Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

Skriveforlaget 2014 – 398 sider

Forlagets beskrivelse

I ti år kæmpede politimand Erik Hauervig en daglig kamp mod prostitution og kvindehandel på Vesterbro i København. Hans krimier er baseret på virkelige hændelser, og han bliver regnet for en af Danmarks mest troværdige politikrimiforfattere. ”Tak for sidst” er en fortsættelse til ”Det onde netværk” og ”Nemesis”.

Unge nigerianske kvinder bliver lokket væk fra deres landsbyer i hjemlandet med løfte om arbejde i Europa, men hensynsløse bagmænd sender dem til et usselt og hårdt liv i prostitutionsmiljøet i Torino i Italien. Senere bliver kvinderne sendt videre til København, hvor bagmanden Sly afstraffer dem hårdt, hvis de ikke tjener penge nok.
For politifolkene på station City på Vesterbro betyder de afrikanske kvinder i gaderne ekstra arbejde – ud over at de har nok at se til, da en gruppe danske traumatiserede soldater hjemvendt fra Afghanistan gennemfører et stort og udspekuleret kup.
Et stykke tid efter kuppet står det klart, at en af soldaterne er blevet snydt på det groveste af sine kammerater. Derfor beslutter han sig for at sige ”tak for sidst” på en yderst raffineret måde, som koster dyrt.

”Tak for sidst” vil jeg beskrive som ”et blandingsprodukt” – og det er positivt ment. Det ene ”produkt” er en meget seriøs og grundig beskrivelse af politiets arbejde på Vesterbro i København med hovedvægten lagt på prostitution og kvindehandel. Det andet ”produkt” er et mere ”kulørt” produkt, der handler om planlægning, udførelse og resultat af et spektakulært kup mod en virksomhed i guld- og ædelstensbranchen. Tydeligt inspireret af kuppet mod ”Dansk Værdihåndtering” i 2008. Jeg synes vældig godt om begge ”produkter”.

Erik Hauervig beskriver på bedste vis, de problemer som politiet har at kæmpe med på Vesterbro, og man får et godt indblik i den forfærdelige tilværelse de afrikanske prostituerede har.

Samtidig hører man om samvittighedsløse bagmænd, som udnytter pigerne på det groveste.

Erik Hauervigs baggrund som politimand giver bogens beskrivelser af politiarbejdet en indlysende troværdighed.

Der er mange politifolk og prostituerede med i bogen. De mange personer skaber liv i bogen,men det er kun forholdsvis få af personerne, man for alvor lærer at kende, men dem kommer man også til at kende godt. Hovedpersonerne karakteriseres næsten udelukkende på handlinger og samtaler. Dog kan jeg ind imellem godt savne at høre noget mere om deres indre refleksioner.

Jeg savner også at høre mere om politifolkenes privatliv, da det jo også er med til at gøre demtil det, de er.

Den ”kulørte” side af bogen er særdeles spændende, og selv om jeg skriver ”kulørt”, ved vi jo fra virkelighedes kup mod ”Dansk Værdihåndtering” at meget af det, der er med i bogen, jo rent faktisk også kan ske i den virkelige verden.

Jeg synes, at beskrivelserne fra Afghanistan fylder for meget, men det er jo smag og behag.

Efter endt læsning er man ikke i tvivl om, hvorfor bogen hedder ”Tak for sidst”.

4 krimihjerter

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

People´s Press 2014 – 405 sider

Forlagets beskrivelse

For kriminalassistent Erik Otto Falster og hans kone Lena er juleaften noget, der bare skal overstås. De trækker sig tilbage til deres ødegård i Sverige, men ankommer til en brutal overraskelse, som bliver starten på en intens jagt igennem de svenske skove. Først for at bevise deres egen uskyld i et blodbad, hvor alle beviser peger mod dem – men snart for at undgå at blive morderens næste offer.

Skridt for skridt går det op for Falster, at hændelserne trækker tråde tilbage til fortiden. Mod en tidligere premierløjtnant, som tog sit eget og sin families liv, en dreng med onde øjne, en hyggepianist og en rigmand fra Vedbæk.

”Gud er bare hund stavet bagfra” er en hæsblæsende og original kriminalroman af debutanten Christian Frost, der har potentialet til at blive den næste store danske krimiforfatter.

”Gud er bare hund stavet bagfra” er en krimidebut ud over det sædvanlige og bestemt ikke en krimi af den gængse slags. Bogen kan nærmest beskrives som en blanding mellem en krimi, en thriller, en gyser og en særdeles humoristisk roman.

Lad mig slå det fast med det samme: Det er en yderst underholdende og spændende bog som meget ofte får læseren til at trække på smilebåndet.

Bogen starter som en gængs krimi med et noget udsædvanligt drab, men udvikler sig hurtigt til en thriller.

Selv om handlingen også går i retning af det farce-agtige, er personernerealistisk skildret, når man ser på deres menneskelige egenskaber, men efterhånden som historien skrider frem, bliver flere af dem for urealistiske i deres handlinger,og nogen bliver ligefrem komiske. Især bliver de svenske politifolk latterliggjort – men på underholdende vis.

Umiddelbart kan man synes, at bogen er noget springende i skildringen, idet scenerne og synsvinklen skifter meget, men Christian Frost evner på bedste vis at koble de forskellige personer og scenarier, så historien hænger sammen til sidst.

På grund af de mange synsvinkler kommer man rundt i flereforskellige miljøer, på samme måde som man møder mange forskellige persontyper. Bogen berører også forskellige temaer, som hævn, justitsmord, skilsmisseproblemer, økonomisk kriminalitet, følger af presseomtale, parforhold, kærlighed og sex.

Jeg synes, bogener for lang. Fx kunne der skæres mere ind til benet, så man undgik nogle af de lange uddybende beskrivelser af dette og hint.

Nogle læsere vil måske synes, at mixet af realisme og farce er for meget af det gode, men jeg følte mig godt underholdt under læsningen og er spændt på Christian Frosts næste bog.

 Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

Historia 2014 – 460 sider

Forlagets beskrivelse:

Selvom de tidligere beboere på ungdomsinstitutionen StjerneBo for længst er flyttet ud, er institutionen aldrig flyttet ud af beboerne, der tvinges til at tage stilling til deres fælles fortid, da tidligere medarbejdere på StjerneBo brutalt myrdes én efter én. Lige så meget som StjerneBos Børn er en medrivende psykologisk thriller om en koldblodig morder, er den også en fortælling om svigt, menneskelighed og skæbner.
En ad gangen følger vi de traumatiserede beboere, mens spændingen stiger, og forudanelser og mistanker synes at omdirigeres, hver gang vi vender en side. Vi bevæger vi os ind og ud mellem samfundslag og ind under huden på hver enkelt skarpt portrætteret personlighed, hvorved vi udfordres såvel på vores fordomme, som på vores definition af retfærdighed.

Alting med måde. Det gælder i høj grad også sexbeskrivelser i krimier, og man kan roligt sige, at Brian Spangård ikke kender til mådehold med hensyn til sex i StjerneBos børn. Efter min mening er det det indtryk, der i høj grad står tilbage efter endt læsning. Det er er en skam, for bogen rummer også meget godt.

Det, man burde have husket mest, når bogen var færdiglæst, skulle have være temaet med de forsømte og misbrugte børn på børnehjemmet ”StjerneBo”.

Det er ikke småting, disse børn udsættes for, og selv om selvtægt selvfølgelig ikke kan accepteres, forstår man godt, hvilke bevæggrunde morderen har til sit hævntogt.

Miljøbeskrivelserne i bogen er gode, idet forfatteren fint viser de forskellige miljøer, de svigtede børn befinder sig i, efter de har forladt ”StjerneBo”. Også personbeskrivelserne er gode og viser, hvilken indflydelse den forfærdelige barndommen har haft på sjæl og sind.

Morderens identitet afsløres længe inden bogen er slut. Det betyder ikke noget, da man så for alvor kan følge morderens tanker og bevæggrunde.

