Klik HER og se alle mine anmeldelser

Jentas 2017 – 304 sider

Anmeldelse

”Bag lukkede døre” er den engelske forfatter B. A. Paris’ debutroman. Og hvilken debut! Det er den skræmmende thriller om ægteparret Jack og Grace, om hvem omgangskredsen tror, har det perfekte ægteskab. Det har de ikke!

Hvad, ingen af dem fra omgangskredsenved, er, at Grace lever som en fange i sit eget hjem. Hvorfor hun gør det, vil være forkert at røbe her.

Hendes mand, psykopaten Jack mestrer på snedig vis at styre både sin egen og Graces tilværelse, så den også udefra ser perfekt ud. Grace og han kommer jævnligt uden for hjemmets fire vægge for bl.a. at være sammen med naboerne og Graces søster, teenageren, Millie som har Downs Syndrom. Ingen opdager tilsyneladende, at selv i disse situationer, er Grace som en fange på ledsaget og stærkt overvåget udgang.

Bogens beskrivelse af Jack og Grace er utrolig god. Man fornemmer i den grad den forfærdelige frygt og angst, som præger Grace. Man håber hele tiden i den grad på, at hun kan slippe ud af det helvede, hun lever i.

Man væmmes ved beskrivelsen af Jack. Det er barskt at læse om den psykopatiske persons gøren og laden.

Graces søster Millie beskrives som en kvik, sød og kærlig mongolpige.

Der er ikke noget stort persongalleri i bogen, men de personer, der medvirker i bogen er alle godt skildret.

Miljøet, hvor handlingen foregår, er det bedre borgerskab.

Bogen skifter hele tiden mellem ”før” og ”nu”. Det betyder, at man som læser ved, hvad der er gået forud for det, der sker i nutiden.

Jeg synes på alle måder, at ”Bag lukkede døre” er meget spændende. Dog synes jeg nok, at der er egenskaber beskrevet hos Millie med Downs Syndrom, der ikke virker helt troværdige. Det skal dog ikke afholde mig fra at give bogen topkarakter.

5 krimihjerter af 5

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Rosinante 2015 – 419 sider

ANMELDELSE

To drab på to mørke adopterede børn i henholdsvis Höganäs og Stockholm giver genlyd i hele Sverige. Politikvinden Olivia Rönning - som også er med i forfatterparrets to foregående bøger - tilknyttes de to drabsefterforskninger.

Mette Olsäter fra Rigskrim kommer ligeledes på sagen. Også den tidligere politimand Tom Stilton bliver involveret i opklaringen. Begge personer kendes også fra Cilla og Rolf Börjlinds to bøger, som går forud for ”Sort morgen”.

Der arbejdes ud fra den teori, at de to drab er hatecrimes, og efterforskningen koncentrerer sig om folk, som er tilknyttet nynazistiske grupper.

Bogen beskriver virkelig godt, hvad der foregår i disse grupper. Fra virkelighedens verden ved man, at der i Sverige sker en del hatecrimes, der går ud over folk med anden etnisk baggrund end svensk, så det gør bogen meget nærværende og aktuel.

Imidlertid er opklaringen ikke lige ud ad landevejen, og hændelser, der ligger 40 år tilbage i tiden, bliver også en del af efterforskningen. Det samme gør en sag som vedrører et drab  på en farvet kvinde, som Tom Stilton arbejdede med, da han var efterforsker. Det hele mixes sammen til en meget spændende krimiintrige med gode overraskelser.

Efterforskningsarbejdet foregår i forskellige miljøer, som beskrives meget troværdigt. Fx er det interessant læsning at høre om 70’ernes kollektiver og beskrivelserne af de små samfund på de svenske skærgårdsøer.

Politiarbejdet virker realistisk og virkelighedstro.

Personerne i bogen er også interessante og meget forskellige, men fælles for dem er, at de er interessante karakterer,som taget ud af virkeligheden.

Jeg kan godt lide en krimi, som under læsningen giver anledning til, at man tænker over indholdet også ud over det krimimæssige. Det gør man i ”Sort morgen”.

5 krimihjerter ud af 5

15. marts 2017 udgives ”Sov du lille”, som har samme hovedpersoner som i ”Sort morgen”. Bogen tager udgangspunkt i flygtningekrisen 2015. Den vil jeg se meget frem til at læse.

 Klik HER og se alle mine anmeldelser 

Forlaget 4. til venstre – Pernille Boelskov 2017 – 367 sider

”Bornholmerdybet” er den 2. bog i serien om præstevikaren Agnethe Bohn og hendes fætter, politimanden Lars Bohn Hansen.

”Bornholmerdybet” handler om opklaringen af drabet på en ung kvindelig havbiolog, som Agnethe finder liggende død for foden af en trappe ombord på færgen Ystad/Rønne.

Ved første øjekast ligner det en ulykke. Men der er noget, der ikke stemmer. Den døde kvinde har arbejdet som havbiolog på et omstridt tunnelprojekt mellem Bornholm og Sverige, og snart opdager Agnethe Bohn og hendes fætter, politimanden Lars Bohn Hansen, at kvinden har fundet noget, ingen skulle kende til. Noget, som nogen vil gøre alt for at skjule.

Et intenst efterforskningsarbejde, hvor Lars Bohn Hansen spiller en stor rolle, går i gang. Gennem beskrivelsen af efterforskningen ”drysser” Pernille Boelskov små ”bornholmer-hints” ud i form af små kommentarer fx til sproget, indfødte bornholmere i forhold til dem ovrefra, lidt bornholmerkultur, beskrivelser af byer, havne, land og hav osv. Det gør, at man som læser virkelig føler, at man er på Bornholm.

Beskrivelsen af efterforskningsarbejdet virker for det meste troværdigt, men jeg har aldrig hørt om begrebet ”den nationale drabsafdeling”.

At Agnethe bliver involveret i fætter Lars’ opklaring af drabet på havbiologen, er selvfølgelig heller ikke ”helt efter bogen”, men det er ligesom tvunget af begivenhederne, så det må accepteres. I og med denne involvering får Pernille Boelskov lagt yderligere en dimension ind i bogen, som medfører snak og tanker om kristendom, tro og tvivl. Et emne som i øvrigt spiller en temmelig stor og interessant rolle i bogen. Man kommer bl.a. ind på, hvad de stærkt indremissionske præster og menighedsrådsmedlemmer mener sand kristendom er. Over for dem står Agnethe og hendes støtter, som har en helt anderledes livsbekræftende kristendomsopfattelse.

Samtidig med opklaringsarbejdet og eksistentielle diskussioner må politimanden Lars til sin store fortvivlelse se sin elskede kone, Monika blive indlagt på sygehuset med en alvorlig bakterieinfektion. Det er selvfølgelig noget, der påvirkerLars i hans efterforskning.

Beskrivelsen af hvor svært Lars har det sit arbejde, samtidig med at han har en meget syg koneer fint beskrevet. Han har det ikke nemt, knudemanden Lars. Også Agnethe er virkelig godt karakteriseret. 

I det hele taget er personbeskrivelserne gode.

Når nu handlingen tager sit udgangspunkt i at en havbiolog bliver dræbt, er det selvfølgelig også klart, at emnet fisk og havforurening spiller en rolle i bogen.

Man skal ikke forvente en bog fyldt spektakulære dramatiske scener. Den har sin egen stille spænding.

Jeg synes, Pernille Boelskov har skrevet en virkelig god bog med Bornholm som udgangspunkt og medspiller, og så er der en del – især eksistentielt – man skal forholde sig til.

”Bornholmerdybet” kan bestemt anbefales, og den er en værdig efterfølger til ”Granitgraven”. Jeg ser også frem til at læse den 3. bog i serien. Jeg er nemlig helt sikker på, at der kommer en sådan. Det lægger bogens slutning op til.

4 krimihjerter af 5

Pernille Boelskov kommer på Krimimessen i Horsens, hvor hun interviewes af Rebekka Andreasen. Det sker på RØD SCENE lørdag den 1. april kl. 16.20.

Klik HER og se alle mine anmeldelser 

Politikens forlag 2017 – 388 sider

Anmeldelse

 ”Ondt blod” er en pageturner af karat. I mine øjne er det den bedste af svenske Emilie Schepps tre thrillere med anklager Jana Berzelius som hovedperson.

 Bogen har to parallelle handlingsforløb, som egentligt ikke har særlig meget med hinanden at gøre bortset fra, at Jana spiller en betydelig rolle i dem begge.

