”Sår” af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo

Politikens forlag 2023 – 325 sider

Min anmeldelse:

”Sår” er opfølgeren på Sara Blædel og Mads Peder Nordbos krimisucces ”Opløst”.

”Sår” er en spændende og medrivende krimi, som på grund af en grundig beskrivelse af politiarbejde, må betegnes som en gedigen politikrimi.

Man kommer om ad et par vedkommende temaer. Bl.a. hvor langt en kunstner må gå for at formidle sit budskab. Er det fx i orden, at kunstneren Monika Le Fevre skærer sår i levende dyr, som siden bliver aflivet, udstoppet og udstillet på en kunstudstilling på Brandts Klædefabrik i Odense for at få folk til netop at fokusere på dyremishandling?

Det mener politidirektør ved Odense Politi Margrethe Dybbøls datter, Zenia bestemt ikke det er, så hun begynder at hetze på nettet mod en anden ung pige, som forsvarer kunstneren. Det afstedkommer, at også andre unge i voldsom grad skriver modbydeligheder mod den forsvarende unge pige.

Her er vi inde på et aktuelt tema, det med at det myldrer med voldsomme mishagsytringer på de sociale medier. Mange forældre aner ikke, hvad deres børn foretager sig på de sociale medier, hvor de ”færdes” i mange timer i døgnet.

Det er politidirektør Margrethe Dybbøl et godt eksempel på. Hun aner overhovedet ikke, hvad hendes datter har haft gang i.

Så forsvinder Zenia, og tilmed er der også forud for Zenias forsvinden også forsvundet en anden ung pige. Har du to forsvindinger noget med hinanden at gøre?

Sideløbende med at Zenia er forsvundet, efterforsker Odense Politi også drab på nogle personer, som også har fået skåret sår på kroppen i lighed med dem, kunstneren har lavet på de udstillede dyr.

Er der forbindelse mellem drabene og Zenias forsvinden? En ihærdig efterforskning går i gang. Den er virkelig godt og realistisk beskrevet.

Vicepolitiinspektør Liam Stark og hans makker Dea Torp er dem, der leder efterforsknin­gen. Til at begynde med efterforsker de primært drabene, men som efterforskningen skrider frem, indgår også sagen om den forsvundne Zenia.

Beskrivelsen af de to efterforskere er virkelig god. Beskrivelserne dækker ikke kun Liam og Dea som politifolk, man kommer i høj grad også ind på deres privatliv.

Vi hører om Liam, der er blevet skilt fra sin kone Helene, hvilket har givet ham nogle ar på sjælen.

Dea er blevet kæreste med sin noget yngre kollega politihundeføreren Rolf. Hun elsker ham virkelig, men skal også forholde sig til, hvordan andre betragter forholdet.

Det er helt fint, at privatlivet indgår i en krimi – og også i denne, men jeg synes dog, der til tider skrues lidt for meget op for ”føle-føle”.

Igen en meget fin krimi fra makkerparret Blædel og Nordbo, som ud over spænding, dramatik og grumme beskrivelser også indeholder to væsentlige temaer, kunstnerisk frihed og unges færden på nettet.

4 krimihjerter af 5

Politikens forlag 2023 – 325 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...