”De bjergtagne” af Anders de la Motte

Modtryk 2023 – 488 sider

Min anmeldelse

”De bjergtagne” er første del af Anders de la Mottes nye spændingsserie om efterforskeren Leonora Asker.

Leonora, som i bogen bliver kaldt Leo, er en dygtig og dedikeret efterforsker ved Afdelingen For Personfarlig Kriminalitet i Malmø. Hun er en meget sympatisk kvinde, der ved, hvad hun vil, men samtidig bærer hun rundt på nogle traumer fra barndoms- og ungdomstiden.

Hun bliver sat til at forestå efterforskningen af en kidnap­ningssag af en ung pige, Smilla fra et velhavermiljø og en jævnaldrende ung mand, Malik kaldet MM.

I modsætning til politiet i bogen får læserne en grum beskrivelse af, hvad de to unge men­nesker bliver udsat for.

Selv om Leo kan sit kram som efterforsker, bliver hun sat fra bestillingen som efterforsk­ningsleder, fordi hendes mor fungerer som en slags bistandsadvokat for Smillas familie, og derfor på nærmeste hold kan komme til at følge sin datters efterforskning.

Ydermere har politimesteren bedt om assistance fra NOA, Den Nationale Operative Afdeling. Det bliver derfor NOA-efterforskeren, Jonas Hellman, der skal lede efterforsk­ningen. Ham har Leo dårlige personlige erfaringer med. Det er forståeligt, for han fremstilles bestemt ikke som en sympatisk mand.

Leo bliver i stedet ”forfremmet” til chef for en enhed for håbløse og halvglemte sager.

Den holder til i politihusets kælder. Egentlig er det vel nærmest en pendant til Jussi Adler Olsens ”Afdeling Q”.

Selv om Leo er sat fra bestillingen som efterforskningsleder i personfarlig kriminalitet, er hun i højeste grad med på sidelinjen i kidnapningssagen.

Efterforskningen viser, at kidnapningen har forbindelse til begrebet ”urban exploration” som drejer sig om, at nogle mennesker har som hobby at gå ind i skjulte og forfaldne bygninger. Det giver dem en form for kick.

I sin hemmelige efterforskning inddrager Leo sin ungdomsven Martin Hill, som er lektor i arkitektur. Han er ekspert i ”urban exploration” og ved meget om gamle bygninger.

De viser sig også, at en modelbaneklub, som har et megastort modelbaneanlæg stillet op, også kommer til at indgå i efterforskningen. Det skyldes, at en plasticfigur, som på genkendelig vis relaterer til den kidnappede pige, er blevet placeret i modelbane­anlægget.

Foruden denne figur, er der også placeret nogle figurer af drabsofre fra ikke opklarede drab. Så nu er efterforskningssagen både en kidnapningssag og en drabssag.

Jeg kan kun beskrive bogen som vanvittig spændende. Der indgår adskillige psykologiske betragtningen, som er virkelig uddybende, da de ses fra forskellige personers synsvinkel.

Bogens personer er særdeles velbeskrevne, og flere steder var nogle personers ageren ved at hidse mig op. Andre gange havde jeg den dybeste medlidenhed med de mennesker, der var ofre.

Mange af de steder, hvor handlingen foregår, er beskrevet aldeles uhyggeligt.

Jeg er virkelig begejstret for ”De bjergtagne” og glæder mig særdeles meget til den næste i serien – ikke mindst fordi bogen slutter med en clifhanger.

Har du lyst til at læse mine anmeldelser af andre af Anders de la Mottes krimier, kan du søge inde på www.findalskrimiside.dk

5 krimihjerter af 5

Modtryk 2023 – 488 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...