”Natrium Chlorid” af ”Jussi Adler-Olsen
”Natrium Chlorid” er den niende i rækken af Jussi Adler-Olsens fremragende serie om Afdeling Q.
En 60-årig kvinde, Maja Petersen begår selvmord på grund af traumer i forbindelse med, at hun i 1988 mistede sin lille søn ved en meget voldsom eksplosion på det autoværksted, hvor hun havde sin bil til reparation. Også autoværkstedets mekanikere omkom.
Drabschef Marcus Jacobsen, som dengang var vicekriminalkommissær styrede efterforskningen og havde mistanke om, at eksplosionen skyldtes en bevidst handling. Det lykkedes ham ikke at opklare sagen. Han glemte den imidlertid aldrig.
I forbindelse med Maja Petersens begravelse kiggede han igen på efterforskningsmaterialet fra den 32 år gamle sag og blev opmærksom på noget, som han dengang havde overset i kriminaltekniske rapport, nemlig at der uden for indgangsporten til bilværkstedet havde ligget en lille bunke køkkensalt.
Marcus Jacobsen henvender sig nu til Carl Mørck, fordi han husker, at Carl har haft en sag, hvori der også indgik køkkensalt.
Afdeling Q med Carl, Assad, Rose og Gordon bliver sat til efterforske, om der er flere lignende sager med køkkensalt – og det er der.
Flere af sagerne med køkkensalt er meget voldsomme drabssager – og der er mange af dem. Hvordan hænger det sammen? I Afdelings Q’s efterforskning tegner der sig efterhånden et billede af, at der en afsindig og hensynsløs morder på spil.
Efterforskningen bliver mere og mere intens, og der opstår den ene dramatiske situation efter den anden, som handler om liv og død. Det hele kulminerer 2. juledag 2020.
2020 var også året med nedlukning af Danmark på grund af coronaen. Dette faktum indgår på helt realistisk vis i ”Natrium Chlorid”, og det er helt rigtigt af Jussi Adler-Olsen, at han lader coronaen spille en stor rolle i bogen.
Grundsubstansen i efterforskningen er realistisk. Det er også rigtig fint, at Teglholmen nu er blevet stedet, hvorfra Afdeling Q’s efterforskning foregår.
Jeg holder meget af Carl, Assad, Rose og Gordon. De er alle stadigvæk, som vi kender dem. Jeg oplever dog, at Carl har ændret sig til at blive et mere glad og positivt menneske, efter han er blev gift med kriminalpsykologen Mona og er blevet far til lille Lucia.
Samtidig med at Afdeling Q efterforsker ”saltmordene”, konfronteres Carl med sagen for år tilbage, hvor han selv var involveret, og hvor hans gode kollega Hardy blev ramt af skud og blev lam i hele kroppen, og hvor en anden kollega blev dræbt.
Det helt store tema i ”Natrium Chlorid” er opgøret med menneskers hensynsløshed over for deres medmennesker i hverdagen. Det er alt lige fra at overskride hastighedsgrænserne til at begå forbrydelser af værste slags.
Bogens andet store tema er selvtægt. Enhver form for selvtægt er forbudt
Beskrivelserne af personerne er gode, og efterforskningen er grundigt og godt beskrevet.
Igen en fremragende og superspændende bog fra Jussi Adler-Olsen.
Bogen slutter med en cliffhanger, og når Jussi Adler-Olsen er færdig med det tiende og sidste bind i serien om Afdeling Q, har vi også fået Carl Mørks liv og historie beskrevet. Jussi Adler-Olsen vil da være nået i mål med Afdeling Q-serien.
5 krimihjerter af 5
Politikens forlag 2021 – 460 sider
Klik HER og se alle mine anmeldelser
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget