“Ulvesommer” er den første krimi, jeg har læst, hvor Hans Rosenfeldt er eneforfatter. Jeg har dog læst alle de krimier, han har skrevet sammen med Michael Hjorth, hvor den legendariske kriminalpsykolog Sebastian Bergman er hovedpersonen.

“Ulvesommer” er en højdramatisk og utrolig spændende krimi, der har flere interessante og medrivende fokuspunkter.

Til at begynde med bliver der i bogen fokuseret på, at der i en skov uden for Haparanda i Sverige ved grænsen til Finland bliver fundet en død ulv med dele fra en menneskekrop i maven. Senere bliver også resten af kroppen fundet. Den døde person viser sig at være en mand, der har overlevet en blodig massakre i Finland. Han flygtede over på den anden side af grænsen til Sverige.

De makabre fund afstedkommer selvfølgelig en grundig politimæssig efterforskning, hvor politikvinden Hannah Wester kommer til at spille en yderst væsentlig rolle.

Hun er også et af bogens fokuspunkter, idet man følger hende både som den dygtige efterforsker, hun er, men kommer også ind i hendes privatliv, som absolut ikke er problemfrit.

Fokus flyttes efterhånden også hen på to unge familier, som hver især har deres at kæmpe med. På forskellig vis bliver de impliceret i det, der har med fundet af den døde mand i skoven at gøre.

Den blodige massakre i Finland har baggrund i international narkokriminalitet, som også medfører meget voldsomme begivenheder i Haparanda.

Et nyt fokuspunkt bliver tilføjet handlingen, da en ung smuk russisk kvinde med en speciel opgave dukker op i byen.

Hans Rosenfeldt evner med sikker hånd på allerbedste vis at beskrive både personer og miljøer. Man føler med de af bogens personer, som på hver deres måde har problemer med tilværelsen, og man føler afsky for dem, der handler samvittighedsløst.

Man må også konstatere, at selv om et menneske begår en forbrydelse, behøver vedkommende ikke nødvendigvis at være et ondt menneske.

Der hersker en dyster stemning i store dele af handlingen. Der er glimt af lidt kærlighed, men ikke meget. Lidt populært sagt, så er der ikke meget at grine af.

Mod bogens slutning synes jeg, at lidt af troværdigheden går fløjten, men det skal bestemt ikke afholde mig fra at se frem til den næste bog i Hans Rosenfeldts nye thrillerserie.

4 krimihjerter af 5

Politikens forlag 2020 – 454 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Lars Kepler har med “Spejlmanden” skrevet en meget grum og modbydelig thriller.

Jeg har ikke læst ret mange bøger med så mange grusomheder og modbydeligheder som i “Spejlmanden”. Når det så er sagt, så er bogen vanvittig spændende og nervepirrende. En rigtig page-turner.

Bogen handler om unge piger, der forsvinder.

En af de forsvundne unge piger findes dræbt og hængt i er klatrestativ på en legeplads. Det får gang i politiets efterforskning, som ledes af kriminalkommissær Joona Linna. Læsere af Lars Kepler kender Joona Linna fra syv tidligere bøger, hvor han også er hovedperson.

Et overvågningskamera har fanget, hvad man mener er et øjenvidne til denne væmmelige forbrydelse, et øjenvidne som lider af voldsomme psykiske problemer. Han må hypnotiseres to gange, før politiet bliver klogere på, hvad der er sket og får mere at arbejde ud fra.

Handlingen ses fra flere synsvinkler. Man får derfor et rigtig godt indblik, i hvorfor flere personer – både de gode og de onde – agerer og tænker, som de gør. Det gælder bl.a. flere af de piger, der er forsvundet, og som holdes fanget på en nedlagt minkfarm, hvor de udsættes for alt fra nedslagtning til modbydelige voldtægter.

Beskrivelserne af de steder, hvor handlingen foregår fremstår tydeligt.

Man kan jo håbe, at det, der beskrives i ”Spejlmanden”, mest har sit udspring i Lars Kepler’nes hjerner. Imidlertid må man desværre også konstatere, at man ind imellem hører om yderst voldsomme uhyrligheder, der overgår unge piger i virkelighedens verden.

Hvad de efterforskningsmæssige angår, mener jeg, at Joona foretager sig handlinger, som ikke er realistiske. I det hele taget synes jeg, at flere dele af bogens handling ikke er realistisk, men den er særdeles spændende.

Efter endt læsning indrømmer jeg gerne, at jeg ikke lige havde set, at det var sådan, bogens krimiintrige hang sammen.

Selvfølgelig skal jeg også læse den næste i rækken med Joona Linna, men den behøver ikke at fokusere helt så meget på modbydeligheder.

3 krimihjerter af 5

Gyldendal 2020 – 525 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Som den politinørd jeg er, vil jeg starte med at rose Sara Blædel for det, der angår det politimæssige i ”Den tavse enke”. Jeg synes, det er en fremragende idé, at hun opretter et nyt rejsehold, kaldet P13 – en hentydning til, at enheden er et supplement til de 12 politikredse, der er i Danmark.

Jeg har gentagne gange i mine anmeldelser kritiseret, når forfattere pludselig lader efterforskere – typisk fra København – stå for efterforskningen et andet sted i landet. Hvorfor det netop er dem, der gør det, får man ikke nogen forklaring på. Nogle forfattere og læsere mener, at det er digterisk frihed. Måske nok, men i mine øjne urealistisk digterisk frihed.

At Sara Blædel opretter et nyt rejsehold er også digterisk frihed, men af den realistiske slags. Her får man en begrundet forklaring på, hvorfor hun gør, som hun gør.

Beskrivelsen af den efterforskning, der foregår i ”Den tavse enke” virker yderst troværdig.

Det nyetablerede rejsehold skal stå for opklaringen af drabet på en kvinde på Tåsinge. Hun er en yngre enke og kroejer. I kølvandet på drabet finder andre ugerninger sted.

Krimiintrigen er realistisk, og selv om man præsenteres for adskillige spektakulære handlingselementer, bliver handlingen aldrig ”kulørt”, og opklaringen er efter min mening fuldkommen logisk og troværdig.

Man kommer ind på adskillige interessante temaer. Et vigtigt et er, at stå ved hvem man er. Af andre temaer kan nævnes: det at være bøsse, forholdet mellem ægtefæller, børn og forældre, søskendekærlighed, kærlighed i al almindelighed, kærlighed contra begær, relationer mellem kollegaer, livet i mindre samfund m.m.

Personbeskrivelserne er virkelig gode. Bogens hovedperson er efterforskeren Louise Rick, som også har været hovedperson i 10 bøger af Sara Blædel.

Louise Rick er blevet leder af P13. Hun er en dygtig og dedikeret efterforsker. Hun har temperament, og hun erkender også, at hun kan begå fejl.

En anden hovedperson er Louises journalistveninde Camilla Lind, som lidt tilfældigt også inddrages i efterforskningen. Hende kender vi også fra tidligere Sara Blædel-bøger. Som altid er hun en ihærdig journalist.

De andre personer i ”Den tavse enke” er også skildret rigtig godt, så man danner sig et klart indtryk af dem.

Jeg synes rigtig godt om den interaktion, der dels er mellem de politifolk, der er tilknyttet P13 og dels mellem politifolkene og de personer, de kommer i berøring med.

Jeg holder meget af, at handlingen foregår på Tåsinge, en ø som jeg har besøgt adskillige gange, og hvor jeg tilmed har overnattet på Tåsinge Hotel, hvor også Louise overnatter. Det er forfriskende, at en krimi foregår andre steder end i Aarhus eller København.

Det, jeg ikke begejstres så meget for i bogen, er, at der efter min smag er for meget ”føle-føle” med. Jeg kan nævne Louises forhold til plejesønnen Jonas, til underboen Melvin, til ex-kæresten Eik, til veninden Camilla osv. Jeg kunne også godt have undværet Eiks pensionerede politihund.

Og lige et lille suk mere. Hvorfor er de overordnende politifolk i denne og rigtig mange andre krimier altid nogle trælse og dårlige ledertyper?

Jeg synes helt bestemt, at ”Den tavse enke” er spændende og på rigtig mange områder også en vedkommende bog.

Jeg glæder mig selvfølgelig til at læse om flere kommende efterforskninger, som Sara Blædel lægger i hænderne på Louise Rick og P13.

4 krimihjerter af 5

Politikens forlag 2020 – 392 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogens findes som e- og lydbog på MOFIBO

”Nattens udyr” er den 2. bog om politikommissær Cecilie Mars. Den første var ”Mørket kalder”, som jeg vil anbefale, man læser, inden man læser ”Nattens udyr”.

Michael Katz Krefeld har igen formået at skrive en forrygende, hæsblæsende og meget spændende københavnerkrimi. Den handler om en sekt, der bliver omtalt som ”Enhjørningegruppen”. Sekten består udelukkende af mænd, som hader kvinder.

Mændene i gruppen ved ikke alt det onde, de skal gøre imod kvinder. Gennem deres aktiviteter på nettet og deres handlinger oplever de, at de kan få oprejsning for alt det, der er overgået dem, og som de mener, kvinder er skyld i. Det kan fx være, at de har mistet samkvemsret med deres børn efter en skilsmisse, at de er uretfærdig dømt i en voldssag mod en kvinde eller lignende. Og så er der også dem, der føler, at kvinder fuldstændig overser dem af en eller anden grund fx et handicap. Værst af alt er, at alle sektmedlemmer ønsker total fri råderet og bestemmelse over alle kvinder.

Denne forkvaklede indstilling til kvinder gør, at den ondskab, sekten udsætter deres ofre for, er helt ubeskrivelig modbydelig.

Michael Katz Krefeld beskriver detaljeret, hvad kvinderne udsættes for. Det kan jeg godt tåle at læse, men jeg tror, nogen læsere vil have noget svært ved at kapere det.

Det sprogbrug, som kvindehaderne benytter sig af, er meget saftigt, men er samtidig med til at karakterisere dem.

Efterforskningen der følger i kølvandet på ”Enhjørningegruppens” forbrydelser styres af politikommissær Cecilie Mars ansat i drabsafdelingen ved afdelingen for personfarligkriminalitet ved Københavns Politi på Teglholmen.

Cecilie Mars er en utrolig dygtig efterforsker, men hun har mange lig i lasten. Hun tager stoffer, hun er voldelig over for anholdte, og hun er også typen, der ”skyder først og spørger bagefter” osv.

Cecilie har en sag kørende hos DUP – Den Uafhængige Politiklagemyndighed, idet hun var været involveret i en sag med et dræbt medlem fra en indvandrerbande.

Hendes dygtighed gør, at hun formår at trænge dybt ind i baggrunden for en forbrydelse, hvilket tydeligt ses i efterforskningen af ”Enhjørningegruppens” forbrydelser.

Michael Katz Krefeld tager også problematikken om indvandrerbander op i ”Nattens udyr”, og man fornemmer tydeligt politiets vanskeligheder med at behandle problemet.

Igen, igen må man konstatere, at PET – Politiets Efterretningstjeneste ikke har verdens bedste samarbejde med det almindelige politi.

Ud over den gode beskrivelse af Cecilie Mars, får man også et godt indtryk af Cecilies nærmeste makkere, Ismail og Troels. Det samme gælder bogens øvrige personer.

Jeg kan dog godt blive lidt træt af at læse, at Cecilies nærmeste overordnede, Karstensen er den typisk koleriske overordnede, man kender fra utallige krimier.

Da ”Enhjørningegruppen” i særdeleshed opererer i det digitale netværk, er der en del ord er termer, som jeg ikke umiddelbart forstår eller har kendskab til.

Politinørden kom også op i mig, da jeg konstaterede,at det er forkert, når Cecilies tjenestevåben omtales som en Glock-pistol. Det rigtige tjenestevåben er en Heckler og Koch.

Jeg følte mig virkelig godt underholdt, da jeg læste ”Nattens udyr”. Et temmelig urealistisk indhold i et bestemt kapitel gør, at jeg ikke giver topkarakter til en ellers helt igennem topspændende storbykrimi.

Jeg vil absolut glæde mig til næste bog fra Michael Katz Krefelds hånd. Han skriver, så man bliver hængende i lænestolen til sidste side.

4 krimihjerter af 5

Lindhardt og Ringhof 2020 – 359 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

“Vinterild er den 3. bog i svenske Anders de la Mottes serie “Skånekvartetten”. De to foregående var “Sensommerjagt” og “Efterårssorg”. Bøgerne har ikke noget med hinanden af gøre, bortset fra at de foregår i Skåne.

Laura Aulin, 45 år og succesfuld forretningskvinde arver en meget forfalden ferie-hytteby i Skåne fra sin afdøde faster Hedda. Indtil Laura var 15 år, har hun flere gange om året besøgt sin faster, mens hun og hendes forældre har boet forskellige steder i udlandet som følge af farens arbejde.

Laura tager til Skåne dels for at deltage i fasterens begravelse og dels for at sælge hyttebyen. Der er især to parter, der er interesserede i at købe, nemlig kommunen og en slotsejer. Det afstedkommer nogle temmelig store konflikter de to parter indbyrdes.

Laura har ikke været i hyttebyen de sidste 30 år på grund af en mordbrand i 1987, der kostede hendes veninde livet og medførte, at Laura fik nogle meget alvorlige brandskader på ryggen. Efter denne voldsomme begivenhed lukkede forældrene af for Lauras kontakt til hendes faster.

Nu ankommet til den forfaldne hytteby og efter at have lukket sig ind i fasterens mildest talte “hul” af en privatbolig, begynder minderne for alvor at fylde i Lauras sind.

Hun tænker i særdeleshed på de barne- og ungdomsvenner, hun fik og den dejlige samhørighed, hun havde med fasteren.

Anders de la Motte beskriver levende det, der foregik i Lauras ungdomsår i hyttebyen i årene op til1987. Det var en tid på både godt og ondt og fyldt med både venskab, jalousi og had - en tid hvor man let kom til at handle, før man tænkte sig om.

Faster Heddas død skyldtes, at hun druknede. Da Laura i sin tid var på ferie hos sin faster, var det et næsten dagligt ritual, at hun tog sig en dukkert sammen med fasteren. Også efter at Laura ikke længere kom på ferie, fortsatte Hedda med at bade, indtil helbredsmæssige årsager gjorde, at hun ikke kunne fortsætte hermed.

Det undrer derfor Laura, at Hedda bliver fundet druknet.

Efterfølgende indtræffer der flere begivenheder, der viser, at ikke alt er, som det burde være.

Anders de la Motte har bygget “Vinterild” op således, at handlingen skifter mellem det, der skete i 1987 op til og umiddelbart efter mordbranden og så det, der sker i nutiden. Man kan derfor danne sig et virkelig godt indtryk af de implicerede personer og det, der tidligere skete i og omkring hyttebyen.

Selv om en af de unge fyre fra 1987, Peter, senere er blevet politiefterforsker, fylder den politimæssige efterforskning ikke ret meget i bogen. Det gør til gengæld det psykologiske spil.

Den handling, der foregår i nutiden, tager efterhånden over, og dramatikken stiger voldsomt. Det samme gør overraskelserne, og selv om de er spektakulære, synes jeg trods alt, at de ikke er helt realistiske.

Jeg skal helt klart også læse fjerde og sidste bind i ”Skånekvartetten”, når det udkommer.

4 krimihjerter af 5

Modtryk 2020 – 445 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO