”De usynlige” af Lone Theils

Lindhardt og Ringhof 2021 – 293 sider

Min anmeldelse

Det er almindeligt kendt, at misbrug af børn – i denne bog små drenge – desværre er noget, der altid har foregået og stadig foregår i forskellige miljøer.

Dette meget alvorlige emne er hovedtemaet i Lone Theils’ ”De usynlige”, som er 5. bog i serien om den danske journalist Nora Sand.

Nora Sand er bosat i London.Under en ferie i Danmark bliver hun vidne til et drab, der viser sig at have forbindelse til børnemisbrug i Storbritannien blandt mænd fra den absolutte elite.

Med den ihærdighed, som læsere med kendskab til Nora Sand, kender til, sætter hun sig for at finde ud af, hvad der er op og ned i den engelske misbrugssag.

På troværdig vis formår Lone Theils at beskrive de miljøer, hvor misbruget foregår og de miljøer, som de misbrugte kommer fra. På yderst sober vis får læserne et virkelig godt indblik i det, der foregår.

Som sædvanlig er Lone Theils’ personbeskrivelser gode og troværdige. Man fornemmer virkelig, hvordan de misbrugte drenge har det, og med hvilken arrogance og selvfølgelighed misbrugerne totalt lader hånt om de forfærdelige handlinger, som de udsætter drengene for.

Nora Sand optræder på vanlig vis som den ihærdige og dedikerede journalist, der her søger at finde ud af, hvad der er sket med de misbrugte drenge og om muligt at konfrontere misbrugerne med deres handlinger og i bedste fald ved politiets hjælp at få dem arresteret og dømt.

Noras ihærdighed for at komme til bunds i sagen afstedkommer en række situationer, som er dramatiske, men realistiske.

Midt i alt det forfærdelige, der indgår i handlingen, er der også plads til kærlighed. Det er kærligheden mellem Nora og politimanden Andreas. Historien er en fortsættelse fra de bøger, der går forud for ”De usynlige”. Det er for så vidt en sød historie, som bestemt heller ikke er helt problemfri, men jeg synes, der går for meget ”føle-føle” i den. Jeg mangler også høre mere ind til, hvad der sker med Andreas’ kone, som lider af Münchausen by proxy.

Jeg synes rigtig godt om ”De usynlige” og glæder mig selvfølgelig til forhåbentlig flere bøger med Nora Sand.

Jeg glæder mig også til Lone Theils’ kommende bog fra serien, der har politiassistent Signe Brask fra Midt- og Vestjyllands Politi som hovedperson.

4 krimihjerter af 5

Lindhardt og Ringhof 2021 – 293 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...