Klik HER og se alle mine anmeldelser

 Anmeldelse:

Vilma på 2 år er med sin mor Katja på arbejde i morens negleklinik i Visby på Gotland. I et ubemærket øjeblik forsvinder Vilma. Da Katja opdager, at Vilma er væk, farer hun ud af butikken for blot at konstatere, at Vilma er helt og aldeles forsvundet.

Den panik, der udspiller sig er fint beskrevet. Det samme er de angstfyldte følelser, som moren efterfølgende fyldes af.

Politiet tilkaldes. Også politifolkene frygter for, hvad der kan være sket. Efterforskningslederen er Karin Jakobsson, og hun sætter alle sejl til for at finde den forsvundne Vilma.

Politifolkene Anders Knutas og Karin Jakobsen er gennemgående personer i Mari Jungstedts krimier fra Gotland. Almindeligvis er det Anders Knutas, der er efterforskningsleder, men han er nede med en depression i denne bog pga. af hændelser i den foregående bog. ”Den sidste akt”.

Man får en fin beskrivelse af, hvad depressionen, har gjort ved Anders Knutas.

Der gøres også en del ud af at beskrive det begyndende forhold, der opstår mellem Anders og Karin. Denne beskrivelse er sådan egentlig også fin, men sammen med beskrivelsen af Anders’ depression, synes jeg nok, der går for meget ”føle-føle” i bogen.

Der er ikke meget at grine af i bogen. Til gengæld er der en del tristesse.

Personskildringerne er fine. Flere af personerne har deres problemer at kæmpe med, hvilket forfatteren beskriver fint.

At bogen foregår på Gotland fremgår på fin vis.

Der er ikke tale om en spektakulær krimiintrige, men den hænger fint sammen.

Bogen er en letlæst krimi, og efterfølgeren skal jeg selvfølgelig også have læst.

3 krimihjerter af 5

People’sPress 2017 – 242 sider

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Forlagets beskrivelse

To danske piger forsvandt sporløst på Englandsbåden i 1985. Mange år senere dukker et foto af dem op i en gammel kuffert hos en marskandiser i den engelske kystby Brine. Journalist Nora Sand, som arbejder i London for det danske blad Globalt, graver i historien og tager til Danmark for at undersøge pigernes brogede baggrund på en ungdomsinstitution. Snart vikles hun ind i en sag om en uhyggelig seriemorder, der afsoner en livstidsdom i det berygtede fængsel Wolf Hall. Begivenhederne tager fart, og Nora begynder pludselig at frygte for sit eget liv.

Anmeldelse

At Lone Theils har et indgående kendskab til England ses tydeligt i denne virkelig gode og meget spændende krimi. De mange forskellige miljøer, som hovedpersonen Nora Sand bevæger sig rundt i, er nemlig meget velbeskrevne. Ligeledes fornemmer man også tydeligt, at Lone Theils er tidligere udenrigskorrespondent for Politiken, idet hun gennem bogen drysser små bemærkninger og henvisninger til, hvad der både sker i England og ude i verden. Også det, at Nora Sand er journalist ved magasinet Global, vidner om, at Lone Theils bruger sin sine egne erfaringer i sin debutkrimi.

Inspireret af virkelige begivenheder får man en særdeles spændende krimiintrige om en seriemorder, der har begået nogle modbydelige drab. I og med at Nora er journalist, er det OK, at en ikke-politiefterforsker kan foretage efterforskning på egen hånd.

Denne efterforskning bringer Nora i forbindelse med mange spændende og interessante personer. Det drejer sig om både almindelige mennesker, som på eller anden måde er kommet i berøring med efterforskningen. Det drejer sig ligeledes om både karismatiske politifolk og om personer af mere tvivlsom karakter. Fælles for personerne gælder det, at de er beskrevet på fin og realistisk vis. 

Kærligheden spiller også en rolle i bogen, idet Noras gymnasiekammerat, politimanden Andreas, er på politimæssig efteruddannelse i London. Nora og Andreas blev aldrig andet end gode venner i gymnasietiden, men det skulle de måske have været, for da de mødes i London, begynder amorinerne at sværme i luften, men helt nemt har de dog ikke ved at få kærligheden til at blomstre i fuldt flor. Efter min mening er det i orden at medtage en kærlighedshistorie i en krimi, men det skal absolut ikke fylde for meget, hvilket det ikke gør i denne bog.

Jeg synes virkelig også, at Lone Theils formår at overraske hen mod bogens slutning på den rigtig gode måde, men overraskelsen medfører desværre at den ellers meget realistiske handling kammer over og bliver alt for dramatisk og urealistisk.

Jeg har bestemt ikke noget imod spændingsbøger med voldsom dramatik tilsat urealisme, men det skal passe ind i sammenhængen, og det synes jeg ikke, at det gør her.

På grund af bogens afslutning trækker jeg et hjerte i karakteren. Havde afslutningen passet bedre til den øvrige del af bogen, havde det været en klar "femhjertet" karakter.

4 krimihjerter af 5

Lindhardt og Ringhof 2016 – 325 sider

www.findalskrimiside.dk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Forlagets beskrivelse:

Et ungt par køber et gammelt hus, som ligger i udkanten af Lave Skov. Huset blev bygget helt tilbage i 1779, af en mand, som senere blev dømt til døden for et mord, som man senere fandt ud af, at han ikke havde begået. Det siges, at den gamle bygherre går igen. Da det unge par flytter ind, finder de hurtigt ud af, at noget er rivende galt. På samme tid forsvinder en syttenårig pige sporløst og inden længe, har politikommissær Marcus Falck og hans kompetente stab af efterforskere hænderne fulde i jagten på en bestialsk og hensynsløs morder, der finder sine ofre på udvalgte bodegaer og natklubber i Nordsjælland.  

Anmeldelse:

”Natten gemmer lyset” er den helt utrolig flittige forfatter Poul Erik Larssons 8. bog om politikommissær Marcus Falck og hans mandskab ved afdelingen for Personfarlig Kriminalitet ved Nordsjællands Politi.

Forfatterens fortællelyst og ”hittepåsomhed” er enorm. Sådan forholder det sig også i denne krimi. Denne gang har han indflettet en spøgelseshistorie, som kører sideløbende med selve krimiintrigen.

Om man er til spøgelseshistorier er en smagssag. Det er ikke ligefrem dem, jeg vægter højest, men jeg skal ikke nægte, at det var ganske spændende at læse om hemmelige gange fyldt med spindelvæv og flagermus.

Jeg synes til gengæld, at det er helt urealistisk, at politifolk forsøger at afsløre hemmeligheder i et ”spøgelseshus” uden at være tilkaldt, men i bund og grund gør det af personlig interesse og nysgerrighed.

Almindeligvis er det Marcus Falck, man følger mest, men denne gang er han ikke så meget på banen, idet han overlader en stor del af efterforskningen til sine medarbejdere.

Krimiintrigen med unge piger, der forsvinder og senere findes dræbte, er OK.

Det synes jeg til gengæld ikke opklaringsarbejdet er. Måske nok til at begynde med; men da der ikke sker nogen hastig opklaring, tilkaldes efterforskere fra Københavns Politis Drabsafdeling for at yde assistance. Tilmed overgår ledelsen af efterforskningen til en af de tilkaldte københavnere. I virkelighedens verden vil noget sådant ikke kunne ske.

Meget af det, der sker i bogen, passer lidt for godt sammen som fod i hose. Den er let tilgængelig oghurtigt læst, og der sker noget hele tiden.  

Jeg mangler dog mere dybde og realisme, så jeg giver den karakteren

3 krimihjerter ud af 5

mellemgaard 2017 – 388 sider

Bogen er et anmeldereksemplar sendt af forlaget

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Anmeldelse 

Hvis man kan klare en barsk og brutal krimi, hvor intet overlades til fantasien, når det gælder beskrivelserne af det, som drabsofrene udsættes for, så skal man læse denne utroligt spændende og medrivende bog.

En intelligent og snedig drabsmand bortfører par som for eksempel et kærestepar og et par kolleger. Parrene indespærres og udstyres med en mobiltelefon næsten uden strøm, så der ikke kan foretages opkald og en pistol med kun et projektil i kammeret. Via mobilen får parret at vide, at den, der dræber den anden, slippes ud.

Det er barske sager de indespærrede må gennemgå i deres fangenskab. Det er ganske modbydeligt.

Det er heller ikke svært at forestille sig, hvor ovenud forfærdeligt, det må være for den af de tilfangetagne, der af den ene eller anden årsag er den, der trykker på aftrækkeren.

En meget intens efterforskning går i gang under ledelse af den dygtige efterforsker Helen Grace. Efterforskningsarbejdet beskrives virkelig godt og virker uhyre troværdigt.

Jeg hæftede mig også ved, at der er nogle aldeles hårde afhøringsscener.

Det kan godt undre, at engelske politifolk ikke er bevæbnet til dagligt. Helen Grace føler sig på et tidspunkt nødsaget til at bevæbne sig, men inden en pistol kan udleveres, er der hver gang nogle formaliteter, der skal klares.

Politifolkene har nogle problemer indbyrdes, hvilket undertiden er hæmmende for efterforskningen.

Selv om der er mange grusomheder i thrilleren er der også mange spændende og interessante temaer af almen menneskelig karakter flettet indi handlingen, og hvordan man håndterer medierne, når en efterforskning er i gang.

Beskrivelserne af personerne er særdeles gode og viser, at selv om et menneske ser ud til at have styr på tilværelsen, så kan der godt være indre dæmoner, der rumsterer og presser sig på. Også mennesker for hvem livet former sig på bedste vis kan pludselig komme ud i helt uoverskuelige situationer.

