Klik HER og se alle mine anmeldelser

Modtryk 2017 – 364 sider

Anmeldelse:

”Maestro” er nordmanden Geir Tangens debut som krimiforfatter – og hvilken debut.

Han har skrevet en meget spændende og dramatisk krimi om en drabsmand, der har planlagt en række drab i den norske by Haugesund. Forud for udførelsen af drabene har han varslet dem via e-mail til journalist Viljar Ravn Gudmundsson. Drabsmetoderne har han hentet inspiration til i kendte nordiske krimiforfatteres bøger.

Det er ikke ligefrem diskrete drabsmetoder, drabsmanden benytter. Tværtimod er de meget spektakulære og nogle gange særdeles voldsomme.

Drabene skaber selvfølgelig stor opmærksomhed i Haugesund, og politiet kommer i den grad på arbejde.

Efterforskningen ledes af Lotte Skeisvoll, som er en noget excentrisk kvinde i 30’erne, som minder lidt om Saga Norén fra tv-serien ”Broen”. Hun er skildret meget fint både som efterforskningsleder, men også som menneske.

I det hele taget er der gode og troværdige personskildringer i bogen. Man kommer virkelig til at kende dem. Et godt et eksempel herpå er journalist Viljar Ravn Gudmundsson, som sammen med Lotte Skeisvoll er bogens hovedpersoner.

Bogen indeholder også interessante temaer om bl.a. tro, kærlighed og forholdet mellem søskende.

Efterforskningsarbejdet er meget vanskeligt. En af grundene er bl.a., at samarbejdet mellem Lotte Skeisvoll og Olav Scheldrup Hansen, som er sendt som assistance fra Kripos i Oslo, slet ikke fungerer.

Handlingen i bogen ses fra forskellige synsvinkler - den nutidige som foregår i 2014 og en tidligere fra 2010.

Desuden følger man også drabsmandens tanker, hvilket altid er interessant, ikke mindst til sidst, hvor han selv fortæller, hvordan han er ”Maestroen”, der ifølge ham selv har skabt et enestående værk.

”Maestro” er en fremragende debutroman. Jeg ser meget frem til at læse kommende krimier fra Geir Tangens hånd.

5 krimihjerter af 5

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Gyldendal 2017 – 576 sider

Anmeldelse

Nu har Lars Kepler gjort det igen – skrevet en fantastisk spændingsfyldt thriller, som gør, at bogen er meget svær at slippe under læsningen. De forholdsvis korte kapitler – i alt 115 – gør, at man hele tiden lige skal have det næste med. På den måde kommer man bogens 576 sider hurtigt igennem.

I lighed med Lars Keplers tidligere thrillers, skal man være indstillet på, at der indgår mange særdeles voldelige scener i bogen. Nogle er endda direkte modbydelige. Grunden til at disse indgår i handlingen, skal efter min mening ses som Lars Keplers måde at beskrive dels den totalt skræmmende drabsmands forkvaklede sind, og dels også vise, hvilke uhyrligheder, efterforskere kan komme ud for. Om man så synes, der er ”skruet for voldsomt op for blusset”, må den enkelte selv afgøre.

Det er nu 6. gang, at ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril under pseudonymet Lars Kepler skriver en thriller med den sympatiskeog meget dygtige politimand Joona Linna i hovedrollen. I den foregående bog ”Stalker” blev han idømt fængselsstraf som følge af hans ageren i forbindelse med opklaringen af stalker-sagen.

I ”Kaninjægeren” sidder Joona Linna derfor i fængsel, da bogenstarter. Et meget spektakulært drab gør, at det svenske sikkerhedspoliti SÄPO af forskellige årsager ser sig nødsaget til at få ham sat fri, da de skal bruge hans ekspertise i opklaringsarbejdet. På den måde kommer han igen til at arbejde sammen med Säpo-agentenSaga Bauer, som han har kørt parløb med i de foregående bøger af Lars Kepler.

Det er ikke småting, de to efterforskere kommer ud for. Her er dramatiske situationer med politiets indsatstyrke. Her er terrorfrygt. Her er nervepirrende spænding, hvor man ikke ved, hvad der sker bag den lukkede dør, som skal åbnes. Her er yderst livsfarlige situationer og mange andre spektakulære hændelser.

Alt sammen indgår i mysteriet om ”spree-killeren” omtalt som Kaninjægeren.

En ”spree-killer” er en person, som af en bestemt årsagdræber flere personeri løbet af meget kort i modsætning til en seriemorder, hvis drab almindeligvis sker over en længereperiode.

Inden Kaninjægeren dræber sit udvalgteoffer får vedkommende en telefonopringning, hvor der høres et barn læse en remse op om kaniner.

Det er virkelig en sag, som kræver alt fra efterforskernes side. De ser sig nødsaget til også at må tage uortodokse metoder i brug for så hurtigt som muligt at forhindre flere drab.

En helt utrolig god effekt i bogen er, at efterforskerne og læseren i god tid inden bogens afslutning får at vide, hvem Kaninjægeren er. Det ved de udsete ofre til gengæld ikke. Det betyder, at der her skabes ”suspence”, der bare vil noget.

”Kaninjægeren” er også meget andet end bare spænding og dramatik. Her er mange interessante temaer fx alkoholisme og stoffer, far-søn forholdet, parforhold contra ”one night stands”, kærlighed mellem modne mennesker, fængselsforhold, svigt, hævn, psykiatri m.m.

Personskildringerne er virkelig gode, man ”kommer utrolig godt ind i hovederne” på mange af bogens personer, ikke mindst fordi man ser handlingen fra forskellige synsvinkler.

Forfatterparret må have brugt utrolig meget tid på research, hvilket fremgår af de mange indgående beskrivelser af forskellige fakta.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om den beskrivelse, der er af SÄPOS arbejds– og afhøringsmetoder virkelig er sandfærdig.

Jeg må i sandhed sige, at ”krimiåret 2017 er skudt i gang” med denne fremragende thriller.

5 krimihjerter af 5

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Byens Forlag 2016 – 158 sider

Anmeldelse

Politimanden Mark har taget sine delebørn med i Tivoli. Lige på det tidspunkt, de passerer ”Dæmonen”, styrter der en kvinde ned fra denne forlystelse og lander dræbt på stedet lige foran Mark og hans to børn.

Til Marks store forbavselse viser det sig, at den dræbte er hans ungdomskæreste Mia.

Inderst inde har Mark hele tiden vidst, at noget grufuldt ville ske i Tivoli, fordi han har haft en dødlugt i næsen, da han og børnene gik mod ”Dæmonen”.

En sådan dødlugtmærker Mark ofte, når en hændelse med dødelig udgang er på vej.

De nærmere undersøgelser viser, at Mia har siddet i fængsel i to år og også været på ”den lukkede” på grund af spritkørsel, som har kostet to mennesker livet. Efter løsladelsen har hun det fortsat svært psykisk og har gået hos en psykiater.

Imidlertid er denne psykiater nu er blevet myrdet. Tilfældighederne vil, at det er Mark og hans makker Nils, der nu efterforsker sagen omkring den dræbte psykiater.

Da Mia faldt ud af ”Dæmonen”var hun sammen med vennerne Lisette og Jonathan, som hun har kendt siden ungdomstiden.

Hvordan kunne det lade sig gøre, at Mia faldt ud af ”Dæmonen”? Er det en ulykke, et selvmord eller et drab? Er der nogen forbindelse mellem drabet på psykiateren og Mias død? Mark og Nils’ efterforskning går i den retning, og interessante spor fra fortiden dukker op i kølvandet på disse to sager.

”Et bånd af blod” beskriver på udmærket vis, hvordan Mia på et splitsekund fik ændret sin tilværelse fuldstændig som følge af spritkørslen. På samme udmærkede vis beskrives også, hvordan Mias bilulykke spiller ind på forholdet til hendes familie og venner. Disse beskrivelser – og andre beskrivelser, hvor følelser og relationer mellem mennesker spiller ind, - er det bedste i bogen.

Til gengæld synes jeg ikke, at beskrivelsen af politiefterforskningen er helt troværdig. Man hører nærmest kun om to efterforskere og en lille smule om deres chef.  Desuden bruger Nils meget tid på at snakke i telefon med konen i arbejdstiden, og mon to politifolk under en efterforskning i Tivoli vil sætte sig ind på en restaurant og spise og drikke fadøl?

Det føles heller ikke ret troværdigt, at Marks ungdomskæreste Mia falder ud af en forlystelse i Tivoli og lander lige for fødderne af ham. Lidt underligt er det tilligemed, at han og makkeren tilfældigvis også efterforsker drabet på Mias psykiater. Jeg er også noget skeptisk med hensyn til Marks evne til at have dødlugt i næsen, som et varsel forud for død. Dette varsel oplever han mere end en gang.

Bogen er velskrevet, og det gør den let og hurtig at læse, og den er helt bestemt også spændende med en dramatisk afslutning, men dog med nogen ”pletter” omkring troværdighed flere steder i handlingen. 

3 krimihjerter ud af 5

  Klik HER og se alle mine anmeldelser

People’sPress – 2012 (Lydbog)

Forlagets beskrivelse

Denne historie begynder med tre mennesker, mor, far og datter, i et hus i en skov langt ude på landet i den nordjyske by Suldrup. Moderen bliver dræbt, og de to overlevende, faderen Jan Flachmeyer og datteren Louise Laursen, er eneste vidner. Kun de to kender den sande historie, men de har dybt modstridende forklaringer på, hvad der skete den varme sommernat den 29. juli 2006. Mordet er aldrig blevet opklaret og far og datter beskylder gensidigt hinanden for drabet. Dette er bogen om en af Danmarkshistoriens mest bemærkelsesværdige mordsager ”Suldrup-drabet”, et uopklaret mord uden konkrete beviser eller motiver. Det er også historien om en trist familieskæbne og en barndom fyldt med druk, vold og alkohol. Men mest af alt er det Louise Laursens historie om de 14 måneder hun sad varetægtsfængslet i arresthuset i Aalborg afsondret fra verden, anklaget for en forfærdelig og utilgivelig forbrydelse - hun ikke havde begået. Bogen beretter om den umenneskelige behandling Danmark udsætter en varetægtsfængslet for og om ukendte skyggesider af det danske retssamfund. Louise Laursen bor i dag (2012) fortsat i Suldrup sammen med sine to døtre på 9 og 14 år (se tilligemed slutningen af denne anmeldelse)

Anmeldelse

Forfatteren Dennis Drejer har skrevet denne bog efter mange samtaler med Louise Laursen. Dvs. det, bogen beskriver, ses hovedsageligt fra hendes synsvinkel. Dennis Drejer fortæller, at han forgæves har forsøgt at få kommentarer fra politiet og retsvæsenet i øvrigt til de påstande, som Louise Laursen fremkommer med.

Den behandling, som Louise Laursen beskriver, hun var udsat for i forbindelse med varetægtsfængslingen på grund af anklagen for drabet på sin mor, er ganske enkelt forfærdelig. Det, hun fortæller, hun oplever, da hun sidder varetægtsfængsleti Aalborg Arrest er ikke menneskeværdigt. Det, som en stor del af personalet i arresten udsætter de indsatte for, er ofte grov chikane. Fx trækkes tiden meget, når en indsat ønsker at komme på toilettet.

Også to af de politifolk, der er skal opklare drabet på Louise Laursens mor, beskrives som mennesker uden empati overhovedet. Ifølge Louise Laursen har de på forhånd dømt hende som den skyldige.

Beskrivelsen af Jan Flachmeyer, Louises far, rummer så at sige intet godt overhovedet. Ifølge hende er faren, der er læge,en brutal alkoholiker, der gennem Louises opvækst udsatte både sin kone og sine børn for vold af forskellig karakter.

Louises voksenliv var inden drabet på hendes mor ikkenogen ”dans på roser”. Louisehavde psykiske problemer og var alkoholiker. Under varetægtsfængslingen blev hunogså stofmisbruger i håb om at hun kunne dulme nerverne.

Noget, som Louise slet ikke forstår, er, at hendes far Jan Flachmeyer kun sidder varetægtsfængslet i tre døgn, da han lige så godt som Louise kunne være gerningsmanden til drabet på sin kone. Også i den forbindelse føler Louise sig dømt på forhånd.

Da nævningene siger ”ikke skyldig” ved retssagen, er Louise en fri kvinde efter 14 måneders varetægtsfængsel. Grunden til frikendelsen ligger i manglen på beviser og i at Jan Flachmeyer med lige så stor sandsynlighed kunne være drabsmanden. Kun de to ved, hvem der står bag drabet.

Livet i friheden er meget svært og byder på både op- og nedture. Bl.a. må Louise Laursen gennem en ankesag, før hun får den erstatning for varetægtsfængslingen, hun har krav på.

Når man læser en bog med så mange beskyldninger mod det danske retssystem, kan man kun undre sig. Jeg oplever historien som yderst troværdig.

En grufuld historie fra det virkelige liv – og ikke ”kun” noget, der er udtænkt af en krimiforfatter.

(Det kursiverede har denne anmelder tilføjet) I aktuelle dagblade fra 2009 oplysesfølgende:I 2009 – godt to år efter sin frikendelse i 2007 bliver Louise Laursen fundet siddende død i en stol i sit hjem. Politiet vil hverken be- eller afkræfte, om der er tale om selvmord.

5 krimihjerter ud af 5

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

HarperCollinsNordic 2017 – 272 sider

Anmeldelse

”Hendes sidste sommer” er Anna Snoekstras debutroman.

Handlingen foregår i Australien. En ung kvinde ser i TV et indslag om en ung pige ved navn Rebecca Winter, der har været forsvundet i 11 år. Den unge kvinde konstaterer, at hun og Rebecca – kaldet Bec ligner hinanden til forveksling.

Nogle måneder senere bliver den unge kvinde arresteret for butikstyveri. For at komme ud af problemerne i den forbindelse, udgiver hun sig for at være den forsvundne Rebecca. Ved at lave dette ”nummer” undgår hun, at politiet gør mere ud af tyveriet, for det, at den forsvundne Rebecca er blevet fundet, er virkelig en sensation.

Identitetstyveriet får konsekvenser, hun ikke lige havde forudset. Politiet tilkalder selvfølgelig den ”rigtige” Rebeccas forældre, og den falske Bec indtræder nu i dennefamilie.

Egentlig havde hun satset på, at det, at hun udgav sig for den forsvundne pige, bare skulle være overgangen til et nyt liv, men sådan går det ikke.

Politiets afdeling for forsvundne personer er meget opsat på at opklare, hvad der skete med Bec, da hun forsvandt som 16-årig for 11 år siden. Den falske Bec udsættes for afhøringer og kan se i øjnene, at en DNA-test kommer på tale, og desuden begynder hun at føle sig overvåget, og visse hændelser gør, at hun efterhånden også kan frygte for sit liv.

Samtidig med at man ser handlingen fra den falske Becs synsvinkel i bogens nutid i 2014, ser man også handlingen fra ”rigtige” Becs synsvinkel, indtil den dag, hvor hun forsvinder i 2003.

Det viser sig, at hendes unge liv bestemt ikke har været uproblematisk.

Ikke overraskende intensiveres handlingen i begge synsvinkler, og sandheden om Becs forsvinden kommer for en dag. Som det sig hør og bør i en thriller, tror jeg ikke ret mange læsere vil kunne gætte sig til slutningen.

Der er fine personbeskrivelser i bogen, men selv om den ”rigtige” Becs ungdomsliv er vigtig for handlingen, synes jeg, der er lidt for meget ”tøseliv” beskrevet, og det er måske også tvivlsomt, om et identitetstyveri kan lykkes så forholdsvis let, som det er tilfældet her.

Jeg mener heller ikke, at politiarbejdet er helt troværdigt, men alt i alt er det en velskrevet, spændende og hurtig læst thriller – en pageturner faktisk.

Er man til psykologiske thrillers, så er ”Hendes sidste sommer” et godt bud.