23-09-2021

”BOX” af Läckberg & Fexeus

”Box” er ikke en helt almindelig krimi. Det skyldes især de to hovedpersoner, drabsefterforsker ved Stockholms Politi, Mina Dabiri og mentalist og ekspert i kropssprog, Vincent Walder.

Begge hovedpersoner lider nemlig af tvangstanker og tvangshandlinger, OCD. Mina er bakterieforskrækket og tørrer af og skifter tøj i en uendelighed. Vincent ”tænker i tal”. Hans tvangstanker om tal spiller også en rolle i den måde, han tackler hændelser i efterforskningen på.

Noget, som ligeledes gør bogen anderledes, er, at den måde, som ofrene dræbes på, er meget usædvanlig. En kvinde findes dræbt i en kasse af den type nogle tryllekunstnere bruger, når de illuderer, at et menneske i kassen bliver gennemboret af typisk tre sværd.

Her er der imidlertid ikke tale om en illusion. Kvinden er virkelig blevet gennemboret.

Dette meget spektakulære drab og senere to lige så spektakulære drab sætter en stor efterforskning i gang med Mina som en af efterforskerne.

På et tidspunkt foreslår Mina, at mentalisten Vincent Walder skal tilknyttes efterforskningen som konsulent ud fra den viden og erfaring, han har fra magiens verden, samt det store kendskab han har til, hvordan folk reagerer mentalt, når de indgår i situationer, hvor der kræves tankevirksomhed, overvejelser og beslutninger.

Jeg synes, at ”Box” indeholder rigeligt mange beskrivelser af det, der foregår især i Vincent Walders privatliv, idet mange af disse beskrivelser ikke spiller ind på selve krimiintrigen. Ind imellem skrider handlingen også lidt for langsomt frem, så der kunne godt have været skåret ned på de 646 sider, bogen består af.

Når det så er sagt, synes jeg, at når bogen for alvor fokuserer på krimiintrigen, så ser man, at Camilla Läckberg i høj grad kan sit håndværk. Så er bogen virkelig god, utrolig spændende og fyldt med stof til eftertanke.

Personerne er godt beskrevet. Det gælder både politifolk og diverse suspekte personer. Fx kan man sagtens forestille sig de store og små konflikter, der er blandt efterforskerne, når de er uenige om, hvordan efterforskningen skal foregå, og hvordan nogle har svært ved at acceptere, at en mand som Vincent tilknyttes efterforskningen som konsulent.

”Box” er første bind i en trilogi om Mina Dabiri og Vincent Walder, og jeg mener helt bestemt, der må være et element fra ”Box”, der nødvendigvis må tages op i næste bog i serien. Den skal jeg selvfølgelig læse.

4 krimihjerter af 5

People’s 2021 – 646 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

19-09-2021

”Fejltrin” af Maria Adolfsen

Almindeligvis foretrækker jeg, krimier der foregår på steder, der findes i virkeligheden. Imidlertid må jeg indrømme, at det, at ”Fejltrin” foregår i det fiktive øsamfund, Doggerland ude midt i Nordsøen, fungerede fint for mig.

Dagen efter den årlige østersfestival, som fejres overalt i Doggerland, findes en ung kvinde myrdet.

Et ihærdigt efterforskningsarbejde sættes i gang. Det kompliceres meget af, at den dræbte kvinde er drabschefens fraskilte kone. Kriminalassistent Karen Eiken Hornby bliver derfor sat i spidsen for efterforskningen. Nogle af hendes kolleger er temmelig mandschauvinistiske, så de har det meget svært med, at Karen nu skal være efterforskningsleder.

Da beskrivelserne af personerne overalt i bogen er virkelig gode, er man ikke i tvivl om, at Karen undertiden føler sig skidt behandlet af kollegerne. I det hele taget får man særdeles god indsigt i Karens liv.

Maria Adolfsen evner også at beskrive Doggerland, så man ikke er i tvivl om, hvordan her ser ud. Disse beskrivelser fylder meget i bogen.

Beskrivelsen af efterforskningen er realistisk og viser også, at der er forskel på, hvordan de forskellige efterforskere håndterer deres opgaver, hvilket også medfører fejltagelser.

Karen finder efterhånden ud af, at det er nødvendigt at grave i de hændelser fra fortiden, som dukker op efterhånden, som efterforskningen skrider frem.

For at tydeliggøre hvordan fortiden spiller ind, skifter handlingen adskillige gange mellem nutiden og fortiden.

På mange måder synes jeg rigtig godt om ”Fejltrin”. Imidlertid synes jeg, at den er for lang. Der kunne med fordel være skåret ned på omfanget af diverse beskrivelser, for bogen er rigtig god, og så har den en helt utrolig overraskende afslutning.

4 krimihjerter af 5

People’s 2021 – 483 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

18-09-2021

”Rottekongen” af Pascal Engman

Nu har Pascal Engman gjort det igen – skrevet en bragende god spændingsroman. Den er efterfølger til ”Ildlandet”, som jeg også var meget begejstret for.

I ”Rottekongen” møder man igen kriminalassistent Vanessa Frank og den tidligere elitesoldat Nicolas Paredes.

En ung kvinde bliver fundet død i sin lejlighed. Efterforskningen lægges i hænderne på Vanessa Frank, og lidt efter lidt kommer hendes gode ven Nicolas Paredes også til at spille en væsentlig rolle i efterforskningen.

Efterfølgende bliver en ung kvinde, journalisten Jasmina udsat for et meget brutalt overfald, hvilket medfører, at hun bliver en vigtig brik i det, som bliver til et drama af dimensioner.

Flere kvinder bliver dræbt, og efterhånden går det op for efterforskerne, at drabene kan være forbundet med det voksende digitale netværk af mænd, der hader kvinder – et netværk, som har til formål at straffe kvinder, der tydeligt viser, at de ikke vil have noget med dem at gøre.

Mænd, der har det sådan overfor kvinder, er et begreb fra virkelighedens verden og kendes under betegnelsen ”incels”.

Netværket er stort, tiden er knap og efterforskerne må arbejde på højtryk.

Undervejs bliver man præsenteret for mange interessante personer, som fremstår meget tydeligt. Selvfølgelig kommer man til at kende hovedpersonerne Vanessa og Nicolas bedst. En person, som man uvægerligt kommer til at holde af, er 12-årige Celine, som sammen med sin far bor nabo til Nicolas.

Bogens titel ”Rottekongen” hentyder til en fra persongalleriet, og fy da for pokker hvor en klam og ulækker mand.

Der sker noget hele bogen igennem; men Pascal Engman formår samtidig at tilføje mange tankevækkende elementer til handlingen.

Jeg skal selvfølgelig læse den næste bog fra Pascal Engmans hånd.

5 krimihjerter af 5

People’s 2021 – 419 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

01-09-2021

”Gladiator” af Jens Henrik Jensen

Efter min mening skylder man sig selv, at læse de fire foregående bøger i serien om Niels Oxen, før man læser ”Gladiator”. Bøgerne hedder: ”De hængte hunde”, ”De mørke mænd”, ”De frosne flammer” og ”Lupus”.

”Gladiator” er ganske enkelt et brag af en fremragende spændingsbog.

Den tidligere jægersoldatNiels Oxen er takket være en tillidsvækkende kvindelig psykolog gået i behandling for PTSD, som har plaget ham i mange år.  

Som et led i behandlingen skal han lede en overlevelsestur for krigsveteraner, der også lider af PTSD.

Da Oxen vender hjem fra turen dukker Mossmann, den nu pensionerede leder af PET, pludselig op for at bede ham om hjælp i opklaringen af drabene på 7 krigsveteraner, der er blevet likvideret på overlevelsesture i lighed med den, som Oxen netop er hjemkommet fra.

Oxen indvilliger. Herefter går der en meget intens efterforskning i gang, hvor Margrethe Franck, Oxens tidligere dygtige makker og gode ven også kommer til at indgå i efterforskningen. En meget dedikeret efterforsker, Sally Finnsen fra Eftersøgningssektionen ved Københavns Politi kommer også til at spille en stor rolle.

Man fornemmer klart, at Jens Henrik Jensen nøje ved, hvordan det danske politi er bygget op, og hvordan en efterforskning organiseres og føres ud i livet.

De personer, der indgår i handlingen, beskrives utrolig godt og realistisk. Man ser tydeligt, at Jens Henrik Jensen har stor indsigt i den menneskelige natur og ved, hvordan det psykiske har stor indflydelse på menneskers handlinger og i særdeleshed på personer, der lider PTSD.

Som læser bliver man da også meget bekymret, da Oxen pludselig forsvinder. Man får et klart indblik i det, der går gennem Oxens hoved, da han må kæmpe en kamp på liv og død blandt tilsyneladende ukendte fjender, der ikke regner menneskeliv for noget.

Da handlingen også ses fra Margrethe Francks, Mossmanns og snigskyttens side, får man tillige med god forståelse for deres ageren.

Efterhånden som efterforskningen skrider frem intensiveres spændingen.

Jeg holder meget af, at Jens Henrik Jensen lader noget af handlingen foregå på lokaliteter, som jeg kender godt.

Man kommer vidt omkring både i ind- og udland, før efterforskerne finder ud af sammenhængen i alt det, der foregår, og som tog sin begyndelse med likvideringerne af de 7 PTSD-ramte krigsveteraner.

Der er ingen løse ender til slut i bogen, og man konstaterer, at titlen ”Gladiator” er yderst velvalgt.

En herlig lille detalje i bogen er, da Nina Portland fra Syd- og Sønderjyllands Politi fra Jens Henrik Jensens bøger i Portland-serien hjælper Margrethe Franck med at finde ud af, hvor to personer bor.

Jeg vil ikke sige, at ”Gladiator” slutter med en decideret cliffhanger, men jeg tror, at den lægger op til en efterfølger.

Jens Henrik Jensen kan virkelig sin metier som spændingsbogsforfatter. Jeg vil glæde mig utrolig meget til at læse kommende bøger fra hans hånd.

Jeg vil selvfølgelig også se frem til, at der er ved at blive lavet en Tv-serie med udgangspunkt i de tre første bind i Oxen-serien.   

5 krimihjerter af 5

 Politikens forlag 2021 – 503 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

31-08-2021

”Hun som våger” af Caroline Eriksson

Beskrivelse af bogen

Forfatteren Elena er for nylig blevet separeret fra sin mand og bor nu i et rækkehus uden megen kontakt med omverdenen. Den eneste, hun jævnligt ser, er sin søster, men deres relation er anstrengt og fuld af fortielser. 
For at aflede sine tanker begynder Elena at observere familien Storm, der bor overfor. Bag den pæne facade udspiller der sig tilsyneladende et dystert drama mellem ægtefællerne. Elena kan ikke modstå tilskyndelsen til at følge efter dem og lure på dem i smug, og jo længere hun vover sig ud, desto større bliver hendes bekymring for, at noget forfærdeligt snart vil ske.    
Da Elena får kontakt med Leo, familien Storms teenager, får hun et direkte indblik i familiens liv. Leos mor bærer tydeligvis på en mørk fortid og er i stand til at gøre frygtelige ting. Elena drages længere og længere ind i begivenhederne, og snart truer katastrofen.

Min anmeldelse

”Hun som våger” er en krimi, hvor det psykologiske spiller en altafgørende rolle. Elena, som er forfatter, kan ikke rigtig komme i gang med skriveriet efter separationen, så hendes tid går mest med at skrive lektørudtalelser og med at iagttage genboerne, familien Storms gøren og laden.

Hun er efterhånden blevet overbevist om, at der foregår et dystert drama hos familien.

Som tiden går, bliver hun ven med genboernes teenagesøn, Leo, og hun bliver mere og mere bekræftet i, at hendes teori om, der foregår noget mystisk hos familien holder stik

Man følger også andre personers tanker. For mig foregår det meste af handlingen inde i hovedet på folk. Jeg kunne godt tænke mig, at der var ”mere gang” i personerne. Ganske vist er der beskrevet et par dramatiske scener, men jeg må indrømme, jeg kedede mig lidt under læsningen.

Når det så er sagt, synes jeg, at personkarakteristikkerne er udmærkede og realistiske.

Hvad der er op og ned på det, der foregår, får man en fin forklaring på til slut i bogen.

3 krimihjerter af 5

People’s 2020 – 263 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO