”Den forelskede morder” af Lotte & Søren Hammer

Falco 2023 – 409 sider

Bogen er første bind i en ny serie om den unge sygeplejelev Jytte, der har næse for at opklare mordgåder.

Serien foregår i 1970’erne. Jeg kan godt nikke genkendende til en tid med kvindekamp, klassekamp, ungdomsoprør, solidaritet, hessiantapet, og Cæsar, der sang ”I Holmens gade – i Røvens kælder…” m.m.

Det ungdomsliv, der leves på Avnshøj Kollegiet i Lyngby, er jeg ikke i tvivl om, er realistisk beskrevet.

Beskrivelsen af de unge mennesker, der indgår i handlingen er godt ramt. Der er rigtig mange typer. Mange er vældig sympatiske, mens andre er det stik modsatte.

På god vis formår søskendeparret Hammer lade disse personer indgå i en dramatisk hand­­ling på Avnshøj Kollegiet i Lyngby.

Man kommer rundt i mange forskellige miljøer – både underklassemiljøer og over­klas­se­miljøer.

I og med bogens hovedperson, Jytte er sygeplejeelev, foregår noget af handlingen på Hvidovre Hospital. Beskrivelserne hospitalsmiljøet kan ind imellem godt minde lidt om tv-serien ”Sygeplejeskolen”, men er nok rimeligt realistisk.

Tæt på kollegiet finder man en myrdet kvinde. Det skaber frygt hos de kvindelige kollegie­beboere. Det bliver værre, da der finder et nyt overfald sted. Ja, flere kvinder bliver over­faldet.

Jytte finder ud af, at drabsmanden har kastet sin opmærksomhed på hende. Det får Jytte til at bestemme sig for at finde ud af, hvem han kan være.

Jytte er ung, varmhjertet, handlekraftig og på en gang umådelig kvik men også en smule naiv – og så har hun en tendens til at involvere sig med de forkerte mænd, selvom hun gør, hvad hun kan, for at undgå det.

Hun viser sig i høj grad at have evner som detektiv.

Her synes jeg, at historien kammer lidt over og bliver lidt for urealistisk.

Desuden oplever jeg, at der er alt for meget kærlighed i bogen. Lidt trivialagtigt.

Jeg synes, at bogen er en ganske underholdende krimi og giver et fint tidsbillede af 1970´erne.

Jeg vil helt sikkert læse den næste bog i serien.

3 krimihjerter af 5

Falco 2023 – 409 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...