Klik HER og se alle mine anmeldelser

 Modtryk 2015 – 525 sider

Forlagets beskrivelse

Fire mænd ligger i en skov i udkanten af Stockholm og holder øje med vagten, der kontrollerer et af det svenske militærs hemmelige våbendepoter. Leo er hjernen bag det, der skal til at ske. Med sig har han sine yngre brødre, Felix og Vincent, og barndomsvennen Jasper. De fire skal bruge våben til deres plan: at røve banker og skaffe sig så mange penge, at de bliver uafhængige for altid. Alt er planlagt til mindste detalje, sekund for sekund, bevægelse for bevægelse. Mange år tidligere svejses de tre brødre sammen, mens deres familie er ved at gå i opløsning. Deres far lærer dem at slå fra sig, deres mor orker ikke mere. De tre brødre har kun hinanden, og intet kan komme imellem dem.

BJØRNEDANSEN er en spændingsroman om den mest opfindsomme forbryderbande, Sverige nogensinde har set. Om broderkærlighed, der er stærkere end alt andet, og om fædre og sønner."

Anmeldelse

”Bjørnedansen” bygger på virkelige begivenheder i Sverige, hvor 3 brødre og en ven til den ældste bror begik adskillige meget spektakulære røverier.

Stefan Thunberg, som er den ene af bogens forfattere, er bror til de tre røvere, så bogen må betragtes som yderst autentisk, selv om der selvfølgelig også er tilsat elementer fra spændingsbogsgenren.

At arv og miljø spiller en stor rolle i et menneskes udvikling, vidner bogen i høj grad om. Det, som de tre drenge har været igennem som børn med en voldelig far og en mor, som intet har kunnet stille op over for manden, har i høj grad præget dem.

Storebroren Leo, som er lederen i ”Militærligaen”, som røverbanden kaldes i folkemunde, eftersom de våben, de bruger, stammer fra et våbentyveri fra et militært depot, er en utrolig dygtig planlægger. Planlægningen af de enkelte røverier bliver udførligt beskrevet, og det bliver røverierne også.

Selv om røverierne er brutale og rummer megen vold og brutalitet, som for altid vil præge de ofre, der er involveret, kan man ikke sige, at bandemedlemmerne er usympatiske og afstumpede i alle andre sammenhænge.

Personkarakteristikkerne af de fire bandemedlemmer er godeog troværdige, og man konstaterer, at et godt sammenhold i begyndelsen af ”karrieren” godt kan smuldre, efterhånden som forbryderkarriererne udvikler sig.

Jagten på ”Militærligaen” ledes af politimanden John Broncks, som er en meget dygtig efterforsker. Også han har sine ”lig i lasten”, som han må kæmpe med, bl.a. har han et 10 år gammelt og ikke længere eksisterende kærlighedsforhold til polititeknikeren, Sanne. Desuden har også han barndomstraumer at skulle forholde sig til. En typisk ”ensom ulv”, som vi kender mange eksempler på i krimilitteraturen. Hvorvidt han er en forfatterskabt person, skal være usagt.

Der er meget i bogen, som gør indtryk især skildringen af ”barndommens land”.

Bogens titel referer til, at de 3 brødres far introducerer den ældste bror for ”bjørnedansen”, som er den måde bjørne kæmper på, når dens modstander skal bekæmpes. I overført betydning benytter banden også bjørnens ”finter og undvigelser”, når et kup skal begås.

Bogen er bestemt god, men jeg synes dog, at de mange beskrivelser af planlægning og kuppene fylder meget, og det samme gør mange af personernes diverse overvejelser af dette og hint. Jeg følte, at bogen var meget lang.

Klik HER og se alle mine anmeldels

Mellemgaard 2015 – 406 sider

Forlagets beskrivelse

Birgitte Munk Sørensen var et kendt og frygtet navn i medicinalindustrien, og nu er hun død. Myrdet. En landskendt golfspiller mistænkes, men går fri under kontroversielle omstændigheder. En ældre mand forsvinder sporløst under opklaringsarbejdet. Og i en container findes de jordiske rester af et brutalt likvideret torturoffer.

Marcus Falck, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, har hænderne fulde, og det hjælper bestemt ikke på det hele, at forholdet til kæresten og kollegaen, retsmediciner Lonnie Peitersen, er begyndt at knage. Bedre bliver det ikke, da colombianske narkogangstere gør deres entre. Den hensynsløse Scarface har et personligt opgør i Nordsjælland. Han har ikke den store respekt for det danske politis evne til at standse ham, og det værste er, at han måske har ret.     

Anmeldelse:

Poul Erik Larsson kalder sin nye bog ”Kaos”, og kaos er i den grad til stede i handlingen, men det er et kaos, som Poul Erik Larsson gennem bogens politifolk formår at rydde op i.

Bogen fanger fra første side, og det holder hele vejen igennem. Der er mange rigtig dramatiske situationer, hvor man spændt venter på kulminatione.

Personernes privatliv fylder en del i bogen.

Persongalleriet spænder vidt. Man møder mange interessante personer - det være sig politifolk, skurke eller bare almindelige mennesker, og karakteristikkerne er gode.

Selv om man er politimand, så behøver man ikke bare at væresej og fokuseret på en sag, men man kan være fyldt med følelser, som det ikke altid er lige let at håndtere. Men der findes også usympatiske politifolk.

Bogens hovedperson er stadigvæk politikommissærMarcus Falck, men man følger i høj grad også andre af politifolkene i ”Afdelingen for personfarlig kriminalitet”.

På samme måde konstaterer man også, at nogle af personer, der er involverede i kriminalitet også har ”rigtige” følelser, mens andre er aldeles følelseskolde.

Miljøerne er også godt beskrevet, og jeg er sikker på, at de læsere, der bor i det nordsjællandske område, hvor handlingen foregår, vil kunne genkende stederne.

Det glæder mig, at Poul Erik Larsson i denne bog – i modsætning til hans tidligere bøger -  anvender de rigtige polititermer, hvilket i mit univers styrker troværdigheden.

Bogen er som nævnt utrolig spændende, men nogle af handlingselementerne forekommer mig dog at være ikke helt realistiske. Bl.a. politiaktionerne.

Desuden synes jeg også, at ”tingene” passer lidt for godt sammen, og at der trods alt er lidt for meget ”føle-føle” i beskrivelserne af privatlivet.

Jeg tillader mig også at være lidt ”belærende”. På side 216 og 217 ”køres der noget rundt” i begreberne patroner og patronhylstre, idet der står, at disse ting efter et drab og ved efterfølgende obduktion kan findes i kroppen på en skuddræbt. Dette forekommer ikke. Det, der kan findes i kroppen på en skuddræbt, er projektilet, som er det, der ”ryger ud af” patronen, når der trykkes på aftrækkeren. Endvidere er dansk politiets tjenestepistoler ikke ”Sig Sauer”, men ”Heckler og Koch”.

Og hold da op, hvor er der mange rygere i bogen. Jeg troede antallet af rygere var faldende!

Jeg synes, at ”Kaos” helt klart er den bedste af Poul Erik Larssons krimier.

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Lindhardt og Ringhof 2015 – 491 sider

Forlagets beskrivelse:

Den svenske justitsminister forlader rigsdagen efter en hård debat. Han benytter bagudgangen for at undgå den ventende presse, men han når aldrig frem til sin bil, der står og venter på ham et stykke væk. Han synes at være forsvundet op i den blå luft, midt i magtens centrum.

Dette sker et halvt år inden begivenhederne i ‘Offer uden ansigt’ fandt sted og i ugerne op til jul. Sneen og kulden holder både Stockholm og København i et jerngreb, da Fabian Risk kaldes ind for i al hemmelighed at udrede omstændighederne bag justitsministerens forsvinden. Officielt er sagen stadig Säpos ansvar, men ligesom Fabian og hans højgravide kollega Malin Rehnberg famler også Säpo i blinde. Snart viser det sig, at tingene langt fra er, som de burde være, og at stærke interesser arbejder på, at sandheden ikke skal komme frem.

Samtidig bliver en kendt dansk tv-journalists hustru fundet brutalt myrdet i sit hjem nord for København. Dunja Hougaard fra Københavns Politis Drabsafdeling leder udforskningen, som fører hende over sundet til Sverige.

‘Den niende grav’ er en fornemt konstrueret krimi, hvor Stefan Ahnhem fortæller historien bag Fabian Risks beslutning om at forlade Stockholm og flytte tilbage til Helsingborg. Fabian og Dunja krydser hinandens spor i et vinterkoldt Skandinavien og trækkes dybere og dybere ind i en konspiration, der viser sig at være langt værre, end de nogensinde havde forestillet sig.

Anmeldelse:

Selv om ”Den niende grav” kun er den 2. bog fra Stefan Ahnhems hånd, beviser forfatteren sammen med hans første roman ”Offer uden ansigt”, at han har potentiale til at blive ”en af de store” svenske krimiforfattere.

”Den niende grav” er en særdeles spændende pageturner, som er fyldt med mange iøjnefaldende og dramatiske effekter. Stefan Ahnhem udviser en god evne til at udspekulerede plots, som virkelig kan overraske.

Nu er der tale om en thriller, og det indebærer selvfølgelig, at noget af det, der er med i bogen sandsynligvis ikke vil kunne ske i virkeligheden, men det har ingen betydning, når man læser den velskrevne bog, fordi det er så spændende og opfindsomt.

Der er også mange særdeles barske beskrivelser af det, som de adskillige ofre i bogen udsættes for. I og med der er så mange ofre, kan man måske stille sig det spørgsmål, om effekten af gruen kan holde hele vejen igennem.

Selv om spændingen og dramatikken hersker i bogen, spiller også kærlighed i mange afskygninger en stor rolle. Her er den fanatiske kærlighed, her er kærligheden mellem ægtefolk, her er kærligheden mellem kolleger og her er den kærlighed/liderlighed som chefer kan belemre ansatte med.

Personbeskrivelserne er særdeles gode, og det gælder hele persongalleriet. I særdeleshed får man god indsigt i hovedpersonen Fabian Risk, og læseren må konstatere, at selv om man er en dygtig efterforsker, kan man godt have problemer med følelseslivet, især når det gælder Fabians forhold til ægtefællen, Sonja og til sine børn.

Et interessant twist i bogen er, at en af de andre hovedpersoner - efterforskeren Dunja Hougaard - er dansker, og at en del af handlingen foregår i København.

Bogen beskriver også mange forskellige miljøer på bedste vis.

  Klik HER og se alle mine anmeldelser

Lindhardt og Ringhof 2014 – 369 sider

Forlagets beskrivelse

IRÈNE er en pre-quel (forløber) til krimien ALEX. Her hører vi mere om Camille Verhoevens personlige historie.

Kriminalkommissær Camille Verhoeven er lykkelig. Han er gift med den dejlige Irène, og sammen venter de deres første barn. Men hans tilværelse bliver vendt fuldstændig på hovedet, da han skal opklare et yderst voldsomt mord. Kun Camille ser forbindelsen i den umotiverede vold - drabsstedet ligner en scene beskrevet i en krimi af James Ellroy. Der er så mange detaljer, der stemmer overens, at det ikke kan være en tilfældighed. Pressen får nys om sagen, men det er, som om de ved mere, end Camille fortæller dem. Da de iscenesatte mordfortsætter med mere og mere bestialske litterære referencer, udvikler sagen sig til at blive personlig for Camille. Med pressen på sidelinjen og hele offentligheden som vidner, skal han forsøge at udmanøvrere en særdeles udspekuleret morder, der hele tiden er et kapitel foran. Kun én kan komme sejrrig ud af duellen; ham, der har mindst at miste ...

IRÈNE vandt i 2006 debutprisen ved Festival du Cognac og er i år nomineret til CWA International Dagger Award 2014.

Hvis man ikke har læst Pierre Lemaitres” Alec”, som Lindhardt og Ringhof udsendte i 2014, vil jeg anbefale, at man læser ”Iréne” først.

Lad det være sagt med det samme, ”Iréne” er – ligesom ”Alec”- en barsk, uhyggelig, modbydelig, velskrevet og drønspændende krimi.

Personligt har jeg ikke læst mange franske krimier, men Pierre Lemaitre er et godt bevis på, at også franskmændene kan skrive særdeles gode krimier.

Hovedpersonen, kriminalkommissær Camille Verhoeven er ikke som politifolk er flest. Han er intellektuel med et kunstnerisk gen, og så er han kun 1½ meter høj, men han er en yderst kompetent efterforsker, som er meget nær tilknyttet det team, han er leder af.

Jeg har et ringe kendskab til politiarbejde i Frankrig, men beskrivelsen af opklaringsarbejdet i bogen virker troværdigt. Handlingen foregår i 2003, og bogen beskriver bl.a., hvordan IT spiller en større og større rolle i politiets arbejde.

Også personerne beskrives troværdigt. Politifolkene er ikke helte, men personer på godt og ondt.

Stederne og miljøerne beskrives også godt. Det være sig om det er Camille Verhoeven og hans kone Irénes hjemmiljø, eller om det er et af de meget uhyggelige gerningssteder.

Seriemorderen i bogen henter inspiration til sine meget spektakulære mord i forskellige kriminalromaner. Også et drab fra Sjöwall og Wahlöö har givet inspiration til morderen.

Fra virkelighedens verden ved vi, at pressen kan være både en medspiller og en modspiller, når politiet efterforsker et drab. Pressen spiller også en større rolle i bogen, og beskriver indgående, hvor langt politiet er kommet i opklaringsarbejdet, og det til trods for, at efterforskerne er meget tilbageholdende med at give oplysninger. Det er i høj grad også et fænomen, som efterforskerne skal forholde sig til.

Bogens sidste sider er særdeles spændende, og man sidder nærmest med hjertet oppe i halsen af frygt for, at politiet ikke når det, de SKAL nå.

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Hr. Ferdinand 2012 – 450 sider

Forlagets beskrivelse

Ny fremragende Slaughter-krimi med Sara Linton og Will Trent. Slaughters nyeste krimi er en beretning om kærlighed, loyalitet og mord. Den strækker sig over fyrre år og omfatter to uhyggeligt ens mordsager og en god mands dybeste hemmelighed. Will Trent er forelsket og begynder så småt at lægge sin plagede fortid bag sig. Men så forsvinder en lokal universitetsstuderende, og Will bliver af en eller anden mærkelig grund holdt væk fra efterforskningen af sin chef, Amanda Wagner. Will kan ikke gennemskue Amandas grund, før de to i bogstavelig forstand støder sammen i et forladt børnehjem, som de begge har opsøgt af vidt forskellige grunde. Årtier tidligere – mens Wills far var fængslet for mord – var dette hans hjem. Fyrre år tidligere, da Amanda tog de første skridt ind i den mandsdominerede verden, der udgør Atlanta Politi Distrikt, var en af hendes første sager efterforskningen af en brutal forbrydelse, der havde fundet sted i et af byens hårdest belastede kvarterer. Amanda og hendes partner, Evelyn, var de eneste der virkede interesseret i, at forbryderen blev pågrebet og anholdt. Nu er sagen, der var indledningen på Amandas karriere, pludselig dukket op til overfladen igen, flettet sammen med mysteriet om Wills fødsel og herkomst. De to ukuelige efterforskere må hver især stå ansigt til ansigt med fortidens dæmoner, hvis de vil afværge at en endnu værre rædsel slipper løs. Troværdige personer, intens atmosfære og fascinerende spænding – ”Forbryder” er Slaughters hidtil stærkeste og mest bevægende bog.

”Forbryder” er langt mere end en krimi. Det er også en roman, der giver en utrolig god beskrivelse af forholdene hos Atlanta Politi i 70’erne. Især er der fokus på forholdene for de kvindelige betjente, som i voldsom grad udsættes for nedgørelse, men så sandelig også for grov sexchikane.

I det hele taget beskriver bogen den manglende ligestilling mellem mænd og kvinder i 70’erne.

Et andet tema er prostitution. Bogen giver en utrolig god indsigt i de forhold, som unge prostituerede blev budt af sexhungrende kunder og modbydelige alfonser.

Også raceforskellene i sydstaten Georgias hovestad, Atlanta er bogen omme ad.

Karin Slaughters beskrivelse af det dårlige forhold mellem sorte og hvide politifolk er tankevækkende.

I øvrigt er det stort set de samme temaer, der indgår i Karin Slaughters senest udkomne og iøvrigtfremragende bog ”Hævntørst”.

Imidlertid foregår handlingen i ”Forbryder” ikke kun i 70’erne, men også i nutiden. Derfor skiftes der bogen igennem mellem de to tidsaldre. Det er den overordnede politikvinde, Amanda Wagner, der er bindeledet mellem de to perioder.

En anden af bogens hovedpersoner, Will Trent, som læserne kender fra mange af Karin Slaughters romaner, har været en person, hvis opvækst og baggrund ikke har været helt gennemskuelig. Efter endt læsning af ”Forbryder” er man ikke i tvivl om, hvad det er, der har været med til at gøre Will til den person, han er blevet til.

På samme måde er det med Amanda Wagner. Gennem de flashbacks, der er til 70’erne, hvor Amanda startede sin karriere hos politiet, får man også et godt kendskab til det, der har gjort Amanda til den person, hun er blevet til i nutiden.

Som sædvanlig er der uhyre gode personbeskrivelser i bogen. Nogle personer elsker man bare, og andre hader man af et godt hjerte.

De mange forskellige steder, som beskrives står også meget klare for læseren. ”Forbryder”er ikke umiddelbart en bog, man haster igennem. Der mange dybdegående beskrivelser og forklaringer.

Selv om jeg indledte med at beskrive bogen som mere end en krimi, så ER den også i høj grad en krimi med dramatik, og som alle gode krimier afsluttes den med en gedigen overraskelse.