Klik HER og se alle mine anmeldelser 

People’s Press 2016 – 334 sider

Anmeldelse

Hvis man er til en roman fyldt med spænding, dramatik, vold, action, hed sex og urealistiske hændelser tilsat en god portion realistiske ingredienser bl.a. drømmen om det perfekte barn og genforskning, så er ”Enhjørningen” lige sagen.

Hvorfor forsvinder en verdensberømt kvindelig dansk violinist? Hvorfor ligger en ung kvinde skudt i en plantage nord for Kalundborg? Hvorfor har en dansk multimilliardær omskabt en lille del af en lille dansk ø til en lille bidJapan, hvor også hemmelighedsfulde bygninger er placeret?

Det er bare nogen af de sager Michael Sander, den private efterforsker blandes ind i sammen med Lene Jensen, politiinspektøren han er blevet gift med og efter kort tids ægteskab nu allerede er i skilsmisseforhandling med.

Bogens titel ”Enhjørningen” hentyder til de mennesker, man kalder enhjørninger. Det er mennesker med helt perfekte gener. For skruppelløse mennesker kan sådanne gener  være meget interessante at komme i besiddelse af fx med henblik på salg af befrugtede ”enhjørningæg”.

Miljøerne i bogen er meget forskelligartede lige fra det fattige Kashmir i Indien til mondæne hoteller i Paris og velhaversteder i Danmark.

Hovedpersonerne i bogen er godt skildret kærlighedsforholdet, der tidligere var mellem Lene og Michael, har nu udviklet sig nærmest til had, men det til trods forstår de to stadig at samarbejde om at opklare forbrydelser. Michael Sander skal finde den forsvundne violinist, og Lene Jensen skal opklare drabet på den unge pige ved Kalundborg. Det viser sig – ikke overraskende – at de to efterforskninger krydser hinanden, efterhånden som handlingen skrider frem.

En af bogens andre vigtige personer, rigmanden Bertram Monell skildres som prototypen på en excentrisk rigmand, men skildringen er fin.

De, ”muskelmænd” der er med, må nok betegnes som stereotyper og unuancerede.

Efter min mening er den efterforskning, som Lene Jensen har gang i urealistisk i og med, at man hører om, at kun Lene og hendes assistent Bjarne indgår i efterforskningen. Lene er ”i marken” og Bjarne sidder på kontoret. Tilmed er Lene politiinspektør. En sådan vil i virkelighedens verden ikke indgå så direkte i efterforskningen. Lene er i en afdeling, der hedder ”Rigspolitiets afdeling for personfarlig kriminalitet”. En sådan findes ikke direkte under Rigspolitiet, men derimod ude i de forskellige politikredse.

Måske forfatteren kunne have ”opfundet” en sådan afdeling, som opererer i alle politikredse og forklaret baggrunden. Det er digterisk frihed, men forklaring skal der til. Det er det, Jussi Adler-Olsen gør, når han ”opfinder” en ny politiafdeling som Afdeling Q.

Men uanset hvad. Så var jeg utrolig godt underholdt af denne meget spændende og velskrevne spændingsroman.

5 krimihjerter af 5

  Klik HER og se alle mine anmeldelser 

Politikens Forlag 2016 – 505 sider

Forlagets beskrivelse

Det er kommet ledelsen for øje, at opklaringsprocenten i Afdeling Q ligger langt under det forventede. Beviset for det modsatte ligger hos Rose, som er sunket ned i en psykotisk sump, der trækker lange tråde ind i en mørk fortid. En fortid hvor en grum forbrydelse muligvis er begået.

Samtidig findes en ældre kvinde myrdet i Kongens Have og en gal bilist har indledt en dødelig jagt på unge kvinder, mens nye forbrydelser planlægges et helt andet sted. Er det urelaterede hændelser, eller ligger der en sammenhæng begravet et sted i forbrydelserne?

Carl, Assad og Gordon står over for et puslespil af større dimensioner end nogensinde, alt imens deres kollega Rose er i store problemer. Firkløveret har mistet et blad, men betyder det også, at heldet helt har forladt dem? Vil de undgå en lukning af Afdeling Q, og vil mordene i København nogensinde stoppe?

Anmeldelse

”Selfies” har alt det, der hører en god krimithriller til. Her er høj grad af spænding og dramatiske situationer. Spændingen skabes bl.a. ved, at man som læser ved noget, som efterforskerne i Afdeling Q ikke ved noget om. Fx er der et sted i bogen, hvor læseren ved, der foregår noget bag en dør, som Carl Mørck og Assad står foran. De ved ikke noget, og man ønsker, man kunne råbe: ”Så åbn dog den dør!”

Andre steder følger man en morder, der lurer på sit offer. Læseren ved, hvad der er i vente, men det gør offeret naturligvisikke. Den slags intense situationer er der adskillige af. Denne fortælleteknik, suspence, kender man også fra filmens verden.

Bogen rummer masser af humor i form af de samtaler, der foregår især i Afdeling Q, men humoren er også til stede, når man hører om det, der foregår oppe i Afdeling A.

Decideret satire er der også med. Fx når det beskrives, hvordan Tv-programmet ”Station 3” ihærdigt forsøger at følge efterforskningen på nærmeste hold.

”Selfies” foregår i 2016, men der trækkes spor tilbage til fortiden, ja helt tilbage til 2. verdenskrig. Jussi Adler-Olsen formår at knytte disse handlingselementer sammen, så de udgør en sammenhæng til slut i bogen. Her kommer ”ting og sager” frem, som man måske ikke lige havde ventet.

I bogen fokuseres der især på to temaer. Det ene er Roses voldsomme kamp med sine indre dæmoner. Det andet er, hvordan en vis kategori af unge piger ved hjælp af offentlig forsørgelse forsøger at komme til at leve og gebærde sig, som de piger, man møder i realityshows og på nettet.

Beskrivelserne af Roses kamp mod dæmonerne er meget gribende og barsk. Man kan ikke undgå virkelig at komme til at føle med hende.

Også beskrivelserne af Denise, Michelle og Jazmine erpræcise og skarpe. Her sidder man med den modsatrettede følelse i forhold til beskrivelsen af Rose - de er simpelthen nogle ”møgtøser”.

Den samme opfattelse af pigerne har en kvindelig socialrådgiver også. Hun beslutter sig kort og godt for at udrydde dem og andre piger af samme type. Hun opfatter det som en nødvendig mission.

Karakteristikken af socialrådgiveren, som efterhånden udvikler sig til at blive aldeles sindssyg, er godt drejet.

Carl og Assad er stadigvæk, som vi kender dem beskrevet i de tidligere bøger. De er begge dygtige efterforskere med en god portionhumor. Man morer sig fortsat over deres indbyrdes snak, og når Assad har fået lidt forkert fat i det danske sprog. Et sted beskriver han en af personerne som ”en krog”. Det skulle jo have været ”en knag”.

Gordon viser sig efterhånden også som en god efterforsker og bliver mere og mere accepteret som en del af holdet. Han har det helt utrolig dårligt med, at Rose har det så elendigt, som det er tilfældet.

Efter endt læsning kan man heldigvis glæde sig til, at man stadigvæk har 3 bøger til gode i serien om Afdeling Q. I bog nummer otte er det Assads historie, der bliver afdækket. Den glæder jeg mig allerede til at læse.

Samtlige 505 sider i ”Selfies” blev slugt af en inkarneret krimifan som mig.

5 krimihjerter af 5

 Klik HER og se alle mine anmeldelser 

Lindhardt og Ringhof.dk 2016 – 397 sider

Forlagets beskrivelse:

En intens spændingsroman om forræderi og loyalitet, en families opløsning og genforening, og de politiske spændinger mellem Vesten og Rusland.

I 1993 forsvinder den danske efterretningsagent John Arnborg. Da han dukker op igen, er det på russisk side. Arnborg har forelsket sig i en russisk kvinde og arbejder nu for efterretningstjenesten FSB.

Hjemme i Danmark har han efterladt sin kone og teenagedatteren, Laila. Faderens forræderi kaster en skygge over Lailas liv. Hun uddanner sig til sprogofficer, men efter to udsendelser til Irak bestyrer hun en campingplads i Bogense. Her modtager hun pludselig et brev fra sin far, og konfrontationen med fortiden sender Laila ud på rejse til det moderne Rusland.

Hendes far har efterretninger, der kan blive afgørende for Danmark og de baltiske lande, men stærke kræfter søger at forhindre oplysningerne i at slippe ud. Laila bliver viklet ind i sin families ukendte historie, der trækker tråde tilbage til Den Kolde Krig.  

Med "Djævelen i hullet" vender Leif Davidsen igen tilbage til Rusland i et spændende drama.

Anmeldelse:

Bogen er meget mere end en intens spændingsroman. Takket være Leif Davidsens indgående kendskab til Rusland får man en utrolig god indsigt i dagens Rusland.

Han beskriver gennem personernes samtaler og iagttagelser, hvordan forholdene ændrede sig fra det kommunistiske Sovjetunionen i slut-firserne til et frit land, hvor demokrati og markedsøkonomien vandt indpas. Man hører imidlertid også, hvordan tilstandene nu igen er ved at ændre sig, så mere og mere magt bliver lagt i hænderne på Præsidenten, som Putin omtales i bogen. Præsidenten sammenlignes både med fortidens zarer og med Stalin, og han vil ikke på nogen måde ligge under for Vesten.

Personernes indbyrdes samtaler afslører også, at nutidens russere ikke er enige om, hvad der er bedst for Rusland. Nogen russere hylder friheden, som den er i Vesten. Det gælder især dem, der har penge; men mange af de mere almindelige russere synes godt om det, Præsidenten står for. Det gælder også det, der fx sker i forbindelse med uroen i Ukraine.

Den almindelige russerer også meget begejstret for, at det igen er muligt at dyrke deres kristentro i den russisk-ortodokse kirke.

Ud over at skildre politiske forhold, gør Leif Davidsen også meget ud af at beskrive russiske byer og steder. Ja, forskellige miljøer i det hele taget. Det gøres på meget fin vis, for han ved, hvad han skriver om, eftersom han jo har foretaget mange rejser i det mægtige land.

Det meste af handlingen foregår i Rusland, men en del foregår også i nordfynske Bogense. For mig, der kender Bogense særdeles godt, nyder jeg at læse om de kendte steder, som også er godt beskrevet.

Selvfølgelig spiller det politiske tema en stor rolle i bogen, når det drejer sig om det rent faktuelle, men i særdeleshed handler bogen om russernes og vestens – her mest Tysklands og Danmarks – efterretningsvæsners ”legen kispus” med hinanden. Det er spændende læsning.

Temaer som forholdet mellem ægtefolk, forholdet mellem forældre og børn, forholdet mellem søskende, kærlighed og de noget mere abstrakte svig og svigt spiller en stor rolle.

Personskildringerne i bogen er særdeles gode. Man tror på dem. Det gælder både de sympatiske og de usympatiske.

Selvfølgelig gøres der mest ud af at skildre Laila, hendes far John, og hendes russiske halvbror Tor. Disse tre personer står skarpt tegnet i historien.

Selvfølgelig indgår der også god gedigen spænding iblandet realistisk action i handlingen.

Bl.a. en dramatisk bjørnejagt.

Jeg synes, man får ”meget med sig hjem”, når man læser bogen. Den indeholder mange dialoger, forklaringer og beskrivelser af dagens Rusland. Til gengæld er der ikke mange højdramatiske actionscener, som nogle måske vil forvente i en bog, som beskrives som en spændingsroman; men ”Djævelen i hullet” er en virkelig interessant bog.

5 krimihjerter af 5

 Klik HER og se alle mine anmeldelser 

Forlaget Punktum 2016 – 430 sider

Anmeldelse

Hovedpersonen i "Blindgyde" er politiefterforskeren William Wisting fra Larvik.  Ham vil mange krimilæsere kende som den gennemgåede figur i Jørn Lier Horsts krimier.

En taxichauffør fra Larvik er forsvundet og findes senere myrdet.

En ung pige myrdes i den større by Kristiansand.

I et pengeskab, som har tilhørt en berygtet afdød mand, findes en revolver, som har været benyttet til begge drab. Huset tilhører nu hans barnebarn Sofie.

Kan de to drab relateres til hinanden?

Wistings gravide datter, Line er veninde med Sofie.

Line arbejder ikke længere som fastansat journalist ved VG. Hun bliver som følge af venskabet blandet ind efterforskningen.

Hendes nærtstående fødsel starter meget dramatisk.

Tidligere spritsmuglere og nuværende narkosmuglere spiller en stor rolle.

Efterforskningen er ikke sådan lige at gå til. Wisting, som er ledende efterforsker i drabssagen i Larvik, kommer bl.a. i konflikt med den efterforsker, der kører sagen i Kristiansand.

En berammet retssag vedrørende drabet i Kristiansand udvikler sig anderledes end planlagt.

Det ser måske lidt speget ud, men efter at efterforskningen har været kørt ind i adskillige blindgyder, kommer der godt der gang i efterforskningen.

Hvis man holder af en politikrimi – ogdet gør jeg - har man i "Blindgyde" et godt eksempel på en rigtig god en af slagsen.

Jørn Lier Horst skildrer på allerbedste vis, hvorledes det norske politi efterforsker drabssager. Hans baggrund som politimand fornægter sig ikke.

Personerne er yderst troværdigt skildret, hvilket også gør sig gældende med hensyn til bogens forskellige miljøer.

Man skal ikke forvente en bog med højdramatiske hændelser. Til gengæld er handlingen yderst realistisk.

Hver gang, jeg tidligere har læst en bog af Jørn Lier Horst, ser jeg frem til hans næste udgivelse. Det gør jeg også efter denne.

4 krimihjerter af 5

  Klik HER og se alle mine anmeldelser 

Harper Collins Nordic 2016 – 400 sider

Anmeldelse:

Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen, når jeg mener, at denne bog henvender sig mest til kvinder.

Bogens hovedperson er forfatteren Rachel, der tænker tilbage på sin barndom i slutningen af 70’erne, hvor hun som 13-årig boede i Marin County tæt på San Francisco.

Hendes familie bestod til at begynde med af faren, som var politimand, moren og lillesøsteren Patty på 11 år. Så bliver forældrene skilt på grund af farens utroskab. Faren flytter. Moren får en depression, som bevirker, at Rachel og Patty på det nærmeste overlades til sig selv.

De har heller ingen venner i skolen. For Rachels vedkommende skyldes det især, at hun ikke er så veludviklet som sin klassekammerater og bestemt heller ikke moderigtig klædt. Det fylder meget i hendes liv, at hun endnu ikke har fået sin menstruation.

For så vidt betyder det ikke, at de to søstre har en kummerlig tilværelse. De er fantastisk gode til at beskæftige sig selv. Især nyder de at tage op og lege på bjerget, som ligger bag det hus, hvor de bor.

Joyce Maynard forstår på allerbedste vis at fortælle om de to søstres liv. Hun beskriver utrolig godt, hvad Rachel tænker om sit liv og hverdag med mor, søster og veninder. Hun elsker sin far over alt på jorden, men har svært ved at forlige sig med, at han har forladt familien.

Så bliver der begået først et mord på bjerget, og siden mange flere. En seriemorder er på spil. Efterforskningslederen er Rachel og Pattys far, som er en særdeles dygtig politimand.

Nu bliver Rachel pludselig en interessant pige for sine klassekammerater, og hun inddrages i kredsen omkring de populæreste drenge og piger i sin klasse.

Også her skildrer Joyce Maynard teenagelivet på fin vis. Tøj og mode spiller en stor rolle. Det samme gør i høj grad sex.

Rachel og Patty er et par foretagsomme piger, så da farens efterforskning i sagen om seriemorderen ikke fører noget med sig, begynder de at lege efterforskere, hvilket får nogle konsekvenser, de ikke havde forestillet sig.

Bogen gør meget ud af at beskrive de tanker en teenagepige gør sig, og senere også de betragtninger den voksne Rachel gør sig om livet.

Temaer som forældre og børn, kærlighed mellem søskende, udviklingen fra barn til voksen, unges forhold til sex m.m. spiller en stor rolle i bogen. Man er også omme ad det, at nogle mennesker har evnen til at ”se syner”. Det kan Rachel.

Handlingen ses for en stor del af bogens vedkommende fra en 13-årigs synsvinkel. Det gælder også bogens krimiintrige. Dvs. læseren er ikke med ”politiet på arbejde”, så man hører kun indirekte om opklaringsarbejdet.

Jeg er helt sikker på, at mange kvinder vil synes utrolig godt om bogen, men bogen var for ”kvindelig” efter min smag.

3 krimihjerter ud af 5