I øvrigt er det sjældent, at man læser en krimi, hvor politiet ikke medvirker, men det er OK.

Bogen er alt for lang, for ud over de meget minutiøse beskrivelser af de forskellige sex-akter, er mange af de øvrige beskrivelser i bogen også for lange. Det tager alt for ofte lang tid at komme fra punkt A til punkt B både i bogstaveligste og overført betydning.

3 krimihjerter

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

Peoples Press 2015 – 352 sider

Forlagets beskrivelse

Næsten 30 år efter at Mark Persson – officer i Søværnet og forbindelsesofficer til NATO – er død, kontaktes sønnen Kent af en amerikansk bank. En bankboks i farens navn har stået urørt i mange år og overgår nu til boet. Ingen i familien har haft kendskab til boksen, og da Kent åbner den og finder en mindre formue i kontanter samt et gammelt fotografi, hober spørgsmålene sig op. Svarene fører ham på sporet af biologiske og kemiske masseødelæggelsesvåben, der måske blev oplagret på Thulebasen i begyndelsen af 1960’erne. Og også af farens rolle i sagen, dengang tiden var en anden, og ikke alt tålte dagens lys. "En anden tid" var forlæg for Søren Kragh-Jacobsens film "Det som ingen ved", og bogen blev belønnet med Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom

Bogens alt overskyggende tema er ”Den kolde krig”. Jeg synes, bogen er mere oplysende og interessant, end den er egentlig spændende.

Gennem hovedpersonen Kent Perssons research i 1999 for at finde ud af hans afdøde fars fortid som officer i Søværnet i 60’erne, kommer man om ad, dels hvad USA, dels også hvad Danmark ifølge Søren Lassen foretog sig under den ”Den kolde krig” for at sikre sig mod fjenden.

Hvorvidt disse foranstaltninger bygger på facts, skal være usagt, men faktum er i hvert fald, at der i 60’erne foregik et og andet på Thulebasen i Grønland bl.a. et flystyrt, hvor flyveren var lastet med brintbomber.

Om der så også har været oplagring af biologiske våben i Thule, må stå hen de uvisse.

Uanset hvad, hører man i bogen, hvordan både de amerikanske og de danske efterretningsvæsener gør alt for at skjule, hvad der skete under ”Den kolde krig”, når det handlede om de meget tvivlsomme operationer, de foretog sig. Her tror jeg, forfatteren beskriver virkeligheden. Fra tid til anden afsløres mere eller mindre flatterende hændelser inden for efterretningsarbejdet, især når det drejer sig om stormagterne.

Selv om hovedpersonen Kent Persson i bestræbelserne for at finde ud af noget om faren, må aflægge besøg hos mere eller mindre sympatiske personer, er der ikke nogethelt over ham. Snarere tværtimod. Han må nærmere betegnes som ”den bløde mand”.

Han opnår, efterhånden som bogen skrider frem, at blive klog på, hvad faren har været igennem under den kolde krig, hvilket i den grad har været særdeles barskt og ubehageligt.

Bogen beskriver også Kent Perssons familieliv med en fraskilt kone og et par tvillingedøtre. Ligeledes hører man om hans forhold til sin mor, der som følge af hans undersøgelser også får rippet op i sin og sin mands fortid. En fortid, som moren i hvert fald ud ad til ”har glemt”.

Researchen foregår også en del i USA og her indleder Kent Person et kærlighedsforhold til en kvinde, som han kender fra hendes studieophold i Danmark.

Selv om meget falder på plads til slut i bogen, vil jeg alligevel betegne slutningen som åben.

En interessant bog, men for lidt decideret spænding efter min mening.

3 krimihjerter.

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

People´sPress 2015 – 262 sider

Forlagets beskrivelse:

Journalisten Kasper Berg har en fortid som glødende kommunist, men den har han for længst lagt bag sig. Det tror han i hvert fald. For da ungdomsvennen Bjarne findes druknet i havnen i deres hjemby, får Kasper udleveret en stak breve, som kaster nyt lys over hans og vennens fælles historie. 

Brevene er skrevet af en østtysk kvinde, de to mødte på en sommerlejr i det daværende DDR, og de efterlader Kasper med en række uafklarede spørgsmål: Blev hans ven hvervet som spion for østtyskerne, eller var han bare en nyttig idiot i et storpolitisk spil under den kolde krig? Og er hans død et hændeligt uheld, eller er det overlagt mord som konsekvens af noget, der skete dengang?

Svarene skal findes i nutiden og i cirkler, hvor man mindst ville vente det. Og for Kasper bliver jagten på sandheden ikke ufarlig. 

”Fjendens bedste ven” er en politisk spændingsroman om et vigtigt kapitel i den kolde krig, der udspillede sig tæt på nutiden og tæt på Danmark. 

I årene efter Berlinmurens fald og genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland, har pressen jævnligt taget sager op, der omhandler, at danske statsborgere under Den kolde Krig i mere eller mindre omfang var agenter og meddelere til Stasi i Østtyskland.

Dette emne tager Hans Mortensen op i ”Fjendens bedste ven”.

Bogen er ikke på nogen måde en åndeløst spændende og nervepirrende thriller, men den er alligevel spændende på sin egen rolige facon, og så er den frem for alt interessant og også vidensformidlende, idet man får et meget fint indblik i, hvordan Stasi i Østtyskland hvervede spioner i udlandet - for denne bogs vedkommende i Danmark. Samtidig beskriver den, hvordan østtyske borgere udsat for forskellige former for trusler også var tvunget til at arbejde for Stasi.

Mange af de danskere, der spionerede i Danmark for Østtyskland, var blandt de unge og naive mennesker, som i 60’erne, 70’erne og 80’erne så kommunismen som det eneste saliggørende for menneskeheden.

Man hører også, hvordan mange af disse unge mennesker efterhånden, som de blev ældre, slet ikke kunne forstå, at de sådan var blevet vildledt, da de var unge.

Som i virkelighedens verden er lykkedes for nogle af dem, der beskrives i bogen, og som spionerede for østtyskerne, at arbejde sig op i samfundets top. Når sådanne topfigurer trues med afsløring, kan det få alvorlige konsekvenser for dem, men så sandelig også for dem, der afslører dem.

Ofte er de, der kommer på sporet af gamle Stasi-agenter, journalister. Det er også tilfældet i ”Fjendens bedst ven”, hvor bogens hovedperson den godt 50-årige Kasper Berg og selv tidligere kommunist – men ikke agent, kommer på sporet af en alvorlig spionsag, der er foregået i Danmark.

I lighed med bogens andre personer, beskrives Kasper Berg meget troværdigt. Han beskrives ikke som en helt; men han er en dygtig journalist, der arbejder på at afsløre kredsen omkring den alvorlige spionsag.

I øvrigt er det også interessant at høre om, hvordan pressen arbejder, når der er noget dramatisk og spektakulært under opsejling.

Bogen fører også læseren til nutidens Berlin, hvor man møder nogle af de mennesker, der på en eller anden måde har været tilknyttet Stasi. Også disse personer er realistisk beskrevet.

Interessant er det, at bogen beskriver, at der stadig er et vist sammenhold blandt gamle Stasi-folk, og at de kontakter, de stadig har i udlandet medfører forskellige former for kriminalitet i nutiden. Det lyder yderst troværdigt.

Det kunne også være interessant at vide, hvor vidt det er tilfældet - som bogen beskriver - at der i nutidens Danmark på tilsvarende vis også findes danske PET-folk, der med modsat fortegn stadig bekæmper Stasi-agenter, efter de er blevet pensionerede.

For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at årsagen til Bjarnes druknedød, bliver fuldt belyst til slut i bogen.

Som nævnt er bogen yderst realistisk, derfor generer det mig, at en nutidig og dygtig forfatter som Hans Mortensen med denne bog, stadig bruger betegnelsen kriminalpolitiet om de efterforskere, der ud over PET er tilknyttet denne sag.

4 krimihjerter.