Mandag den 2. november 2015 havde Politikens Forlag inviteret til brunch på Café Casablanca i Aarhus for at et par bloggere/anmeldere, et par journalister og en bibliotekar kunne få lejlighed til møde forfatter Christian Mørk i anledning udgivelsen af han nye bog ”Drengen ingen kunne finde”.

Til stede var også Christina Ove Holm - Pressechef og Social Media/Brand-manager hos Politikens Forlag.

Jeg kendte faktisk ikke noget til Christian Mørks forfatterskab ud over hans nye roman, ja og forfatteren selv vidste jeg heller ikke meget om bortsetfra, at han er søn af skuespillerparret Susse Wold og Erik Mørk, og det har jo dybest set ikke noget med Christian Mørks forfatterskab at gøre.

At kanelsneglene og maden i øvrigt var meget lækker, glemte man næsten helt på grund af den gode oplevelse, det var at være i selskab med Christian Mørk. Han var særdeles sympatisk, venlig og behagelig at være sammen med, og så kunne han på en entusiastisk, interessant og god forklarende måde fortælle om sit forfatterskab.

Bogen, han i særdeleshed fortalte om, var selvfølgelig ”Drengen ingen kunne finde”. Christian Mørk ynder ikke at genreopdele bøger, men ville alligevel godt hæfte genrebetegnelsen ”eventyr-thriller” på sin seneste bog. En betegnelse som TV-manden Ingolf Gabold har fundet på.

Selv om jeg i udpræget grad er til den mere realistiske thriller og krimi, var det yderst spændende at høre, hvilke tanker, Christian Mørk havde gjort sig i forbindelse med skrivningen af bogen.

Det viste sig at bogen havde været flere år undervejs fra ide til færdig bog.

Selv om bogen er ”eventyr-agtig”, er personerne og temaerne realistiske. Det er mere det, personerne kommer ud for, der udgør det eventyrlige og overnaturlige.

Christian Mørk gør i sit forfatterskab meget ud af nærmest at ”kravle ind” i sine personer for på den måde gøre dem ”rigtige”. Det gælder både for helte og skurke.

De steder, hvor handlingen foregår, er virkelige steder i den lille amerikanske stat Vermont, hvor Christian Mørk i øvrigt har gået på universitet. En stat på størrelse med Jylland. I Vermont er der meget uberørt natur, hvor jægere kan dyrke jagtens glæder kun i selskab med sig selv, og hvor det mystiske og mytiske trives godt.

Når man er sammen med Christian Mørk – som bor i USA – virker han pæredansk, men han fortalte, at hans fortællestil nok er mere amerikansk end nordisk. Ligeledes fortalte han, at når han skriver, er det bedste, han kan komme ud for at gå i den tilstand, han kaldte for ”selvforglemmelse”, forstået på den måde, at ordene ”skriver sig selv”, uden han egentlig ved, hvordan det sker.

Christian Mørk spekulerer ikke på oplagstal. Det kan efter hans mening fjerne fokus, hvis han skal tænke på dem, når han planlægger og skriver en bog.

Hvad anmeldelser angår, læser han dem ikke, før noget tid efter en bog er udkommet.

Selv om Christian Mørk for længst er blevet en anerkendt forfatter, har han stadig en drøm, og det er ganske enkelt kun, at forfatterskabet må blive ved.

Det glæder selvfølgelig mig som anmelder og blogger, at Cristian Mørk værdsætter vores interesse for bøger, og at han sætter pris på at få en snak med os, som repræsentanter for den helt almindelig læser.

Tak til Christian Mørk og Politikens Forlag for en rigtig hyggelig dag. Jeg glædes altid over at møde en kendt forfatter og så opdage, at der gemmer sig et helt almindeligt menneske bag det kendte navn

Da jeg som dreng i 50’erne besøgte mine bedsteforældre i Ørting, en lille by mellem Horsens og Odder, beundrede jeg altid et maleri, der hang over skrivebordet. Det forestillede hovedbygningen på herregården Rodstenseje ved Odder. Her havde min bedstefar, som var gammel smedemester, i sine unge dage skoet herregårdens heste.

