Jeg minder om, at der er BogForum 10.-12. november i Bella Center Copenhagen. Måske ses vi?

KLIK HER: http://www.bogforum.dk/da-DK/Bogforum.aspx

Klik HER og se alle mine anmeldelser

 Anmeldelse

”Måneskin” er Horsens-forfatteren Claus Hagstrøms anden bog i serien om den private efterforsker, Kristian Wang.

For at få sin baggrundsviden i orden, bør man læse bog nr. 1, ”Solstrejf”, før man læser ”Måneskin”.

”Måneskin” er en meget barsk og brutal krimi, hvor der begås modbydelige drab udsprun­get af perverse mænds seksuelle tilbøjeligheder.

Desuden spiller bandekriminalitet, narkohandel og menneskehandel også en væsentlig rolle i handlingen.

Det hele får Claus Hagstrøm på god vis mikset sammen i en velskrevet og virkelig spændende krimi.

Den største del af handlingen foregår i Randers, som er den private efterforsker Kristian Wangs barndomsby. Beskrivelsen af byen er fin.

Personbeskriv elserne i bogen er særdeles gode. Det gælder bl.a. den gravide kriminalkommissær Susan Hvid, de modbydelige kriminelle, vidner og andet godtfolk og sidst – men så sandelig ikke mindst Kristian Wang.

Kristian er taget til Randers, hidkaldt af broren til hans ungdomsforelskelse Chalotte, som er fundet dræbt. Broren mener, at Kristian er manden, der kan opklare drabet.

Da bogen starter, er Kristian tørlagt alkoholiker, men han falder i igen. Det får nogle helt uoverskuelige konsekvenser for ham. Beskrivelserne af en alkoholikers gøren og laden, når trangen til alkohol er over ham, er utrolig gode.

Selve krimiintrigen er også god, men jeg synes dog nok, at tingene passer lidt for godt sammen. Hvorfor er det lige Kristian ungdomskæreste, der bliver det første drabsoffer i Randers? og hvorfor er det netop Susan Hvid, som også spillede en rolle i ”Solstrejf”, som flytter fra en stilling ved Københavns Politi til en stilling som leder af kriminalpolitiet i Randers?

Jeg kunne godt nævne flere af den slags ”fod passer i hose”-tilfælde, men undlader det for ikke at røbe noget af handlingen. Uanset hvad, så er det spændende læsning.

Jeg fornemmer helt klart, at Claus Hagstrøm har foretaget en grundig research i forbindelse med bogen. Derfor undrer det mig, at det politimæssige på det organisatoriske plan er forkert beskrevet. Kriminalpoliti, ordenspoliti og sædelighedspoliti eksisterer ikke mere i dagens Danmark. Det generer min læsning, når fakta ikke er i orden. Jeg synes, at Claus Hagstrøm bør rette op på disse fejl i sin næste krimi. Det har andre forfattere til min glæde gjort.

Jeg synes også, at de meget indgående sex-scener fylder alt for meget. For min skyld må der godt være sex i en krimi – det er der i de fleste, men der kunne godt være ”skruet langt mere ned for blusset” i ”Måneskin”. Det til trods for Claus Hagstrøms to krimier tager sit udgangspunkt i forskellige seksuelle tilbøjeligheder. I denne bog er det voyeurisme. I ”Solstrejf” var det sadomasochisme.

Et er de mange direkte beskrivelser af sex. Noget andet er de mange indgående beskrivelser af mænds onani. Dem kunne jeg godt have undværet.

Jeg sætter stor pris på, at Claus Hagstrøm lader handlingen foregå i en by i provinsen. I dette tilfælde i Randers. Jeg ved, at hans næste bog for en stor dels vedkommende kommer til at foregå i hans egen hjemby – og min ”storby”, Horsens. Den glæder jeg mig meget til at læse. Jeg vil dog foreslå forlaget, at man på bogens omslag gør læseren opmærksom på, at bogen tilhører genren erotisk krimi. Så ved læserne, hvadde går ind til.

Min kritik til trods, så vil jeg gerne gentage: Bogen er meget spændende.

4 krimihjerter af 5

DreamLitt 2017 – 450 sider

Findals krimiside

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Jeg minder om, at der er BogForum 10.-12. november i Bella Center Copenhagen. Måske ses vi?

KLIK HER: http://www.bogforum.dk/da-DK/Bogforum.aspx

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogens bagsidetekst

Citat fra bogen: “Lige inden klokken seks tirsdag aften den 19. juli ringede det på døren til kriminalkommissær Evert Bäckströms lejlighed på Kungsholmen i Stockholm. Det var et diskret, men samtidig udfordrende signal, og desuden indledningen til endnu en mordefterforskning i Bäckströms liv, og normalt begyndte det aldrig på den måde.”

Søspejderen Edvin bliver sat i land på en lille ø i Mälaren for at samle svampe. I stedet finder han et halvt begravet kranium. Selv om Edvin kun er ti år, ved han omgående, hvad han skal gøre. Han lægger kraniet i en plasticpose, stikker af fra spejderlejren og tager direkte hjem til sin nabo, kriminalkommissær Evert Bäckström.    

Anmeldelse

Det, jeg først hæftede mig ved, da jeg læste"Kan man dø to gange?", var, at bogens hovedperson, drabschefen Evert Bäckström er en på alle måder usædvanlig hovedperson. Han er en eminent efterforsker med en meget høj opklaringsprocent, men han er som oftest usympatisk, bedrevidende, mandschauvinistisk og meget andet negativt.

Alligevel er der også noget forsonende over ham. For eksempel er hans bedste ven en kun ti årig dreng, Edvin, som han gerne taler med og hygger om, når drengen besøger ham i hans lejlighed.

Jeg havde det yderst fint med at læse om, hvad Bäckström foretager sig af handlinger og kommer med af udtalelser, og jeg måtte jævnligt trække på smilebåndet på grund af det, han siger og gør.

Den meget bemærkelsesværdige sag, som Bäckström og hans team kommer til atarbejder med, tager sit udgangspunkt i fundet af et kranium, som Beckströms gode ven, Edvin, der er søspejder, finder på en lille ø i søen Mälaren.

I løbet af opklaringsarbejdet viser det sig, at sagen har forbindelse til den frygtelige tsunami, som fandt sted i Thailand i 2004. På meget grundig og troværdig vis beskrives efterforskningen. 

Det er der i øvrigt ikke noget mærkeligt i, idet forfatteren Leif GW Person i mange år har været ansat i Rikspolisstyrelsen i Stockholm. Politiarbejdet er næsten for grundigt beskrevet. Det samme gælder nogle samtaler, nogle overvejelser og nogle situa­tions­beskrivelser.

Personskildringerne er virkelig gode. Det er mennesker, som mennesker er. Det gælder både politifolk og de øvrige personer i bogen. 

Handlingen er på alle måder meget realistisk, og der er overhovedet ingen tendenser til action. Men spænding er der sandelig alligevel.

En vis form for opstramning kunne nok have været god efter min mening. 

”Kan man dø to gange?” er en svensk kvalitetskrimi. 

 4 krimihjerter af 5

Modtryk 2017 – 445 sider

Findals krimiside

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

 Klik HER og se alle mine anmeldelser

Camilla Läckberg har denne gang skrevet noget af en mursten af en krimi, nemlig den 670 sider lange ”Heksen”.

Handlingen tager sit udgangspunkt i drabet på den 4-årige Nea. Det finder sted i nutiden.

Dernæst er der et drab på den ligeledes 4-årige Stella, som fandt sted for 30 år siden. Dette drab, mener man, er opklaret, da to 13-årige piger Marie og Helen tilstod det i sin tid.  Har de to piger også noget at gøre med det nutidige drab på Nea, som i øvrigt boede på den samme gård, som den dræbte Stella i sin tid boede på?

Helen bor stadig på egnen, og Marie, som er blevet skuespiller, er kommet tilbage for at indspille en film, hvor en del af handlingen foregår i Fjällbacka.

En eventuel mulig sammenhæng mellem de to drab efterforsker politiet nu. Efterforskningen ledes af Patrik Hedström, som på vanlig vis i Camilla Läckbergs bøger, får godhjælp af sin kone, forfatteren Erica Falck. Hvor realistisk er det i øvrigt?

Efterforskningsarbejdet er på visse områder fint beskrevet. Det gælder især, når der foretages afhøringer og til dels også undersøgelser på et gerningssted.

Jeg synes imidlertid, at det er helt urealistisk, at al efterforskning varetages af en meget lille efterforskningsgruppe. I virkelighedens verden vil langt flere efterforskere være sat på en sådan efterforskning.

Der, hvor det politimæssige går helt galt, er, at den øverste politimand på politistationen i Tanumshede, Bertel Melberg efter min mening er fuldstændig urealistisk. Han er så latterlig og udygtig, at det forstyrrer min læsning, når han ”er på”.

Bortset fra beskrivelserne af Bertel Melberg er personkarakteristikkerne gode og realistiske.

Der er mange forskellige persontyper.

Nogle af personerne er flygtninge fra Syrien. Man får en meget fin beskrivelse af tanker, der går gennem hovedet på folk, som er flygtet fra krig og elendighed for efterfølgende at havne i et Sverige, hvor ikke alle sætter pris på, atde er til stede. Nogle svenskereudførerhandlinger mod flygtningene, som er direkte forfølgelse.

Beskrivelserne af det unge svenske kærestepar på 15 år, Jessie ogSam gør et meget stort indtryk. Hvad de to, som skiller sig lidt ud fra de andre unge i Fjällbacka, må stå igennem er i virkelig barsk og væmmeligt.

I lighed med de syriske flygtninge er også disse to – især Jessie – forfulgte.

Det at være forfulgt er ikke noget nyt. Det har været kendt lige så længe mennesket har eksisteret. For at sætte forfølgelse i relief, har Camilla Läckberg indflettet en historie om en hekseproces, som fandt sted i Bohuslän i 1671. Fjällbacka ligger i det gamle Bohuslän.

Beskrivelsen af hvad der gik forud for selve processen, og hvad der skete, da processen fandt sted er temmelig forfærdende at læse om ogtænke på.

Men den gamle ”heksehistorie” har også fået tilføjet et twist, som er meget fint hittet på af forfatteren.

Alt i alt synes jeg, at ”Heksen” er en fin krimi, men jeg synes nogle samtaler, nogle tanker og nogle familielivsbeskrivelser bliver for meget ”føle-føle” og fylder efter min smagalt for meget. Jeg behøver absolut heller ikke være med til udvælgelse af brudekjoler og ej heller til polterabend og kirkebryllup med overraskelse.

Skærmere ind til benet i din næste bog, Camilla Läckberg.

Min kritik til trods, fortjener bogen 4 krimihjerter nok især på grund af de aktuelle temaer om flygtninge og unge, der på det groveste bliver mobbet. Ja, og ikke mindst ”heksehistorien” fra 1671.

4 krimihjerter af 5

Peoples’Press 2017 – 670 sider

Findals krimiside

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Klik HER og se alle mine anmeldelser

At læse ”JUSSI” har for mig været en virkelig god og fantastisk oplevelse. Det skyldes, at Jussi Adler-Olsen er en af de danske krimiforfattere, jeg kender personligt. Jeg har besøgt Jussi i hans kontorhus i Allerød og været til nogle helt utrolig gode bloggermøder i Hjørring og København. Jeg får også altid en god snak med ham på Krimimessen i Horsens og på BogForum i København.

Han er altid hjertelig, smilende, udadvendt, givende og imødekommende, hvilket også fremgår af Jonas Langvad Nilssons biografi.

Vi er begge årgang 1950 og har kunnet betragte Danmarks og Verdens udvikling i den præcis samme periode. Tanken om at vi har haft de samme tidsmæssige briller har været interessant.

Jonas Langvad Nilsson fortæller, at der lige fra barnsben har været gang i Jussi. Han var nysgerrig, energisk og ustoppelig ud over alle grænser.

Ja, og sådan er han også som voksen. Det er helt utroligt, hvad Jussi har haft gang i i sit liv. Han har haft gang i flere forskellige universitetsstudier, spillet i bands, haft et tegneserieantikvariat på Nørrebro, været med til at arrangere demonstrationer mod raketkapløbet i 80’erne, haft eget forlag, har komponeret filmmusik og har skabt sig en fantastisk forfatterkarriere.

Jussi har i den grad haft et gå-på-mod, der siger spar to til næsten alt. I de unge år var det bestemt ikke altid, at pengekassen bugnede, men han og hans kone, Hanne har altid forstået at komme igennem de vanskeligheder, der trods alt også har været undervejs i livet.

Jussi har altid haft stor tiltro til sig selv. Da han gik i gang med sit forfatterskab, forestillede han sig, at hans debutbog ”Alfabethuset” og de efterfølgende "Og hun takkede guderne" (tidligere udgivet som Firmaknuseren) og ”Washington Dekretet” ville blive internationale bestsellers. Helt så godt, som han ønskede det, kom det dogikke til at gå.

Til gengæld har han forhåbninger om, at ”Alfabethuset” måske kommer somfilm.

Hvad gjorde Jussi så, da han ikke opnåede det, han gerne ville med sine første trebøger? Jo, efter egne overvejelser og et input fra Rumle Hammerich, fandt han ud af, at han skulle ”søge hjem”, og det blev så til den helt utrolig gode serie om Carl Mørk og Afdeling Q.

Succesen var hjemme. Jussi har skrevet en serie, som har gået sin sejrsgang verden over. Jussi er blevet Danmarks bedst sælgende forfatter.

Biografien kommer også ind på, om Jussi fylder for meget, når han optræder i medierne og på bogmesser.  

Det er meget muligt, at Jussi fylder, men som sønnen Kes giver udtryk for, så er det på den gode og humoristiske måde. Ikke på den selvfede, som nogen siger. Jeg er fuldstændig enig med Kes.

Det har også været fremme, at det ikke er Jussi selv, der skriver det hele i sine bøger. Selvfølgelig gør han det. Til gengæld konsulterer han altid sin kone, Hanne undervejs i skriveprocessen. Hun er ifølge Jussi en fuldstændig uundværlig sparringspartner. På samme måde rådfører han sig med sin gode ven Henning Kurre.

En forfatter som Jussi, der på forskellig vis bliver rykket i mange steder fra, har brug for en til at holde styr på alle aftaler m.v. Her kommer hans personlige assistent Elisabeth Ahlefeldt-Laurvig ind i billedet. Hende sætter Jussi stor pris på, for hun har virkelig styr på alt omkring det praktiske i forbindelse med Jussis forfatterskab. Her vil jeg indskyde, at jeg kender Elisabeth, som er en meget sød, imødekommende og hjælpsom sjæl.

Jussi er blevet tildelt forskellige priser for sit forfatterskab. ”De gyldne laurbær” bl.a. Ja, og så er han også blevet tildelt ridderkorset. Jo, han har gjort det godt, ham Jussi.

På side 392 i biografien er der et billede med titlen ”Mediestunt”. Det kunne faktisk have været mig, der havde taget det, idet jeg var med ved den lejlighed – et bloggermøde, hvor billedet blev taget.

En særdeles anbefalelsesværdig og dejlig uhøjtidelig biografi.

5 krimihjerter af 5

Politikens forlag 2017 – 401 sider

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Anmeldelse

Når jeg i min barndom læste en bog med spænding og dramatik i, sagde de voksne altid: "Nå, du er nok i gang med en rigtig knaldroman."

På en måde kan man også betegne ”Arkimedes” som en ”knaldroman”. Delser der både spænding og dramatik i bogen, og dels er der så sandelig også mange scener i bogen, hvor der ”knaldes” på bedste erotiske vis. 

Malene Jørgensen, som mange læsere vil huske for forfatterparrets første roman, ”Bundfald”, bliver i denne bog udnævnt til direktør for organisationen ”Hjælp Barnet”. I løbet af kort tid hober problemerne for Malene Jørgensen sig op på flere fronter. Bl.a. opdager hun, at der foregår misbrug af unge piger, som er placeret på en ungdomsinstitution på Lolland.

Det viser sig senere, at misbruget af pigerne er et mindre led i en større plan af samfundsomstyrtende karakter ved hjælp af ”Operation Arkimedes”.

Journalisten Mathias Zobel, som Malene havde et forhold til i ”Bundfald”, involveres tilfældigvis også i denne sag. ”Bob-bob” – men tingene skal jo passe sammen! Det kan nok ikke undre, at Malene og Mathias finder sammen igen, men må undervejs sammen gå gruelig meget igennem.

To voldsomme drab finder sted. Det ene involverer i den grad Malene, og intensiteten i handlingen tager til, bl.a. fordi den selvtægtsgruppe fra ”Bundfald”, der afstraffede børnekrænkere, nu også er på banen igen

Ingen tvivl om at bogen rører ved nogle samfundsrelaterede problemstillinger blandt andet om krænkelser af unge piger i private hjem og på ungdomsinstitutioner. Her har Lisbeth Zornig i høj grad baggrunden i orden og ved, hvad hun skriver om.

Problemstillingen med, at visse højreorienterede kræfter går ind for at omdanne samfundet efter deres hoveder, er tankevækkende.

Beskrivelserne af de forskellige miljøer i bogen er gode. Hvad angår personskildringerne, synes jeg, at der er nogen, der er fine og realistiske, men jeg synes også, at der er andre af bogens personer, der ikke er helt troværdigt skildret.

Jeg mener også, at de forskellige handlingselementer i form af ”Operation Arkimedes”, misbrugsproblematikken og selvtægtsgruppens aktiviteter blandes for meget sammen.

Jeg kan sagtens forestille mig, at der kommer en efterfølger til ”Bundfald” og ”Arkimedes”. Den vil jeg naturligvis også læse for at se, hvad forfatterparret nu finder på. Jeg aner en cliffhanger til slut i bogen.

5 krimihjerter af 5

Politikens forlag 2017 – 421 sider

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget