“Som natten kender stjernerne” af Elsebeth Egholm

Politikens forlag 2020 – 351 side

Fra bogens bagside:

Koncertpianisten Malou Beck mister på samme tid både sin mor og sin musik. Under oprydning i morens lejlighed finder Malou og hendes søster en gammel lakplade – en Chopin-indspilning fra 1930’erne med en fransk pianist, Sophie Costeau, indspillet på et helt særligt flygel. Musikken er magisk, og da hun ser fotoet på omslaget, ser hun, at Sophie ligner hende selv. Har deres mor holdt på en familiehemmelighed?

For at finde sandheden om Sophie og finde flyglet til sin ven, instrument-samleren Elias, tager hun til Lorraine i Frankrig. Men sproget driller. Som tolk hyrer hun derfor Cody Blake, en amerikaner med en dyster fortid, som bor på en husbåd ved Moselfloden. Han er guitarist i et coverband, for i musikken kan han glemme sig selv. For Cody er Malou den, der kan gøre ham hel. For Malou er han den, der kan vise vej tilbage til det, hun har mistet. Men der er hensyn, der vejer tungere end kærligheden.

Min anmeldelse

De bøger, jeg hidtil har læst af Elsebeth Egholm, har alle været krimier, som jeg har syntes rigtig godt om. Jeg var derfor meget spændt på det genreskift fra krimi til kærlighedsroman, som Elsebeth Egholm med “Som natten kender stjernerne” har begivet sig ud i.

Kunne jeg som mand overhovedet forholde mig til en bog med bogryg i pink og guld og med indbinding i pink samt en bagsidetekst, der mest af alt tydede på, at der her var tale om en decideret kærlighedsroman og noget med klassisk musik? Jo, det kunne jeg heldigvis!

Kærlighedstemaet spiller en stor rolle i bogen. Hovedpersonen, Malou på 42 år er gift med Holger, som lige har rundet de tres. Kærlighedsgløden er ikke længere helt så intens for Malous vedkommende. Det bliver den imidlertid, da hun møder Cody Blake i Frankrig.

De to forskellige kærlighedsforhold skildres på god og troværdig vis.

Efterhånden, som man kommer længere og længere ind i bogen, får man i tilgift til kærlighedshistorien en spændende og interessant historie, som fører tilbage til Frankrig under 2. verdenskrig.

Elsebeth Egholm evner på bedste vis at fortælle om de forskellige personers forhold og handlingeri krigstidens Frankrig på en sådan måde, at forbindelsen til nutiden fastholdes. Det tilfører også historien et mindre kriminalistisk islæt.

Både person- og miljøbeskrivelserne er fine og vedkommende.

Jeg må ærligt indrømme, at den klassiske musik, som spiller en væsentlig rolle i bogen, ikke er noget, som jeg har indsigt i, men jeg fornemmer alligevel tydeligt stemningen, og kan bestemt også se for mig Malous fingre danse hen over tangenterne på et Steinway flygel.

Jeg blev da noget grebet af bogen al den megen kærlighed til trods.

Nu er jeg meget spændt på, hvilken genre Elsebeth Egholm begiver sig ud i næste gang, hun fanger an med en ny bog. Uanset hvilket tema Elsbeth Egholm vælger, så er jeg en af læserne.

4 krimihjerter af 5