Min bedstemor fortalte mig, at billedet var malet af ”Maler-Christian”, og han havde foræret maleriet til min bedstefar og bedstemor engang i 1930’erne.

”Maler-Christian” var en ung mand, der havde haft sin læretid som maler hos en lokal malermester. Han kom i mine bedsteforældres hjem og var ven med mine morbrødre. Under besættelsen boede min mor hos ham og hans kone i Horsens, mens hun gik til eksamen på Handelsskolen der.

Jeg fik også at vide, at denne ”Maler-Christian” havde været en lidt speciel ung mand, der foruden at male malerier bl.a. gik til boksning, og at han efterhånden, som han blev ældre, var begyndt at skrive historier, som blev offentliggjort i ugeblade.

”Maler- Christian” fortsatte sine skriverier. Det var især historier og beretninger om dyreliv og natur.

 ”Maler-Christian” hed i virkeligheden Torben Nielsen. Det var ham som i 1970’erne og til sin død i 1985 skrev en række gode og anerkendte kriminalromaner.

Inden han blev en kendt forfatter, var Torben Nielsen politimand. Han startede i 1941 i Horsens for så i 1948 at flytte til København, hvor han blev til 1967. Her søgte han orlov fra politiet for så at flytte tilbage til Jylland igen for at hellige sig skriveriet.

I en artikel fra 29. juni 1967 i Horsens Folkeblad fortæller han: ”Springet bort fra politigerningen er ikke nogen pludselig beslutning. Den er modnet gennem de senere år, efter at jeg har opdaget, at jeg kan leve af at skrive. Det, jeg helst vil beskæftige med i min skribentvirksomhed er naturen, dyreverdenen og det humoristiske.”

I artiklen fortæller Torben Nielsen, at han også er kommet i gang med at skrive ”kriminalting”, og at den første kriminalroman, han skrev, var for et københavnsk dagblad som føljeton. Den er det endnu ikke lykkedes mig at få fat i.

I 1971 havde jeg allerede læst rigtig mange kriminalromaner og nok ikke haft mange tanker om ”Maler-Christian”, men så udgav Torben Nielsen sin første kriminalroman, ”Tilfældet Lisa Kjeldsen”, og fra da af købte jeg samtlige kriminalromaner, han skrev, indtil sin tragiske død ved en trafikulykke i 1985. Jeg læste også med stor fornøjelse hans TV-anmeldelser i Horsens Folkeblad.

To gange oplevede jeg Torben Nielsen holde foredrag om sine kriminalromaner, og begge gange havde jeg fornøjelsen af at snakke med ham efter foredraget.  Han kunne udmærket huske min mor og mine morbrødre og billedet, han malede af ”Rodstenseje”.

Torben Nielsen var en af de allerførste, der skrev deciderede politiromaner i dansk kriminallitteratur. Tidligere kan danske kriminalromaner beskrives som den klassiske ”who done it” romaner, som vi kender fra fx Agathe Christie. Torben Nielsen formåede at bringe et virkelighedsnært element ind i dansk kriminallitteratur

Nye strømninger fra USA fx Ed McBains romaner om Station 87 har givetvis påvirket den danske politiroman.

I politiromanen er en politimand eller –kvinde hovedpersonen. I politiromanen indgår ofte en efterforskningsgruppe frem for én enkelt politimand. Politiromanen beskæftiger sig som regel også med hovedpersonernes privatliv, og det er med til at give et mere nuanceret billede af hovedpersonerne i teamet.

Torben Nielsens efterforskningsgruppe er Drabsafdelingen på Københavns politigård også kendt som Afdeling A. Hovedpersonerne er kriminalassistent Jens Ancher og kriminalbetjentene Aage Brask og Hans Rieger, Der medvirker selvfølgelig også adskillige andre politifolk i romanerne, men mere perifert.

Da jeg i 1974 tog lærereksamen med bl.a. dansk som linjefag, skrev jeg en opgave, hvor jeg sammenlignede den klassiske krimi med den moderne politiroman. Den klassiske roman var en af John Dickson Car (har glemt titlen og kan ikke finde opgaven) og Torben Nielsen ”Galgesangen”. Jeg fik et 8-tal i dansk, og det har Torben Nielsen på en eller anden måde været med til at sikre. 

Så jo, Maler-Christian har fulgt mig op gennem tiden.

Selvfølgelig har jeg stadig alle Torben Nielsens bøger stående i reolen.

Jeg mener bestemt, at bøgerne stadig ”holder vand”, blot man husker, at politiet i Torben Nielsen krimier slet ikke rådede over de muligheder, som politiet har i dag. DNA og IT var fx slet ikke noget, man kendte til dengang.

Til gengæld er der mange politifolk, der i dagens Danmark synes bedre om den opbygning, som politiet havde dengang, hvor der var et kriminalpoliti og et ordenspoliti foruden adskillige andre politiafdelinger. Groft sagt – og nok også noget overdrevet – kan man sige at mange politifolk i dag arbejder med det samme. Det være sig opklaring af forbrydelser og almindelig patruljekørsel.

Her følger en oversigt over kriminalromaner Torben Nielsen skrev fra 1971 til 1985

 Tilfældet Lisa Kjeldsen, 1971

En kvindelig journalist findes myrdet i sin bil. Sagen efterforskes af kriminalassistent Ancher fra afdeling A, drabsafdelingen på Københavns Politigård. Efterforskningen tager sit udgangspunkt i den bekendtskabskreds, hun færdes i, og Ancher benytter sig af utraditionelle metoder som ikke billiges af politiledelsen. Bl.a. en lokkedue.

Tændstikleg, 1972

En rædselsslagen gymnasiepige finder liget af sin klassekammerat i skolens bibliotek. Der er flere mistænkte, en jaloux veninde, en vraget fyr, en af lærerne eller måske en helt fjerde. Det viser sig også, at den myrdede er gravid. Der skal efterforskes i mange personers forklaringer, inden Ancher opklarer sagen.

Galgesangen, 1973

Et tilsyneladende selvmord viser sig at være ikke så ligetil endda ifølge kriminalassistent Ancher. Politiledelsen vil have sagen arkiveret som opklaret, men Ancher fortsætter en uofficiel efterforskning, og han får ret i sine fornemmelser for, at selvmordet er et camoufleret mord.

Romanen blev ifølge krimieksperten Harald Mogensen ”Månedens Bog” i USA, hvilket, så vidt han ved, ikke er sket siden Isak Dinesens (Karen Blixen) ”Syv Fantastiske Fortællinger”.

Nitten røde roser, 1973

En ung mand har mistet sin forlovede, der er blevet kørt ihjel af en spritbilist. Den unge mand får et mentalt sammenbrud og indlægges på et psykiatrisk hospital, hvorfra han udskrives efter et år tilsyneladende rask. Men det er kun på overfladen, for dybt i ham sidder hadet til spritbilisten og hans passagerer stærkt forankret. Nu vil han have hævn, men ikke ved at slå dem ihjel men ved at slå dem ihjel, der står dem nærmest.

Krimieksperten Harald Mogensen fortæller, at Torben Nielsen på behændig vis har hentet grundhandlingen hos den fremragende amerikaner Cornell Woolrichs ”Stævnemøde i sort”, og at han hentyder til bogen i sin roman.

Bogen blev en stor succes og indbragte ham Edgar Allan Poe-prisen som årets bedste kriminalroman.

