Artiklen er lavet i forbindelse med udgivelsen af Jens Østergaards 3. krimi "Ritualet", som udkommer den 28. marts 2014 på forlaget EC Edition.

FAKTA

Jens Østergaard er en lovende krimiforfatter, der debuterede i 2012 med krimien”Dragen Sangeren Helten”, og i 2013 udkom ”Drengen og dæmonen”. Begge bøger fik meget fine anmeldelser. Den 28. marts 2014 udkommer ”Ritualet”. Bøgerne udgives på forlaget EC Edition.

Alle tre bøger er solgt til udgivelse i Tyskland.

Jens Østergaard er født 1979 i Aarhus og er vokset op i henholdsvis Aarhus og Fredericia.

Han er uddannet journalist. Han startede som morgenvært, nyhedsoplæser og journalist på P4, og siden har han skrevet om mad, biler, film og musik. Han har skrevet portrætter af en lang række skuespillere, sportsfolk, musikere og komikere. Desuden har han været redaktør og redaktionschef.

Nu er han kommunikationsrådgiver ved siden af sit forfatterskab.

Jens Østergaard er gift med Trine. Parret har to børn og bor i Lystrup nord for Aarhus.

SÅDAN STARTEDE DET

Jens Østergaards barndom forløb lige som mange andre drenges.  Han brugte en del tid på sportsbanerne og har nærmest dyrket stort set alle former for sport. Han har aldrig været god til noget af det, siger han og karakterisernærmest sig selv som en elendig fodboldspiller. 

At læse spillede en stor rolle i hans barndom.  Den første bog, der har haft betydning for ham, var ”Frændeløs” af Hector Malot. En bog som mange børn har grædt tårer over. Den læste han flere gange. Og så slugte han bogserien "Mysteriet om ...", der handlede om spøgelser, UFO’er, Loch Ness-uhyret og mange andre spændende mysterier. 

Ud over at læse tegnede og skrev han tegneserier. Noget han har gjort, siden han gik i børnehaven. Hans første tegneserie hed "Slangen og de flyvende edderkopper", og den tegnede han, da han var omkring 4-5 år gammel. 

Han fortæller, at han altid har vidst, at han ville være forfatter - men det var først, da han blev voksen, at han fandt ud af, at det rent faktisk var en opnåelig drøm. 

Om årsagen til, at det lige netop blev krimigenren, han kastede sig over, siger Jens Østergaard: ”Jeg har skrevet hele mit liv, og jeg har kun skrevet inden for tre forskellige genrer: spænding, science-fiction og gysere. Jeg ved ikke hvorfor. Det må være noget i mit blod. Det er de eneste genrer, der siger mig noget”. 

AFSLAG FØR UDGIVELSE 

Mange potentielle forfattere oplever, at de får afslag, når de sender deres manuskripter til et forlag. Det skete også for Jens Østergaard. 

Til at begynde med sendte han sit manuskript til forlaget Rosinante, fordi deres redaktionschef nogle år før havde givet ham et positivt afslag på et af hans tidligere manuskripter. Med positivt mener han, at redaktionschefen havde været så venlig at skrive et længere følgebrev, hvor han fortalte ham, hvad der fungerede og ikke fungerede i hans manuskript. Da Jens Østergaard igen fik afslag, sendte han det til flere forskellige andre forlag. EC Edition var det første til at tro på ham, og det har forlaget næppe fortrudt. 

Jens Østergaard siger, han ikke kan give et præcist svar på, hvor han får sine ideer fra. Han får dem nemlig alle mulige steder fra. Som regel er der et tema, der fanger hans interesse - myter, vilde børn, musik eller noget helt fjerde - og så læser han en masse bøger om emnet, mens han hele tiden har i baghovedet, at han skal finde på et plot. Men han kan også få ideer ved at læse avisen, gå en tur eller snakke med sine venner. Det er ikke til at vide, hvor ideen til den næste bog gemmer sig. 

Jens Østergaard hylder begrænsningens kunst. Således foretrækker han at ”gå ind til benet” i sine bøger. Simpelthen skære alt overflødigt bort og undgå unødvendigt snik-snak. 

SKRIVEPROCESSEN 

Jens Østergaard har hele tiden fire-fem ideer, som han arbejder med, og det svære er faktisk at vælge hvilken ide, han gerne vil skrive på lige nu. Han starter som regel med at teste en ide af ved at skrive 30-40 bogsider, og hvis han stadig synes, ideen holder, laver han en fuld synopsis - hele handlingen i korte træk fra start til slut. Synopsen kan sagtens ændre sig undervejs, men så har han en rettesnor at skrive efter. 

Man hører om forfattere, der har helt bestemte skriveritualer og bestemte steder, en bog skal skrives. Det gør sig ikke gældende for Jens Østergaard, der fortæller: ”Jeg elsker at sidde ved en vinduesplads på en kaffebar og se på folk, der går forbi på gaden udenfor, mens jeg skriver. Støjen af mennesker og livet på en kaffebar er alle tiders baggrundsstøj, når jeg skal skrive.” 

Ellers kan han skrive hvor som helst og når som helst. Med en journalistuddannelse i baghånden, er han vant til at skrive, uanset hvor i verden han befinder sig. 

Når det er Jens Østergaard, der laver maden derhjemme, og fruen tager sig af børnene, så evner han også at have den bærbare stående på køkkenbordet, og så skriver han samtidig med, at han har gang i potter og pander. 

Nogle forfattere bruger at gå i ”forfatterskjul” på fx Hald Ege, men det er ikke lige ham, for som han understreger: ” Jeg har familie og fuldtidsarbejde ved siden af mit forfatterskab, så det er ganske enkelt ikke muligt for mig at melde mig ud af mit liv i en uge eller to for at skrive. Desuden kan jeg ikke holde ud at være væk fra min familie i mange dage i træk, så jeg ville ikke egne mig til at gå i ”forfatterskjul”.

TROVÆRDIGHED KRÆVER GOD RESEARCH

Research er nødvendigt for troværdigheden i en bog. Derfor kontakter Jens Østergaard eksperter, når det er nødvendigt. 

I forbindelse med sin kommende bog ”Ritualet” har han både været i kontakt med politifolk, speciallæger og en brandmand. Han har også læst en del bøger om musik og religiøse ritualer, som er omdrejningspunkterne for romanen. 

Når Jens Østergaard beskriver et sted, der findes i virkeligheden, skal beskrivelsen af stedet selvfølgelig være så præcist som muligt. Hvis han lader en handling foregå ien politiafdeling, der eksisterer i virkeligheden, har han naturligvis besøgt afdelingen for at se, hvordan der ser ud. Den slags detaljer er vigtige for ham. Men andre steder opfinder han selv. Fx foregår ”Ritualet” blandt andet i flere forskellige lejligheder og en psykoterapeutisk klinik, som han selv har opfundet. De ligger dog alle i bygninger, der virkelig eksisterer. 

THOMAS NYLAND OG DET POLITIMÆSSIGE 

Når nu Jens Østergaard er jyde og bosiddende lige nord for Aarhus, kan man måske undre sig over, at hans gennemgående hovedperson efterforskeren Thomas Nyland er ansat ved Københavns Politi og ikke ved Østjyllands Politi. 

Forklaringen er såmænd den enkle, at Jens Østergaard boede i København, da han startede med at skrive på den første bog i serien Thomas Nyland. Siden er han flyttet til Aarhus, men har ikke tænkt sig at flytte Thomas. 

Nogle anmeldere går meget op i, at det politimæssige skal være i overensstemmelse med Politireformen fra 2007, men til disse anmelderes ærgrelse, er det langt fra alle, der tager politireformen alvorligt i deres krimier. Det gør Jens Østergaard heldigvis.

For ham er det vigtigt, at handlingen er troværdig. Der skal opbygges et univers, som læseren tror på. Men det betyder ikke, at alting skal være hundrede procent virkelighedsnært. En virkelig politiefterforskning involverer rigtig mange mennesker, men i sine krimier, vil han helst koncentrere handlingen om så få personer som muligt. Der vægter han helt klart spændingen og identifikationen højere, end at det skal være tæt på virkeligheden. 

Han medgiver gerne, at Politireformen giver nogle forfattermæssige udfordringer. Fx må Thomas Nyland almindeligvis kun operere inden for Københavns politidistrikt. Det kommer Jens Østergaard om ved på den måde, at han simpelthen lader sine politifolk bryde reglerne, for at handlingen kan gå op. Det giver ifølge ham også personerne lidt kant.

ANMELDELSER OG SUCCESKRITERIER 

Jens Østergaards forhold til anmeldelser er lidt blandet. Han bliver naturligvis rigtig glad for at få en positiv anmeldelse, men anmeldelser har desværre ikke rigtig nogen effekt på salgstallene, fortæller han. Han bliver også glad, når han kan se, at anmelderen har læst hans bog grundigt og fanget bogens pointer. 

Da Jens Østergaard skrev "Dragen Sangeren Helten" var succeskriteriet bare det at få bogen udgivet. Nu er det hans erklærede mål at komme til at leve at sit forfatterskab. Så succeskriteriet hænger ikke sammen med en enkelt bog, men nu med en hel serie. Han har foreløbig planlagt, at han vil skrive fem bøger på fem år. På det tidspunkt vil han stoppe op og se, om han kan tjene nok på sine bøger til, at han kan leve af at skrive. Hvis han kan det, har han nået sit mål. Hvis ikke, må han enten holde op med at skrive eller i hvert fald skrue ned for tempoet,fortæller han. Uanset hvad er det vigtigste for ham, at han kan give sine børn brød på bordet. 

Mon ikke, Jens Østergaard har gode muligheder for at kunne blive såkaldt etableret krimiforfatter. Han har fået gode anmeldelser, og så er hans bøger også blevet solgt til udgivelse i Tyskland. Til det sidste siger han: ” Det føles surrealistisk. Det er jo helt enormt fedt at komme ud på Europas største marked, men samtidig virker det hele lidt fjernt. Jeg har set bøger med mit eget navn på i tyske boghandler, men alligevel har jeg svært ved for alvor at forstå det, fordi det ikke har nogen indvirkning på min dagligdag. Jeg står op, tager på arbejde, henter børn i børnehaven, laver mad og skriver om aftenen, præcis som jeg altid har gjort. Mit liv er fuldstændig det samme, som det altid har været”.

Selv om det har været fremme, at Nordisk Film måske kunne være interesseret ”Drengen og dæmonen”, tror Jens Østergaard ikke, der kommer en film ud af det, for som han udtrykker det: ”Der bliver ikke produceret ret mange film i Danmark, og ser man helt kynisk på det, er jeg ikke kendt eller salgbar nok. I hvert fald ikke lige nu. Men det kunne da være fedt, hvis det skete”.

”RITUALET” (udkommer 28. marts 2014)

Handlingsreferat fra Saxo.dk 

En trykkende varm sommeraften bliver en 3-årig dreng bortført fra en tankstation i København. Kort efter finder politiet det stærkt mishandlede lig af en midaldrende kvinde i en lejlighed på den anden side af gaden. Thomas Nyland og hans team af efterforskere får ansvaret for at opklare drabet og finde den bortførte dreng. Det viser sig, at gerningsmanden har afspillet mystiske lyde på kvindens stereoanlæg under mishandlingen af hende, og snart efter dukker papirark med blyantsstreger og et gammelt kassettebånd med gruopvækkende optagelser op. Fund, der peger i retning af en ekstremt brutal og metodisk morder. 

Om inspirationen til sin kommende bog ”Ritualet” siger Jens Østergaard, at han for nogle år siden læste bogen "Død og evighed i musikken 1890 -1920" om, hvordan musikken har formidlet det religiøse og metafysiske. Han siger, at det måske kan virke ”lidt langhåret”, men at det er meget spændende. Siden han læste bogen, har han haft lyst til at skrive en bog, der tager udgangspunkt i musik og religiøse ritualer og gøre det på en lettere tilgængelig måde, end det er beskrevet i "Død og evighed i musikken 1890 -1920".

Når Jens Østergaard har skrevet en bog færdig, bliver den forelagt for forlægger og redaktør, der efterfølgende kommer med forslag til justeringer i teksten. 

Som regel er det ikke de store forandringer - de grelle fejl eller plothuller, har hans kone, Trine nemlig allerede opdaget forinden. Hun er altid den første, der læser, og hun er superskarp. 

Han fortæller videre, at han roligt kan følge sin forlæggers og sin redaktørs råd og pointer, fordi de aldrig har været i modstrid med hans egne, og videre siger han: ”Min kone har i øvrigt også altid ret i de kommentarer, hun har til mine manuskripter. Som forfatter skal man ikke tro, at man nødvendigvis ved det hele.” 

Om sine bøgers forsider fortæller Jens Østergaard, at det er den samme grafiker, der har lavet forsiderne til alle 3 bøger. Egentlig har ikke rigtigt noget med det at gøre. Det er forlaget og grafikeren, der arbejder sammen om at skabe det rigtige udtryk. Han får selvfølgelig forsiden at se og kan komme med kommentarer til den, men i sidste ende er det forlaget, der bestemmer, men han understreger, at han er meget glad for det arbejde, grafikeren laver.

Jeg takker Jens Østergaard for at lade sig interviewe til www.findalskrimiside.dk og gør opmærksom på, at han kan opleves på Krimimessen i Horsens, hvor han søndag den 6. april taler med Ulla Hinge Thomsen om ”Ritualet” på scenen i Teltet.

Se i øvrigt Jens Østergaards hjemmeside www.jensostergaard.com

(Fiktive byer og steder og hvor langt skal virkeligheden indgå i en krimi?)

Christiansværk, Hårkøbing, Ålsted, Klovby, Vejborg osv. Kun fantasien sætter grænser, når det gælder om at finde på fiktive byer, hvor en krimi kan foregå.

Det har altid virket generende på mig, når en ellers god krimi foregår et sted, der ikke eksisterer i virkeligheden, fordi jeg synes, krimien bliver mere troværdig, når man har mulighed for at genkende de steder, der bliver beskrevet.

Lige for tiden er jeg ved at læse et anmeldereksemplar af Bødker og Bruuns ”Når solen forsvinder.” Den foregår for en stor dels vedkommende i København på steder, der eksisterer i virkeligheden. Fx ”Den kinesiske Pavillon” i Frederiksberg Have. En søgning på nettet kan vise læseren, hvordan stedet ser ud. (Billedet i dette indlæg)

Elsebeth Egholm er også en af de forfattere, som skriver om genkendelige steder. Meget ofte i det østjyske område.

En kørte jeg fra Horsens mod Nørre Snede, hvor jeg bor, mens jeg hørte Elsebeths Egholms: ”3 hundes nat” på mp3-spiller gennem bilens lydanlæg. Netop som jeg passerede ”Statsfængslet Østjylland” ved Enner, som ligger i ”se-afstand” fra vejen, hvor jeg kørte, var der en beskrivelse af netop fængslet og området. Det gjorde den i øvrigt rigtig gode bog meget nærværende, og det kan jeg rigtig godt lide.

For mange år siden læste jeg en krimi, hvor noget af handlingen forgik på Hotel ”Det Hvide Hus” i Frederiksdal ved Furesøen.(Nuværende ”Hotel Frederiksdal) Det interessante var, at jeg læste bogen, mens jeg selv holdt ferie på stedet. Det gjorde ikkebogen mindre god. Desværre har jeg glemt, hvad bogen hedder.

I Jo Nesbøs romaner er Oslo en ”aktiv medspiller”, og de steder, der beskrives, eksister i virkeligheden. Jeg har set en Tv-udsendelse, hvor Nesbø blev interviewet på flere af de steder, hvor hans romaner foregår.

Også Camilla Läckbergs bøger foregår steder, der findes i virkeligheden, nemlig i Fjällbacka. Jeg mindes at have set, at der ligefrem arrangeres guidede ture rundt på steder, der er beskrevet i hendes bøger.

At nogle forfattere bruger fiktive byer og steder, skyldes jo nok, at de føler, at de kan gå tættere på byens personer og fx kan gøre den ikke eksisterende bys borgmester til morder. Der er jo så at sige frit spil på alle hylder.

Almindeligvis er personer i skønlitterære romaner fiktive, og jeg tror ikke, at der er nogen, der vil tage anstød af, hvis en fiktiv borgmester med et lige så fiktivt navn fx i Horsens, viser sig at være morderen i en kriminalroman.

En forfatter kan i et forord eller efterskrift jo bare bruge denne vending, som erfra efterskriften i Helene Thurstens: ”Vinter i mørket”: ”Hændelserne i mine bøger er altid opdigtede, hvilket også gælder samtlige personer, der optræder i dem.”

