Klik HER og se alle mine anmeldelser

mellemgaard 2016 – 310 sider

Forlagets beskrivelse

Selvom det er mere end 40 år siden, er Jørgen Langholm aldrig kommet sig over drabet på Henriette, der var hans ungdoms store kærlighed. Da han en dag modtager en mystisk æske med et morbidt indhold, vækkes ikke kun det gamle mareridt igen, et nyt og mere grusomt starter.

Indholdet i æsken binder på uhyggelig vis det gamle, og ellers opklarede, drab sammen med hans elskede steddatter, Mille, der er forsvundet under en ferie i Spanien. Herefter starter et kapløb med tiden over de næste 72 timer – fra København NV til Frederiksberg og videre til Costa del Sol, for at redde Mille fra en psykopatisk seriemorder. En seriemorder, der kender Langholm godt — særdeles godt.

Anmeldelse

”Ondt liv” er Henrik Jensens debutroman. Bogen er fyldt med spænding og dramatik fra start til slut.

Krimiintrigen handler om drengen Wille, der i barndommen svigtes af sin mor og udvikler sig til en seriemorder. Samtidig har han oparbejdet et had til barndomsvennen Jørgen Langholm, fordi han blev foretrukket af Henriette, den pige begge drengene som teenagere var forelskede i.

Jørgen bliver politiefterforsker og tilknyttes Europol, hvilket dog ikke forhindrer Wille i på modbydelig vis at ”komme efter ham.”

Handlinger skifter mellem nutiden og 1974, så man får et indblik i de to hovedpersoner både som drenge og som voksne. Det gøres på udmærket vis.

Personbeskrivelserne er for nogles vedkommende ret stereotype fx den spanske politimester og et par spanske politifolk.

Wille er gennemført psykopat og har gennem tiden på grusomste vis mishandlet og myrdet flere kvinder i Spanien. Det fortsætter han med, samtidig med at han jagter Jørgen.

Jørgen er en dygtig efterforsker – på mange måder en noget sammensat person. På den ene side er han næsten James Bond-agtig med hang til lækre damer, store biler og fart. På den anden side er han en meget følsom person, der har let til tårer, og en for hvem fantasien kan spille et puds.

De steder, hvor handlingen udspilles er fint beskrevet.

Til at begynde med holdes dramatikken på et acceptabelt plan; men som handlingen skrider frem tager dramatikken en drejning, som bliver mere og mere dramatisk. Det på en måde, så den også bliver urealistisk.

Undertiden passer tingene lidt for godt sammen for at få det hele til at gå op, som fx at Wille netop møder Jørgen, sin værste fjendes steddatter på Picasso-museet.

Desværre er der også adskillige ”smuttere” i bogen: Ingen politimand tilknyttet Europol, vil lave efterforskning i Spanien uden spansk politi på forhånd er underrettet. Politiets tjenestepistol er ikke en Clock, men en Heckler og Koch. En revolver har tromle og ikke magasin. På side 245 beder en kvinde Jørgen om at fortælle om sig selv. Det gør han. På side 256 beder samme kvinde ham igen om fortælle om sig selv, og det gør han. Her har gennemlæsningen svigtet.

Bogen er ind imellem temmelig urealistisk, men kan man se bort fra det, så er den underholdende og spændende.

3 krimihjerter ud af 5

  Klik HER og se alle mine anmeldelser

Politikens forlag 2016 – 448 sider

Forlagets beskrivelse

En midaldrende motionscyklist bliver fundet død i en park. Han er styrtet ned i et hul ved et vejarbejde og har brækket halsen. Et tragisk, men hændeligt uheld, mener Christianssund Politi, indtil mandens bedste ven få måneder senere også dør – og denne gang er der tydeligvis tale om mord. Hænger de to dødsfald sammen? Og hvordan? Privatdetektiven Dan Sommerdahl er i første omgang ikke helt så ivrig for at deltage i efterforskningen, som han plejer. Han er nemlig i fuld gang med at løse sin helt egen gåde: Han vil finde sin far. En mand, han aldrig har mødt, og som han ikke engang kender navnet på. Eftersøgningen fører ham på sporet af løsningen af de to mord. Og så tager tingene pludselig fart.

ANMELDELSE

Anna Grues ”I lige linje” et eksempel på en dansk krimi, der bygger på den engelske krimitradition med en privatdetektiv, der på omtrent lige fod og i samarbejdemed politiet, efterforsker en forbrydelse.

Privatdetektiven er Dan Sommerdahl, som læsere af Anna Grues bøger kender fra seks tidligere krimier fra hendes hånd.

Denne gang befinder Dan Sommerdahl sig i en midtvejskrise, og den kriseramte Dan beskrives glimrende og troværdigt. Godepersonbeskrivelser gør sig gældende for samtlige personer i bogen.

Også de forskelligartede miljøbeskrivelser beskrives godt.

Anna Grue lægger stor vægt på at beskrive almindelige mennesker med almindeligt arbejde fra helt almindelige danske miljøer. Dog er der også plads til beskrivelser af den engelske by, Oxford. Forfatterens store forkærlighed for det engelske fornægter sig ikke.

Naturligvisspiller krimiintrigen en stor rolle i bogen, men det gør i høj grad også den handling, der bl.a. fortæller om og udspiller sig omkringdet store arbejde danskesosu-assistenter udfører.

Ligeledes fører Anna Grue også læseren ind på det, der sker, når midaldrende personers gamle forældre – tvunget af omstændighederne - må på plejehjem.

Krimiintrigen i bogen er realistisk, og forklaringen på, hvorfor mordene er blevet begået, holder også. Efterforskningen følger forskellige spor og diverse motiver diskuteres.

Et væsentligt tema i bogen er at finde den far, der altid har været ikke eksisterende.

Nøgenfotos på nettet og muslimske pigers ageren er andre temaer i bogen.

Politiefterforskningen i bogen er i sin grundsubstans realistisk, men når politiet inddrager Dan Sommerdahl i efterforskningen, hører det realistiske op. At det slet ikke forholder sig sådan i virkeligheden, er Anna Grue helt bevidst om.

Også i lighed med den engelske krimitradition foregår handlingen i en fiktiv by, Christianssund findes ikke på det danske landkort.

Jeg synes generelt rigtig godt om bogen. Det tiltaler mig, at det er almindelige mennesker, der udgør bogens persongalleri, og at de problemer, der beskrives i bogen, er almenmenneskelige.

Til gengæld er jeg meget skeptisk, når en privatdetektiv er så meget inde over efterforskningen, som det er tilfældet i ”I lige linje”; men selvfølgelig er det den frihed, som forfattere forbeholder sig ret til at have, når de ”digter”. Jeg synes også, at der er et sted i bogens handling, hvor ”enderne når lidt for godt sammen”, og at et handlingselement et andet sted ”er lidt formeget af det gode”.

Men absolut en bog, der er værd at læse,

4 krimihjerter ud af 5

Politikens forlag 2016 – 448 sider

Forlagets beskrivelse

En midaldrende motionscyklist bliver fundet død i en park. Han er styrtet ned i et hul ved et vejarbejde og har brækket halsen. Et tragisk, men hændeligt uheld, mener Christianssund Politi, indtil mandens bedste ven få måneder senere også dør – og denne gang er der tydeligvis tale om mord. Hænger de to dødsfald sammen? Og hvordan? Privatdetektiven Dan Sommerdahl er i første omgang ikke helt så ivrig for at deltage i efterforskningen, som han plejer. Han er nemlig i fuld gang med at løse sin helt egen gåde: Han vil finde sin far. En mand, han aldrig har mødt, og som han ikke engang kender navnet på. Eftersøgningen fører ham på sporet af løsningen af de to mord. Og så tager tingene pludselig fart.

ANMELDELSE

Anna Grues ”I lige linje” et eksempel på en dansk krimi, der bygger på den engelske krimitradition med en privatdetektiv, der på omtrent lige fod og i samarbejdemed politiet, efterforsker en forbrydelse.

Privatdetektiven er Dan Sommerdahl, som læsere af Anna Grues bøger kender fra seks tidligere krimier fra hendes hånd.

Denne gang befinder Dan Sommerdahl sig i en midtvejskrise, og den kriseramte Dan beskrives glimrende og troværdigt. Godepersonbeskrivelser gør sig gældende for samtlige personer i bogen.

Også de forskelligartede miljøbeskrivelser beskrives godt.

Anna Grue lægger stor vægt på at beskrive almindelige mennesker med almindeligt arbejde fra helt almindelige danske miljøer. Dog er der også plads til beskrivelser af den engelske by, Oxford. Forfatterens store forkærlighed for det engelske fornægter sig ikke.

Naturligvisspiller krimiintrigen en stor rolle i bogen, men det gør i høj grad også den handling, der bl.a. fortæller om og udspiller sig omkringdet store arbejde danskesosu-assistenter udfører.

Ligeledes fører Anna Grue også læseren ind på det, der sker, når midaldrende personers gamle forældre – tvunget af omstændighederne -  må på plejehjem.

Krimiintrigen i bogen er realistisk, og forklaringen på, hvorfor mordene er blevet begået, holder også. Efterforskningen følger forskellige spor og diverse motiver diskuteres.

Et væsentligt tema i bogen er at finde den far, der altid har været ikke eksisterende.

Nøgenfotos på nettet og muslimske pigers ageren er andre temaer i bogen.

Politiefterforskningen i bogen er i sin grundsubstans realistisk, men når politiet inddrager Dan Sommerdahl i efterforskningen, hører det realistiske op. At det slet ikke forholder sig sådan i virkeligheden, er Anna Grue helt bevidst om.

Også i lighed med den engelske krimitradition foregår handlingen i en fiktiv by, Christianssund findes ikke på det danske landkort.

Jeg synes generelt rigtig godt om bogen. Det tiltaler mig, at det er almindelige mennesker, der udgør bogens persongalleri, og at de problemer, der beskrives i bogen, er almenmenneskelige.

Til gengæld er jeg meget skeptisk, når en privatdetektiv er så meget inde over efterforskningen, som det er tilfældet i ”I lige linje”; men selvfølgelig er det den frihed, som forfattere forbeholder sig ret til at have, når de ”digter”. Jeg synes også, at der er et sted i bogens handling, hvor ”enderne når lidt for godt sammen”, og at et handlingselement et andet sted ”er lidt formeget af det gode”.

Men absolut en bog, der er værd at læse.

4 krimihjerter ud af 5

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Peoples’Press 2016 – 338 sider

Mødet med en sympatisk kvindelig bedemand satte Sara Blædel i gang med ideen til ”Bedemandens datter”.

Forlagets beskrivelse:

Da Ilka får at vide, at hendes far er død i USA, og at hun er nævnt i hans testamente, kommer det som noget af en overraskelse. For Ilka og moren har intet hørt til ham, siden han forlod dem, da Ilka var syv, og det er efterhånden 33 år siden. 

Men savnet af faren har i alle årene siddet dybt i Ilka, så hun beslutter at rejse derover. Ikke fordi hun interesserer sig for arven, men nu vil hun have nogle svar. Hvorfor rejste han og lod aldrig høre fra sig? Hvordan har hans liv været? Og hvem var han egentlig? 

Det bliver bare ikke så let. For ikke blot har faren en ny og meget lidt imødekommende familie, men meget tyder på, at han også har haft en masse at skjule. Ingen har imidlertid lyst til at fortælle Ilka, hvad de ved, og i stedet havner hun i en situation, hvor hun risikerer at hæfte for noget, hun aldrig kommer fri af igen.  

”Bedemandens datter” er første bind i en trilogi.

Anmeldelse:

I "Bedemandens datter" forlader Sara Blædel sit sædvanlige krimiunivers med Louise Rick, og læseren bringes via den 40-årige skolefotograf Ilka Jensen ind i bedemandsmiljøet i byen Racine i Wisconsin i USA.

Gennem Ilka giver Sara Blædel læseren en troværdig og meget fin indsigt i, hvordan bedemands­firmaer arbejder i USA. Ingen tvivl om, at der i USA findesseriøse og velmenende bedemænd, men som man kan læse i bogen, er der også dem, for hvem "cool business" er omdrejningspunktet.

Lige somi Danmark er detselvfølgelig også bedemandsfirmaerne i USA, der sørger for alt det praktiske i forbindelse med dødsfald.  

I USA går mange meget op i kistens udseende, så nogle kister er er særdeles dyre, og meget ofte er det åbne kister, der stilles frem, når der tages afsked med afdøde. Derfor indgår balsamering også ind imellem som en del af bedemandens arbejde.

Det er også bedemandsfirmaerne, der står for afholdelse af hele mindehøjtideligheden. I "Bedemandens datter" fortælles, at disse højtideligheder som regel foregår i bedemandsfirmaernes lokaler. Her kan der tilkøbes alle former for blomsterdekorationer og forplejning, og her spilles den musik, som afdøde holdt af. Hvis afdøde skal kremeres, er der mulighed for at købe charms, hvori der kan puttes aske fra den afdøde.

Alt dette oplever Ilka i forbindelse med at hun arver sin fars bedemandsfirma, men bogen handler også om en kvinde, der forsøger at finde ud af, hvorfor hendes far forlod hende og moderen og rejste til USA og blev bedemand der. Hun har ikke set ham, siden hun var 7 år og føler stadig et stort savn efter ham.

Ilka ved ikke, hvad hun rent faktisk skal stille op med bedemandsfirmaet. Skal hun beholde det eller ej? Hun fornemmer også, der er foregået noget i firmaet, som hun meget gerne vil have klarhed over.

”Bedemandens datter”er også historien om en kvinde, der forsøger at finde sin egen identitet. Hvorfor er hun blevet den, hun er?

Efter at Ilka blev enkefor nogle år siden, har hun ikke fundet nogen ny mand, men hun er typen, der ikke går af vejen for at være den, der tager initiativ til en ”one night stand” uden på nogen måde at have dårlig samvittighed dagen efter – højsthar hun tømmermænd.

På alle måder bliver Ilka beskrevet, så man virkelig synes, at hun er en person, man kender og holder af.

Der er i det hele taget rigtig fine personskildringer i bogen. Man tror på de personer, man møder. Især kommer man til at kende Artie Sorvino godt. Han er en ca. 60 årig mand med hestehale. Han har været farens assistent i firmaet, og hans speciale er at få afdøde til at tage sig bedst mulig ud, når vedkommende ligger til skue i den åbne kiste.

I firmaet arbejder der også en nonne, Søster Eileen O`Connor, som er frivillig medarbejder. Huner en person, som Ilka har svær ved at gennemskue. Nogen gange er hun sød og venlig, og andre gange er hun bare lidt mærkelig.

Nu er det jo Sara Blædel, der har skrevet bogen, og selvfølgelig skal der også tilsættes noget "kriminalistisk og mysterieagtigt". Det gøres på en måde, som falder helt naturligt ind i handlingen. Her er ikke noget med, at Ilka nu skal til at opklare det drab, som finder sted i Racine, lige efter hun er ankommet. Opklaringsarbejdet sørger politiet selvfølgelig for. Ilka er kun med på sidelinjen som den bedemand, der tager sig af den myrdede mand og hans mor på et personligt engagerende plan.

Skildringerne af miljøerne i bedemandsfirmaerne er interessante og vidner om en særdeles grundig research.

I bogen kommer man ikke til bunds i de lidt mystiske hændelser, der antydes, at der tidligere er forgået omkring Ilkas nu arvede bedemandsfirma. Det er heller ikke meningen for det sidste ord i ”Bedemandens datter” er "fortsættes". Det vil ske i to efterfølgende bøger. Dem glæder jeg mig til at læse.

Sara Blædel og ”Bedemandens datter” har begge fuldt ud fortjent

5 krimihjerter ud af 5

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Forlagets beskrivelse

Syv af de allerbedste og mest populære danske krimi- og spændingsforfattere har skrevet disse nervepirrende og gribende noveller til samlingen Over grænsen. Det er således noveller af Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm, Eva Maria Fredensborg, Lotte & Søren Hammer, A.J. Kazinski, Jakob Melander og Jesper Stein.

Såvel forfattere som forlag og samarbejdspartnere har valgt at donere en del af overskuddet fra salget af bogen til Red Barnets arbejde for syriske flygtningebørn og deres skolegang.

Politikens Forlag har tidligere med stor succes udgivet novellesamlingerne Liv for liv og Dødelig alvor i samarbejde med henholdsvis Dansk Flygtningehjælp og Læger uden Grænser, der kunne sende store beløb videre til nødlidende i verdens brændpunkter.

Anmeldelse

"Over grænsen" er syv spændende, men meget forskellige historier. Som der står på bogens forside, er der tale om både krimihistorier og spændingshistorier.

Til kategorien krimihistorier hører Elsebeth Egholms "Vandrende skygge", hvor temaet er "den forsvundne ægtemand". Historien foregår i et landligt miljø på Djursland.

En anden krimihistorie er Jakob Melanders "Fredensborg", hvor man følger politiets efterforskning af et drab, som foregår i begyndelsen af 80'erne, og hvor gerningsstedet er et kollektiv i det indre af København. Historien beskriver på bedste vis miljøet, hvor musik og indtagelse af stoffer spillede en overordentlig stor rolle i tilværelsen.

Også Jesper Stein har i historien "Gudinden" skrevet om en politiefterforskning. I historien møder vi Axel Sten, som er meget ung efterforsker. Temaet i historien kan beskrives som: "Hvordan beviser en politimand, at den, han er sikker på er morder, nu også er det?" Et andet tema handler om den pris et barn kommer til at betale, når det bliver part i en forbrydelse.

Eva Maria Fredensborg har skrevet en klassisk krimihistorie, som foregår i et skovområde i Sverige. Under en voldsom storm, hvor en flok naboer er samlet til ”stormkaffe”, sker der et dødsfald i huset. Der er noget ”en-af-os-er-morderen” over historien.

Spændingshistorierne står Jussi Adler-Olsen, Lotte & Søren Hammer og A.J. Kazinski for.

Jussi Adler-Olsens historie "Sprækken" er en historie, som tager sit udgangspunkt i Tyskland under 2. verdenskrig. En helt utrolig historie om en tysk soldat fra krigens tid, der i nutidens Tyskland, som følge af en udspekuleret plan, bringes til at tro, at 2. verdenskrig endnu ikke er afsluttet.

Lotte & Søren Hammer har skrevet[1] "Den blå ged", Det er en historie, hvor jeg tror, at læserne i den grad bliver snydt til sidst. Historien fortæller om nogle børn, der går i fritidsordning og er med deres pædagoger på en hyttetur i Sverige. Uha. Jeg kommer til at tænke på en hyttetur, som jeg i min egenskab af klasselærer for en 6. klasse var med til at arrangere. Her skulle mine kolleger og jeg også lave sjov med børnene. Det endte bestemt ikke sjovt.

"Bentzon på broen" er A.J. Kazinskis bidrag til bogen. Som det fremgår af titlen, er det forfatterparrets hovedperson fra tre af deres romaner, der også er med i denne historie. Han har hovedrollen i et gidseldrama, hvor han, som den gidselforhandler han er, skal forhindre en mand i at springe ud fra Storebæltsbroen med et lille barn i armene. En meget intens historie, hvor også Benzons kærlighedsliv spiller en meget stor rolle - i hvert fald inde i Bentzons hjerne. Syv gode og underholdende historier.

4 krimihjerter ud af 5

  Klik på dette link: Den 11.-12. juni 2016 i Østerbrohuset i København

  Klik HER og se alle mine anmeldelser

Egolibris 2016 – 208 sider

Forlagets beskrivelse

På toppen af sin karriere dræbes den unge advokat Lise Thulin af fire skud fra en kikkertriffel.
Kort efter findes liget af formuerådgiveren Jan Egebjerg på en golfbane.
Der er tilsyneladende ingen sammenhæng mellem de to dødsfald andet end et navn: Martin Berg. Politiet leder desperat efter spor, mens morderen fortsætter sin brutale nedslagtning.

Anmeldelse

”Storvildt” er skrevet af debutanten Christian Nyholm.

Desværre levede bogen ikke op til mine forventninger ud fra forlagets beskrivelse. Der er bestemt spænding til stede, men jeg synes troværdigheden og realismen desværre ikke altid er i ordenofte.

Bogen tager sit udgangspunkt i følgende udtalelse fra seriemorderen:

”Det er enkelt. Jeg vil befri vores samfund for unyttige og skadelige individer. Jeg ser mig selv som en jæger, hvis opgave det er at nedlægge dette overflødige storvildt, og jeg er helt overbevist om, at det ikke alene er min ret, men også min pligt.” 

Jeg synes dog ikke, at man får nok at vide om, hvorfor morderen har set sig gal på personer, som han kalder for unyttige og skadelige individer - så meget, at han synes, at de skal nedlægges. Ligeledes synes jeg,at ofrene er godt nok udvalgte. Ville det ikke være mere spektakulært, hvis ofrene tydeligt havde været nogle af samfundets virkelig store ”unyttige og skadelige individer”?

Det virker urealistisk, at gerningsmandens nye kæreste så villigt indgår i et dræberteam med ham.

Det første dobbeltdrab, de gennemfører sammen, er i øvrigt så dårlig planlagt, at de ikke på forhånd har tænkt over, hvordan de vil dræbe deres ofre.

Der bliver brugt to sider i bogen på at fortælle om en gå-tur, som en af bogens personer foretager sig i det indre København. Gå-turen betyder intet for handlingen, men forfatteren roser til gengæld i høje toner en eksisterende herretøjsbutik, ligesom han lige får kritiseret Enhedslisten. Disse to sider er helt overflødige. Politiefterforskningen finder jeg også urealistisk. Her er et par eksempler:

Efter et møde i efterforskningsteamet umiddelbart efter det første drab i bogen afslutter lederen mødet med ordene: ”I må selv prøve at være kreative. Lad os aftale vi mødes om tre dage.” Den holder vist ikke i det virkelige politiefterforskningsarbejde.

Da gerningsvåbnet til et senere drab findes, spørger efterforskningslederen en af sine medarbejdere: ”Har vi sikret os drabsvåbnet?” Det må man da så sandelig gå ud fra, som elementært politiarbejde, at de har.

Jeg mener også, at det er urealistisk, at ansatte vedDagbladet Politiken involveres så meget i efterforskningen, som det er tilfældet.

Selv om nogle politifolk i 2011, hvor bogen foregår, sikkert stadig har benyttet sig af titlerne kriminalkommissær og kriminalassistent, virker det ikke troværdigt, at samtlige efterforskere bruger denne titel.

Bogen er 1. del i en serie på tre.

2 krimihjerter ud af 5 

 Klik på dette link: Den 11.-12. juni 2016 i Østerbrohuset i København