”Efter skælvet” af Heidi & Claus Lohman

Superlux 2023 – 329 sider

Fra bogens bagside

Til trods for traumer fra sin barndom har den unge newzealandske plastikkirurg Robert McAllister succes i livet. Sammen med en håndfuld kollegaer nærmer han sig afslutningen på en ny behandlingsform, der vil revolutionere hele plastikkirurgien, og efter hans gravide kæreste, kriminalassistenten Susan White, giver ham sit ja, tegner fremtiden lys.

Midt i lykkerusen dør to af hans kollegaer på mistænkelig vis, og snart kastes mistanken på Robert som gerningsmand. I begyndelsen nægter Susan at tro på hans involvering, men efterhånden som opklaringsarbejdet skrider frem, skyller en tvivl ind over hende. En tvivl, der kommer til sin ret, da Robert idømmes fængsel på livstid.
Med udsigt til at leve resten af sit liv i fængsel får Robert en dag chancen for at bevise sin uskyld. Men vejen til retfærdighed er lang og kringlet, for hvem kan han stole på? Og kan han finde styrken til at gøre op med barndommens traumer?

Min anmeldelse

Claus Lohman har sammen med sin hustru Heidi skrevet en spændende krimi med rigtig meget vidensformidling. Det drejer sig om facts omkring plastikkirurgi, og i og med ”Efter skælvet” foregår på New Zealand, indgår der også en fin beskrivelse af landets oprindelige befolkning, maorierne.

På dygtig vis formår forfatterparret at flette en særdeles spændende krimiintrige sammen med disse facts.

Man får fint beskrevet, hvordan moderne teknologi indgår i det forskningsmæssige, når man forsøger at forbedre den eksisterende plastikkirurgi.

Parallelt følger man to ægtepar.

Det ene par er den succesfulde plastikkirurg Robert McAllister og hans kone, kriminal­assistenten Susan, som virkelig får deres sag for, da Robert idømmes livsvarigt fængsel for drab på to kolleger.

Det andet par er et maoripar, som har en lille søn med et deformt ansigt.

Inden Robert blev fængslet, blev den lille dreng med succes opereret af Robert. Som handlingen skrider frem skaber operationen gode relationer mellem Robert og især faren til det opererede barn.

Ikke kun Roberts tilværelse som livstidsfange er forfærdelig. Det er Susans også. Folk vender hende ryggen og en politikollega sætter ind med tilnærmelser.

Da skæbnen vil, at Robert pludselig får mulighed for at bevise sin uskyld, intensiveres bogens spænding frem mod afslutningen.

Jeg blev ikke overrasket over, at bogen ender, som den gør. Det lægges der ligesom op til.

Heidi & Claus Lohman har planer om at skrive to opfølgere til ”Efter skælvet”.

Selv om jeg synes rigtig godt om ”Efter skælvet”, synes jeg, at beskrivelserne af maorierne og alt det tekniske omkring plastikoperationer fylder for meget efter min smag, så det tillod jeg mig at gå lidt let hen over det.

Jeg er til fulde klar over, at med den enorme viden Claus Lohman har om videnskab, teknik og fremmede folkeslag, så er lysten til sammen med hustruen Heidi at videre­for-
midle denne viden til læserne stor.

Inden jeg startede med at læse ”Efter skælvet” ville jeg rigtig gerne have været oplyst om, at der sidst i bogen fandtes en personliste, idet bogen indeholder et stort persongalleri.

Engang i fremtiden kunne jeg rigtig godt tænke mig, at ægteparret skrev en krimi, der foregik i Danmark, og som ikke nødvendigvis var helt meget så vidensformidlende som ”Efter skælvet”. Det er jeg helt sikker på, at de vil kunne gøre til UG.

4 krimihjerter af 5

Superlux 2023 – 329 sider

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...