"Lovløs" af Line Holm & Stine Bolther
”Lovløs” er andet selvstændige bind i Holm & Bolthers serie om politihistorikeren Maria Just. Første bind var ”For barnets bedste”
”Lovløs” er en fremragende og meget spændende krimi med to altoverskyggende temaer.
Det ene tema er om de såkaldte tyskertøser og om stikkere under besættelsen af Danmark. Det andet tema er om den stigende lovløshed, der af forskellige årsager kan opstå i et nutidigt samfund som det danske.
Under opgravningen af døde mink i Nørre Felding i Vestjylland finder man tilfældigt skelettet af en nedgravet kvinde, der har ligget i jorden i mange år. Kraniet har et skudhul i baghovedet. Det tyder på en likvidering af den slags, som danske stikkere blev udsat for under besættelsen. I det her tilfælde gisnes der om, at det kan være en kombination af en likvidering og et drab på en såkaldt tyskertøs.
Da der ikke er tale om et nutidigt drab, havner sagen på Maria Justs bord på Politimuseet.
Arbejdet med at finde ud af, hvad der skete er meget interessant at læse om. Man kommer virkelig ind i Marias arbejdsproces med at finde spor i gamle arkiver. Det er svært for hende, for kun noget materiale er tilgængeligt, andet er ikke.
Ud over at granske i arkiverne, besøger Maria også nogle mennesker, som hun mener kan have forbindelse til den dræbte kvinde. Det er undertiden rørende samtaler Maria får, mens andre absolut ikke ønsker at meddele noget.
Spændingen stiger mere og mere, da det senere viser sig, at Maria finder spor, der fører helt op til nutiden, idet sporene tilfældigvis kan forbindes med en nutidig sag, som politiet er ved at efterforske.
I ”Lovløs” beskrives også en begyndende lovløshed her i Danmark i form af mere vold, flere voldtægter, røverier og tyverier bl.a. på grund af de langvarige restriktioner som følge af coronaen. Når folk ytrer sig på nettet om disse og lignende emner, så går der ofte ikke lang tid, før der opstår nye sager, som man også er utilfreds med, og herefter eskalerer lovløsheden.
Politiet bliver efterhånden så voldsomt presset, at mange politifolk går ned med stress, og andre opsiger deres stillinger. Det medfører endnu flere lovløsheder, og politiet mangler mandskab til at tage sig af sagerne.
Regeringen griber selvfølgelig ind i bestræbelserne på at komme problemerne til livs. Da det er en flerpartiregering, er det ikke den nemmeste sag i verden.
Højreorienterede kræfter forsøger også at gøre deres indflydelse gældende og forlanger, at politiet helt skal omorganiseres og topstyres, fordi de mener, at Danmark er et paradis for alle mulige kriminelle. For at nå deres mål om opretholdelse af lov og orden, er et af deres midler selv at medvirke til lovløshed og uorden for at bevise deres påstand om det kriminelle Danmark.
I dette univers skal efterforskeren Mikael Dirk og hans makker Frederik Dahlin forsøge at opklare drabsforsøget på drabschefen ved Københavns Politi samt drabet på en betjent i Horsens. Begge forbrydelser viser sig at have med hævn og selvtægt at gøre.
For mig, som jo er lidt af en politinørd, er det altid en glæde at læse om en realistisk efterforskning, og når forfatterne hedder Holm og Bolther, ved jeg, at det politimæssige er 100 % i orden.
Både person- og miljøskildringerne er eminente, og så er der også blevet plads til lidt kærlighed.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er meget begejstret for ”Lovløs”, og jeg er meget spændt på, hvornår den tredje bog af Holm & Bolther udkommer. Den kommer bestemt ikke til at gå under min radar. Jeg glæder mig allerede.
5 krimihjerter af 5
Politikens forlag 020222 – 461 sider
Klik HER og se alle mine anmeldelser
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO