Klik HER og se alle mine anmeldelser

Modtryk 2016 – 346 sider

Forlagets beskrivelse

Martin Benners liv er langsomt men sikkert ved at falde fra hinanden. En mafialignende organisation truer ham og hans familie på livet, og organisationens leder har ét krav, før han vil lade Martin i fred: Find Mio. Fireårige Mio forsvandt fra sin børnehave, samme dag som hans mor, den mordmistænkte Sara Texas, begik selvmord. Desperat følger Martin de få spor, der findes.
Men Mio er ikke Martins eneste problem. Han må også finde ud af, hvem der forsøger at få ham til at fremstå som gerningsmand til mord, han ikke har begået. Han bliver mere og mere paranoid, for det må være en, der er tæt på ham.
Som tiden går, bliver spørgsmålet: Kan Martin redde både Mio og sig selv?
MIOS BLUES starter, hvor den dramatiske thriller LOTUS BLUES slutter.

Anmeldelse

Hver af bogens 4 dele indledes med en del af et interview med bogens hovedperson, advokaten Martin Benner. I den interview-del, der indleder 4. del siger intervieweren:

(citat) ”Den her historie har så mange forviklinger, at det føles, som om den er taget lige ud af en Tarantino-film”. Det er helt korrekt, der er mange forviklinger i historien, ”Mios Blues”. Også for mange efter min mening. Jeg må indrømme, jeg havde lidt svært at holde helt styr på handlingen, som jeg i øvrigt også synes visse steder er ret urealistisk, men også spændende, når man kun ser på selve krimi-intrigen. Til gengæld er der mange realistiske, og interessante handlingselementer og temaer i bogen. Fx parforhold, utroskab, familierelationer, barnløshed, forholdet barn-voksen, tvivlsomt politiarbejde og indflydelsesrige forbryderorganisationer.

Også miljøerne i bogen er både interessante og godt beskrevet.

Desuden er personbeskrivelserne glimrende, og selv om handlingen kun ses fra Martin Benners side, da bogen er en jeg-fortælling, får man en god indsigt i de personer, som han på godt og ondt er omgivet af.

Da ”Mios Blues” er efterfølgeren til Kristina Ohlssons ”Lotus Blues”, er det nødvendigt, at man har læst den, og efter min mening erdet er en fordel, at man har den i klar erindring.

Personligt foretrækker jeg Kristinas Ohlssons mere traditionelle og mere realistiske krimier, men jeg synes bestemt, denne thriller fortjener

4 krimihjerter ud af 5

Klik HER og se alle mine anmeldelser

People’s Press 2016 – 335 sider

Forlagets beskrivelse

I "Brændte sjæle" har Østjyllands Politi brug for assistance til at opklare en bizar drabssag, selvom de ikke har fundet liget endnu. Anton Jørgensen er blevet meldt savnet, men alt tyder på, at politiet i virkeligheden skal efterforske hans mord. Besynderlige spor såsom et afhugget øre, en stor mængde euforiserende svampe og et blodigt badeværelse, får dem til at bede psykiateren Christian Falk om hjælp med efterforskningen.
Falk træder til, selvom han er ved at afslutte et forskningsprojekt om seriemorderes hjerner og netop har opdaget, at en deltager har løjet. I den spændende krimi "Brændte sjæle" kommer Falk til at sætte alt på spil, da han med utraditionelle metoder skaffer sig indsigt i Antons sind og finder svar på en række spørgsmål - både om Antons død og om sit eget dybeste indre.

Anmeldelse

I "Brændte sjæle" har Inger Wolf forladt sit sædvanlige krimimiljø, hvor politikommissær Daniel Trokic har hovedrollen.

Det er der kommet en anderledes, men både spændende, interessant og tankevækkende krimi ud af.

Bogens altoverskyggende tema er brugen af euforiserende stoffer.

Temaet udspringer af, at politiet undersøger en lejlighed i Århus, hvor manmener, at der sandsynligvis har fundet et drab sted, da man finder et afskåret øre i lejligheden. Imidlertid finder man ikke noget lig. Til gengæld finder man nogle svampe af arten Spids Nøgenhat, der har en stærk euforisende virkning på dem, der indtager svampene.

Politiefterforskeren Henrik Dam allierer sig med vennen og psykiateren Christian Falk. Sammen forsøger de nu at finde ud af, hvad der er foregået i lejligheden, og hvilken betydning stofferne har i forbindelse med den forbrydelse, der helt sikkert må have fundet sted i lejligheden.

Inger Wolf har foretaget en grundig research og beskriver aldeles glimrende, hvad der sker, når man indtager stoffer. Det gælder både virkningen af Spids Nøgenhat og senere i bogen også af LSD.

Tankevækkende er det i øvrigt også, at psykiateren Christian jævnligt ryger en joint.

Et andet stort tema er, hvordan hjernen rent faktisk ser ud på mennesker, der har begået drab.

Psykiateren Christian er i gang med undersøgelser ved hjælp af scanninger af diverse morderhjerner, vel at mærke hjerner der sidder i hovedet på levende mordere.

Både den formodede drabsefterforskning og undersøgelsen af hjernerne afstedkommer spændende situationer, som er holdt på det realistiske plan.

Beskrivelserne af personerne er gode og realistiske, og man er om ad mange forskellige typer. Også miljøbeskrivelserne er gode og forskelligartede.

Bogens krimiintrige er spændende og ikke lige umiddelbart gennemskuelig, men alt kommer for en dag til sidst.

Det er dog min opfattelse, at psykiateren får for mange beføjelser i den efterforskning, der pågår. Jeg mener ikke, en psykiater vil være så direkte involveret i en efterforskning, som tilfældet er i bogen.

”Brændte sjæle” er en rigtig god bog, men jeg synes dog, at et par af handlingselementerne passer lidt for godt som ”fod i hose” i bestræbelserne for at gøre bogen endnu mere spændende og ugennemskuelig.

Som et kuriosum kan jeg oplyse, at Henrik Dams stillingsbetegnelse, vicepolitikommissær ikke mere findes. Den blev afskaffet i 2014.

En herlig detalje i bogen for mit vedkommende er, at handlingen foregår på steder i Aarhus og omegn, som jeg har personligt kendskab til. Selv min barndomsby Odder er med i bogen.

Bogen kan i høj grad anbefales.

4 krimihjerter af 5

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Turbineforlaget 2015 – 350 sider

Forlagets beskrivelse

Efter en vanskelig fødsel er Didi lettet over at få daglig hjælp fra den dygtige og forstående sundhedsplejerske Hennequin.
Men Hennequin er ikke den, hun udgiver sig for at være og har en forfærdelig plan med Didi og hendes lille nybagte familie.
Miriam de Moor, kriminalinspektør ved Rotterdam politi, er allerede på sporet af Hennequin, som hun mistænker for at have begået en alvorlig forbrydelse mod hendes egen familie. De næste 10 dage bliver afgørende for, om hun når at opklare, hvem Hennequin er, og kan forhindre en ny grusom forbrydelse.
Sundhedsplejersken er en klassisk psykologisk thriller, hvor spændingen er holdt til det yderste fra start til slut i en stramt komponeret historie om jagten på en udspekuleret psykopatisk kvinde.

Anmeldelse

Umiddelbart kan man godt forestille sig, at den mandlige del af krimilæserne ud fra titlen vil tænke ved sig selv: ”Det er ikke en bog for mig”. Tænker man sådan, så tager man helt fejl.

Ganske vist hører man også en del om de fortrædeligheder, som kvinder, der lige har født, kommer ud for.

Disse fortrædeligheder indgår imidlertid på en særdeles spændende og uhyggelig måde i selve krimiintrigen, da sundhedsplejersken Hennequin får ansættelse hos den førstegangsfødende Didi. Hun har bækkenbundsløsning, som nødvendiggør, at hun får hjælp i dagligdagen.

Samtidig er politikvinden Miriam på eget initiativ i gang med en privat efterforskning af Hennequin,som har været gift med Miriams bror. Han er død efter et mystisk styrt på en trappe i deres hjem.

Bogen er bygget op på den måde, at handlingen ses fra både Didis, Hennequins og Miriams synsvinkler. Det giver en utrolig god indsigt i de tre kvinders tanker og handlinger, og man lærerdem virkelig godt at kende.

De tre kvinder kommer også fra forskellige miljøer, og også disse er godt beskrevet.

Næppe er Hennequin kommet ind i Didis og hendes mand, Oscars hjem, før hun i det skjultebegynder foretage sig modbydeligheder mod familien. Til at begynde med er det kun i det små, men efterhånden tager disse modbydeligheder til og bliver i den grad grænseoverskridende.

Miriams private efterforskning afslører ikke overraskende, at Henniquin er en person med mange dystre hemmeligheder.

Forfatteren formår at skabe en gysende stemning uden brug af heftige virkemidler. Det er ikke de bloddryppende detaljer, læseren udsættes for. Det er den snigende og intense spænding.

Et vigtigt tema i bogen er at vise, athændelser i barndommen kan være med til at præge et menneske hele livet igennem, og her taler vi ikke bare om mislykket pottetræning.

Når man er færdig med bogen, har man fået fint styr på, hvordan tingene hænger sammen, og alle ”mysterierne” er opklaret. Alligevel mener jeg, at der er noget uforløst over slutningen. Når det så er sagt, ville netop den slutning egne sig fortrinligt til en film. Ja, jeg er lidt ambivalent her.

Nova Lee Maiers”Sundhedsplejersken” og Simone van der Vlugts ”Hvor intet kan røre dig” (Forlaget Punktum 2015) viser, at hollænderne kan andet end fostre kunstmalere, dyrke tulipaner, og spille fodbold på højt niveau. De kan også skrive spændende krimier, så bliv endelig ved det også.

5 krimihjerter af 5

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Politikens Forlag 2015 – 374 sider

Forlagets beskrivelse

Dødemandsbugten er tredje bind i Thomas Rathsacks thrillerserie om jægersoldaten Michael Plessner.
Årtiers hårdeste vinter hærger Grønland, hvor jægersoldaten Michael Plessner har slået sig ned i hovedstaden Nuuk efter en personlig tragedie.
Et slædehold fra den danske Siriuspatrulje meldes savnet og formodes at være frosset ihjel i en voldsom snestorm. En af de savnede er tidligere jægersoldat og Plessners bedste ven.
Maliki, kvindelig geolog og ekspeditionsleder, kommer i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at han er i live, og at snestormen ikke er den virkelige årsag til slædeholdets forsvinden.
Fast besluttet på ikke at lade sin ven i stikken begiver Plessner sig sammen med Maliki til verdens største nationalpark for at lede efter ham.
Plessner erfarer dog hurtigt, at nogen for hver en pris vil forhindre deres redningsaktion. Han og Maliki suges ind i en verden af narkogangstere, korrupte politikere, et forbrydersyndikat og en fremmed efterretningstjeneste, som alle viser sig at være kontrolleret af én kynisk og grådig overmagt.

Anmeldelse

”Dødemandsbugten” tilhører kategorien action-thriller. Det er en særdeles spændende og underholdende bog.

Når en film får betegnelsen ”actionfilm”, sker der ofte de mest afsindige og usandsynlige begivenheder. Gælder det så også i dette tilfælde, hvor bogen en action-thriller? Vel nok i en vis grad. Bogen rummer scener, som i min øjne er usandsynlige. Hovedpersonen Michael Plessner står ikke tilbage for mange af de helte, der medvirker i en actionfilm, og flere af de begivenheder, der skildres ville sagtens kunne passe godt ind i manuskriptet til en actionfilm.

Når dette så er sagt, så er ”Dødemandsbugten” også meget andet end bare action. Bogen rummer nogle gode beskrivelser af den grønlandske natur og af farlige slæderejser i vintermørket over indlandsisen.

Bogen viser også en forfatter, der med sin militære baggrund har et indgående kendskab til arbejdsbetingelserne for Siriuspatrulje-folk, militær i det hele taget, våben, sprængstoffer m.v.

Personskildringerne i bogen er gode. Man får især et godt kendskab til Michael Plessner, hvis tilværelse absolut ikke har været en dans på roser. Men også en af skurkene, landsstyreformanden Geisler, skildres godt.

At gøre en grønlandsk landstyreformand til en af bogens skurke er noget spektakulært. For selv om man i pressen hører om grønlandske politikere, der foretager handlinger, hvor de meler deres egen kage, er denne landsstyreformands handlinger efter min mening ikke helt sandsynlige. Samtidig er hans handlinger på den anden side set med til at sætte fokus på de misbrugsproblemer, som er en del af virkeligheden i dagens Grønland.

Ligeledes er landstyreformandens og andre forbryderes handlinger med til at gøre opmærksom på de kostbare råstoffer, der ligger gemt i den grønlandske undergrund.

Hvis man sætter pris på en bog, hvor der sker noget dramatisk og spændende i langt den største del af bogen og accepterer usandsynligheder, kan bogen i høj grad anbefales.

4 krimihjerter af 5

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Peoples’ Press 2015 – 314 sider

Forlagets beskrivelse

Anna er som de fleste. Hun bor med sin mand og deres datter i en forstad til Helsingborg, arbejder på et dameblad og har altid været tro mod det liv. Indtil den dag hun er på konference med sine to kvindelige kollegaer og veninder og bliver kurtiseret af en good looking yngre mand.  
De to veninder har, i modsætning til Anna, været om sig på trods af, at de også er lykkeligt gift, og den aften falder Anna for fristelsen. Den femten år yngre mand, Eric, charmerer hende, og de to ender med at have sex, den bedste sex Anna har haft i årevis! Men trods begær og beruselse vågner Anna op med store samvittighedskvaler. Efterfølgende opsøger hun Eric for at gøre det forbi med ham, og ender i stedet i hans seng. 
Men der er noget med Eric. Noget som nager Anna ud over den dårlige samvittighed. Er han den, han giver sig ud for at være? 

Anmeldelse

99 korte kapitler i den 314 sider lange bog, giver den et flow, ”der vil noget”. Da den samtidig har en særdeles spændende og nærværende handling, er ”Kom tag min hånd” meget hurtig læst.

Det overordnede tema er følgerne af utroskab sat sammen med et stalker-tema, hvor stalkeren er en renlivet psykopat.

Beskrivelsen af den utro Anna er særdeles god. Fra kun at føle dårlig samvittighed bliver følelsen efterhånden til renlivet skræk for, hvad stalkeren vil foretage sig.

Også beskrivelsen af stalkeren Eric er troværdig. Som handlingen skrider frem, får man mere og indsigt i en syg mands sind, ikke mindst fordi handlingen også ses fra hans side.

Annas mor, som også kommer til at spille en rolle som trøsteren og hjælperen i forhold til Anna, er godt beskrevet. Også fra hendes synsvinkel ses en del af handlingen.

Magnus, som er gift med Anna, elsker sin kone – ja, og hun elsker ham – er i bund og grund en rar og kærlig mand, men er ikke den, der gør ægteskabet spændende og inspirerende. Fx går han meget op i at få parrets bil udskiftet. Noget, som Anna absolut ikke kan se fornuften i.

Det, der gør bogen intenst spændende, er bl.a. at den skildrer livet hos ganske almindelige mennesker – ikke helte og heltinder – som pludselig udsættes for noget, som i den grad vender op og ned på deres hverdag.

Det politimæssige spiller ikke den store rolle i bogen, men er i orden. Det varetages af makkerparret Karlsson og Gerda. Her tror jeg, der er gået lidt fejl i korrekturen, et enkelt sted omtales Gerda nemlig som Gerdin. Det lyder noget mere sandsynligt, at det er det, han hedder.

Ligeledes må der være fejl i korrekturen, når to biler, der er ca. 4 år gamle for den enes vedkommende kun har kørt 8000 km. og den anden kun 6000 km.

På alle måder en særdeles vellykket thriller. Jeg ser frem til at læse nye bøger fra Hans Koppels hånd.

5 krimihjerter af 5