“Isola” af Katrine Engberg

Alpha 2020 – 355 sider

Min anmeldelse

Ligesom det har gjort sig gældende for Katrine Engbergs fire foregående krimier, har hun også denne gang skrevet en meget spændende og virkelig god bog. “Isola” er desuden tankevækkende, idet menneskelige følelser folder sig helt ud.

Bogens titel er “Isola”, der betyder ø. ”Isola”er en meget velvalgt titel, da en stor del af handlingen foregår på Bornholm.

Isola betyder også isolation. Isolation i form af ensomhed er et stort tema i bogen. På mange måder er en del af bogens personer nemlig mere eller mindre ensomme. De bor alene og har kun få venner i nærheden. Ensomheden kan have mange ansigter.

Det gælder også en af bogens hovedpersoner, efterforskeren Jeppe Kørner, som Katrine Engbergs læsere vil kende fra hendes foregående fire bøger. Han har søgt orlov fra politiet i København på grund af en tyngende kærestesorg og har nu fået job som skovhugger på Bornholm.

I København bliver der i en nedgravet kuffert fundet halvdelen af et lig savet igennempå langs.

Anette Werner bliver sat til at lede opklaringsarbejdet, og hun og hendes efterforskningsteam kommer efterhånden på sporet af en forbindelse til en forsvundet mand fra Bornholm, hvilket medfører at Anette Werner rejser til øen.

Her får hun et glædeligt gensyn med Jeppe Kørner, som uofficielt bliver tilknyttet efterforskningen.

En anden person, som også er kendt fra tidligere bøger af Katrine Engberg, er pensionisten Esther de Laurenti. Hun er også ankommet til Bornholm, hvor hun skal skrive en biografi om den kendte antropolog Margrethe Dybris, som døde for to år siden.

Esther de Laurenti bliver indlogeret i Margrethe Dybris’ hus, som nu ejes af hende to midaldrende adoptivbørn Ida og Nikolaj.

Egentlig er det Nikolaj, der bor i huset, men ham er der ingen, der har set i et stykke tid. I sit voksenliv har han ført en noget omflakkende tilværelse, hvorfor hans søster Ida hartaget midlertidig ophold i huset for at hjælpe Esther til rette med at se hendes mor Margrethe Dybris’ mange papirer igennem.

Det er dog ikke papirer med antropologisk indhold, Esther kaster sig over, men derimod en række brevkladder til forskellige personer skrevet fra 1973 og frem til 2017, hvor Margrethe døde.

Man får hermed et fantastisk indblik i Margrethe og hendes børns liv. Gennem brevene fås også indblik i de personer, som bliver en del af den nutidige handling, hvor opklaringsarbejdet og de efterhånden mange tråde, der trækkes til Bornholm vedrørende det gennemsavede lig i kufferten, er omdrejningspunktet.

Bogens personer er virkelig godt karakteriserede, og man vil kunne nikke genkendende til mange af de forskellige mennesketyper.

Beskrivelsen af den begyndende vinter på Bornholm er virkelig god. Man kan bestemt ikke påstå, at der er meget solskinsø over disse beskrivelser, men de passer godt til den stemning, der er bogen igennem.

Der er meget alment menneskeligt med i bogen, men den er i høj grad også en rigtig god politiroman, hvor det politimæssige er i orden.

I den forbindelse faldt jeg over en sjov lille detalje, nemlig at Anette Werner bærer sin Heckler og Koch i et skulderhylster. Det er der ellers ingen nutidige efterforskere, der gør. Det ved Katrine Engberg, for hun skriver, det er håbløst gammeldags. Sådan noget elsker en politinørd som jeg.

Hvis man skal have det fulde udbytte af Katrine Engbergs nu 5 krimier, synes jeg helt bestemt, at de skal læses i rækkefølge, idet der sker en udvikling med personerne.

Jeg er virkelig begejstret for “Isola” og kunne sagtens forestille mig en efterfølger til den, men på KRIMIDAGEN i Horsens den 26. sept. fortalte Katrine, at det ikke kommer til at ske – i hvert fald ikke lige med det første. Hun har noget andet på bedding. Det er jeg meget spændt på, hvad er. Under alle omstændigheder er det en bog, som jeg absolut skal læse.

5 krimihjerter af 5