Hvad er det, der driver et menneske derud, hvor det begår så forfærdeligeforbrydelser, somder begås i ”OKKER GOKKER”? Det står helt klart, når man er færdig med bogen.

Bogen er den første i en serie på 8 om Helen Grace, og indtil nu den eneste, der er udkommet på dansk. Hvis de øvrige bøger i serien er lige så spændende som ”OKKER GOKKER”, håber jeg, at Forlaget Jentas får dem udgivet i en jævn strøm.

5 krimihjerter af 5

Jentas 2017 – 344 sider

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Forlagets beskrivelse

”Du skal køre til motorvejsbroen ved Gl. Holte med det samme. Det er ret alvorligt. Der er sprunget en vejsidebombe.”

Med den besked bliver kriminalkommissær Martin Rømer sat til at opklare drabet på Danmarks forsvarsminister. Martin Rømer er netop vendt tilbage til Drabsafdelingen på Politigården fra et halvt års sygeorlov efter sin hustrus alt for tidlige død. Han er stadig i sorg, da han sammen med sine kollegaer indleder en hektisk jagt på de skyldige i en sag, der snart udvikler sig højdramatisk med flere bomber og drab. Hvem står bag? Er det terror eller en enlig galnings værk?

Spørgsmålene er mange i en efterforskning, der ikke bliver gjort lettere af PET's manglende samarbejdsvilje, en mere end omsorgsfuld kvindelig chef, Martins fraværende, sexglade mor og hverdagslivet som alenefar til tvillingepigerne på tre, Tilde og Vilma.

DETONATOR er første selvstændige krimithriller i serien om kriminalkommissær Martin Rømer.

Anmeldelse:

En krimi, hvis overordnede tema er terrorisme, er yderst aktuel. På ganske troværdig visbeskriver Morten Remar, hvilke følger det får, når velanbragte bomber eksploderer og mennesker omkommer. Man fornemmer klart det kaos, det medfører dels hos politiet, PET (Politiets Efterretningstjeneste), FE (Forsvarets Efterretningstjeneste), medierne og i befolkningen, for er det terror, eller er det noget andet?

Bogens personer med hovedpersonen, kriminalkommissær Martin Rømer i spidsen, er også udmærket beskrevet. For flere af personernes vedkommende er der tale om personer, hvis følelser af den ene eller anden grund ”sidder uden på tøjet”.

Jeg synes, at Martin Rømers sexglade mor er en helt overflødig person at bruge tid på. Man kunne godt have nøjedes med høre, at hun ikke er en tilstedeværende person i Martins tilværelse.

Beskrivelserne af forholdet mellem Martin, som er enkemand, og hans børn og svigerforældre er til gengæld fine.

Morten Remar er en blandt mange forfattere, ja og i øvrigt også journalister, der mener, at politiet, PET og FE har svært ved altid ”at finde fodslaw”, når de skal arbejde sammen.  Efter deres mening holder efterretningstjenesterne oplysninger tilbage for politiet og kan derved være med til at forplumre belysningen af en sag. Det er interessant at læse om.

Hvorfor bomberne er bragt til sprængning, er man efter end læsning ikke i tvivl om, men efterfølgende tilføjer Morten Remar et ganske interessant twist.

Desværre må jeg konstatere, at beskrivelserne af politiet og den efterforskningsgruppe, der under Martins ledelse skal medvirke til opklaringen af sagen, efter min mening ikke virker troværdige. Der er alt for få politifolk i gruppen. Hvorfor er der ikke flere? Hvad laver de andre politifolk? Er der oprettet flere efterforskningsgrupper? I så fald hvorfor arbejder de ikke sammen?

Helt galt går det, når Morten Remar benævner politifolkene ved deres titler. Ingen yngre politifolk i dag har titlerne kriminalkommissær og kriminalassistent.

Det går også galt, når der sættes navne på politiafdelingerne. Der er ikke mere noget, der Rigspolitiets Drabsafdeling og heller ikke noget, der hedder Kriminalpolitiet.

Jeg er også helt sikker på, at ingen ansvarlig politimand anbringer sit tjenestevåben i politibilens handskerum!

I øvrigt er der en sjov lille skrivefejl et sted, hvor en politipistol indgår i handlingen. Her kaldes pistolen en ”tjenestemandspistol”.

Jeg gentager gerne mig selv fra adskillige andre anmeldelser om, at det for mig er uhyre vigtigt for troværdigheden i en krimi, at alt vedrørende det politimæssige er i orden.

”Detonator” er ganske udmærket og hurtiglæst krimi med udgangspunkt i terror. Jeg kan kun opfordre Morten Remar til at fortsætte skriveriet, men han skal sørge for, at facts er i orden.

3 krimihjerter af 5

Morten Remar er i øvrigt søn af Frits Remar, som skrev mange gode krimier dengang, der var noget der hed kriminalpolitiet og ordenspolitiet. Jeg husker især Frits Remars meget spændende bog og film ”Det parallelle lig”. Både bog og film kan stadigvæk varmt anbefales.