Gutkind 2021 – 361
Min anmeldelse
Det er første gang, jeg stifter bekendtskab med den tyske krimiforfatter Sebastian Fitzek. Med ”Patienten” har han skrevet en førsteklasses thriller og pageturner med et vanvittigt spændende og overraskende plot.
Sjældent har jeg læst en krimi, hvor jeg i den grad er blevet kørt rundt i manegen, og hvor jeg mente, jeg havde fuldkommen styr på det meste for så at konstatere, at det havde jeg absolut ikke.
En sindssyg galning Guido Traminitz sidder i retspsykiatrisk forvaring og har tilstået mordet på to børn. I samme område, hvor disse forbrydelser har fundet sted, er en tredje dreng, seksårige Max forsvundet. Ikke underligt mistænker myndighederne Guido Tramnitz for at have noget med hans forsvinding at gøre.
For om muligt at finde ud af, hvor vidt dette er tilfældet, lykkes det for Max’s desperate far , Till at lade sig indsmugle på forvaringen og fingere en sygehistorie, som kræver behandling.
Hvad han her ser, får fortalt og oplever er totalt grænseoverskridende, og man sidder ind imellem med hjertet oppe i halsen, når man læser om det, Till kommer ud for.
På allerbedste vis får man virkelig gode personbeskrivelser, og da man ser handlingen fra flere personers synsvinkel, får man et indgående kendskab til dem. Mest selvfølgelig Till Berghoff.
Miljøbeskrivelserne fremstår meget tydelige. Det gælder både dem fra den retspsykiatriske forvaring, såvel som dem uden for murene.
Efter endt læsning sidder man tilbage og forstår ikke, hvor Sebastian Fitzek får sådan en spektakulær ”hittepåsomhed” fra, som det er tilfældet i ”Patienten”.
Allerede nu ved jeg, at de to næste bøger fra hans hånd, ”Passager 23” og ”Plads 7A” udkommer i henholdsvis juni 2021 og november 2021. Dem skal jeg naturligvis også have fingre i, når de udkommer.
5 krimihjerter af 5
Gutkind 2021 – 361
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO