Klik HER og se alle mine anmeldelser

Peoples’Press 2016 – 334 sider

Forlagets beskrivelse:

SOMMEREN GÅR PÅ HÆLD. Den unge politibetjent Leo Junker er suspenderet fra sit job på grund af en mislykket aktion, der endte med en død politibetjent. Siden har Leo primært slæbt sig igennem dagene på nervepiller, men en nat vækker sirenerne ham ud af døsen. I stuen, tre etager under hans lejlighed, ligger et kvindehjem, og en ung kvinde er blevet myrdet dernede. Inden politiet får Leo Junker gennet af vejen, er han overbevist om to ting: At mordet er udført med professionel præcision, og at det smykke, kvinden knuger i sin hånd, tilhører en anden.

Opklaringen af den unge kvindes død bliver en rejse tilbage til dengang, Leo voksede op i den stockholmske forstad, Salem og mødet med to mennesker, som får en afgørende betydning for Leo. John, der blev hans bedste ven, og Julia, som blev noget mere. Og en jagt på en gerningsmand, der lever i skyggen.

Anmeldelse:

På mange måder er ”Den usynlige mand fra Salem” en anderledes krimi end de sædvanlige. Man kan godt betegne den som en socialrealistisk skildring af bydelen Salem i Stockholm, hvor kriminalitet og vold indgår i hverdagen.

Bogens hovedperson er den suspenderede unge politimand Leo Junker, som selv er vokset op i Salem og i høj grad også er præget heraf. Også han har i sine unge dage færdedes i de kriminelle miljøer.

Suspensionen af Leo Junker – på grund af en mislykket politiaktion – har i den grad præget ham, og han må have nervemedicin for at klare hverdagen.

Imidlertid vågner han op til dåd, da der begås et kvindemord i samme bygning, hvor han selv bor.

Det viser sig, at mordet har forbindelse til Leo Junkers egen tid som teenager i Salem, og gennem flashbacks hører man nu om mange hændelser fra Leos egen fortid.

Leo involverer sig i opklaringen af mordet både som ”privatmanden Leo”, men efterhånden også i samarbejdet med det efterforskningsteam, som er sat på sagen.Dette til trods for, at han jo egentlig er suspenderet fra tjeneste.

Både personbeskrivelserne og miljøskildringerne er glimrende og troværdige.

Temaer som venskab, ungdomskriminalitet og ungdommelig kærlighed er væsentlige temaer.

En lidt anderledes krimi – på den gode måde – ved at politimandens egne oplevelser fra teenagetiden på godt ondt indgår som en integreret del i handlingen.

4 krimihjerter ud af 5

 Klik på dette link: Den 11.-12. juni 2016 i Østerbrohuset i København

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Peoples’s Press 2015 – 413 sider

Forlagets beskrivelse

November 1963. Præsident Kennedy er blevet skudt, og alle avisredaktioner er på den anden ende. Også hos chefredaktør Holberg.  
Oven i det hele bliver tre københavnske prostituerede myrdet, og Holberg sætter sin bedste kriminalreporter på sagen. Men da en hemmelig kilde - en diplomat fra den sovjetiske ambassade – presser ham til at interessere sig for de dræbte kvinder, mærker han jorden brænde under sig. 
For et er, at han i mange år har haft en alt for tæt kontakt til den anden side af jerntæppet. Men derudover har russeren kendskab til en hændelse i Holbergs fortid – en død prostitueret under besættelsen – som helst skal forblive i glemmebogen. 
”Den blå græshoppe” er en historie fra den kolde krig, hvor mange indgik uhellige alliancer uden at gøre sig klart, hvad konsekvenserne kunne blive.

Anmeldelse

Bogen giver en glimrende beskrivelse af årene 1963/64, og når jeg selv er en årgang 1950, husker jeg de større begivenheder, der beskrives i bogen.

Ud over disse begivenheder er også selve tiden beskrevet. Fx at man ikke sagde ”du” til hinanden,at folk røg som en skorsten, at man drak VAT 69, at hitlisterne begyndte at dukke op, at danske sangerinder fik en karriere i Vesttyskland osv. osv.

”Den kolde krig” er et vigtigt tema i handlingen. I den forbindelse hører man, hvordan hovedpersonen, chefredaktør Holberg jævnligt har kontakt til en russer, som er tilknyttet den sovjetiske ambassade i København. Nogle vil nok mene, at han udleverer oplysninger af fortrolig art, men det er ikke Holbergs opfattelse. Han synes, det kun er udveksling af nyheder.

Bogens personer og miljøer er fint beskrevet.

Også besættelsen er et tema i bogen. Mange danskere foretog handlinger, som i bund og grund var en form for samarbejde med tyskerne. Det mente de ikke selv det var, men andre havde den modsatte opfattelse, og det kunne godt volde problemer i efterkrigstiden.

Bogen beskriver også, at der først i 60’erne var interne stridigheder mellem de forskellige afdelinger inden for politiet. Det var på det tidspunkt, at PET blev oprettet, og det var lidt en torn i øjet på andre afdelinger i København, som tidligere havde arbejdet med det, som PET nu skulle gøre.

Avisverdenen spiller også en meget stor rolle i handlingen, og man hører om, hvordan man arbejder på en avisredaktion, og hvordan der diskuteres, hvad der skal med og ikke med i dagens avisudgave.

Da Holbergs kone er skuespillerinde berøres også intrigerne inden for teater- og filmverdenen.

Sex og utroskab er man også omme ad.

Som man ser, berøres mangt og meget i bogen, men jeg må desværre indrømme, at jeg kedede mig under det meste af læsningen.

Det mest interessante i bogen er beskrivelsen af selve tidsbilledet. Desværre kan jeg ikke tildele så mange krimihjerter, da jeg mangler noget spænding.

2 krimihjerter ud af 5

 Klik på dette link: Den 11.-12. juni 2016 i Østerbrohuset i København

  Klik HER og se alle mine anmeldelser

Modtryk 2016 – 349 sider

Forlagets beskrivelse:

Det kan godt være, at Arne Murberg ikke er nogen Nobelpriskandidat. Men han er et godt menneske og en kærlig søn, og når hans far på sit dødsleje giver ham en opgave, gør han naturligvis sit bedste for at udføre den. Det viser sig, at moderen, som Arne troede druknede under en sejltur på Vesterhavet, i virkeligheden stak af til Berlin med en musiker, og nu skal Arne finde hende. Arne er ikke nogen globetrotter, og hans tysk kunne være bedre, men han forbereder sig nøje, inden han tager af sted. Vel ankommet til den tyske hovedstad finder han vej ved hjælp af kort og Guds forsyn, i al fald i begyndelsen, men hans snirklede vej krydses af både gode og onde kræfter. En gal professor og en ung kvinde i kørestol, for eksempel. Og et par gule sko. Og en hekseproces.

Anmeldelse

Hvis man forventer, at ”Elleve dage i Berlin” er en krimi, så bliver man skuffet. Bogen er noget helt andet, nemlig i al sin enkelthed en god historie, som - efter min smag - desværre ender ud i noget urealistisk ”tilbage til fortiden-noget”.  Under læsningen kom jeg til at tænke på filmen ”Forrest Gump”, idet hovedpersonen, Arne Murberg minder en del om ham.

Desuden synes jeg også, at den finurlige måde Håkan Nesser skriver denne bog på, ligner Jonas Jonassons bøger. Det er ham med ”Den hundrede årige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”.

Bogen rummer nogle rigtig gode beskrivelser af Arne Murbjerg. Han er lidt af en ”tumpe” med et særdeles godt hjerte og i virkeligheden slet ikke så ubegavet, som de fleste tror.

Beskrivelserne af det, han oplever, er herlig læsning.

Beate, bogens næstvigtigste person er også særdeles godt beskrevet. I det hele taget er personkarakteristikkerne gode.

Også de forskelligartede miljøbeskrivelser gode. Man kan levende forestille sig de steder, der skildres.

Blandt temaerne i bogen er der et om at turde tro på sig selv, selv om forudsætningerne for det ikke altid er til stede. Et andet er, at ”skinnet kan bedrage”. Her tænker jeg på, at omgivelsernes tiltro til Arne Murbjerg ikke er helt i overensstemmelse med kendsgerningerne. Desuden er der et kærlighedstema.

Desværre mister bogen for mig alt det finurlige, da der også indgår et tema om at kunne rejse tilbage i sin egen fortid og ikke nok med det, så kan man på denne rejse også træde ind i fortiden og udføre handlinger.

Efter min mening skulle Håkan Nesser have fortsat med på realistisk vis at fortælle om Arne Murbjergs eftersøgning af sin mor. Havde han gjort det, havde bogen helt klart været til 5 meget store krimihjerter. Nu må jeg nøjes med

3 krimihjerter ud af 5

Klik på dette link: Den 11.-12. juni 2016 i Østerbrohuset i København

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Harper Collins Nordic  2016 – 463 sider

Beskrivelse:

Der er gået 24 år siden Claire og Lydias teenagesøster, Julia forsvandt. Nu har søstrene mistet al kontakt til hinanden og lever ret så forskellige liv. Claire er gift med en succesfulde arkitekt, Paul, og Lydia er en tidligere junkie, der kun lige har fået sit liv på ret køl. Da Claires mand Paul bliver brutalt myrdet for øjnene af hende, vender det op og ned på alt, hun troede, hun vidste. I sin sorg gennemgår hun Pauls ting og gør et makabert fund, der har forbindelser til hendes egen fortid. 

I "De smukkeste" indgår søstrene Claire og Lydia en forsigtig våbenhvile og dykker sammen ned i deres families hemmeligheder, der stadig plager dem et kvart århundrede senere.

Anmeldelse:

”De smukkeste” er en helt anden type bog end dem, man er vant til fra Karin Slaughters side. Almindeligvis skriver hun spændende politikrimer.

Denne gang er det en utrolig spændende psykologisk thriller. Nærmest et familiedrama der forgrener sig ud i alvorlig kriminalitet.

Bogen indledes med at læseren føres ind i handlingen set fra tre forskellige personers synsvinkel.

Den ene synsvinkel er en fars. Hans ældste datter, Julia er forsvundet. I brevform skriver han til hende om alt det, denne forsvinden har betydet for ham.

Den anden synsvinkel er Lydias. Hun er også datter af ovennævnte far og dermed søster til Julia. Hun har haft store problemer med narko under sin opvækst, men hun er nu kommet på fode igen.

Den tredje synsvinkel erClaires. Hun er søster til Lydia og Julia og er en meget velhavende kvinde. Hun har brudt med Lydia og har giftet sig med Paul, som siden viser sig at have nogle meget skjulte sider, som Claire først får kendskab til mange år inde i deres ægteskab.

Gennem flashbacks til fortiden hører man om de to søstres meget forskellige tilværelser.

Beskrivelserne af de to tilværelser er aldeles glimrende. I det hele taget er der mange gode beskrivelser af de miljøer, hvor handlingen foregår. Nogle af disse miljøer er endog meget barske.

Tvunget af nogle meget brutale omstændigheder finder de to søstre sammen i bestræbelserne på at finde ud af, hvad der dels skete med deres forsvundne søster, og dels hvadder ”er op og ned” på de hemmeligheder, som Claires ægtemand har. 

Også personskildringerne er særdeles gode. Man kommer om ad mange forskellige persontyper.

Ind imellem ”snydes” man til at tro, at en person viser sig at være sympatisk, og så er vedkommende det absolut ikke – ja, og omvendt.

Bogen er til tider meget barsk, og her kan man sige, at klichéen ”det er ikke en bog for folk med sarte nerver” passer.

”De smukkeste” fortjener bestemt topkarakter, men jeg synes trods alt ikke, bogen havde behøvet at være helt så lang.

5 krimihjerter ud af 5

Klik på dette link:

Den 11.-12. juni 2016 i Østerbrohuset i København

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Turbineforlaget 2016 – 2016

Forlagets beskrivelse:

Europa koger af intern strid om flygtninge, østarbejdere og økonomisk krise. Under en protestaktion mod polsk arbejdskraft falder den danske fagforeningsboss Henning Thisted død om efter en voldelig konfrontation med Karol Lijewski, en succesrig polsk forretningsmand. Tragedien forværrer debatklimaet, som kun bliver yderligere forpestet, da det lykkes Lijewski at stikke af og gå under jorden som en jaget mand efterlyst af Europol.

Den danske journalist Ketil Brandt bliver sat på sagen, der hurtigt tager en drejning, da politiet frikender polakken for skyld i dødsfaldet. Alligevel fortsætter Lijewski til alles undren sin flugt, og Ketil følger i forretningsmandens fodspor gennem Sverige og Tyskland til Polen. Her vikles Ketil ind i et farligt spil mellem driftige erhvervsfolk, radikale nationalister, politi, efterretningstjeneste og flere af regeringens ministre. For bag Lijewskis flugt ligger en sandhed, som ikke alle ønsker frem i lyset.

"Den polske lykkejæger" er Henrik Bruns femte selvstændige krimi med den danske journalist Ketil Brandt som hovedperson. De øvrige bøger hedder ”Den danske lokkedue”, ”Den norske lakaj”, ”Den svenske løgner” og ”Den finske patriot”.

Anmeldelse:

Forfatter Henrik Brun er også kendt som en meget dygtig og anerkendt journalist. Det bærer "Den polske lykkejæger" bestemt præg af. Bogen er meget velskrevet, og det fremgår overalt i bogen, at Henrik Brun har foretaget en meget grundig research.

Læseren kommer både til Sverige, Danmark og mest af alt til Polen. Der er gode beskrivelser af byer og områder i Polen.

Bogen kategoriseres som en krimi. Jeg synes, man skal helt utrolig mange sider ind i bogen, før der kommer noget, der passer til den betegnelse. Bogen beskæftiger sig i stedet med det yderst aktuelle emne: østarbejdere i Danmark contra den danske fagbevægelse.

Der involveres mange personer i bogens handling. Selv om det helt store krimiaspekt mangler i store dele af bogen, medvirker der både politifolk og efterretningsfolk.

Efterhånden, som man kommer længere ind i bogen, aner man mere og mere, at det ikke kun er konflikten mellem østarbejdere og danske fagforeningsfolk, det drejer sig om. Der er mere på spil. Noget som ikke skal frem i lyset.

Bogen skrider temmelig langsomt frem, men hen mod slutningen kommer der mere fart over feltet. Noget jeg har savnet hidtil. Måske kunne bogen godt have være strammet mere op.

Bogens hovedperson Ketil Brandt er som forfatteren journalist og i øvrigt også som forfatteren pilskaldet. Ketil får til opgave at skrive om det dødsfald på havnen i Trelleborg, der sættet hele handlingen i gang. Han er dygtig og har den store fordel, at politiet i Sverige, kender ham som en, man kan stole på. Det samme gør en medarbejder inden for Europol, og det giver Ketil Brandt nogle muligheder, da han går i gang med sin opgave. Således kommer han også meget tæt på nogle polske efterforskere. Ja, mere end tæt på en af de kvindelige polske politidamer.

Mens jeg læste bogen, spekulerede jeg en del på, om de muligheder, Ketil Brandt får via politiet og som i den grad lader ham være en del af det efterforskningsteam, der skal finde ud af sagens rette sammenhæng, er forfatterskabte. Eller ved Henrik Brun fra sit journalistiske virke, at sådan noget er muligt?

Hvor meget realisme, der er i bogens skildring af skjulte dagsordenener og rænkespil i dagens Europa, har jeg svært ved at gennemskue, men på den anden side set, så er jeg ikke i tvivl om, at der foregår utrolig meget, der ikke tåler dagens lys.

Jeg savner mere intens spænding.

3 krimihjerter ud af 5