår i Ringkøbing.

 

 

 

Inger Wolf, også en krimidronning med adskillige krimier på sit generalieblad. Hende snakker jeg altid med på de messer, hvor jeg kommer. Hun opholder sig meget på Krimifan.dk's stand og er altid i godt humør. Ja, og så sad vi ved samme bord på til middagen på Hotel Opus om aftenen, hvor vi selvfølgelig også fik snakket.

 

 

  

 

Maria Kjær-Madsen, krimiprinsesse, der har udgivet 2 krimier. Hende er jeg kommet til at kende rigtig godt, da jeg har lavet et langt interview med hende her på hjemmesiden. Maria er altid i strålende humør. Hende var der også lige lejlighed til at blive fotograferet sammen med.

Jeg glæder mig meget til at læse Marias næste krimi, som hun lige er gået i gang med.

 

 

 

En anden sød og venlig krimiprinsesse er Helle Vincentz, som jeg også lige fik vekslet et par bemærkninger med. Hun har begået 3 krimier. Jeg er meget begejstret for hendes sidste nye "Nukakas kabale".

 

 

 

Jesper Stein, en af Danmarks krimikonger. Jeg snakkede i med ham, men jeg lyttede til godt interview med ham. En kun 15-årig ung fyr ,Carl Wengel Grauballe interviewede ham på bedste vis på scenen i teltet. Hans to bøger "Uro" og "Bye, Bye Blackbird" ligger meget højt på min personlige top 10 liste.

Jeg ser i den grad frem til næste bog fra Jesper Stein.

 

 

 

Michael Katz Krefeld tilhører også kategorien krimikonge. Han sidste nye "Afsporet" er en af de absolut bedste krimier, jeg læste sidste år. Vi fik lige udvekslet bemærkninger om den TV serie, han omtaler i "Afsporet", nemlig "Hopalong Cassidy", som jeg husker fra seriebladet "Skipper Skræk" tilbage i 50'erne.

 

 

 

Jeg fik desværre ikke hilst på Benni Bødker (til højre), som sammen med sin kone Karen Vad Bruun lige har fået udgivet "Når solen forsvinder". Benni Bødker kender jeg også fra min tid som skolebibliotekar. Han har skrevet mange børne- og ungdomsbøger, som der var god efterspørgsel efter på skolebiblioteket på Nørre Snede skole.

 

 

 

 

Her er jeg sammen med tidligere kriminalkommisær, Kurt Kragh fra "Rejseholdet" Han har netop udgivet bogen "At tænke som en morder", der fortæller om han karriere ved politiet. Hovedvægten er lagt på hans 27 år ved "Rejseholdet". Jeg havde en længere samtale med denne sympatiske og  humoristiske politimand på "Krimifan.dk's" stand.

 

 

 

Finn Grabowski, som ses til højre på billedet, bliver her interviewet af Preben Heidi. Grabowski har netop udgvivet "Lånt identitet", som han forventer bliver en topsællert i 2014. Jeg talte med ham ad flere omgange. En vældig hyggelig og meget talende mand.

 

 

 

 

Jakob Knudsen er en af de krimiforfattere, jeg altid får en lang snak med, når jeg møder ham på messer. Han er en rigtig hyggelig fyr, som er meget villig til at lytte og svare, hvis når jeg har kommentarer og spøgsmål til hans bøger. Han har netop fået udgivet sin tredje bog, "Resten er tavshed". Han er også gået i gang med sin fjerde.

Vi snakkede en del, og så glemte jeg at tage et billede, så jeg fandt det her på nettet.

 

 

 

 

Jens Østergaard, er en meget sympatisk fyr, som jeg har altid snakket rigtig meget med på de messer, hvor vi har mødtes, og så har jeg haft fornøjelsen af at skrive en artikel om ham og hans forfatterskab her på min hjemmeside. Han har lige udgivet sin tredje krimi, "Ritualet".

Jeg var så heldig at sidde over for ham til middagen lørdag aften på "Hotel Opus" i Horsens lørdag aften, hvor vi fik en lang snak - også om andet end krimier.

Jeg fik heller ikke taget et billede af ham, så jeg snyder lidt og bringer et fra sidste års krimimesse.

 

 

 

 

Den allersidste, jeg snakkede med på Krimimessen, var Poul Erik Larsson, som her interviewes på scenen i teltet. Han har netop udgivet sin krimi, "Alter Ego" med drabschef Marcus Falck og hans stab.

Jeg fulgtes med ham og hans kone, da vi forlod teltet og gik gennem fængselsgården hen mod udgangen. Helt spontant udbryder Poul Erik Larsson: "Tænk hvis disse mure kunne tale." Ja, tænk hvis de kunne. Sikke nogle historier, der kunne komme ud af det. Måske han her har fundet inspiration til sin næste krimi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For kort tid siden anmeldte jeg den fremragende franske thriller "Alex" af Pierre Lemaitre.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på 2 "dramaer" fruen og jeg var invoveret i på en ferietur i det skønne Sydfrankrig.

 

I mit foregående blogindlæg skrev jeg, hvordan jeg nær havde fået skurkerollen i et ”drama” med påkørsel af en parkeret bil i Provence. Jeg fortalte også om, hvordan jeg i et mareridtsscenarie forestillede mig blive taget med på en fransk politistation. Det slap jeg for, for jeg endte jo med at blive dagens helt.

Senere på turen undgik jeg ikke den franske politistation – ikke som skurk, men som offer.

I vores ”Turen går til Sydfrankrig” havde min kone og jeg læst, at der skulle være et sted med en masse små badehuse nær den franske Middelhavsby, Narbonne, som skulle være interessant at se.

Vi fandt også et sted, som så interessant og malerisk ud. Det virkede lidt hedeagtigt, og der lå en masse små huse af samme slags som på Tipperne i Vestjylland. Husene lå omkring en lille sø, og der var masser af fiskerbåde og garn. Der var temmelig rodet og ikke et menneske at se.  Vi tog vores lille kamera med og gik rundt og så på det mærkelige sted og fotograferede ivrigt. Det var ret spændende at se.

Vi kom tilbage til bilen, og opdagede til vores store skræk, at højre forrude var smadret, og der lå glas overalt. Bilen var gennemrodet, ryglænet mod bagagerummet klappet ned og værst af alt – min kones taske var væk. Her var mobiltelefon, penge, pung, dankort, pas - alt der er vigtigt!!!!!

Det var chokerende. Ingen mennesker var at se – selvfølgelig. Vores hjerner gik helt i stå, men min opmærksomme kone så fodspor i sandet, som førte fra bilen hen til en hytte, vi havde parkeret tæt ved. Hun gik hen og bankede på, inden jeg fik hende stoppet. Tænk, hvis tyveknægten havde lukket op! Jeg kunne lige se ham stå med et baseballbat i hænderne. Heldigvis var der helt stille inde i huset, og ingen lukkede op.

Vi kom til os selv igen.  Vi måtte have fat i politiet og fandt politistationen.

Vi troede først, at her var lukket, men forsøgte os med dørtelefonen. Vi troede ikke, der skete noget, indtil en betjent bankede på ruden til os, og vi kunne komme ind.

En uniformeret betjent tog imod os. Pistolen sad i hylstret på hans hofte. I samme bælte sad håndjernene. Nøjagtig som i krimifilmene. Han kunne ikke et ord engelsk og var alt andet end imødekommende; men han udfyldte et skema, og vi udfyldte et skema. Vejledningen foregik med fingersprog, og ind imellem lød der suk fra betjenten, når vi ikke fattede, hvad han mente. Senere kom en anden betjent, som kunne lidt engelsk. ”Oh, the fishermen!”, sagde han, da vi havde fortalt, hvad der var sket. Her var åbenbart kriminelle elementer, de kendte. Så fik vi vores kopi af de udfyldte papirer, sagde pænt farvel og tak og gik.

De to næste døgn var ikke særlig sjove med alt det, der skulle klares med forsikring, bank, teleselskab osv.

Så var der det der med passene. Vi tog chancen og gennemførte resten af turen uden pas. Tænk nu, hvis vi blevet stoppet ved en tilfældig grænsekontrol på hjemvejen. Det blev vi heldigvis ikke, for så kunne vi jo være blevet ”taget med på stationen”, og mit mareridtsscenarie med mig som anklaget kunne være blevet virkelighed.

Gad vide om vores pas nu er havnet i det kriminelle miljø i Frankrig og en dag dukker op på et gerningssted. Heldigvis er passene nu blevet meldt stjålet, så mon ikke min kone og jeg slipper for at blive udleveret, hvis det skulle ske.

For kort tid siden anmeldte jeg den fremragende franske thriller "Alex" af Pierre Lemaitre.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på 2 "dramaer" fruen og jeg var invoveret i på en ferietur i det skønne Sydfrankrig.

 

Solen skinner over Provence. Vi har været i her i 5 dage.  Min kone og jeg og kører ad bjergveje med mange hårnålesving mod byen Bergamone, hvor vi har hørt, der skulle være en antikvitetshandler. Måske kan vi være heldig at få en Murano-vase med hjem til samlingen.

Vi parkerer bilen på en lille p-plads lidt uden for ”Centre Ville” og finder frem til antikvitetshandleren. En flink yngre mand, som taler et godt engelsk. Dejligt, når franskmændene kan det. Det letter kommunikationen. Vi finder desværre ingen Murano vaser.

På vej tilbage til bilen, går min kone ind i en kiosk for at købe postkort og frimærker. Jeg bliver udenfor og kigger på omgivelserne. Med øjnene følger jeg interesseret en kvindelig gendarm, der går og skriver p-bøder ud.

Udenfor kiosken holder en lækker hvid Pegeout Sportsvogn og bag den en ualmindelig stor sort firhjulstrækker med lad. Begge biler lovligt parkerede for den kvindelige gendarm viser ikke bilerne nogen interesse.

Mens jeg står og kigger, kommer firhjulstrækkerens chauffør og sætter sig ind i bilen og begynder at bakke. Jeg når lige at give ham tegn til stoppe, da han begynder at bakke, for ellers ville han have bakket ind i en jernpæl. Så kører han fremad og drejer ud i trafikken og strejfer samtidig Pegeouten med det resultat, at den får nogle skrammer. (se billedet) Jeg gestikulerer vildt, men han fortsætter.

Pludselig ser jeg, at han længere fremme har vendt bilen og kører tilbage og forbi der, hvor jeg står. I det samme kommer min kone ud fra kiosken. Hun har altid papir og kuglepen i tasken.

- Skriv hans nummer ned -, råber jeg og dikterer bogstaver og tal på nummerpladen.

Med min kones nedskrevne tal henvender jeg mig, som den lovlydige borger jeg er, til den kvindelige gendarm.

- Do you speak English? – spørger jeg.

- Non, - lyder svaret. Jeg får hende med hen til Pegeouten og forsøger med tegnsprog at forklare, hvad der er sket, men så tror hun, at det er mig, der har lavet skrammerne.

Af en eller anden grund, er der kommet flere folk til, men ingen kan engelsk.

Det er ikke fordi, jeg har læst så mange franske krimier, men jeg har da set nogle krimifilm, og jeg ser for mig, hvordan jeg bliver anholdt og kommer med på en skummel fransk politistation.

I mellemtiden er der nogen, der har fået fat i kioskdamen, for hun kan engelsk. Jeg forsøger nu, så godt jeg kan, at forklare, hvad der er sket, men stadig hænger det i luften, at det er mig, der er den skyldige. Den mørke politistation fra de fra franske kriminalfilm sidder stadig i baghovedet.

Efterhånden går det dog op for de forsamlede, at jeg bare har noteret bilnummeret på den bil, der forårsagede skrammerne. Så pludselig tager sagen en ny udvikling. Den hvide sportsvogns ejer ankommer. Det er en lokal fransk kvinde - ingen yndig mademoiselle men en lidt mere sat madamme med farvet sort pagehår og meget røde læber. En lidt ældre model, der for få uger siden har erhvervet sig bilen.

 Selvfølgelig misforstår hun også situationen og tror, det er mig, der er den skyldige. Nu er jeg heldigvis mere rolig, og den franske politistation er ved at fortone sig, og da så sagens rette sammenhæng går op for hende, bliver jeg nu nærmest dagens helt, fordi jeg har bilnummeret på den skyldige.

Det var en lettelse at ændre status fra skurk til helt, og helte skal belønnes, så min kone og jeg bliver nu inviteret på den lokale bar,  hvor vi efter eget ønske bliver beværtet med appelsinjuice – vi er jo kørende -  og gennem en ung belgisk turist får vi også kommunikeret lidt.

Så pludselig skal madamme ud og ryge, men kommer lidt efter glædesstrålende ind igen. Hun har på en eller anden måde fundet ud af, hvem det er, der har skrammet hendes bil. Hun har været i kontakt med ham via sin mobil, og han har indvilliget i at betale for skaden. Det hele ender med franske kindkys og madammes adresse, så vi altid kan få hendes hjælp, hvis der opstår problemer for os i hendes by.

Min kone og jeg kører nu videre, og jeg kom i denne omgang ikke til afhøring på den franske politistation, jeg havde set for mit indre blik.

Hvor den kvindelige gendarm blev af i al tumulten, fandt jeg aldrig ud af.