18-01-2014

"En gang morder" af Eva Maria Fredensborg

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

 

Elg & Co., 2013 - 345 sider.

 

En dansk psykiater kommer til Småland for at undervise på et sommerkursus, men da han vågner næste morgen, ligger der en hvid kuvert på dørtrinnet til den lejede ødegård. Den indeholder et fotografi af en seriemorder, der tog sit eget liv, mens han var i behandling hos psykiateren tyve år tidligere. Næste morgen findes en kvinde myrdet. Det, der ligner en drømmesag for den danske profiler, Robert Strand, udvikler sig hurtigt til et mareridt, da det viser sig, at han kun har fem dage til at forhindre, at seriemorderens copy cat slår til igen. 

Fin debutkrimi. Der er tale om en gedigen krimi. Der er ikke tale om en krimi med det store tempo, men en krimi, der kører stille og roligt og giver tid til fordybelse og overvejelser.

Bogen gør meget ud af at beskrive de forskellige teorier, der opstår under en efterforskning. Disseteorier sætter flere mistænkte i spil, og selv om teorierne virker sandsynlige, holder de alligevel ikke, og man må så i gang med at forholde sig til andre teorier. Læseren skal holde ”tungen lige i munden” for at følge de forskellige teorier, der kommer på bordet, og da man finder frem til den teori, der er den rigtige, bliver læserentemmelig overrasket.

Eva Maria Fredensborg gør meget ud at forklare de psykologiske faktorer, der skal tages i betragtning, når en efterforskning finder sted. Forfatterens indsigt i psykologi er særdeles stor, så en grundig research må nødvendigvis have fundet sted.

Personbeskrivelserne er yderst troværdige. Det er mennesker af kød og blod og på godt og ondt.  Bogen viser bl.a. at selv omman selv er psykolog, så kan livet alligevel ind imellem godt være svært at håndtere.

Bogen foregår i Sverige, som jo er forfatterens oprindelige hjemland, men det danske islæt gør sig selvfølgelig gældende i og med, at hovedpersonen, profileren Robert Strand er dansk og udsendt fra Danmark som et led i et dansk/svensk politisamarbejde. 

4 krimihjerter ud af 5

👍Prøv også at klikke ind på http://krimifan.dk/ hvor du foruden mine anmeldelser kan se mange andre anmeldelser, omtaler af nye bøger, blogindlæg m.m.

06-01-2014

"Bøn om tavshed" af Linda Castillo

Klik her: Oversigt og se alle mine anmeldelser

 

Hr. Ferdinand, 2013 - 416 sider

 

Familien Plank flyttede fra Pennsylvania til Painters Mill for at slutte sig til det lille amishsamfund. De virkede som en ideel familie til at leve det enkle liv – indtil en kold oktobernat hvor samtlige syv familiemedlemmer findes dræbt på deres gård. Politichef Kate Burkholder og hendes lille politienhed har meget få spor at gå efter, intet motiv og ingen mistænkte. Eftersom Kate selv har en fortid i amishsamfundet, er hun ikke ubekendt med de hemmeligheder, som amishfolket kan gemme på. Men denne forbrydelse er rædselsvækkende unormal. Da Kate opdager en dagbog, som har tilhørt en af familiens teenagedøtre, er hun chokeret over at erfare, at pigen har holdt på nogle meget dystre hemmeligheder og måske har levet et uhyggeligt dobbeltliv. Hvem er den karismatiske fremmede, som stjal den unge amishpiges hjerte? I takt med at Kates vrede stiger, vokser også hendes beslutsomhed, når det gælder om at finde morderen og lade retfærdigheden ske fyldest – selv hvis det betyder, at hun bringer sit eget liv i fare. 

”Bøn om tavshed” er som forgængeren ”Tvunget til tavshed” en særdeles spændende thriller. 

I lighed med flere af de thrillere, der er oppe i tiden, er bogen særdeles barsk og udpenslende i sin beskrivelse af den grufulde forbrydelse, der er bogens omdrejningspunkt. 

Som altid, når der er tale om den slags forbrydelse, hvor en psykopat er på spil, karakteriserer forbrydelsen psykopatens inderste væsen, hvilket må have været forfatterens hensigt med den detaljerede beskrivelse af forbrydelsen. 

Udover den meget spændende krimiintrige har bogen også en glimrende beskrivelse af det amishsamfund, der stadig eksisterer i nutidens USA. Som læser bliver ens kendskab til amishfolket og deres tilværelse på fin vis repeteret. 

Mange mener, man ikke kan lære noget ved at læse en krimi. Det kan bestemt i denne roman, når det drejer sig om amishfolket. 

Bogens hovedperson, den unge politichef i en lille amerikansk by, Kate Burkholder karakteriseres på bedste vis. Hun er en dygtig efterforsker, men har bestemt også sine indre dæmoner at kæmpe med, i særdeleshed fordi hun er en frafalden amishpige. 

En anden af bogens hovedpersoner er John Tomasetti, fra den statslige politienhed BCI. 

Han er også en dygtig efterforsker, og i lighed med Kate Burkholder har han i høj grad også sine problemer at kæmpe med. 

De to hovedpersoner har et noget kompliceret ”on and off forhold” til hinanden, som også volder dem noget besvær. 

Bogens personer virker meget troværdige. Troværdigheden gør sig også gældende, når det drejer sig om at beskrive politiets arbejde, hvor meget er rutinearbejde, som ikke altid fører noget med sig. 

Forbrydelsen i bogen opklares først til allersidst. Som sådan har læseren ikke den store mulighed for selv at finde de spor, der fører til opklaringen, men det er også underordnet, intrigen. 

Et generende element i bogen er det dog, at oversætteren roder rundt i de våben politiet benytter. Sommetider omtales tjenestevåbnet som en pistol og sommetider som en revolver. Der er rent faktisk forskel på de to våbentyper. En pistol har et magasin med adskillige projektiler. En revolver har en tromle med normalt op til 6 skud. 

En virkelig interessant og meget spændende bog på flere fronter.  

5 krimihjerter af 5

  

 👍Prøv også at klikke ind på http://krimifan.dk/ hvor du foruden mine anmeldelser kan se mange andre anmeldelser, omtaler af nye bøger, blogindlæg m.m.