Klik HER og se alle mine anmeldelser

Tellerup 2015 – 488 sider

Forlagets beskrivelse:

Et nøgent lig af en teenagepige findes i en københavnsk park, og Roland Triel
og hans kollegaer på Politigården får travlt. En pædofil seriemorder er kort forinden
flygtet fra et topsikret psykiatrisk hospital, så forbindelsen er nærliggende.

Efterforskningen forvirres af gådefulde sår på liget, som sammen med fundet af en klo antyder, at pigen kan være blevet dræbt af et rovdyr.
På Bøgeholm Sanatorium trænger en ukendt mand ind hos AndreaTriel, der blev mishandlet af sin mors morder fire år tidligere, og ikke har talt siden.
Triel erkender for sent at han har stået ansigt til ansigt med gerningsmanden, som nu også inddrager journalisten Thor Brandt i sit psykologske spil.

Anmeldelse:

Bogen indledes med en meget uhyggelig prolog, der mere end antyder, at man nu skal i gang med at læse en barsk og rå krimi. Det holder stand. Prologen viser sig at være optakten til et meget brutalt drab på en 13-årig teenagepige.

Vi følger nu efterforskningen af drabet. I spidsen for efterforskningen står Roland Triel, som stadig plages psykisk af drabet på sin kone. Et drab som aldrig er blevet opklaret. Drabet medførte også meget svære psykiske problemer for hans elskede datter, Andrea. Triels evner som efterforsker kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Han er særdeles dygtig og effektiv.

Selv om efterforskningsteamet kun består af tre medlemmer og en vikar, Thomas Roholm for sygemeldte Mia Ambrell virker politiarbejdet troværdigt. Dog forekommer det mig, at det er helt usandsynligt, at Roland Triels chef har ansat Roholm i teamet blandt andet til at holde øje med, om Triel fungerer godt rent psykisk. At chefen tilmed fortæller Triel dette virker også usandsynligt.

Samtidig med, at vi følger politiet, følger vi også, hvad der skete i den dræbte pige, Julies omgangskreds - en omgangskreds bestående er unge teenagepiger, som har en ret så kriminel tilgang til livet. Narkotikasalg og salg af sig selv til pædofile er omdrejningspunktet for pigerne. Skildringen af dette miljø er fantastisk godt. Det samme gælder for bogens øvrige miljøbeskrivelser.

Den sygemeldteefterforsker i Triels team, Mia Ambrell finder tilfældigvis en mappe med en gammel kriminalsag fra besættelsestiden. Det er en mappe, somhendes afdøde far, der i sin tid selv var politimand, har gemt i sit sommerhus. Det viser sig, at denne sag minder meget om det, som er sket i den nuværende sag. Her mener jeg, at tingene passer lige lovlig godt sammen. Det er ikke helt troværdigt.

Bogen viser også, hvorledes pressen jager sensationer i forbindelse med meget spektakulære drabssager. I særdeleshed følger vi den sensationshungrende journalist Thor Brandt, som Triel hader af et godt hjerte, bl.a. fordi han mener, at journalisten er gået langt over stregen ved at have skrevet en bog om det uopklarede drab på Triels kone.

Der medvirker mange interessante personer i bogen. De er særdeles godt beskrevet.

I handlingen indgår også, at en kun 12-årig pige blander sig i drabsefterforskningen. Det er helt utrolig spændende at følge denne unge pige-detektiv, som viser sig at have god viden om politiarbejde. En viden hun har erhvervet sig fra læsning aftalrigekriminalromaner og dokumentariske beskrivelser af virkelighedens kriminalsager.

Alt det spændende vedrørende pige-detektiven til trods, så er hendes ageren og formåen helt urealistisk.

Krimiintrigen er helt utrolig spændende, og efter endt læsning er man ikke i tvivl om, hvordan det hele hænger sammen.

Bogen er på 488 sider, men den er hurtigt læst, for Dennis Jürgensen skriver godt. Jeg vil også kalde den for en page-turner – man skal simpelthen lige have den næste side med, inden man lægger bogen fra sig.

Når det så er sagt, synes jeg, at bogen adskillige steder er meget urealistisk, og selv om jeg blev virkelig grebet af handlingen og følte mig godt underholdt, ender jeg med:

af 5

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Politikens forlag 2015 – 376 sider

Forlagets beskrivelse:

En iskold vinternat holder et eksprestog på vej fra København til Stockholm på Norrköping station. En chokeret togfører har fundet en død kvinde på togets toilet. Hun sidder lænet op ad væggen, hendes hænder er blodige, og fra munden drypper hvidt skum. Den døde er kun en stor pige, og hun rejste ikke alene. Hun fulgtes med en kvinde, der nu er forsvundet.
Den dygtige og velansete Jana Berzelius bliver anklager i sagen, der efterforskes af kriminalkommissær Henrik Levin og hans kollega Mia Bolander. Allerede da de første spor dukker op, ved Jana, at hun står over for sit livs sværeste valg. Sporene peger nemlig i retning en mand, hun helst vil glemme – en mand, der kan ødelægge alt det, hun har kæmpet for at bygge op. For at beskytte sig selv og sin fortid må hun være et skridt foran politiet hele tiden.
Hvide Spor er andet bind i Emelie Schepps bestsellerserie om anklageren Jana Berzelius og opdagerduoen Henrik Levin og Mia Bolander. Første bind, Mærket for livet, udkom i 2014. Den er blevet en svensk krimisensation med mere en 150.000 solgte eksemplarer.

Anmeldelse

”Hvide Spor” er en særdeles spændende og meget ofte hæsblæsende krimi, hvor der sker rigtig meget, men hvor mange af hændelserne trods alt nok er mere actionprægede end helt realistiske. Det gør ikke noget, for bogen er megetunderholdende.

Det actionprægede til trods er der bestemt også meget realisme i bogen. Politiets arbejde og politimiljøet er således godt beskrevet. I det hele taget virker miljøbeskrivelserne realistiske og det gælder lige fra ”upstairs til downstairs”.

Personbeskrivelserne i bogen er også gode, og man kommer ind under huden på mange af de politifolk, der skal efterforske sagen med den døde kvinde på togtoilettet.

En forestående politireform er undervejs, og det bekymrer flere af politifolkene i teamet.

Efterforskeren Henrik Levins kone er sat til at skulle føde, mens efterforskningen foregår, og det afstedkommer også en realistisk beskrivelse af, hvad det kan give af praktiskeproblemer i familien.

Også emnet utroskab berøres.

At det heller ikke altid er let at finde den rette kæreste, kommer man også ind på. Det kan være ret så problematisk. Det er det i hvert fald for efterforskeren Mia Bolander.

Beskrivelsen af bogens hovedperson, anklageren, Jana Berzelius er også god. Man får egentlig ikke så meget at vide om hendes faglige kompetencer, da det er hendes personlige problemer og håndteringen af disse, der fylder.

Det er især beskrivelserne af Janas liv og hendes ageren, der skaber de actionprægede og i mine øjne ikke helt realistiske situationer.

Man får en udmærket indsigt i, hvordan kyniske bagmænd benytter unge asiatiske kvinder til at indsmugle narkotika, ved at de tvinges til at sluge små pakker, der indeholder stofferne, hvorefter bagmændene så holder kvinderne indespærret – i hvert fald ind til de små pakker kommer ud af kroppen på naturlig vis. Hvad der herefter sker med kvinderne er ikke rart at tænke på.

Jeg vil helt bestemt også se frem til den næste bog i serien.

af 5

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

 Politikens Forlag 2015 – 434 sider

Forlagets beskrivelse

En mand findes lemlæstet og torteret til døde i en penthouselejlighed i Amagers prestigebyggeri 8tallet. Vicepolitikommissær Axel Steen sættes på sagen, der bliver hans første, siden han knap to år tidligere var en hårsbred fra at miste livet under en storstilet undercoveroperation.
Axel Steen er mærket. Han har fysiske men, hans datter lider af angst for, at han skal dø, han har været nødt til at forlade sit elskede Nørrebro, han har fået ny chef, ny kæreste og ny makker, og han kæmper mod sin lyst til at give efter for de gamle dæmoner, der tidligere har styret hans liv. Nu står han midt i en spektakulær drabssag, der har alles bevågenhed.
Offeret i 8tallet er den midaldrende Sten Høeck, sikkerhedschef i Mærsk, tidligere ansat i PET’s antiterrorkorps og veritabel kvindebedårer. Da Axel retter blikket mod en tre år gammel terrorsag, støder hans privatliv sammen med efterforskningen, og han møder mere modstand end nogensinde før.
AISHA er en rå københavnerkrimi om en mand, der blot ønsker retfærdighed for ofrene – koste, hvad det vil. Som sine anmelderroste forgængere URO, BYE BYE BLACKBIRD og AKRASH foregår den i et nutidigt storbymiljø

Anmeldelse

For 4. gang har Jesper Stein skrevet en fantastisk krimi med Axel Sten i hovedrollen.

Det er en af de allerbedste krimier, jeg har læst i år, og den beviser, at Jesper Stein hører til allerøverst i toppen blandt de danske krimiforfattere.

Vi møder en Axel Sten, der ikke længere er afhængig af stoffer og alkohol. Han har simpelthen fået bedre styr på sit liv, men trods alt viser han også tendenser til en gang imellemat kunne falde i igen.

I øvrigt er han nu flyttet fra Nørrebro til Amager. 

Axel er stadig den meget dygtige og ihærdige efterforsker, der ikke helmer, før en sag er opklaret, men han er trods alt stadig et menneske ”med mange lig i lasten”.

Det drab – det første af flere – som Axel er sat til at opklare, er begået i 8tallet - et mondænt byggeri i Ørestaden. 

Gennem det meget realistisk skildrede opklaringsarbejde kommer man hurtigt til at lære en masse personer at kende. Det er både politifolk og vidner. Der er tale meget forskellige mennesketyper.

Flere af de ledende politifolk er yderst usympatiske, og Jesper Stein evner at skildre dem så levende, at man næsten farer i flint over dem.

På samme måde skildrer han også på lige så mesterlig vis de personer, som man gennem bogen kommer til at holde af.  

Da den dræbte mand har været ansat i PET medfører det, at en medarbejder - af anden etnisk herkomst end dansk - herfra bliver Axels makker i drabsefterforskningen. Det volder til at begynde med kompetencestridigheder, men det er intet at sammenligne med de hemmeligheder og fortielser Axel udsættes for af ledende PET-folk.

Dette tema kendes i øvrigt fra særdeles mange kriminalromaner, og med Jesper Steins baggrund som kriminalreporter, er jeg ikke i tvivl om, at der er meget om snakken.

Hovedhandlingen foregår i 2011, men der er en sideløbende handling til efterforskningen af en terrorsag, der foregik i 2007. Den dræbte fra 8tallet var med i denne sag som efterforsker, og det er på grund af ham, de to handlinger kobles sammen. 

Handlingen ses fra især to synsvinkler – nemlig Axel Stens og den kvindelige PET-agent Henriette Nielsens.

Interessant er det også, at noget af handlingen ses fra Axels datter Emmas synsvinkel. Det, der gør det interessant er, at pigen kun er ni år gammel. Det, hun især tænker på, er om hendes far er helt rask og kan klare sig efter den voldsomme medfart han fik under opklaringen af sin forrige sag.

Jo længere man kommer ind i ”Aisha” jo mere går det op for læseren hvor beskidt de hemmelige efterretningsvæsener arbejder. Skjulte dagsordener optræder ofte.

Selv om man arbejder i et efterretningsvæsen kan man godt have samvittighedskvaler over det arbejde, man er er del af. Fx kan det godt give spekulationer, når CIA også er på banen.

Kærlighed er også et tema i bogen. Axel har fået en ny kæreste – føromtalte Henriette Nielsen. Det er ikke et let forhold. Som mennesker holder de meget af hinanden, men problemerne er der i og med, at Axel er fra det almindelige politi og Henriette fra PET, så deres forhold kommer virkelig til at stå sin prøve.

Bogens afslutning er utrolig spændende.

Ud over den konkrete spænding, som ”Aisha” emmer af, sætter den også fokus på moral og etik inden for politiets og i særdeleshed PET’s opklaringsarbejde i forbindelse med en forbrydelse.

af 5 

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Politikens forlag 2015 – 336 sider

Forlagets beskrivelse

Gordon Shane sidder i sin bil i Vermont og kigger op mod sin brors forkullede hus. Det gør han af og til, fordi han jages af tanker om brorens kone, Iris – der brændte op derinde – og om sin nevø Martin, der har været sporløst forsvundet siden branden. 
Gordon har fundet Martins skitsebog et stykke fra brandtomten. Den er fyldt med tegninger af mænd med brede hatteskygger, der rider på store, brune heste. Men Martin har også tegnet en høj, tynd mand i en lang skødefrakke. Andre i området har set den mand dukke op på vejen, lige før byen blev hjemsøgt af dødelige uheld. Og ude fra skoven har nogen holdt øje med dem længe.
Christian Mørk er tilbage med en klassisk spændingsroman.

Anmeldelse

Det er vanskeligt for mig at anmelde ”Drengen ingen kunne finde” af den simple grund, at jeg almindeligvis ikke ”er til” bøger, der har et overnaturligt indhold. Et lille strejf kan jeg godt acceptere, men når der går så meget overnaturlighed i det, som i denne bog, plejer jeg at ”stå af”.

Det gjorde jeg ikke i dette tilfælde, forefterhånden som jeg kom længere og længere ind i handlingen, måtte jeg simpelthen have slutningen med for at se, hvordan det hele hang sammen.

En anden faktor, som også gjorde sig gældende for den fortsatte læsning, var, at bogen er meget velskrevet.

Personkarakteristikkerne er glimrende med alle de forskellige mennesketyper, man præsenteres for.

Ligeledes er miljøerne godt beskrevet. Flere gange følte man sig hensat til en westernfilm, når ”de anderledes” ladede deres tromlerevolvere, tog den bredskyggede hat på og sprang op på hesten.

Bogen er ganske spændende. Personerne kommer ud for mange dramatiske hændelser. Det være sig hvad enten de er ”normale” eller ”anderledes”.

Selv om ”jeg holdt ud” og læste bogen færdig, er jeg stadig ikke den, der umiddelbart går i gang med bøger af denne type, og derfor giver jeg den kun 3 krimihjerter. De, for hvem ”det der med det overnaturlige” bare lige er sagen, har sikkert en helt anden opfattelse, men jeg anerkender fuldt ud, at historien er ”godt fundet på.”

Hvis man begynder at fortolke romanen, er det måske noget med, at det moderne menneske ind imellem har en trang til – og uden hensyntagen til det oprindelige – at underlægge sig noget uberørt. I dette tilfælde natur og en oprindelig befolkning. Men måske overfortolker jeg?

Eller er det hele i virkeligheden bare et moderne eventyr?

af 5 

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Jentas 2015 – 371 sider

Forlagets beskrivelse

”Jeg er døden” er den syvende bog i serien, og bøgerne kan let læses individuelt.  

En ung kvinde bortføres, og syv dage efter bliver hendes lig fundet på et øde grønt område ved Los Angeles’ internationale lufthavn.

Obduktionen viser, at hun er blevet torteret og myrdet på yderst bizar vis. Men overraskelserne ender ikke her. Denne morder kan lide at lege, og han har efterladt et brev i halsen på sit offer.

Kriminalassistent Robert Hunter, leder af LAPD’s specialafdeling for særligt voldelige forbrydelser, bliver sat på sagen. Men næsten omgående dukker endnu et lig op. Hunter og hans faste makker, kriminalassistent Carlos Garcia, ved, at det er et kapløb med tiden, for det går hurtigt op for dem, at de jager et uhyre. Et sandt rovdyr, hvis fortid gemmer på en grufuld hem­melighed, og hvis trang til at gøre mennesker fortræd og tørst efter mord aldrig kan slukkes – for han er DØDEN.

Chris Carter har taget hele verden med storm med sin fabelagtige thrillerserie om den intelligente kriminalassistent Robert Hunter. 

Anmeldelse

Det er utroligt, at Chris Carter kan blive ved med at skrive så spektakulære thrillere, som han gør.

Det er ikke småting, han udsætter læseren for i ”Jeg er døden”. Beskrivelserne af mishandlingerne, der overgår mordofrene, er særdeles grufulde. Chris Carter siger tingene lige ud.

Chris Carter gør også utrolig meget ud af at fortælle om efterforskningen af de mordsager, man støder på, og det gør, at bogen ikke er en ”splatter-krimi”, men en krimi af de absolut bedre.

Karakteristikkerne af personerne er gode, og man møder mange forskellige karakterer. Dog vil jeg håbe, at det, man i løbet af bogen finder ud af om denne bogs seriemorder, er fri fantasi fra forfatterens side; men jeg er alligevel i tvivl, når man ved, at Chris Carter har arbejdet som kriminalpsykologhos politiet og været med til at efterforske sager med seriemordere.

Uanset hvad, har Chris Carter en fantastisk evne til at sætte sig ind i hovedet på de værste forbrydere.

De to hovedpersoner, efterforskerne Hunter og Garcia er også yderst troværdigt skildret. Det samme er mordofrene, og man forfærdes, når man læser de tanker, der går gennem hovederne på dem, når de er i seriemorderens vold.

Man kan så stille sig det spørgsmål, om det er nødvendigt, at forbrydelserne bliver udpenslet så meget, som de gør. Når jeg accepterer det, er det fordi disse beskrivelser er med til i al sin gru at fortælle, at karakterisere den morder, der myrder løs på sin helt specielle facon.

Chris Carter er ligeledes utrolig god til at beskrive de forskellige miljøer, historien bevæger sig rundt i.

Bogen har en fantastisk spændende afslutning, men jeg synes nok, at opklaringen af ”krimigåden” er lidt for fantastisk, men så man tænker igen: ”Kan det her virkelig foregå i virkelighedens verden?”

Et er sikkert. ”Jeg er døden” er en fortræffelig thriller og pageturner af format fra mesteren Chris Carters hånd.

af 5