Klik HER og se alle mine anmeldelser

Forlaget 4. til venstre 2015 – 304 sider

Forlagets beskrivelse

En ung mand findes myrdet i et nedlagt granitbrud på Bornholm, men ingen kender ham. Undtagen præsten Agnethe Bohn, der identificerer ham som russeren Daniil Khristov.
Agnethe har svært ved at falde til som præst i Rønne, og det bliver ikke lettere, da hun blander sig i efterforskningen af mordet på Daniil Khristov. En mordgåde, der trækker tråde tilbage til russernes besættelse af Bornholm i 1945.
Samtidig forsøger hun at forholde sig til sin bornholmske fortid og fætteren Lars, som hun ikke har set i mere end 15 år, men som nu er politiets efterforsker på sagen.
Bornholmerkrimien GRANITGRAVEN er første bind i serien om præsten Agnethe Bohn.

Med ”Granitgraven” debuterer Pernille Boelskov på bedste vis som krimiforfatter. Bogen er yderst velskrevet, og selv om den ikke er højdramatisk, er der en stille spænding hele vejen igennem.

Da bogens hovedperson, Agnethe Bohn er præst, spiller selve præstegerningen en væsentlig rolle i bogen. Hvad kan, skal og må man egentlig som præst, når ens samvittighed byder en at ”finde ud af” noget om et medmenneske? Her i bogen drejer det sig om en ung russisk mand, der er blevet myrdet i forbindelse med, at han søgte oplysninger om sin bornholmske bedstefar, der havde et forhold til en af de kvindelige soldater fra de russiske besættelsestropper i 1945/46.

Agnethe Bohn er en interessant detektivtype, da hendes motiv for at efterforske den unge russers død i bund og grund udspringer af næstekærlighed i form af, at hun ønsker, han skal få en værdig begravelse.

Bogen berører også nogle af de forskellige former for kristendomsopfattelse, som hersker i den danske Folkekirke, og flere af de præstetyper, man møder i bogen, får også ”tørt på”, når man ser dem med Agnethe Bohns øjne.

Personkarakteristikkerne i bogen er glimrende. Man møder mange forskellige typer lige fra direktøren til den småkriminelle narkosælgende unge mand.

Miljøerne i bogen er også godt beskrevet, og også her kommer man rundt mange steder. Man kan vel godt karakterisere bogen som lidt af en bornholmsk ”hjemstavnskrimi”, så selve øen Bornholm fornemmer man også tydeligt, uden at bogenpå nogen måde ”skal sælge Bornholm”.

En interessant detalje er de temmelig mange dagbogsnotater, som er skrevet af Agnethe Bohns farfar omhandlende Sovjetunionens besættelse af Bornholm i 1945/46. Det har for så vidt ikke noget med selve den nutidige handling at gøre, men sætter alligevel tingene i relief. Og så giver dagbogsnotaterne måske også en nutidig læser ny viden.

Krimiintrigen er interessant. Jeg kan godt lide det slægtsforskningsmæssige element i bogen og en intrige, hvor den forholdsvis nære fortid spiller en rolle, og det gør den i ”Granitgraven”, idet den russiske besættelse af Bornholm trækker spor fra fortid til nutid, hvilket sætter handlingen i gang.

Det bliver interessant at læse den næste bog med Agnethe Bohn og se, om Pernille Boelskov mestrer at hendes præste-detektiv på en naturlig måde involveres i en ny forbrydelse.

4 krimihjerter

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

Modtryk 2015 – 158 sider

Forlagets beskrivelse

Olav er lejemorder. Og ensom. Når man lever af at slå folk ihjel, er det ikke let at komme tæt på andre mennesker.
Nu har han endelig mødt sin drømmekvinde.
Men der er et problem. Hun er hans chefs kone. Og han er blevet hyret til at slå hende ihjel.
BLOD PÅ SNEEN er en roman om en forelsket lejemorder. Med den introducerer Jo Nesbø et nyt thrillerunivers.

Normalt når man læser en krimiaf Jo Nesbø, er der tale om en bog på ofte langt over 400 sider. Det er imidlertid ikke tilfældet, hvad angår ”Blod i sneen”. Den er kun på 157 sider, så den må betegnes som en ”kort-roman”.

Som det altid gælder for Jo Nesbøs vedkommende, er der tale om en velskrevet roman. Læsningen glider let og bogen er i sagens natur meget hurtigt læst.

Jeg vil ikke sige, jeg blev skuffet, men jeg mangler alligevel det, man kender fra fx ”Sønnen” fx et bredt persongalleri og spændende sidehandlinger, hvor alting går op i en højere enhed til sidst.

I denne krimi, som er en ”jeg-fortælling”, ses handlingen hovedsageligt fra hovedpersonen, Olavs side. Han er lejemorder, men ikke den gængse type. Han er på mange måder en sympatisk og lidt filosofisk tænkende person, men også en ensom mand, som søger kærligheden.

På den anden side er han også en brutal person, der for penge udrydder fjender for den bagmand, han arbejder for.

Bogens øvrige personer er med få undtagelser fra Oslos underverden.

Selve handlingen er spændende og visse steder særdeles spektakulær i lighed med Jo Nesbøs andre krimier.

Da jeg foretrækker de bøger, som Jo Nesbø almindeligvis skriver, får han et krimihjerte mindre, end jeg plejer at give ham, men bogen er bestemt læseværdig.

4 krimihjerter

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

Skriveforlaget 2015 – 434 sider

Forlagets beskrivelse

Bjørn Agger og hans kolleger på Station City får atter nok at se til, da en ældre dame bliver brutalt overfaldet og slået ned ved Valby Langgade Station. Gerningsmændene er Mehmet og Adem, som også fifler med at transportere hash for en større leverandør på Christiania. De har flere voldelige røverier på samvittigheden, men kommer i problemer, da et af deres ofre er mor til den sadistiske advokat, Ulrik Langer. Han engagerer et par østeuropæiske kriminelle til at finde Mehmet og Adem, og snart eskalerer det hele i blod og drab.
Bedre bliver det ikke, da Adems bror, den fængslede voldsmand Süleiman, under dramatiske omstændigheder slipper væk fra fire fængselsbetjente under et besøg på Hvidovre Hospital. Nu går den vilde hævnjagt den anden vej, alt imens advokaten Ulrik Langer soler sig i Spanien eller fester på diskotek Black Pearl i København sammen med lyssky pengefolk. De kaldes ’Guldgraverne’ og har flere økonomiske interesser i det københavnske prostitutionsmiljø og hashklubber.
Voldsspiralen er fjerde bind i serien om kriminalassistent Bjørn Agger fra Station City på Vesterbro i København.
Erik Hauervig (f. 1949) er tidligere kriminalassistent og har med sine realistiske krimier om narko, vold og kvindehandel på og omkring Vesterbro i København slået sit navn fast som en af Danmark mest troværdige politikrimiforfattere.

Igen har Erik Hauervig skrevet en realistisk og troværdig politiroman om den københavnske underverden.

Bogen foregår i tiden op til Kriminalreformen 2007, hvor der skete en voldsom omstrukturering inden for politiet. Når bogens politifolk omtaler den reform, som venter dem, er det ikke just rosende omtale den får. Ingen tvivl om, at Erik Hauervig på den måde viser sin personlige holdning til reformen.

Bogen beskriver mange former for kriminalitet: drab, kvindehandel, ulovligbordelvirksomhed, hashklubber, overfald påuskyldige mennesker, narkohandel, kriminalitet på Christiania, ”østkriminelle” og ulovlig spiritussalg. Ja, der er vel næppe den forbrydelsesart der ikke omtales, fordi det er den virkelighed, som politiet møder.

En ikke helt så gennemskuelig form for kriminalitet, som også beskrives grundigt, er den, som kyniske bagmænd fra samfundstoppen er en del af.

I det hele taget er Erik Hauervig meget grundig i sine beskrivelser. Der er noget næsten dokumentarisk over bogen.

Man møder et væld af personer – både politifolk og kriminelle. Personbeskrivelserne er karakteriseret ved, at de så at sige kun fremkommer ved personernes snak og handlinger. Man hører ikke meget om, hvad de tænker og føler ”indvendigt”.

Flere af bogens småkriminelle møder en vis form for sympati fra politifolkenes side. Til gengæld er der kun foragt tilovers for de rå og afstumpede.

Almindeligvis når man læser politiromaner, er der meget ofte problemer på politistationerne. Det er ikke tilfældet her. Her er man gode kolleger, der har synes omhinanden. Det forhindrer dog ikke, at verbale drillerier flyver gennem luften.

Bogens hovedpersoner er Bjørn Agger og hans kollega Nancy. De har det også utrolig godt med hinanden. For så vidt er de ikke hovedpersoner i gængs forstand, for man følger også et væld af deres kollegers gøren og laden i efterforskningsarbejdet.

Bogen beskriver indgående, hvor rå og barsk tilværelsen er i de kriminelle miljøer. Ligeledes er den også meget direkte i de seksuelle beskrivelser, rrhvor især SM-miljøet spiller en stor rolle.

Jeg synes bogen er rigtig god, men jeg savner at få mere at vide om især politifolkenes tanker og privatliv.

Jeg vil fx gerne vide, hvad ægtefællerne føler, når deresmand eller kone er involveret i et farligt arbejde, og også hvordan familielivet fungerer, når ens ægtefælle er ansat ved politiet. I det hele taget vil jeg gerne vide lidt mere om dem som privatpersoner også.

4 krimihjerter

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser  

Clausen Publishing 2015 – 303 sider

Forlagets beskrivelse

Ikonen er en usædvanlig spændingsroman skrevet af Nina Vad Holtum.
Lærke Lind er konservator, specialist i at restaurere gamle og værdifulde russiske ikoner. Hun elsker sit fag, og hun elsker sin mand Steen, som hun har været sammen med i over tyve år.
Hendes verden knuses, da Steen forlader hende. Midt i skilsmissen og en dyb personlig krise får Lærke en usædvanlig henvendelse: Det danske kongehus er kommet i besiddelse af en yderst sjælden ikon, der tilsyneladende stammer fra den russiske gren af kongefamilien, fra zar Nikolai II, der brutalt blev myrdet af bolsjevikkerne i 1918. Kan Lærke identificere den mystiske ikon?  
Trådene flettes sammen i et medrivende drama, der bringer Lærke vidt omkring i jagten på ikonens sande – og blodige – historie, men også i jagten på sin egen identitet. Men hvad hun ikke ved er, at en person, for hvem ikonen betyder alt, følger hende tæt og bare venter på sin chance.  
Lærkes før så trygge tilværelse ligger i ruiner, hendes fredelige arbejde er blevet til et spørgsmål om liv eller død. Hendes liv er som forvandlet, og hun beslutter sig for at handle – på en måde, der overskrider alle grænser.

Hvis man gerne vil have indsigt i, hvordan en kvinde KAN reagere, når hendes mand ganske og aldeles pludselig fortæller hende, at han har fundet en yngre model og vil skilles, så får man en meget indgående beskrivelse i ”Ikonen”.

Man hører om, hvordan hovedpersonen Lærke på det nærmeste er ved at bryde sammen og må ty til både psykolog, sovepiller og alkohol for klare tilværelsen. Man hører også, hvordan det hjælper at finde sammen med ligestillede kvinder i en ”kvinde- skilsmissegruppe”.

Selv om hovedpersonen Lærke er blevet forsmået, elsker hun stadig ægtemanden Steen det ene øjeblik, men hader ham det næste. Hun involverer sin søn, sin mor, sin svigermor og en mandlig ven fra studietiden i sine problemer. Hun dyrker sex – ret vildt endda både en yngre mand, en jævnaldrende og ganske overraskende, ægtemanden.

Lærke er 47 år og er ved at komme i overgangsalderen med de problemer, det giver. Igen ret grundigt beskrevet.

Selv om ovennævnte fylder utrolig meget i bogen, giver den også læseren en temmelig indgående indsigt i ikoner – en hellig afbildning især inden for de ortodokse kirker sædvanligvis i form af et malet billede på træ. Ofte fremstilles Jomfru Maria med Jesusbarnet. Lærke er en særdeles velrenommeret ikon-konservator. Det bevirker en indgående indføring i, hvordan en ikon bliver restaureret.

Netop omkring ikonerne kommer det faktum ind, at bogen har en vis form for spændingsbogskarakter, om end det fylder forholdsvis lidt i bogen.

Bogens personer er beskrevet glimrende og troværdigt. Man kommer om ad mange forskellige typer. Sympatiske såvel som usympatiske. Bogens miljøer er ”upperclass”. Ja, sågar en dansk prins medvirker i bogen.

Jeg mener ikke, bogen henvender sig til mænd. Det er de færreste mænd, som gider læse fx om menstruationsbesværligheder og hedeture. Til gengæld tror jeg, at mange kvinder vil synes om bogen.

Bogen er velskrevet, selv om jeg ind imellem blev generet af, at forfatteren ikke bruger det grammatiske komma. Beskrivelserne af både dette og hint, synes jeg, er for lange.

Bogens slutning er bestemt en krimi værdig.

3 krimihjerter   

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser  

Modtryk 2015 – 453 sider

Forlagets beskrivelse:

En kold forårsnat styrter Charlie Eriksson ned fra en altan på 10. sal i Jakobsberg, en forstad til Stockholm. Hendes liv var et kaos af stoffer, kortvarige forhold og uopfyldte drømme, og politiet afskriver hendes død som selvmord.
Charlies søster, Helene, er arkitekt og lever et stilfærdigt liv med mand og børn. Hun har for længst gjort op med sin fortid: moren der forlod dem, faren der blev alkoholiseret, søsteren der ikke kunne skelne mellem virkelighed og fantasi. Men da Helene finder ud af, at Charlie var i Buenos Aires kort tid før sin død, bliver hun nysgerrig.
I sin jagt på sandheden konfronteres Helene med en brutal del af Sydamerikas historie og kommer farligt tæt på skæbne­svangre hemmeligheder. Sporene leder tilbage til 1970’erne, hvor deres mor forelskede sig i en argentinsk flygtning og forsvandt.

”Lad mig tage din hånd” blev kåret som årets bedste krimi i Sverige i 2014. Det kan måske forlede en og anden til at tro, at vi her står over for en krimi af den mere gængse slags, som man normalt forbinder med svenskekvalitetskrimier.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Bogen er (citat fra Modtryks beskrivelse) et familiedrama, en thriller om passion og bedrag, forbrydelse og forsoning.

Bogen har en nutidig handling, som tager udgangspunkt i den godt fyrreårige kvinde, Charlies død efter et styrt fra 10. etage i et højhus i en stockholmsk forstad.

Herefter skifter handlingen mellem den nutidige handling og til flashbacks til 1978 i Argentina, som da blev styret af et militært diktatur.

Det viser sig, at Charlies mor, Ing-Marie har forladt hende og søsteren Helene og er rejst til Argentina for at være med til at bekæmpe diktaturet gennem de – især kommunistiske – modstandsgrupper, der er opstået.

Helene opdager, at Charlie har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med deres mor og spekulerer over, om der en forbindelse mellem Charlies død og morens rejse til Argentina.

Hun tager tråden op og researcher på sagen. Et arbejde som bl.a. involverer ”graven” i fortiden og intense undersøgelser på datingssites og en rejse til Argentina.

Bogen har mange interessante temaer: ansvar og svigt, forældre og børn, demokrati og diktatur, kærlighed og had. Ja, og så de der står i forlagets beskrivelse: passion og bedrag, forbrydelse og forsoning.

Bogen rummer nogle utrolig gode personbeskrivelser. For nogles vedkommende konstaterer man, at den person man var engang, bestemt ikke nødvendigvis er den person, man er i dag.

Bogens handling ses fra flere personers synsvinkel, hvilket i høj grad er med til at give gode personbeskrivelser. Man tror på de personer – både de sympatiske og de usympatiske – man præsenteres for.

Det er en meget realistisk bog uden spektakulære ”heltegerninger”.

Bogen indeholder også fine miljøskildringer, der spænder fra det stockholmske forstadsmiljø til slut-halvfjerdsernes argentinsk slum.

Der er tale om en velskrevet bog med en god vidensformidling især af forholdene omkring militærdiktaturet i Argentina i 1978.

5 krimihjerter