People’s 2023 – 483 sider
Forlagets beskrivelse
En broget flok detektiver skal afdække en bys hemmeligheder for at redde deres elitekorps.
1927. Esbjerg, den vindomsuste og fremadstormende købstad på den yderste vestkyst, er plaget af en række påsatte brande. Alvoren stiger, da det går ud over borgmesterens sommerhus, og brandtomten afslører et grusomt fund. Kort efter driver en lystbåd i land, og i masten hænger en ung mand korsfæstet. Den døde er Tom Faber, der var søn af byens tobaksfabrikant og levede et grænseoverskridende jetsetliv.
Efterforsker Otto Himmelstrup må hente flere af sine mænd fra København til Esbjerg for at nå til bunds i de to sager, der viser sig at hænge sammen.
Ved brug af den nyeste teknologi inden for politiarbejde får Himmelstrup og hans uortodokse detektiver færten af en gammel intrige, som har tråde tilbage til første verdenskrig. Byens førende familier er bundet sammen af had, forræderi, forbudt begær og tvivlsomme formuer.
Men elitekorpset er under pres, for dette er sidste chance for at bevise deres eksistensberettigelse.
Min anmeldelse
”Den yderste grænse” er første bind i en historisk krimiserie om det første danske rejsehold, der blev oprettet i 1927.
”Den yderste grænse” foregår i 1927. Jacob Jonia fokuserer både på det politihistoriske og på de samfundsmæssige forhold.
Jeg synes, det er særdeles interessant at læse om Rejseholdets historie. Jakob Jonia skriver i efterordet, at han har fået mange facts fra Politimuseet om datidens opklaringsmetoder. Jeg er derfor overbevist om, at politiarbejdet er fuldstændig troværdigt beskrevet.
Man må konstatere, at starten på Rejseholdet har været en meget vanskelig proces. Mange inden for politiet kunne slet ikke se meningen med en sådan enhed.
Det beskriver Jakob Jonia på fremragende vis.
Handlingen foregår i Esbjerg, så beskrivelsen af samfundettager udgangspunkt her. Jeg er imidlertid sikker på, at alt det, man hører om rig-fattig, overklasse-underklasse, kommunalpolitikere, store virksomheder, forhold på arbejdspladser, boligforhold m.m., har været på tilsvarende vis i rigtig mange byer i 1927.
Bogens hovedperson – leder af Rejseafdelingen – Otto Himmelstrup er en virkelig person. Den måde han beskrives på i bogen bygger dels på facts og dels på forfatterskabt fiktion. Han er virkelig en interessant person, som man kommer til at lære rigtig godt at kende.
I ”Den yderste grænse” skal Rejseholdet til Esbjerg for at opklare en brand i borgmesterens sommerhus. Det fører imidlertid til et grufuld fund i brandtomten, og da der efterfølgende driver en lystbåd i land med en korsfæstet død ung mand, spidser efterforskningen for alvor til.
Efterforskningen afstedkommer et utal af afhøringer. Det sker egentlig på samme måde som i dag, men hvad angår den kriminaltekniske del af en efterforskning, så er der nær-
mest kun fingeraftryk, man kan benytte sig af på daværende tidspunkt.
Gennem de afhøringer efterforskerne fra Rejseholdet foretager, får man godt kendskab til de mange personer, der indgår i handlingen. Også Himmelstrups kolleger lærer man godt at kende.
Esbjerg Politi med politimesteren i spidsen er ikke ligefrem begejstrede for at skulle samarbejde med kollegerne fra Rejseholdet.
Hvordan de to dødsfald, som jo viser sig at være drab, er sket, og hvem der har begået dem, kræver et enormt arbejde af efterforskerne, og mange teorier er i spil.
Jeg må indrømme at ”gådens” løsning er yderst spektakulær.
For mig har det været virkelig interessant at læse om, hvordan det nyetablerede Rejsehold arbejdede i 1927.
Der var lige lovlig mange personer at holde styr på. Her kunne en personliste have været god.
4 krimihjerter af 5
People’s 2023 – 483 sider
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO