Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

 Forlaget Valeta 2014 – 372 sider

Forlagets beskrivelse

Kvinden er ikke druknet, selvom hendes lig bliver fundet i Esrum Sø. Hun er en kendt forfatter og lever et tilbagetrukket liv, men hvorfor skulle nogen ville myrde hende?  
En pædagogmedhjælper dør under mystiske omstændigheder på børnehjemmet Solgården for 26 år siden - hvad har det med sagen at gøre?  
Vicekommissær Peter Berg forsøger at optrevle et net af løgne og spin og hyrer derfor den psykolog- og politiuddannede Line Guldmark ind på sagen, men da Lines eget privatliv bliver en del af opklaringen, er det svært at vide, hvem der kan stole på hvem.  
”Mørket sænker sig” er en psykologisk krimi om magt, ensomhed, børnemisbrug og ikke mindst ”de glemte børn” på børnehjem.

Bogens handling er ganske spændende, men er ofte for udpenslende i en del beskrivelser og forklaringer. Det vil klæde bogen, hvis der ”skæres mere ind til benet. ”

Bogens kvindelige hovedperson, Line Guldmark er både politiuddannet og psykolog. Hun spiller over for bogens mandlige hovedperson, Peter Berg, men samspillet omkring opklaringsarbejdet virker utroværdigt. De to spiller ikke med åbne kort i samarbejdet og holder elementer i opklaringen skjult for hinanden, og ofte under en fælles afhøring skal Line træde i baggrunden, selv om netop hun som psykolog vil kunne stille gode spørgsmål.

Personerne som sådan er udmærket beskrevet, og der er også mange interessante personer.

Dog synes jeg, at der er for meget ”slapsvans” over politimanden Peter, der er leder af efterforskningen. En mand med den stilling, skal være mere markant.

Det kan synes noget søgt, at forfatteren lader Line Guldmarks ægtemand have en endda meget tæt forbindelse til bogens første drabsoffer. Under alle omstændigheder er det helt utroværdigt, at Line Guldmark ikke omgående fjernes fra efterforskningen, da denne forbindelse konstateres.

Jeg tvivler i øvrigt på, om de to efterforskere vil præsentere sig, som værende fra kriminalpolitiet, når de dukker op hos et vidne. Mon ikke moderne efterforskere vil sige, at de kommer fra politiet i og med, der ikke længere findes noget, der hedder kriminalpolitiet?

Det har måske ikke den store betydning, men det er en detalje, som efter min mening bør være i orden.

På et tidspunkt har Peter Berg en samtale med en pensioneret politimand. Jeg synes, det virker noget kunstigt og urealistisk, at den gamle politimand hælder kaffen op i underkoppen for at dyppe en småkage i den varme kaffe.

Selve krimiintrigen er for så vidt god nok, og temaet med børn, der svigtes er yderst relevant, men bogen som helhed mangler noget endnu, men der er bestemt gode takter, og jeg kan sagtens forestille mig, at Ditte Guldbrands næste bog vil blive bedre.

3 krimihjerter

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

Politikens Forlag 2014 – 546 sider

Forlagets beskrivelse:

Midt i sin sædvanlige hårdt tilkæmpede morgenlur med benene på skrivebordet i kælderen på Politigården, får Carl Mørck, leder af Afdeling Q, en opringning fra en bornholmsk kollega.
"Ja, undskyld, jeg forstyrrer dig, men måske har du lidt tid til at høre på mig." Men Carl er afvisende, da han bliver klar over, at han er ved at blive prakket en ny sag på, og så bliver røret i den anden ende lige så stille lagt på. Kun få timer efter er konsekvenserne fuldstændig uforudsigelige og Carls egenrådige assistent Rose mere rasende end normalt.
Hårdt presset fører han Afdeling Q ind i en sytten år gammel og ekstremt tragisk sag om en ung, livsglad kvinde, der forsvandt fra sin højskole og blev fundet hængende dræbt i et træ.
Den særdeles jordbundne Carl står nu foran en besværlig og mystisk efterforskning, alt imens en dygtig manipulator med jernvilje beskytter sig selv og sine med alle tilgængelige midler og ikke lader nogen eller noget komme i vejen.
Undervejs og i kompromisløse, alternative miljøer bliver Rose, Assad, Carl og den nytilkomne Gordon udfordret på alle tænkelige måder, og gamle sager og hemmeligheder truer med at vælte firkløveret omkuld.

Igen har Jussi Adler-Olsen skrevet en krimithriller af højeste standard. Den har en utrolig spændende krimiintrige.

Beskrivelserne af de fire Afdeling Q-folk, Carl, Assad, Rose og Gordon er gode og troværdige. De er mennesker af kød og blod tilsat en god mænge humor.

Carls til tider noget barske adfærd må ind imellem vige til fordel for den omsorgsfulde og bekymrede ”bløde” mand, som han også er.Det gælder bl.a. hans forhold til den tidligere og nu stærkt handicappede kollega, Hardy, og også i visse situationer i forholdet til Assad.

Også bogens øvrige persongalleri er troværdigt, og man møder mange typer, blandt andet fordi Carl, Assad og Rosa foretager særdeles mange og interessante afhøringer af vidner. Man møder de jaloux, de kloge, de beregnende, de der søger meningen med livet, de sekteriske, de behagelige, de kærlighedssøgende, de forelskede, de fanatiske, de bitre, de fortvivlede, de stupide m.m.

Man bevæger sig rundt i mange miljøer i bogen. Interessant er især beskrivelsen af den ”solguds-sekt”, som har en stor betydning for handlingen i bogen, men også beskrivelserne af bogens mange andre miljøer er gode.

Bogens titel ”Den grænseløse” hentyder til bogens mange temaer: Den grænseløse kærlighed, den grænseløse jalousi, det grænseløse had, den grænseløse stædighed, den grænseløse søgen efter lykken osv.

Det er også et af bogens store plusser, at handlingen foregår på steder, der eksisterer i virkeligheden, og jeg er ikke i tvivl om, at lokalkendte vil kunne genkende de steder, hvor personerne færdes. Det har krævet en stor research.

Bogens krimiintrige starter med en prolog i form af et dødfald, som foregår i 1997, og som danner baggrund for bogens videre forløb. Herefter er der to sideløbende handlinger. Et handlingsforløb, der foregår i 2013 og langsomt fører frem til en forståelse af prologens dødsfald – som viser sig at være et drab. Det andet handlingsforløb foregår i 2014 og knytter sig til Afdeling Q’s opklaringsarbejde af drabet fra 1997.

I øvrigt er dette opklaringsarbejde godt og grundigt beskrevet. Man følger minutiøst, hvordan de fire Afdeling Q-efterforskere graver sig ned i sagen og finder frem til personer, der viser sig at have med sagen at gøre. Det er politiromanen, når den er bedst.

Handlingsforløbet, der foregår i 2013, ses fra flere personers synsvinkel, hvilket er med til at intensivere læsningen og give en forståelse af personernes handlingsmønstre.

Handlingsforløbet, der foregår i 2014, ses fra Carl Mørcks synsvinkel og karakteriserer ham på bedste vis. Det er den Carl, vi kender så godt fra Jussi Adler-Olsens 5 første romaner om Afdeling Q.

I parentes bemærket, så bliver Nicolaj Lee Kaas – selv om han spiller rollen i de to spillefilm om Afdeling Q aldeles glimrende – aldrig den Carl Mørck, jeg personligtser for mit indre blik.

Bogen betegnes på omslaget som en krimithriller, og ud fra Jussi Adler-Olsens egen definition på en sådan, må denne betegnelse sige at være helt korrekt:

Citat fra et interview med Jussi Adler-Olsen: ”Ved I, hvad forskellen er på krimier og thrillers? Det er meget enkelt. Krimier handler fortrinsvis om, at vi har en forbrydelse, og den skal løses, og det er det. Et lille sødt mord på Århus Havn. Der ligger et lig bag en container. Hvem gjorde det?

En thriller er opbygget sådan, at den handler om at forhindre et mord i at ske, og det vil sige, at læseren pludselig skal se længere frem i historien, end man måske har lyst til, og man skulle gerne derhen i en fart for at se, om det sker i virkeligheden. Det er thrillerelementet.

Har man så et lille mord og tilsætter thrillerelementet, ja, så har man krimithrilleren.

Efter endt læsning af ”Den grænseløse” er man ikke i tvivl om hvordan og hvorfor. Alt opklares. Der er ingen løse ender … Selv om jeg troede, jeg havde gættet den rette sammenhæng, så gættede jeg forkert.

En fantastisk velskrevet og spændende krimithriller som fuldt ud fortjener 5 store krimihjerter.

5 krimihjerter

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

Modtryk 2014 - 275 sider

Forlagets beskrivelse:

Hans mor kaldte ham Ernesto. Resten af verden kender ham som Che. Han døde en brutal død i en boliviansk bjerglandsby, da den ondeste mand i landet forlangte ham henrettet og hans hænder skåret af. Det er en kendt historie. Mindre kendt er det, at en dansker til det sidste forsøgte at undsætte den trængte revolutionshelt og sidenhen tog en blodig hævn over hans banemand. For Jakob Mimer, en travl og højst nutidig forlægger, er det bare spredte brudstykker fra en fjern fortid, men da fortiden begynder at koste nutidige liv, går det op for ham, at brudstykkerne tilsammen danner billedet af en drøm, der forvandlede sig til et mareridt. Gode venner stræbes efter livet, og Jakob Mimer erfarer, at hans eget liv ikke bare er truet af en tiltagende overvægt. 
ERNESTOS HÆNDER er historien om at forfølge en idé så lagt ud, at der ingen vej er tilbage. Det er også fortællingen om, hvordan en jazzglad litteraturelsker forsøger at holde balancen mellem en truende konkurs, pludselige dødsfald og en blændende smuk violinist.

”Ernestos hænder” er en meget velskrevet roman, så læsningen glider let.

Efter en meget dramatisk prolog, der ender ud i et drab, beskæftiger bogen sig de næste mange sider med forlagsbranchen. Det er ganske interessant læsning. Her er bl.a. nogle spændende betragtninger om, hvad det er, man skal udgive. Skal et forlag tænke på fortjenesten eller på kvaliteten?

Bogens hovedperson, Jacob Mimer gør sig i den anledning nogle betragtninger om forlagets godt sælgende kvindelige danske krimiforfatter contra en endnu bedre sælgende kvindelig svensk forfatter:

Citat nederst side 17 ”Hvorfor var det lige, at hun (svenskeren) solgte endnu bedre. Jacob vidste det ikke. Bøgerne var skåret over den samme letbenede læst med samme mix af damebladsreportager fra privatsfæren blandet om med udpenslet vold og så en happy ending, der afleverede hovedpersonen klar til at stige om bord i en ny, blodig karrusetur i den næste bog.”

Er det mon et lille hip til populære danske og svenske kvindelige forfattere fra Morten Hesseldahl side?

Man kan ikke beskylde ”Ernestos hænder” for at være letbenet. Bogen rummer hele vejen igennem forskellige betragtninger om livsholdninger som socialisme contra kapitalisme og modstandskamp contra laden stå til.

Det er også en bog om bristede illusioner, om kærlighed og forelskelse.

Bogens hovedperson Jacob Mimer er godt beskrevet. Ikke nogen heltetype men en yngre, overvægtig og svedende mand.

I det hele taget er personerne velbeskrevne og troværdige. Der er mange interessante personligheder lige fra den desillusionerede og afdøde journalist Mikkel, som på sin måde er bogens anden hovedperson til gamle kommunister og dansk overklasse.

Bogen beskrives på forsiden som en thriller. Jeg synes, der er langt mellem spændingselementerne i bogen. Størstedelen af bogen handler om Jakob Mimers forlags overlevelse og de betragtninger, jeg har nævnt ovenfor.

Jeg savner kort og godt mere spænding.

3 krimihjerter

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

People´s Press  2014 – 412 sider

Forlagets beskrivelse

Danmark mister sin uskyld, da en selvmordsbomber udløser en sprængladning under en af Tivolis mest populære forlystelser. Ingen tager ansvar for handlingen, og syv måneder senere har politiet stadig ingen spor at gå efter.
Politikommissær Lene Jensen har været en del af den resultatløse efterforskning, men da hun involveres i et dødsfald på Nørreport Station, ser hun pludselig en mulig forbindelse til bomben i Tivoli. Sammen med Michael Sander – eksklusiv privatdetektiv – forsøger hun at trænge til bunds i sagen. Kun for at opdage at nogle ved mere, end de fortæller, og at et nyt angreb i Danmark meget vel kan være nært forestående.

En og anden kunne nok fremføre, at ”Gengældelsen” er en usandsynlig og for fantastisk og fantasifuld bog.

Men er den nu det? Ikke temaet i hvert fald, for er det usandsynligt, at Danmark kan udsættes for et terrorangreb med selvmordsbomber fra fanatiske muslimer? Det er det vel desværre ikke, når man ser på, hvordan Danmark engagerer sig i bekæmpelsen af disse fanatikere- sidst Danmarks indsats i kampen mod IS.

Bogens tema er derfor både realistisk og aktuelt.

Hvorvidt efterforskningsarbejdet med at opklare terrorsprængningen i Tivoli er realistisk, er så spørgsmålet. Umiddelbart må jeg sige, at det er det ikke. Selvfølgelig er der virkelighed i efterforskningen, men den er tilsat så mange spændende, fantasifulde og spektakulære elementer, at den kun kan være udtænkt af en dygtig forfatter.

Når det så er sagt, synes jeg, at bogen er fantastisk spændende, sådan som en thriller skal være, og netop i den slags bøger gør det ikke noget, at tingene overdrives og gøres lidt usandsynlige.

Bogens kvindelige hovedperson, politikommisæren med det gode danske navn Lene Jensen og den mandlige hovedperson, den eksklusive privatdetektiv, Michael Sander er glimrende skildret.

I det hele taget er bogens personkarakteristikker gode, og persongalleriet et stort. Vi møder både forskellige typer af politifolk og terrorister.

