Klik HER og se alle mine anmeldelser

Jentas 2017 – 406 sider

Anmeldelse

Lad det være sagt med det samme. ”Mordoffer” er en grusom bog. Her udspiller der sig de modbydeligste scener, hvor et menneske udfører handlinger af allerværste karakter.

”Mordoffer” er en nervepirrendespændende pageturner, hvor Chris Carter på mesterlig vis forklarer og beskriver, hvad der sker i det menneskelige sind, når det udsættes for totalt ubeskrivelig ondskab.

Desuden beskriver Chris Carter også de psykologiske faktorer, der kan være med til at skabe et menneske, der er i stand til at udføre så fuldstændig absurde og forfærdelige handlinger, som beskrives i bogen.

Handlingen tager sit udgangspunkt i et videoopkald, somTanya Kaitlin modtager fra sin bedste veninde, Karen Ward. Et helt exceptionel ondt menneske har kneblet og bundet Karen til en stol i hendes egen stue. Hvis ikke Tanya besvarer to spørgsmål, som hun bliver stillet, vil Karen lide en forfærdelig død. Det sidste spørgsmål kan Tanya ikke besvare.

Efterforskerne Robert Hunter og Carlos Garcia fra LAPD sættes på sagen.

På sin sædvanlig grundige og meget troværdige måde, beskriver Chris Carter nu den efterforskning, der finder sted.

Personbeskrivelserne er utrolig gode. Man kommer virkelig ”ind i hovedet” på bogens vigtigste personer.

Det er ikke en bog, hvor man har nogen chance for at regne ud, hvem drabsmanden er, men det er helt uden betydning. Til gengæld får man en grundig forklaring på hvilke faktorer, der har spillet ind for at sagen opklares.

Der er bestemt ikke meget at grine afeller glædes over i handlingen, men et lille strejf af noget, der for Robert Hunters vedkommende måske kan udvikle sig til noget romantisk i en kommende bog, er der dog plads til.

Selv om indholdet i ”Mordoffer” er stærk kost, er det en helt igennem fremragende krimi. Som altid kribler det allerede nu i fingrene på mig for at få fat i den næste bog af Chris Carter.

5 krimihjerter af 5

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Lindhardt og Ringhof 2017 – 190 sider

Anmeldelse

Titlen ”87 sekunder” hentyder til, at det er den tid, det typisk tager for et menneske at drukne, når det opholder sig under vand og ikke kan komme op.

Netop drukning er den drabsmetode, som drabsmanden benytter i denne både spændende og troværdige politiroman af Lone Theils.

En ung kvinde bliver fundet druknet i Christianshavns Kanal. Tekniske spor viser, at det er overlagt drab.

Efterforskeren Georg Guldmann forsøger sammen med sit team at opklare forbrydelsen i det christianhavnske miljø. Det er et opklaringsarbejde, som virker yderst realistisk. Det gælder både samarbejdet i efterforskningsteamet, afhøringer, de tekniske undersøgelser og samtalernemed retsmedicinerne.

Ud over at være professionelle i deres fag beskrives både Georg Guldmann og de andre efterforskere som helt almindelige mennesker, og for en sjælden gangs skyld er der ikke beskrivelser af problemer på hjemmefronten og her er heller ingen af efterforskerne, der har alvorlige psykiske problemer.

Det er der til gengæld andre i persongalleriet, der har.

Alle er beskrevet realistiske, og selv om bogen kun er på 190 sider, er der plads til mange forskellige mennesketyper.

Interessant er nok især en folketingspolitiker, man tror er på gale veje, en dedikeret operaanmelder, en scenevant forsvarsadvokat og en skuespillerinde, der ikke blev til noget.

Det er i øvrigt også interessant, at da den, der bliver sigtet for drabene – for der findes yderligere en død ung kvinde i Christianshavns Kanal – kommer for retten, kommer læseren ”med indenfor” i retssalenog hører, at vedkommende bliver kendt skyldig. De fleste krimier slutter som regel med, at drabsmanden bliver fanget, og så er det det.

Nu kunne man så godt tro, at bogen slutter med domfældelsen, men som den dygtige forfatter Lone Theils er, bygger hun yderligere et par overraskende twists på handlingen.

Vel vidende at findes der krimier, der er langt mere spektakulære, dramatiske, actionprægede og meget mere, må jeg sige, at denne lille og hurtiglæste krimi tiltalte mig, så jeg giver den gerne topkarakter.

5 krimihjerter af 5

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Peoples’Press 2017 – 282 sider

Anmeldelse

Den 10. november 1967 var på jeg på vej hjem med rutebilen fra Aarhus til Odder, hvor jeg boede. Jeg var 17 år gammel, og gik på handelsskole i Aarhus.

Da rutebilen lige havde passeret et skovområde og nåede den første villa, som lå ud til Oddervej i Højbjerg, kunne jeg se, at der var et meget stort opbud af politifolk, en masse mennesker, polititjenestebiler og civile biler. Jeg kunne regne ud, at der måtte være sket noget dramatisk. Hvad det var, fik jeg først at vide, da jeg kom hjem til Odder.

Det viste sig, at den 43-årige Marie Lock-Hansen var blevet dræbt af en ukendt gerningsmand.

Dette drab, som siden er blevet omtalt som Høbjergmordet, er stadig uopklaret nu 50 år efter, at det blev begået.

Peer Kaae har skrevet bogen om denne meget myteomspundne drabssag. Med stor ildhu har han dykket ned i utrolig meget af det, der har været skrevet i aviser og i bøger. Endvidere har han læst Aarhus kriminalpolitis afsluttende rapport af 10. marts 1970, foruden at han har haft aktindsigt i Højbjergmordet vedrørende afhørte personer.

Desuden har Peer Kaae også interviewet en mængde mennesker. Det gælder aarhusianske politifolk, tidligere kriminalbetjente fra Rejseholdet, tilbageværende familiemed­lem­mer til den dræbte og ligeledes tilbageværende vidner i al almindelighed foruden journalister og fotografer.

I bogen beskrives grundigt, hvordan efterforskningen foregik. Man hører også om nogle af de teorier, der har været fremme om, hvem drabsmanden kunne være. Nogle af teorierne er meget spektakulære.

Mange læsere vil uden tvivl finde denne bog utrolig interessant, fordi det er virkeligheden, der beskrives godt og grundigt i både ord og billeder.

For mit eget vedkommende gælder det, at jeg generelt let kører træt i bøger af denne type. Jeg er meget mere til de fiktive krimier med handling og spænding.

3 krimihjerter af 5

  Klik HER og se alle mine anmeldelser

Lindhardt og Ringhof 2017 – 464 sider

Anmeldelse

Hvordan kan en mand, der har været frosset ned i to måneder, køre en bil i Helsingborg havn? Det skal det efterforskningsteam, som Fabian Risk, er en del af, prøve at finde ud af. Det lykkes også ret hurtigt at opklare, hvad er er sket, og efterforskerne får nu øjnene op for, at der er tale en del af en større sag, som indeholder grufulde forbrydelser, hvor identitetstyverier spiller en stor rolle.

Denne form for tyverier er velkendt i dagens Sverige og er faktisk ikke særlig vanskelig at gennemføre for de rette personer.

Man må bare ønske sig, at de forbrydelser, som identitetstyverierne i denne bog medfører, kun er forfatterskabte.

Jo, mere efterforskerne finder frem til, jo mere bliver de konfronteret med snedigt tilrettelagteog gennemførte forbryderiske planer, som efterforskningsteamet ikke sådan lige kan gennemskue.

På den anden side af Øresund er politiefterforskeren Dunja Hougaard, som i lighed med Fabian Risk er med i de to foregående bøger af Stefan Ahnhem, blevet degraderet til beredskabet i Helsingør og laver politiarbejde af ikke-efterforskningsmæssig karakter. Hun var tidligere efterforsker ved Københavns Politi, men voldsomme konflikter med sin chef, Kim Sleizner medførte en afskedigelse.

Denne konflikt er absolut ikke afsluttet, og beskrivelsen af deres fortsatte had til hinanden, er i den grad så godt beskrevet, at man ligefrem sidder og hidser sig op over Sleizners ondskabsfulde handlinger over for Dunja.

Selvfølgelig kan Dunja ikke nære sig for at gå sine egne veje, da hun bliver indblandet i ”happy-slapping-forbrydelser”, som går ud over nogle af de allersvageste, nemlig de hjemløse.

Fabian og hans teenagesøn, Theodor har fortsat ikke det bedste forholdtil hinanden. Dette er godt og troværdigt beskrevet. Det samme er også det ikke længere eksisterende kærlighedsforhold mellem Fabian og hans kone Sonja.

Jalousi, utroskab, teenage-fnidder og den første kærlighed spiller også en rolle i handlingen.

I det hele taget er personbeskrivelserne og personernes indbyrdes forhold skildret på allerbedste vis. Det er med til at øge spændingen, at handlingen ses fra flere personers synsvinkel.

Selv om de personlige problemer fylder meget i hovedet på Fabian, er han stadig den dygtige og dedikerede efterforsker.

Politifolkene i efterforskningsteamet er også velbeskrevne både som politifolk og mennesker i al almindelighed. Skildringen af teamchefen Astrid Tuvessons alkoholproblem virker meget troværdigt.

Der er slet ingen tvivl om, at der for Stefan Ahnhem har ligget et stort researcharbejde forud for ”Atten grader minus”.

Selv om der af og til sker ting og sager i handlingen, som trods alt ikke er helt realistiske, er det i den grad spændingsskabende.

I en krimi skal der efter min mening komme en løsning på krimiintrigen, og det gør der også her, men der er indtil flere cliffhangere på de sidste sider i bogen, så der må nødvendigvis komme en efterfølger til den utrolig spændende krimi, som ”Atten grader minus” er. Den bog vil jeg glæde mig særdeles meget til at læse.  

5 krimihjerter af 5

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Politikens forlag 2017 – 380 sider

Anmeldelse

Julie Hastrups sædvanlige hovedperson, politiefterforskeren Rebekka Holm er sygemeldt på grund af en voldsom hændelse beskreveti den foregående bog, ”Farlig fortid”. Rebekka Holmrejser derfor til Stockholm for at være sammen med sin kæreste, den svenske politimand Niclas, som var gift med journalisten Magdalena, indtil hendes død for fire år siden.

Niclas er overbevist om, at Magdalena blevdræbt af en våbensmugler, som han efterforskede på dødstidspunktet. Niclas tror nemlig, at våbensmugleren dræbte Magdalena for at skræmme ham i forbindelse med efterforskningen. Imidlertid viser obduktionen ikke nogen tegn på drab, men det påvirker ikke Niclas. Han går derfor i gang med en privat efterforskning af våbensmugleren.

Både denne efterforskning og andet politiarbejde gør, at Rebekka overlades meget til sig selv i Niclas' lejlighed.

Rebekka er nysgerrig af natur, og hun begynder derfor at snage i nogle kasser, hvor Niclas opbevarernogle af Magdalenas papirer.

Rebekka gør det med dårlig samvittighed. Det er jo krænkelse af privatlivets fred. Et er at hun forsøger at få indsigt i Niclas og Magdalenas privatliv – noget andet er, at hun faktisk også finder et USB-stik med et indhold, der indikerer, at Magdalena har været på sporet af noget, der ”smager” kriminelt, og som hun har efterforsket i sin egenskab af journalist. Så måske er Niclas' teori om, at Magdalena er blev myrdet alligevel realistisk.

Herefter tager handlingen for alvor fart. Gennem adskillige meget spændende flashbacks med flere personer i hovedrollerne, får Rebekka indsigt i kriminelle handlinger, hvor bl.a. grufulde eksperimenter med retarderede personer indgår. Rebekkas politiinstinkt fornægter sig ikke, så hun begynder sin egen efterforskning af de undersøgelser, som Magdalena ikke fik afsluttet.

Det medfører, at Rebekka bevæger sig rundt i mange interessante og fordækte miljøer, som er fint beskrevne. Jeg kan heller ikke undgå at hæfte migvedde fine beskrivelser af naturen, hun færdes i – bl.a. den finske – idet en stor del af handlingen foregår i Finland.

Der er mange meget iøjnefaldende karakterer – både gode og absolut mindre gode mennesker – med i handlingen. Alle er beskrevet godt.

Julie Hastrup kommer i bogen bl.a. ind på brugen af psykofarmaka især i forbindelse med behandling af retarderede mennesker. Det kan godt give anledning til nogle overvejelser hos læseren.

I ”Mirakelmanden” ser man en noget anden side af Rebekka, end man er vant til. Da hun er i Sverige og er sygemeldt, føler hun sig ikke bundet af politimæssige forskrifter i den private efterforskning, hun går i gang med. Hun agerer også flere gange kampberedt og bruger magtanvendelse, men den søde og kærlighedsgivende side ser man bestemt også af hende.

Alt kommer for en dag i krimiintrigen, dog mangler jeg at lidt mere indsigt i, hvad den våbensmugler, Niclas efterforsker, egentlig har gang i. Hvem er aftagerne af de indsmuglede våben fx?

Det skal også tilføjes, at bogen slutter med en cliffhanger af format. Desuden er der også en mindre cliffhanger inde i bogen.

Jeg følte mig rigtig godt underholdt, og bogen er velskrevet. Jeg kan godt lide, Julie Hastrup skriver ”lige ud ad landevejen”. Det er helt OK, når forfattere lader deres personer filosofere over tilværelsen og lader dem føre indsigtsfulde og lange samtaler, men det kan også engang imellem være befriende at slippe for, som tilfældet er i ”Mirakelmanden”.

Jeg glæder mig meget til Julie Hastrups kommende bog og er spændt på at se, hvad cliffhangerne medfører.

5 krimihjerter af 5

Julie Hastrup kommer på Krimimessen i Horsens den 1. og 2. april. Hende glæder jeg mig til at møde.