”Ar” af Jørn Lier Horst og Thomas Enger

Modtryk 02-06-2023 – 355 sider

Anmeldelse

”Ar” er den fjerde bog i det norske forfatterpar Jørn Lier Horst og Thomas Engers serie om efterforskeren Alexander Blix og journalisten Emma Ramm. De tre foregående bøger er ”Nulpunkt”, ”Røgslør” og ”Slagside”.

Mine anmeldelser af disse tre, som alle har fået topkarakter, kan læses ved at søge på min hjemmeside www.findalskrimiside.dk

Jeg vil på det kraftigste anbefale, at man læser disse tre bøger, inden man går i gang med ”Ar”.

”Ar” er en fremragende krimi og tilmed en anderledes én af slagsen. Det er nemlig meget usædvanligt, at en politiefterforsker, der sidder i fængsel dømt for drabet på sin datters drabsmand, er med på sidelinjen, når en forbrydelse skal efterforskes.

Det er meget interessant at følge livet i fængslet. Her er indsatte af værste slags, som udøver vold på medindsatte, men her er selvfølgelig også indsatte, der er ganske fredelige.

Udenfor murene har Blix’ tidligere kolleger sat jagten ind på en tysk drabsmand, Walter Kroos, der er flygtet fra et fængsel i Tyskland. Den flygtede fange har forbindelse til en af de meget voldelige indsatte, Jarl Inge Ree på Blix’ fængselsafdeling – og nu er Kroos på vej til Norge.

Politiet får brug for Blix’ viden fra fængslet om Jarl Inge Ree, og Blix får brug for Emma Ramm, der udover at være journalist også er en nær ven. Ramms undersøgelser tyder på, at den flygtede tyske fange er på vej til en lille bygd, Osen 150 kilometer nord for Oslo. Som teenager besøgte han nemlig bygden sammen med familien. Hvad der skete dengang står hen i det uvisse for de fleste i Osen.

Det er virkelig spændende at følge den efterforskning, som Blix og Emma nu går i gang med – Blix fra fængslet og Emma in real life. De kommunikerer med politiets tilladelse via telefon.

Emma kører til Osen for om muligt at finde ud af, om Walter Kroos er i bygden og hvorfor. I Osen kender alle nærmest hinanden. Man får en rigtig god indsigt i de personer, som Emma opsøger. Man fornemmer, at flere af indbyggerne bærer på farlige hemmeligheder og har dybe ar i sjælden og ikke fortæller det, de ved både om fortiden og nutiden, hvor både drab, voldtægt og forsvinden spiller en væsentlig rolle.

Det er virkelig vanskeligt, for Emma og Blix at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, men selvfølgelig finder de ud af det.

Her gør forfatterparret Horst og Enger noget virkelig godt. Via flashbacks fra forskellige personers synsvinkel får læseren gradvist den fulde indsigt i, hvad det er, der er sket i Osen, og hvorfor Kroos er vendt tilbage – for det er han jo.

En virkelig god, spændende og tankevækkende krimi.

5 krimihjerter af 5

Modtryk 02-06-2023 – 355 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...