Igen er vi ude for en bog, hvor der er konflikt mellem det almindelige politi og PET, og igen er ”petterne”, der er de usympatiske.

En dansk thriller af de absolut gode.

5 krimihjerter

 Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

Hr. Ferdinand 2014 – 476 sider

Forlagets beskrivelse

Med Hævntørst leverer Karin Slaughter sin første enkeltstående spændingsroman – en atmosfærefuld og nervepirrende fortælling om den uerfarne politikvinde, Kate Murphy, som forsøger at få fodfæste i den machoklub som Atlanta Politi Distrikt var i 1970’erne.

Atlanta 1974: Et brutalt mord og en vild menneskejagt ryster byens politistyrker, og Kate spekulerer på, om hendes første dag på jobbet også bliver hendes sidste. For en smuk, ung kvinde er livet alt andet end nemt blandt politistyrkens machomentalitet, hvor selv de kvindelige betjente ikke har noget til overs for de uerfarne.

Det er da også den dårligst tænkelige første arbejdsdag overhovedet i betragtning af, at en højt respekteret betjent er blevet skudt; hans kolleger i blå uniform er hævntørstige, og byen er på kanten af oprør.

Kate er ikke den eneste kvinde i politistyrken, som føler jorden brænde under sig.

Maggie Lawson fulgte sin onkel og bror ind i politiets rækker for at bevise sit værd i deres kyniske øjne.

Da hun og hendes nye partner, Kate, bliver kørt ud på et sidespor i jagten på morderen, når deres vrede, smerte og stolthed til sidst kogepunktet. Med en morder, der kan slå til igen når som helst, starter de deres egen efterforskning – parate til at sætte alt på spil, idet de kaster søgelyset mod byens mørkeste afkroge.

Med sit ubarmhjertige tempo, præcise observationer, underholdende iagttagelser og ofte hjerteskærende situationer er Hævntørst Slaughters til dato stærkeste roman – en tour de force af historiefortælling fra mesteren af troværdige personer, intens atmosfære og fascinerende spænding.

”Velkommen til Atlanta Politi” er den sidste sætning i Karin Slaughters fremragende thriller, ”Hævntørst”. Men det er så sandelig ikke alle, der er velkomne inden for hos Politiet i Atlanta i 1974, hvor romanen foregår. Det gælder i særdeleshed kvindelige betjente, homofile mandlige betjente og farvede betjente.

Kun stærkt højredrejede mandschauvinistiske betjente er velkomne. I og med dette er tilfældet kan indbyggere i Atlanta af farvet, jødisk og fremmed etnisk herkomst derfor ikke regne med at blive behandlet ordentligt, hvis de antastes eller anholdes.

Det samme gør sig gældende for bøsser og prostituerede.

I dette barske politimiljø skal bogens to hovedpersoner, den lidt erfarne politibetjent Maggie og den helt nye betjent, Kate gebærde sig i forbindelse med opklaringen af mord på politibetjente. Det skaber selvsagt store problemer. De kvindelige betjente regnes ikke for meget og udsættes hele tiden for grov sexchikane og nedvurdering.

En af de værste mandlige betjente er Kates onkel Terry. Han kan slet ikke forlige sig med, at hans niece er betjent. Han både nedgør og tæver løs på hende.

Under efterforskningen tyder et og andet på, at der også blandt politifolk findes bøsser. Det får Terry til at tænde fuldstændig af. Som ung gjorde Terry tjeneste i den amerikanske hær i Tyskland, og det, han oplevede der, har også været med til at præge hans psyke.

Flere af de yngre politifolk har gjort tjeneste under Vietnam-krigen, hvilket har haft traumer til følge. Mange af de betjente, vi hører om, er alkoholikere og er berusede, når de har tjeneste.

Bogens personer skildres på bedste vis, og selv om det, de mange af personerne foretager sig, lyder grotesk virker de alligevel troværdige.

Da man ser handlingen fra begge de to kvindelige hovedpersoners side, får man et indgående kendskab til de to kvinder, som også kommer fra to forskellige miljøer. Maggi fra et underklassemiljø og Kate fra et overklassemiljø – miljøskildringerne i bogen er gode.

Handlingen ses ind imellem også fra politimorderens synsvinkel, hvilket gør, at man også får en god karakteristik af ham.

Bogen må karakteriseres som en spændingsroman – for den er meget spændende – men den er også noget ud over det – en samtidsskildring -  idet den gør så meget ud af at skildre politikorpset i Atlanta, ja også selve byen, Atlanta i 1974.

Karin Slaughter må virkelig have foretaget en grundig research.

Det er ikke en bog, man ”skøjter” hen over, idet der bogen igennem er samtaler og betragtninger med indhold, der i høj grad er en tanke værd.

Bogen får min varmeste anbefaling.

 5 krimihjerter