”Lazarus” er den 7. bog i serien om den svenske efterforsker med finske rødder, Joona Linna. Det er en vanvittig spændende og helt utrolig barsk, meget ond og grufuld thriller, Lars Kepler disker op med. Nå, ja og så er den visse steder temmelig urealistisk, men det er helt uden betydning, hvis man er til spændingsskabende underholdning af høj klasse. Det er jeg.

Titlen ”Lazarus” hentyder til Lazarus i Bibelen, som Jesus opvækker fra de døde. Intrigen i thrilleren er netop, at Joona Linna frygter, at en seriemorder, Jurek Walter, som han tidligere har krydset klinger med, og som man troede var død, alligevel ikke er det, men – ligesom Bibelens Lazarus – er opstået fra de døde.

Joonas frygt skyldes, at en række drab forskellige steder i Europa ser ud til at have en forbindelse til Jurek Walter, og i forbindelse med et par af drabene er der hints, som har med Joona at gøre.

Nu indleder Joona en efterforskning for at finde ud af, hvad der er op og ned på sagerne. Efterforskningen involverer også hans makker, Saga Bauer, som vi kender fra de foregående bøger.

Det bliver en efterforskning, som i høj grad også kommer til berøre Joona og Sagas nærmeste familie på forfærdelig vis.

For Joonas vedkommende gælder det hans højt elskede datter, Lumi og hans store kærlighed, Valeria. For Sagas vedkommende drejer det sig om hendes far og lillesøster, Pellerina – den skønne 12-årige pige med Downs syndrom.

Lars Kepler kan i høj grad også skrive om følelser. Der er adskillige scener, hvor især hovedpersonernes familiemæssige relationer er meget rørende og fyldte med kærlighed.

Her er der i modsætning til noget af det actionsmæssige tale om realisme, og nogle af scenerne tror jeg næppe kan undgå at gøre indtryk på selv forhærdede krimilæsere.

Personbeskrivelserne er fremragende. Miljøbeskrivelserne ligeså. Man ser meget tydeligt både personer og steder klart for sig.

Lars Kepler viser meget stort kendskab til politiarbejde, så somefterforskning, aktionsenheders fremgangsmåder, beskyttelse af truede personer, våbenhåndtering m.m.

”Lazarus” slutter overordentlig spændende, hvorefter der følger en – for mig – ikke overraskende cliffhanger, som jeg ikke er så begejstret for. Den kan måske antyde, at den næste bog i rækken med Joona Linna vil kunne blive af samme slags som ”Lazarus”. Det håber jeg trods alt ikke. Jeg fortrækker en handling, der er noget mindre actionpræget og noget mere psykologisk.

Men uanset hvad, så ser jeg frem til den næste bog, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at ”Lazarus” skal have

5 krimihjerter af 5

Gyldendal 2018 – 555 sider 

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen kan købes her:

KLIK Lazarus 

Palle Hyldgård Poulsen debuterer med krimien ”Kastaniens DNA”. 

Det er en rigtig fin debut. Bogen er spændende. Ind imellem endog særdeles spændende og er på intet tidspunkt en ”sejtrækker”. Der sker noget hele tiden. Især de sidste 50 sider er højdramatiske.

Den franskfødte – men i Danmark bosiddende – milliardær Pierre Astola er blevet anholdt og sigtet for at være identisk med Klovnemorderen, som på tre år har dræbt ni unge mennesker med munden opskåret som et stort klovneagtigtsmil.

Den hårdkogte topadvokat William Kastanien bliver engageret som forsvarer for den sigtede.

Beskrivelserne af disse to personer er fine. William Kastanien, som er bogens hovedperson er en aldeles dygtig advokat, han har humor, og så kan han godt lide skønne piger og betragter med glæde ”storbarmede kvinder med stramme røve”.

I det hele taget er der udmærkede personbeskrivelser. Også de forskellige miljøer er beskrevet fint.

En meget stor del af handlingen foregår i Københavns Byret, hvor sagen mod Pierre Astola kører. Det synes jeg føltes godt og fornyende, idet jeg ikke tidligere har læst en dansk retssagskrimi.

Ud over at være til stede i selve retssalen følger man også alt det, der foregår bag kulisserne både hos advokater og politi, mens sagen kører.

I denne krimi er politifolkene ikke ”helteskikkelser”. De to efterforskere, Michael og Lars, som man især har at gøre med, er derimod skildret som et par meget utiltalende typer.

Uden at jeg har det helt store kendskab til, hvad der foregår i en retssal, mener jeg dog, at der er én stor fejl. Efter at alle afhøringer er afsluttet trækker nævningene sig tilbage for at votere. Hverken anklager eller forsvarer samler op på sagen, og den anklagede tilbydes ikke det sidste ord. Sådan mener jeg ikke, at proceduren er.