Tredive meter ned, 1973

En ung lærerinde skubbes ud over en skrænt og 30 meter ned. Hun har set noget, hun ikke skulle se. Afdeling A efterforsker sagen, som kulminerer, netop som gerningsmanden tror, at han har begået den fuldendte forbrydelse.

Enkejagt, 1975

En thriller, der på dramatisk og spændende vis beskriver en intelligent og psykopatisk mands planlægning og udførelse af ”den perfekte forbrydelse”.

At elske er at dø, 1976

To elskende er blevet dræbt af det samme skud i kvindens seng. Der er herefter lagt op til en spændende krimi, der byder på den ene overraskende udvikling efter den anden.

Terror, 1976

De var fem mand. Unge og skruppelløse. Når de skulle more sig, betød det overfald, terror og afpresning af sagesløse mennesker, der tilfældigvis var i deres nærhed. En dag endte det ud i mord. Det er en barsk og overbevisende bog, fordi historien er så realistisk, at den godt kunne være sand.

Voldtægt, 1977

Er en rystende skildring af to af hinanden uafhængige forbrydelser af den art, som i den senere tid (gælder stadig i 2015) har været genstand for adskillige debatter i dagspressen, nemlig hvornår er voldtægt i virkeligheden voldtægt.

Jønsson-sagen, 1978

Gamle Jønsson vender hjem til sin lejlighed på Vesterbro i København efter et hospitalsophold, men blot for at blive konfronteret med sin egen elendighed. Han beslutter at begå selvmord.

I den sene nattetime ringer han et menneske op – én om hvem han ligger inde med en frygtelig viden. Jønsson foregiver, at han vil bringe visse ting til politiets kundskab – i håb om at dette menneske vil bremse ham ved ganske enkelt at slå ham ihjel. Den gamle mand bliver ikke skuffet. Man finder hans lig i havnebassinet dagen efter.

Drabsafdelingen sætter alle sejl til, da noget tyder på, at flere skal dø for den ukendte morderes hånd.

Ancher, Rieger og Brask medvirker ikke i denne bog.

Lavinen, 1979

Bogen er en beretning om en ganske ung mands skæbne, som den kan forme sig, når de onde tilfældigheder er ude. Den unge mand bliver lejemorder.

Dage i september, 1981

Bogen er stadig aktuel. Den handler om et blodskamforhold mellem en far og hans datter. Romanen er fra Torben Nielsens side ment som et indlæg i debatten om dette emne. Torben Nielsen giver i bogen udtryk for det synspunkt, at hele denne problematik bør anskues lidt mere nuanceret en de fleste gør, for ud over det rent ulovlige ved sådanne forhold, er der også det rent menneskelige aspekt – hvad nu, hvis de pågældende i sagen rent faktisk mener, at de elsker hinanden?

Truet på livet , 1984

Efter min mening den dårligste af Torben Nielsens krimier. Det er en traditionel krimi, om en myrdet mand, der findes i et buskads i en provinsby. Intet nyt under solen i denne bog.

Ancher, Rieger og Brask medvirker ikke i denne bog.

I 1974 udkom ”Nitten røde roser” på film med Esben Høilund Carlsen som instruktør. I hovedrollen som politiassistent Ancher sås Poul Reichardt, og hans to nærmeste medarbejdere Rieger og Brask spilledes af Ulf Pilgaard og Jens Okking. I en anden hovedrolle sås Henning Jensen.

I 1976 blev også ”Terror” indspillet som film ligeledes med Reichardt, Pilgaard og Okking i hovedrollerne.

Fredag den 29. maj var jeg sammen med 4 andre bloggere og en bibliotekarblevet inviteret til brunch med forfatterparret A. J. Kazinski. Det var Politikens Forlag, der havde inviteret på Cafe Casablanca i Aarhus.

Det var et både hyggeligt og interessant møde, med A. J. Kazinski, som i virkeligheden er et pseudonym for forfatterparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich.

Navnet Kazinski har de fra en fiktiv polsk redaktør og ”brokkerøv”, som de skælder ud på, hvis der er noget i skriveriet, der ikke kører, som det skal, fx hvis de er uenige om noget.

De to forfattere fortalte og svarede på spørgsmål om deres forfatterskab. Bl.a. fortalte de, at de 3 romaner ”Den sidste gode mand”, ”Søvnen og døden”, og den sidste nye ”Den genfødte morder” er skrevet ud fra devisen, at selv om deter krimier, så skal bøgerne rumme noget mere end blot, at en forbrydelse opklares af politiet.

Til ”Den sidste gode mand” har forfatterne bl.a. hentet inspiration fra en jødisk myte og til ”Søvnen og døden” fra et antikt græsk mysterium. ”Den genfødte morder” handler meget om reinkarnation.

Det mytiske og metafysiske interesserer dem begge, men dehar nok en forskellig opfattelse af begreberne. Anders Rønnow Klarlund er den, der tror mere eller mindre på, ”at der er mere mellem himmel og jord”, og Jacob Weinreich er mere tvivleren.

Deres to andre bøger ”En hellig alliance” og ”Forfølgerne” er mere ”jordnære”.

Uanset hvilken type krimi forfatterne har skrevet, har deres research vældig stor betydning. Det betyder fx, at de søger oplysninger om de steder, hvor handlingen foregår. Hvis de ikke selv har mulighed for at ”besøge” stedet, kontaktes folk som ved noget om stederne, så alt kan blive så præcist som muligt. Læserne skal nemlig også opleve virkeligheden i fiktionen.

Skriveprocessen foregår nogen gange på den måde, at de to forfattere sidder sammen og skriver, andre gange skriver de på skift et kapitel. Redigeringen foregår altid i fællesskab. Her bruger de altid højtlæsning som et led i processen.

Deres bøger er udgivet i over 20 lande. De to forfattere fortæller, at de kan leve absolut tilfredsstillende af deres forfatterskab, og så længe de kan gøre det, går de ikke op i oplagstal, så undgår de skuffelser, hvis der viser sig faldende tendenser.

Typemæssig er de to ret forskellige. Jacob er den distræte og familiemennesket. Anders er den følsomme og ham med temperament.

Det var en god oplevelse at lære de to tiltalende og jordnære – indholdet i deres bøger til trods – forfattere Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich lidt bedre at kende.

Jeg glæder mig til at se frem til flere bøger fra A. J. Kazinskis hænder.

På billedet ses 3 af Danmarks rigtig gode krimiforfattere.

Fra venstre: Jens Østergaard, Julie Hastrup og Inger Wolf

Lørdag morgen den 21. marts 2015 starter jeg bilen klokken 8.40 hjemme i Nørre Snede og kører til Krimimessen på ”Fængslet” i Horsens. Jeg skal stå på Krimifans stand, så det er rart at være på messen i god tid.

På vejen til Horsens kører jeg forbi Enner. Her ligger ”Statsfængslet Østjylland”, og jeg kan ikke lade være med at tænke på prologen i Julie Hastrups nye bog ”Fortidens vidne”, hvor der sker noget højdramatisk i en ambulance, som netop kører ad denne vej.

Da jeg ankommer til ”Fængslet” og får parkeret, sker det samtidig med Lotte Petri, hvis bog ”Hvidt snit”, jeg netop har anmeldt til topkarakter.

Vi følges ad til det store telt, hvor messen skal finde sted. Det er blæsende og pivende koldt, men heldigvis er der rimelig varmt inde i teltet.

På Krimifans stand er man næsten klar til at modtage dagens gæster. Der ligger bunker af bøger klar til salg fra People’sPress, som jo er forlaget bag Krimifan. Kristian og Thomas fra forlaget og Niels og Tine fra Krimifan er i gang med de sidste detaljer. Så kommer jeg til og kort tid efter dukker Betina og Lone også op. Standens bemanding er klar i god tid, inden Mikael Katz Krefeld (Savnet) holder åbningstalen klokken 10.

Horsens’borgmester Peter Sørensen er også til stede. Jeg får en lille snak med ham. Han er vældig stolt over, at Nordeuropas største messe for kriminallitteratur netop ligger i Horsens, og han fortæller med glæde i stemmen, at Nordea-fonden netop har skænket 22 millioner til ”Fængslet” til spektakulære og udviklende projekter. Bl.a. genskabes flugtkongen Lorentzen berømte flugttunnel.

Åbningstalen overværes af rigtig mange gæster, som herefter går rundt og besøger de forskellige stande. Også Krimifans stand får masser af besøg de to dage. Det giver anledning til en god gang snak med en mænge krimiinteresserede mennesker.

En af de helt store krimifans er Tove Hornbek fra Horsens – et livstykke af en dame i slut-halvfjerdserne. Hun er virkelig en krimifan, der er hyggelig at snakke med.   

På vores stand har vi også en konkurrence kørende, og hver anden time trækkes der lod om 3 bøger. Det skaber en del interesse, og mange forsøger at besvare spørgsmålene, så der er rigtig gang i smartphones i forsøget på at google sig frem til det rigtige svar.

Flere af forlagets forfattere dukker op i løbet af de to dage. Inger Wolf – som sidst har udgivet ”Det perfekte sted at dø” -tilbringer meget tid sammen med os på vores stand både lørdag og søndag. Det er er bare kanonhyggeligt.

Når jeg ikke har vagt på standen, går jeg rundt og besøger på de mange andre stande på Messen.

Og jeg skal da ellers også lige love for, at jeg falder i snak. Jeg synes, at det i den grad er hyggeligt og givende at snakke med mange af de krimiforfattere, jeg møder - og efterhånden kender lidt mere end bare som forfattere.

Jeg får snakket med Julie Hastrup (Farlig fortid) og mindes en fantastisk god aften på Herning Bibliotek. Desuden får jeg også snakket medLotte Petri (Hvidt snit), Helle Vincentz (Nukakas kabale) og selvfølgelig Eva Maria Fredensborg, som har brugt mit navn i sin bog ”I blinde”, hvor hun har gjort mig til superligatræner. Hun havde fået lov.

Jeg har en længere snak ved en ny spændingsbogsforfatter Nina Vad Holtum, som på forlaget ”Clausen Publishing” netop har udgivet bogen ”Ikonen”, som hun forærer mig.

Jeg får mig også en snak med Søren Hammer og hilst på hans søster, Lotte, (Elskede Heidi), Steen Harvig (Copyman), Claus Lohman (Genspejl), Stefan Ahnhem (Offer uden ansigt), Søren Lassen (Den blå græshoppe), Claus Mørkbak Højrup (Mordet ved Dybbøl Banke) og Kim Juul (I fravær af nærvær).

Jeg veksler ogsålige et par bemærkninger med forfatterparret Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg (Det norske job).

Jeg får selvfølgelig også lige hilst kort på Jussi Adler-Olsen (Den grænseløse), som jeg haft fornøjelsen af at tale med flere gange. Utroligt at den mand, som møder så mange mennesker, ved hvem jeg er.

Når man siger Jussi, så siger man også Elisabeth Ahlefeldt Laurvig, Jussis personlige assistent. Hende er jeg kommet til at kende rigtig godt, så hende får jeg mig en god snak med.

Jens Henrik Jensen (De mørke mænd) synes jeg, at jeg har et helt særligt forhold til efter et interview, jeg har lavet med ham, flere mails og så en uforglemmelig aften på Brande Bibliotek.

Det bliver endvidere til en snak med en anden forfatter, som jeg kender godt, Michael Lycke. Han forærer mig krimien–”Vingede kræ”- han skrev i forbindelse med Billund Lufthavns 50 års jubilæum i 2014.

Da jeg kommer hjem og viser bogen til Marie, min kone, bladrer hun i den og gør store øjne. En af personerne i bogen hedder ”Henny Bitsch”. Det er hendes søsters pigenavn – et navn som ikke ret mange andre har her i Danmark.  

Selvfølgelig fik jeg også en længere snak med ”den gamle panserbasse” Erik Hauervig, (Voldsspiralen), som skriver krimier, og som gammel kriminalbetjent ved han, hvad han skriver om. Naturligvis kommer vi også ind på fodbold, som vi plejer. Han er svoren Brøndbyfan. Jeg holder på FC Midtjylland og Hobro.

Der bliver også tid til at lytte til flere af de mange interviews på enten Rød eller Sort Scene. Blandt andet et med Stefan Ahnhem. Lige inden foredraget går i gang, spørger jeg damen, som jeg sidder ved siden af mig, om hun har læst hans bog ”Offer uden ansigt”. Hertil svarer hun: ”Ja, det har jeg da. Han er min svigersøn! ”

For tredje gang på en Krimimesse hører jeg teenageren Carl Wengel Grauballe interviewe Jesper Stein (Akrash). Det gør han rigtig godt. ”Æblet falder sjældent langt fra stammen”. Carls mor Lida Wengel er også en dygtig interviewer på Krimimessen.

Det bliver også lige til en snak med de pigerne på ”Politikens forlag” og også med Marie fra ”Modtryk”.

Et frisk ungdommeligt indspark bliver det til fra den nyuddannede ”bog-pige” Jennifer fra ”Ridr”. Hun er i øvrigt den første i landet, der har fået sin boghandleruddannelse på et digitalt forlag.

Hyggelige Kaj fra ”Mellemgaard” får jeg altid en snak med. Og en snak med Jan H. Clausen fra det nye forlag ”Clausen Publishing” bliver det ligeledes til.

På” Lindhardt og Ringhofs” forlagsstand får jeg en bog og plakat, som nu er hængt op på mit krimi-værelse.

Forlaget ”Jentas” skal jeg bare om ad. Her snakker jeg altid med herlige Johann fra Island. Jeg konstaterer, at der står en ny medarbejder på standen, lige indtil det går op for mig, at det er den new zealandske bestsellerforfatter Poul Cleave, som netop nu er aktuel med ”Samleren”.

Lørdag aften er jeg inviteret med til Krimimessens middag på Bygholm Parkhotel. Til middagen sidder jeg ved siden af krimiforfatteren Jens Østergaard (Ritualet), som er den forfatter, jeg er kommet til at kende allerbedst. Sammen med ham, mine søde ”kolleger” fra Krimifan, Rebekka fra ”Vild med krimi” og 300 andre deltagere har vi en overmåde hyggelig aften

Søndag klokken 16 slutter Krimimessen. Hold da op for en stor og berigende oplevelse.

EN MEGET STOR TAK TIL HORSENS BIBLIOTEK FOR ET ALDELES GLIMRENDE ARRANGEMENT

Jeg glæder mig allerede til Krimimessen 2016, som finder sted 12. og 13. marts.

I tre dage havde fruen og jeg fornøjelsen af at være med på BogForum 2014. Det var –som altid - en meget stor oplevelse.

Allerede i forhallen skiltes fruens og mine veje. Som den entusiastiske krimifan jeg er, havde jeg bestemt mig til i første omgang at koncentrere mig om kriminallitteraturen og interviews, der var forbundet hermed. Fruen er langt mere alsidig, så hun sugede til sig overalt.

Hvor var det dog herligt at gå rundt til alle de mange forlags stande, hvor der var udstillet krimier. De meget imødekommende forlæggere var altid parat til at slå en sludder af. Efterhånden er der mange forlæggere, der kender mig, og det er på mange måder med til at give snakken et ekstra twist.

Man kan roligt konstatere, at selv om der er nogen, der mener, at krimiinteressen er på retur, så er det– efter min mening - en helt forkert betragtning. Interessen for krimier er der i høj grad stadigvæk.

Når man gæsteren stand, giver det også mulighed for at få en snak med de andre, der ligesom jeg står og studerer krimierne, og det kan der komme mange interessante snakke ud af.

Som såkaldt VIP-krimifan var Peoples’ Press, som jo er det forlag, der har skabt Krimifan.dk, et helt naturligt sted at starte mine besøg.

Her havde jeg for første gang lejlighed til at snakke med Kristian Ravn, som nu er blevet den, der er vores kontaktperson på Krimifan.dk. Jeg kan kun sige, at Kristian er en yderst engageret medarbejder, som jeg glæder mig til et rigtig godt samarbejde med.

Med den fortsatte store interesse der er for kriminallitteratur, kan det ikke undre, at så at sige alle landets forlag, der udgiver skønlitteratur, også udgiver krimier.

I den forbindelse foregår der rigtig meget på standene ud over at præsentere bunkevis af bøger, idet der også finder interviews sted med mange af forlagets forfattere. Det er meget spændende at overvære.

Jeg har det med at falde i snak med rigtig mange mennesker, når jeg sådan går rundt, så jeg fik ikke hørt de interviews, der bl.a. var med Sara Blædel, Inger Wolf og Jens Henrik Jensen. Nej, hvor det ærgrer mig. Sara Blædel ”skældte” mig også lidt ud i den forbindelse, da vi på et tidspunkt faldt i snak.

Heldigvis hørte jeg så andre interviews. Bl.a. med Jussi Adler-Olsen, Stefan Ahnhem, Jens Vilstrup, Elsebeth Egholm, ja og så ”uden for nummer” Lise Nørgaard.

Apropos det med at falde i snak, så fik jeg mig en snak med mange forfattere. Sara Blædel, Jussi Adler-Olsen, Chris Carter, Lotte Petri, Eva Marie Fredensborg, Stefan Ahnhem, Emilie Schepp, Jørgen Hartung-Nielsen, Henrik Brun og Peter Høeg, som i øvrigt bor i Nørre Snede, som også er min hjemby.

Ud over at snakke med forlæggere og forfattere havde jeg også fornøjelsen af at have indtil flere gode snakke med Jussi Adler-Olsens personlige assistent Elisabeth Ahlefeldt-Laurvig, som er en meget venlig og sød dame, som jeg mødte første gang, da jeg var på besøg i Jussis kontorhus i Allerød.

Det er i øvrigt iøjnefaldende, hvor imødekommende disse forfattere alle sammen er, og så kan det undre mig, at de forfattere, jeg snakkede med, med det samme vidste, hvem jeg var. Det glæder da en ”gammel” anmelder!

Fredag aften var vi 5 Vip krimifans plus fruen, der spiste italiensk sammen på Restaurant Vesuvio, så her fik vi os en god krimisnak.

Lørdag formiddag havde Politikens Forlag inviteret 4 andre bloggere/anmeldere og mig på morgenmad i biblioteket på det lækre lille Boutique Hotel SP34 i Københavns latinerkvartersammen med Stockholms mest cool forfatterpar, Markus Luttemans og Mons Kallentoft. Selv om forståelsen af talt svensk ikke hører til mine spidskompetencer, var det et meget hyggeligt møde.

Da vi kom tilbage til Bella Centret samledes alle VIP-krimifans sammen med Kristian Ravn til frokost, hvor vi snakkede om, hvad der skal ske på vores stand til Krimimessen 2015 i Horsens.

Sidst men ikke mindst er BogForum, ja og Krimimessen også stederne, hvor man møder sine gode VIP-kolleger, som jeg er blevet rigtig gode venner med. Jeg glæder mig allerede til vi mødes igen.