Det første handlingsforløb omhandler opklaringen af flere brutale og særdeles blodige drab. Efterforskningen viser, at disse vanvidshandlinger i al sin enkelthed handler om hævn. Hævn for hvad? Det går efterhånden op for efterforskerne, som følge af god og grundig efterforskning.

Janas rolle i dette handlingsforløb er, at hun tilknyttes efterforskningen som anklager, men når man kender Jana, ved man, at det ikke kun er skrivebordsarbejde, hun beskæftiger sig med.

Det andet handlingsforløb har i endnu højere grad Jana i hovedrollen. Fra de to foregående bøger ved man, at hun bærer på meget traumatiske hemmeligeligheder fra sin fortid. Det er netop fortiden, der igen kommer op til overfladen og tvinger Jana til at foretage handlinger, som ligger langt udenfor det, som loven tillader, men som hun ganske enkelt er tvunget til at foretage sig, så hun kan fortsætte det liv, hun lever nu.

Emilie Schepp beskriver godt og grundigt bogens personer. Det gælder både hovedpersoner og bipersoner. Hun beskriver også på god vis de mange forskellige miljøer, man stifter bekendtskab med.

Med jævne mellemrum bogen igennem følger man gerningsmandens tanker, og man får derigennem en god indsigt i, hvad det er, der kan være med til at skabe en drabsmand. Bl.a. hvor stor betydning en tryg barndom eller mangel på samme har for et menneskes udvikling.

Kærlighedstemaet spiller en stor rolle i bogen, men på forskellig vis. Der er den uproblematiske kærlighed hos et yngre ægtepar. Der er ægteparret, der har problemer med at få børn. Der er ægtemanden, der bryder ud af et 20-årigt ægteskab. Der er den ugengældte kærlighed. Der er kærligheden – eller manglen på samme – mellem forældre og voksne børn. Og så er der den ubetingede kærlighed, der kan føre til grufulde handlinger.

Selve det politimæssige virker også troværdigt. I ”Ondt blod” præsenteres man for teamsamarbejde – noget som jeg ind imellem kan savne i andre krimier.

Jeg glæder mig allerede til at læse kommende bøger fra Emilie Schepp.

I øvrigt kommer Emilie Schepp til Krimimessen i Horsens den 1. og 2. april. Hende glæder jeg mig til at møde.

5 krimihjerter af 5

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Rosinante 2017 – 301 sider

Anmeldelse

Efter at være kommet på hospice tilstår en ældre kvinde overfor efterforsker Thor Belling, at hun for ca. 10 år siden begik et drab, som en uskyldigmandhar siddet fængslet for lige siden.

Da Thor Belling og Anita Hvid efterforsker sagen, viser det sig, kvinden virkelig har begået drabet.

Hvorfor accepterer en uskyldig dømt at sidde 10 år i fængsel? Selvfølgelig løslades han, men umiddelbart efter løsladelsen findes han dræbt.

Hændelser i fortid og nutid filtres ind i hinanden, og Lars Kjædegaards sikre stil udmønter sig i en meget spændende og velfortalt krimi,

Det er ikke nogen actionmættet krimi, men den er på ingen måde stillestående. Der er gang i handlingen. Endvidere har den nogle gode dialoger, og personernes refleksioner er både tankevækkende og humoristiske.

Jeg synes godt om Belling og Hvids samtaler, og ind imellem kommer især Belling med nogle betragtninger og overvejelser, som jeg tror mange mænd vil kunne nikke genkendende til.

Personskildringerne er gode og troværdige, og man møder mange mennesketyper.

Også beskrivelserne af de mange forskellige miljøer er fine.

Det føles godt, at Lars Kjædegaard samler op på bogens plot til sidst i bogen, så man stille og roligt får mulighed for at få styr på sammenhængen.

Det skal ikke komme bogen til last, men det generer mig, at politifolkene over én kam benævnes KA (kriminalassistent) når den rette betegnelse i dag er PA (politiassistent).

Jeg er ikke i tvivl om, at Lars Kjædegaard allerede er i gang med efterfølgeren til ”Det der er værre”. Det lægger slutningen i høj grad op til, og den vil jeg bestemt se frem til at skulle læse.

I øvrigt er det helt utroligt, hvad Lars Kjædegaard har skrevet. 28 bøger er det blevet til siden 1981.

5 krimihjerter af 5

"Det der er værre" tildeles på "Krimimessen i Horsens" 

"Harald Mogensen-prisen" for bedste danske krimi 2016