Det generer mig også, at den anklagede mentalundersøges i en fiktiv sikringsanstalt kaldet ”Dobbeltmuren”. I følge min bedste overbevisning, er det alt for amerikansk beskrevet. Hvorfor ikke bruge den eksisterende Sikringen i Slagelse?

Desuden tror jeg heller ikke, at hverken politifolk eller forsvarer får lov til at overvære en mentalundersøgelse gennem en spejlglasrude ind til psykiaterens kontor.

Ind imellem synes jeg, at personerne mangler at blive benævnt med både for- og efternavn og ikke kun fornavn.

Som sagt er er ”Kastaniens DNA” meget spændende, men den er også noget usandsynlig hist og her, men pyt alligevel - for jeg var godt underholdt.

Uanset mine kritikpunkter vil jeg se frem til at læse næste bind i serien om Wilhelm Kastanien.

Ingen tvivl om at Palle Hyldgård Poulsen har en krimiforfatters DNA i sig.

4 krimihjerter af 5

Peckinpah 2018 – 382 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen kan købes her:

Kastaniens DNA

Efter at jeg har læst Thomas Rathsacks bog ”Djævlens døtre” kan jeg konstatere: Den er drønspændende, den er fuld af action, den er utrolig barsk, og den er grufuld. Almindeligvis er det ikke ofte, at bøger af denne type også er tankevækkende, men det er den.

Hovedpersonen er som sædvanlig den tidligere jægersoldat Michael Plessner – kaldet Pless. I denne bog er han tilbage i København, hvor han hyres som livvagt for en stenrig ukrainsk forretningskvinde ved navn Yulia, mens hun opholder sig i her.

Jobbet tager en uventet drejning, og pludselig er Pless involveret i både en planlagt terroraktion og menneskehandel med unge piger til prostitution.

I sin lækkerbisken af sin Audi i millionklassen kører Pless og Yulia rundt i Danmark, Tyskland og Ungarn for at rede trådene ud.

Det giver anledning til dramaer på liv og død. Når det gælder om at beskrive, hvad der sker i disse meget actionprægede handlingselementer, fornemmer man i den grad, at Thomas Rathsack er på hjemmebane. Fra sin egen fortid som jægersoldat ved han præcis, hvordan personer agerer i kampsituationer, og hvilke våben og andre midler, der skal bruges, når der kæmpes.

Det er da nok muligt, at Pless skildres som lidt af en superhelt, men man fornemmer også tydeligt mennesket bag helten. Et menneske, som i høj grad har haft sit at kæmpe med.

Bogens anden hovedperson, Yulia viser sig til trods for sin enorme rigdom – som ikke er steget hende til hovedet – at være en kvinde med ben i næsen, men også en med ”lig i lasten”.

Beskrivelsen af, hvad der sker, når unge kvinder bliver indfanget af skruppelløse bagmænd for så blive solgt som prostituerede, ergrufuld læsning. Ikke nok med at de havner på bordeller, men de risikerer også at blive sendt til genopdragelse, hvor de udsættes for voldsomme seksuelle overgreb og vold, hvis der kommer klager over dem, eller hvis de ikke makker ret.

Hvis det er sådan, det foregår, så må man i den grad korse sig. Det er virkelig noget, der giver stof til eftertanke. Det samme gør også den planlagte terroraktion, der på meget spændende vis indgår i handlingen. Man ser her samarbejdspartnere, man normalt ikke forbinder med hinanden, men målet helliger åbenbart midlet.

Thomas Rathsack gør meget ud af at beskrive både steder og personer, og det gør, at det man læser, fremstår meget tydeligt. Der er noget filmisk over det.

Et par steder i bogen må man også konstatere, at det, som de mennesker, man ”holder med”, ind imellem foretager sig, ikke altid er glorificerende. Sådan er det jo også i virkeligheden.

Hvis man har de kritiske briller på, kan man godt indvende, at Pless er for meget en superhelt, og også at nogle af handlingselementerne passer lidt for godtsom fod i hose, men jeg var i den grad underholdt og kom meget hurtigt gennem bogen.

Så er man til en spændingsbog af denne type, og det er jeg, er jeg ikke i tvivl om, at den skal have

5 krimihjerter af 5

Politikens forlag 2018 – 347 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

To af Norges dygtige krimiforfattere Jørn Lier Horst og Thomas Enger har sammen skrevet en aldeles fortræffelig krimi, ”Nulpunkt”.

Atletikstjernen og kendissen Sonja Nordstrøm forsvinder sporløst. Politikommissær Alexander Blix og hans team får til opgave at finde hende. Det er absolut ikke let, for mens eftersøgningsarbejdet pågår, sker der adskillige drab på flere andre kendisser.

Drabene er planlagt af en seriemorder efter et spektakulært koncept, hvilket afstedkommer adskillige meget dramatiske situationer.

Blix må udover at bruge kræfter på efterforskningen også kæmpe sine kampe med sin nærmeste overordnede Gard Fosse. Heldigvis har Blix gode kolleger, og især sammen med sin helt nye kollega Sofia Kovic ydes der ihærdig efterforskning.

En anden spændende og interessant person, der også har en vigtig rolle i handlingen, er bloggeren Emma Ramm, som skriver om kendisser. Det er derfor helt naturligt, at hun følger med i og inddrages i efterforskningen.

Selv om Brix må trække pistolen i et par scener, er der overhovedet ikke noget helt over ham. Han er menneske af kød og blod. En traumatiserende handling, han foretog sig som ung betjent, har fulgt ham gennem livet. Også Emma er et menneske med en fortid, der har præget hende.

Et meget interessant element i handlingen er det, der sker i forbindelsen med TV-reality-showet ”Værdig vinder”. Hvis man ser realityshows, er jeg sikker på, at man vil kunne nikke genkendende til beskrivelsen af den form for underholdning.

Det vil nok være en påstand, at handlingen er helt realistisk, men det gør ikke noget, for bogen er helt utrolig underholdende, og som nævnt er personerne troværdige.

En af scenerne fik mig til at tænke på en meget kendt Alfred Hitchcock film. Ja, uhyggen er bestemt til stede i ”Nulpunkt”.

De mange korte kapitler, som alle har en tendens til at slutte med cliffhangere for så at skifte til et kapitel med en anden scene, som også slutter et spændende sted, gør, at man haster igennem bogen, som derfor er hurtig læst.

Mon ikke Jørn Lier Horst og Thomas Enger vil fortsætte deres forfattersamarbejde? Det tror jeg, men jeg håber også, at Jørn Lier Horst en gang imellem vil gå enegang og fortsætte sin egen serie om William Wisting.

5 krimihjerter af 5

Modtryk 2018 – 391 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen kan købes her:

Plusbog: Thomas Enger og Jørn Lier Horst: NULPUNKT

Michael Katz Krefeld tager i sin vanvittig spændende krimi "Mørket kalder" et meget vedkommende og alvorligt emne op - nemlig selvtægt.

Med udgangspunkt i en fatal handling udførtaf den nyudnævnte politikommissær Cecilie Mars føres man ind i et drama, hvor modbydelige forbrydelser kommer frem i lyset.

Fælles for disse forbrydelser er, at gerningsmændene ikke er blevet straffet.

En anonym person, som kalder sig for Lazarus, har sat sig det mål at komme de ustraffede gerningsmænd til livs.

Han øjner en unik mulighed for at få en hjælper til sine planer, idet han har overværet Cecilies fatale handling og har derfor en klemme på hende. Hjælper hun ham ikke, vil han fortælle politiet, hvad Cecilie har gjort. Det vil medføre afskedigelse og en langvarig fængselsstraf.

Vi følger nu Cecilies desperate kamp for at komme ud af klemmen, for godt nok hader hun også, at ustraffede personer, skal gå frit omkring og mener også, de skal stoppes, men hvordan – det er spørgsmålet

I og med at Cecilie bærer rundt på et alvorligt traume fra sin ungdom, som kommer op til overfladen som følge Lazarus' skræmmende agenda, gennemgår hun en skrækkelig – ja man kan godt kalde det en slags lidelseshistorie, alt imens hun udfører efterforskningsarbejde sammen med især sin makker Lasse.

På virkelig god vis får Michael Katz Krefeld givet en overbevisende beskrivelse af Cecilie. Også de personer, som Cecilie på forskellig vis omgås, er karakteriseret virkelig godt.

Som læser kommer man rundt på mange velbeskrevne steder og i forskellige miljøer i København, bl.a. i Bellahøj området. Noget af det, som hænder her, tilføjer et tema til bogens handling, nemlig unge indvandrerbanders hærgen i boligområder.

Det altoverskyggende tema er selvtægt. Man får virkelig noget at tænke over, når der argumenteres både for og imod. Jeg ved ikke, hvor meget selvtægt, der finder sted i virkelighedens verden, men en eller anden form for noget sådant tror jeg finder sted både i det store og i det små.

”Mørket kalder” er en københavnsk storby-thriller, og som titlen mere end antyder af den mørke slags, men Michael Katz Krefeld tilføjer også et twist i form af klassisk whodunit.  

Jeg er meget begejstret for Michael Katz Krefelds forfatterskab. Efter at have læst "Mørket kalder", som er en standing alone krimi, konstaterer jeg, at han igen har nået det absolutte topniveau.

5 krimihjerter af 5 

Lindhardt og Ringhof 2018 – 353 sider

Findals krimiside

Kik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen kan købes her:

Plusbog: Michael Katz Krefeld: MØRKET KALDER