Klik HER og se alle mine anmeldelser

mellemgaard 2016 – 415 sider

Anmeldelse

Poul Erik Larsson har strikket 415 sider sammen til en krimi, der oser af fortælleglæde. Ingen tvivl om at Larsson forfatterskab rummer et hav af ideer, hvilket denne – hans 7. bog på bare 5 år – i høj grad også vidner om.

I lighed med hans 6 tidligere krimier, er hans sædvanlige hovedperson politikommissær Marcus Falck også denne gang på banen. Han har i sandhed nok at se til. Han leder Afdelingen For Personfarlig Kriminalitet, som efterforsker drabet på to kvinder og et lille barn, som blev fundet nedgravet et sted kaldet ”Bronzeringen”. Desuden sker der et trafikdrab, som siden viser sig at være en bevidst handling.

Falck har det overordnede ansvar for opklaringen af disse drabssager. Sammen med sine medarbejdere knokler han løs med arbejdet. Samtidig skal han også forholde sig til, at den nyudnævnte politiinspektør Brandur Sigurdsson – kaldet Islændingen, vil foretage store ændringer i afdelingen – ændringer som Falck slet ikke kan gå ind for. Dette resulterer i at han suspenderes fra tjenesten.

Nu er Falck jo den, han er, så han foretager - stik imod alle regler - sin egen private efterforskning bag Islændingens ryg.

Jeg skal da lige love for, at der sker ting og sager i handlingen. Larssons idemylder vælter frem, og man hører om mange spændende episoder. Det er både på det kriminalistiske plan, og når det gælder skildringerne fra forskellige personers privatliv.

Persongalleriet i bogen er glimrende. De mange forskellige personer er typer, man kender fra dagens Danmark.

Desværre synes jeg, at der er for mange elementer i bogen, der ikke er helt realistiske og lidt for fantasifulde, og omkring det politimæssige, er der ind imellem også noget, der halter. Hvis man kan leve med det – og det ved jeg, der er rigtig mange, der kan – så kan man bare kaste sig ud i at læse ”Bronzeringen”.

Personligt er jeg mere til, at en krimi skal være så realistisk som overhovedet muligt.

3 krimihjerter ud af 5

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Lindhardt og Ringhof 2016 – 480 sider

I sit hjem i Reykjavik bliver en ung kvinde brutalt myrdet med et yderst usædvanligt drabsvåben.

Drabet overværes af offerets syvårige datter, som efterfølgende kæmper med nogle alvorlige psykiske problemer. Den yderst realistiske beskrivelse af det, hun har oplevet og fortæller til psykologer gør et meget stort indtryk.

Kort tid efter bliver endnu en kvinde myrdet. Igen på bestialsk og usædvanlig vis.

En ung radioamatør modtager umiddelbart efter drabene en besynderlig og skræmmende melding, som forbinder de to drab.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Yrsa Sigurðardóttirs beskrivelse af en radioamatørs måde at være radioamatør på er helt korrekt. Jeg synes den er alt for udførlig, og jeg mister letfokus.

Der er også mange udførlige beskrivelser af personernes tanker og handlinger. Det er lidt for meget efter min smag.

Når det så er sagt, så synes jeg, at bogen er utrolig spændende og seriøs. De modbydelige handlinger drabsmanden udfører, har er der en forklaring på.

Bogen berører mange temaer: Kærlighed, utroskab, skilsmisse, unges liv, adoption, abort, børn med problemer, forældre/barn forhold, hævn m.v.

Et tredje drab finder sted og besværliggør opklaringen for efterforskeren Huldar. Det er hans første opgave som efterforskningsleder, og efterforskningen er særdeles vanskelig. Huldars type – den ensomme ulv – kender man fra adskillige andre krimier. Han er alligevel anderledes og selverkendende, idet han vedgår, at lederopgaven er ved at vokse ham over hovedet, da efterforskningen er meget vanskelig.

Vanskelighederne skaber frustration og konflikter internt i politiet, og sagen kompliceres yderligere af, at Huldar er kommet skævt fra start med børnepsykologen Freyja, som bistår det syvårige øjenvidne i sagen.

Yrsa Sigurðardóttir formår at give troværdige beskrivelser af både personer og miljøer.

Krimiplottet er meget spektakulært, men man får helt styr på, hvordan tingene hænger sammen til sidst.

Hele bogen er præget af tristesse. Der er næppe et smil overhovedet i bogen.

Når jeg ender med 4 og ikke 5 krimihjerter, er det fordi, jeg mener, der godt kunne strammes op hist og her, men bogen er god og spændende og kan så absolut anbefales.

4 krimihjerter ud af 5

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Skriveforlaget 2016 – 324 sider

Anmeldelse

”Uden hæmninger” foregår omkring 2007, hvor den nye politireform er på vej. Den er ikke trådt i kraft, så det gode gamle kriminalpoliti og ordenspoliti er stadig på banen.

Det er min klare opfattelse, at bogen på fuldstændig realistisk vis beskriver det arbejde, som politiet udførte på det tidspunkt. Erik Hauervig er nemlig pensioneret kriminalassistent.

Tidligt i handlingen bliver den gennemgående hovedperson, politiassistent Bjørn Agger fra Hauervigs foregående bøger tilknyttet Task Force One. Det er en helt nyoprettet afdeling, som især tager sig af organiseret kriminalitet.

Grunden til at Agger søger væk fra sin ”gamle” afdeling er, at han absolut ikke bryder sig om afdelingens nye chef, som styrer sit team i en helt anderledes retning, end den Agger ønsker.

Bogen fortæller på troværdig vis, hvordan politiet fx arbejder i prostitutionsmiljøet og beskriver, hvordan bl.a. østeuropæiske prostituerede tvinges til at tjene penge til deres bagmænd, og hvordan bander forsøger at få beskyttelsespenge ud af restauranter i København.

Også forbrydelser som sprængning af pengeautomater og posttransportrøverier er med.

Ligeledes hører man om politifolkenes arbejde med opklaringen af drab og narkokriminalitet. Igen er beskrivelserne nærværende og troværdige.

Især politiarbejdet, der har med danske forhold at gøre, er let at forholde sig til. Miljøet er genkendeligt fra det, man kender fra medierne.

Desuden kommer Bjørn Agger også til at arbejde med forbrydelser, som trækker spor til en italiensk mafiagruppe, som er begyndt at operere i Danmark, og som arbejder noget spektakulært inden for bl.a. salg af narko.

En pengegrisk dansk skibsreder, hvis skib dumper ulovlige kemikalier, er ligeledes en del af handlingen i bogen. Også det danske krigsskib Absalon har en rolle at spille med bekæmpelse af somaliske pirater.

Som det ses, kommer man vidt omkring i bogen. Måske lidt for vidt. Der er meget at skulle forholde sig til som læser.

Ganske vist er Agger hovedpersonen, men man møder rigtig mange andre politifolk - nogle bare periferiske, og som man ikke kommer til at kende - men de bliver så at sige alle nævnt med navn, og det virker godt. Politiet bliver på den måde ”menneskeliggjort”.

Det, jeg savner i ”Uden hæmninger”, er i højere grad at høre mere om de tanker hovedpersonerne har. Jeg vil også gerne høre lidt mere om Bjørn Aggers og de andre personers privatliv. Fx lidt om den frygt, som jeg tror, enhver ægtefælle har, når ens bedre halvdel arbejder i betændte kriminelle miljøer. Jeg savner at høre noget mere om hverdagsmennesket bag politimanden.

Er man til en fyldig og omhyggelig beskrivelse af politiarbejde både på det nære, men også på det internationale plan, kan man roligt fange an med Erik Hauervigs ”Uden hæmninger”. 

4 ud af 5 krimihjerter

 Klik HER og se alle mine anmeldelser 

Klk på Lindhardt og Ringhof  2015 – som lyd- og e-bog.

Forlagets beskrivelse

Tidligere vicekriminalkommissær Eigil V. Knudsen beretter i ”Rejseholdet - erindringer om sager gennem 28 år” om de sager, han var med til at opklare i sin 28 år lange karriere i Rigspolitichefens Rejseafdeling.E

n grundig gennemgang af politirapporter, retsmedicinske beviser samt Eigil V. Knudsens egne erfaringer giver et spændende og realistisk billede af Rejseholdets komplicerede sager og en vicekriminalkommissærs hverdag med opklaring af blandt andet drab, våbentransport og voldtægt.

Bogen giver offentligheden indblik i nogle af vor tids mest grusomme mordsager, og hvordan Rejseholdet har grebet opklaringen an.
Som 60-årig trak Eigil V. Knudsen sig tilbage fra en 28 år lang karriere som vicekriminalkommissær i Rigspolitiets Rejseafdeling. Herefter arbejdede han i syv år som konsulterende efterforsker i et stort forsikringsselskab, inden han gik på pension som 67-årig og gav sig i kast med at skrive bøger om sine erfaringer med autentiske krimisager.

Anmeldelse

(Hørt som lydbog) Hvis man interesserer sig for kriminalhistorie, er Eigil V. Knudsens bog yderst interessant læsning/lytning. Bogen beskriver kriminalsager helt tilbage til først i 60’erne, og samtidig giver den en god beskrivelse af Rejseholdets måde at arbejde på.

Hvis man tror, at Rejseholdet udelukkende tog sig af de mere alvorlige sager som drab og voldtægt, tager man fejl. Faktisk var 15 % af de sager, som Rejseholdet var involveret i, bedrageri.

De sager, som beskrives i bogen, og som gør mest indtryk, er selvfølgelig dem, hvor forbrydelserne går direkte ud over mennesker – ikke mindst børn.

Eigil V. Knudsen går ofte tæt på, når han beskriver, hvad han har oplevet i forbindelse med drab. Ikke fordi der svælges i blodige beskrivelser, men hans nøgterne beskrivelser, som fx kan være uddrag af en obduktionserklæring, gør unægtelig stort indtryk. En sag fra 1969 på Ringkøbing-egnen, hvor en ægtemand og far slår sin kone og 5 hjemmeboende sønner ihjel for efterfølgendeat begå selvmord ”hænger ved” et stykke tid efter, man er færdig med bogen.

Man kan også konstatere, at den tekniske udvikling inden for opklaringsarbejde er udviklet sig meget siden dengang Eigil V. Knudsen var aktiv. Således kunne man i hans tjenestetid ikke benytte sig af DNA-spor, da teknikken hertil ikke var udviklet.

Det fornemmes også, at langt flere politifolk var til rådighed overalt i Danmark, da han gjorde tjeneste, og når Rejseholdet rykkede ud, stillede man ofte op med mellem 10 og 20 efterforskere.

I bogens efterord giver Eigil V. Knudsen kraftigt udtryk for, at der efter hans mening i visse sager tages mere til den sigtede end til offeret.

For læsere, der kan lide at læse om virkelighedens kriminalsager, kan bogen klart anbefales.

4 krimihjerter ud af 5

 Klik HER og se alle mine anmeldelser 

Klik på Harper Collins 2016 - 397 sider

Forlagets beskrivelse:

Dagen efter sin dimissionsfest bliver den attenårige Tindra Edvinsson fundet på Köpmansberget, stukket ihjel. Mordet minder om en sag fra tyve år tidligere, hvor en anden ung kvinde forsvandt sporløst fra sin dimissionsfest.
Johan Rokka får sagen på sit bord. Men den vækker smertefulde minder, den forsvundne kvinde, fra tyve år tidligere, var Rokkas kæreste Fanny. Rokka kan ikke undgå, at han sideløbende med opklaringen – begynder at grave i den gamle sag. Det varer ikke længe før han er i kontakt med hårdkogte kriminelle og pludselig står Rokka ansigt til ansigt med en person, som han helst vil glemme alt om. Men hvor langt skal han gå, for at kunne lægge sit tidligere liv bag sig?

Bogen er den anden i serien om Johan Rokka. Den første i serien hedder ”ENSOMmerfugl”. Bøgerne kan læses uafhængig af hinanden.

Anmeldelse

Det jeg især hæfter mig ved, er de gode personbeskrivelser. Jeg synes, man får utrolig god indsigt i bogens personer. Selvfølgelig mest i hovedpersonerne, men bipersonerne er bestemt også godt beskrevet.

Politimanden Johan Rokka er en dygtig og barsk betjent, men samtidig er han også meget følsom og har det ikke altid godt rent psykisk. Desuden føler han, at han har et ansvar over for en 17-årig ung kriminel, Eddie Martinsson som har krydset hans vej adskillige gange. Ingen tvivl om, at hans ansvarsfølelse skyldes, at den unge mand minder ham om ham selv, da han var ung, og hvor han også selv var kriminel. Det lykkedes ham imidlertid at bryde med miljøet og stik imod al logik, er han blevet politimand.

Rokka plages meget af, at han for over 20 år siden mistede sin kæreste, der pludselig forsvandt under mystiske omstændigheder. Sagen minder meget om den sag, han arbejder med nu, hvor en ung nybagt studine bliver myrdet den aften, hvor hun skal fejre sin eksamen. Det, at de to sager minder så meget om hinanden, er stærkt medvirkende til, at han har nogle indre kampe, der skal kæmpes.

Den unge mand Eddie Martinsson, som Rokka føler et vist ansvar for, går med drømmen om at bliveen hård, brutal og beundret fyr i det kriminelle miljø i gruppen White Pythons. Det er yderst interessant at følge hans bestræbelser for at få drømmen opfyldt. Spørgsmålet er dog, om han i virkeligheden er så barsk, som han selv tror, han er. Hans møde med kærligheden er også godt beskrevet.

I øvrigt hentyder bogens titel ”Håndlangeren” netop til Eddie.

Umiddelbart har politiet - med Rokka i spidsen - svært ved at finde ud af motivet til drabet på den unge studine, men efterhånden begynder tingene at hænge sammen, som følge af ihærdig politiarbejde.

Jeg synes måske nok, at dele af det, der kommer frem under opklaringen, kan virke en smule konstrueret.

Politimiljøet er godt beskrevet. Ikke alt samarbejde i opklaringsteamet fungerer lige godt. Fx har Rokka og den ledende politiinspektør Ingrid Bengtsson det ikke specielt godt med hinanden. Til gengæld har han det godt med den lesbiske Janna Weissmann, som er kriminaltekniker.

Politianklageren Melinda Aronsson samarbejder Rokka også godt med – især på det erotiske område, idet de har et hemmeligt kærlighedsforhold.

Ud over ”håndlanger-temaet” fylder kærlighedstemaet også meget.

Bogen er både spændende og tankevækkende og har et socialrealistisk præg.

4 af 5 krimihjerter