Men hvor langt skal man så gå for at være virkelighedsnær? Jeg har læst David Asters krimi ”Sonoffer”, hvor handlingen udspiller sig i ”Danmarks Lærerforbund”. Man er ikke i tvivl om, at dette bare er et synonym for ”Danmarks Lærerforening”. Så kunne forfatteren ikke lige så godt have brugt dette navn?

Mange krimier – det være sig både film og bøger - foregår også i det politiske miljø. Her får de politiske partier oftest navne, som ikke findes i virkeligheden. Fx i ”Forbrydelsen III” og også i den aktuelle, om end ikke krimi, ”Borgen”.

Jeg mindes, at Hanne Vibeke Holst i sin bog i ”Kronprinsessen” og ”Dronningeofferet” kaldte partierne ved deres rette navne? Er det i orden?

Kan man lade en forbrydelse foregå i en i en bygning, som man kan køre forbi på søndagsudflugten? I Jens Henrik Jensens ”De hængte hunde” lader han et mord foregå på slottet Nørlund nær Rold Skov. Slottet findes i virkeligheden. I samme bog foregår noget af handlingen på Rold Storkro, som jo også er eksisterende. Hvordan skal man stille sig til det?

Så er der også aviserne. Nogen forfattere bruger navne på aviser, der findes i virkeligheden. Fx er Ekstrabladet af og til en medspiller i en krimi. Det kan jeg godt lide. Hvorfor kalde en avis ”Dagbladet”, når nu en sådan ikke findes?

Nogen gange læser man krimier, hvor forfatteren i efterordet skriver, at hun/han har tilladt sig at ændre lidt på placeringen af eksisterende huse eller fx gøre gader og veje anderledes eller ændre lidt på et landskabs karakter. Det generer mig. For mig at se bliver en krimi langt mere virkelighedsnær, når handlingen udspiller sig i og omkring noget eksisterende.

Det siger også noget om forfatterens formåen, hvis han/hun fx evner ”at begå” en forbrydelse i ”det lukkede rum” eller i et rum, der er sikret efter alle kunstens regler uden at ændre på virkeligheden og tilpasse den bogen.

Hvis I har en holdning til ovennævnte, vil jeg gerne have jeres kommentarer.

Når man som jeg læser et utal af krimier og især nyder at læse en god dansk krimi, hvor det politimæssige er i orden, var det lidt af en drøm, der gik i opfyldelse, da fruen og jeg fik mulighed for at få en privat rundvisning på Københavns Politigård.

Utallige er de krimier, hvor politiefterforskerne har hovedkvarter på Politigården. Gennem mange af bøgerne har jeg dannet mig et billede af, hvordan her ser ud. Ydermere har der i de seneste år været en del danske krimiserier i TV, som også mere eller mindre er foregået her. Disse har også været med til at uddybe det billede, jeg har haft af Politigården, men at se den i virkeligheden, det var stort.

Politigården er tegnet af arkitekt og professor Hack Kampmann, men også arkitekten Aage Rafn har haft stor indflydelse på bygningens udformning.

Politigården blev taget i brug i 1924 og er kendt som den sidst opførte nyklassisistiske bygning i Nordeuropa.

Udefra virker bygningen ikke just imødekommende.

Rundvisningen startede med, at fruen og jeg henvendte os i adgangskontrollen, hvor vi blev venligt betjent af en ældre politimand med pistolhylster i livremmen. Han gav os et adgangstegn og ringede så efter informationsmedarbejder Steen Hansen, som vi mødte i den runde søjlegård.

Fruen, som elsker at bruge sin ukrudtsbrænder hjemme på matriklen i Nørre Snede, bemærkede, at man var ved at fjerne ukrudt mellem fliserne i den runde gård på gammeldags maner med at skrabe med et redskab. ”Jeg kan anbefale, at man bruger en ukrudtsbrænder”, sagde hun. Men det måtte man bare ikke, for det kunne stenene, som var fra Faxe kalkbrud, ikke holde til.

Fra den runde gård, kom vi ind i en mindre gård, ”Mindegården”, hvor der er i stenbeklædningen på en af væggene var indhugget navnene på de politifolk, der havde mistet livet i forbindelse med Danmarks besættelse, hvor mange danske politifolk blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland.

På den modsatte væg var der også indhugget navne på politifolk, som var døde i tjenesten. Det gjorde indtryk, at et af navnene var Elmer Gert Jeppesen. Han var en af de fire politifolk, som Palle Sørensen skød og dræbte den 18. september 1965. Når især det navn gjorde indtryk, er det fordi, Elmer Jeppesen stammer fra Nørre Snede. Hans far har tilmed boet på den lille ejendom lidt uden for Nørre Snede, hvor vi har boet i 26 år. Desuden kender jeg en af Elmers brødre særdeles godt.

I mindegården var der også udsigt til en række vinduer med tremmer for. Det var politigårdens fængsel. Det er her, man af og til indsætter kriminelle, som af en eller anden grund ikke opfører sig hensigtsmæssigt i de fængsler, de før har været indsatte i. Det er også her, at visse varetægtsfanger sidder indtil domsfældelse. Bl.a. var det her den berygtede Amager-rmand sad, indtil han fik sin dom.

Fra mindegården begav vi os inden døre, og via nogle forbindelsespunkter kom vi nu ud på de gange, som man hele tiden læser om og ser på film. Da gangene alle vender ud mod den runde gård, er de i sagens natur buede. Til den ene side er der vinduer ud mod gården, og til den anden side er der døre, der fører ind til kontorer.

De buede gange var stilfulde og dystre med lyse vægge og malede vindueslysninger i brune nuancer, der illuderede ædelt træ. Hvide glaslamper gav en lidt dunkel belysning.

At der også var tale om en arbejdsplads vidnede stakke af printerpapir og papkasser rundt omkring på gangene om.

Der var så at sige ingen mennesker på gangene, og det er jo lidt mærkeligt, når der på politigården arbejder flere hundrede personer, men forklaringen er den, som man også kender fra krimierne og filmene, at kontorerne alle er forbundet en suite. Det betyder, at de ansatte kan gå fra kontor til kontor uden at komme ud på gangene. Det skal bemærkes, at kontorerne ikke var særligt store, og at flere kontorer husede to ansatte.

Vi kom rundt mange steder og så hvor den hedengangne Afdeling A, Drabsafdelingen havde holdt til. Vi så også hvor Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet nu hører til.

Desuden var vi forbi kantinen og ifølge vores rundviser, Sten Hansen kunne kaffen godt drikkes, hvad den ellers tit får skyld for ikke at kunne i mange krimier.

Mon ikke, at alle læsere af krimier godt er klar over, at Afdeling Q fra Jussi Adler Olsens krimiserie af samme navn ikke eksisterer i virkeligheden, men ikke desto mindre så vi det sted i kælderen, hvor Jussi Adler Olsen forestiller sig, at afdelingen er placeret. Det var lidt sjovt.

Hvad jeg ikke vidste, var, at da politigården blev taget i brug, var der indrettet politikaserne øverst oppe. Her kunne unge ugifte politimænd bo og opholde sig, når de ikke var i tjeneste.

Jeg ville rigtig gerne have taget nogle billeder inde på politigården, men det måtte jeg af rent sikkerhedsmæssige årsager ikke.

Jeg er spændt på at høre, hvad Politigården vil blive brugt til i fremtiden, idet flere af afdelingerne flytter ud i nye og moderne omgivelser andre steder i København.

Til slut er der kun at sige, at besøget på Københavns Politigård var en særdeles berigende oplevelse for en KRIMIFAN som mig, og også en stor tak til informationsmedarbejder Steen Hansen for en inspirerende rundvisning.

Jeg er vild med krimier, og jeg er vild med at se sport på TV. Derfor har jeg kronede dage om en god uges tid, fordi TV sender Vinter OL, og fordi jeg har ulæste krimier i reolen og ulæste e-bøger på min iPad. Er det ikke herligt?

Sådan er der sikkert også mange andre, der har det, men nok også en del, der har den modsatte mening, og synes at både krimier og sport er rent tidsspilde.

Og sådan er det med så meget her i livet. Hvad der er godt for den ene, behøver ikke at være godt for den anden.

Som min datter engang lidt højtideligt sagde: ”Ingen har patent på lykken”.

Det med de forskellige meninger gælder også, når det drejer sig om anmeldelser. Den bog én krimifan synes er god, synes en anden måske det stik modsatte om.

Til jer, der har samme smag som mig: God Vinter OL og god krimi-vinter

Til jer andre: Glæd jer til foråret. 

/Jan