”Müllers dagbog” af Arne Woythal

Byens Forlag 2022 – 282 side

Fra bogens bagside

RINGGAARD er ved at falde til som landbetjent i den sydøstsjællandske havneby Kongsvig, men de spektakulære kriminalsager vil ikke lade ham være.

Kort efter sin afsløring af en seriemorder i byen hvirvles han ind i en ny sag. Denne gang trækker efterforskningen tråde tilbage til Besættelsen og en højtrangerende nazistisk officer.

Et barnelig svøbt i lærred bliver fundet i Kongsvig Kirke. Sammen med liget finder man en dagbog tilhørende en tysk kommandant fra besættelsestiden, og da to af byens borgere med relation til fundet bliver slået ihjel på brutal vis, må Ringgaard endnu en gang

balancere tilværelsen som landbetjent og nyforelsket med jagten på en morder.

Sideløbende forsøger han at få styr på sit privatliv og det skrøbelige forhold til den alternative behandler Lærke Frost.

Men også her møder han udfordringer, da interesse fra en uventet kant kaster ham ud i et moralsk dilemma, hvis lige han ikke har oplevet siden sine ungdomsår.

MÜLLERS DAGBOG er andet bind i serien om landbetjent Ringgaard og Kongsvig.

Min anmeldelse

Min interesse er altid vakt, når jeg i beskrivelsen af en nutidig krimi ser, at den relaterer til besættelsestiden. Godt nok er det 77 år siden, at Danmark blev frit efter ”de fem forbandede år”, men man ser stadig, at der begås kriminalitet, der tager udgangspunkt i besættelsen og nazismen.

Det, der i ”Müllers dagbog”, rækker bagud til besættelsen, er en dagbog, som indirekte indikerer til noget hemmeligt, der er sket under besættelsen.

Jeg tror godt, at de hemmeligheder, der kommer frem som følge af Jens Ringgaards efterforskning godt kunne være sket i virkeligheden, selv om Arne Woythal pointerer i bogens efterskrift, at der er tale om fri fantasi.

Det efterforskningsmæssige, der foregår i bogen, skildres med stor troværdighed, hvilket ikke kan undre, når man tager i betragtning, at Arne Woythal trækker på sin viden fra mere end 40 års tjeneste i det danske politi, herunder 25 år som drabsefterforsker, blandt andet i Rejseholdets Drabssektion.

De to drab, der sker i ”Müllers dagbog”, er helt logiske for morderen. Ringgaard, som i sin egenskab af landbetjent ikke har adkomst til at indgå i efterforskningen, kan som tidligere ansat ved Drabsafdelingen i København alligevel ikke lade være med at blande sig. Det afstedkommer nogle konflikter med den drabschef fra Midt-og Vestsjællands Politi, der leder efterforskningen.

Beskrivelsen af drabschefen og de øvrige politifolk er gode. Det gælder selvfølgelig også Ringgaard og de personer, han omgås i det daglige, og dem han møder i forbindelse med sagen.

Jeg synes, det er rigtig fint, når politifolks privatliv indgår i handlingen, og jeg skal da lige love for, at Ringgaard ”går te’en” her i bogen.

Til sidst lidt om det at være landbetjent. I Nørre Snede, hvor jeg bor, har vi Viggo Betjent – den eneste landbetjent i Midt-og Vestjyllands Politi. Han har dog en del flere opgaver, end Jens Ringgaard. Ud over de opgaver, han i lighed med Ringgaard har, så har han også vagter ved nærpolitistationen i Herning, så det er da vist lidt af en loppetjans Ringgaard har fået I Kongsvig.

Jeg vil gerne rose Arne Woythal for det persongalleri, han har skrevet allerførst i bogen. Det er virkelig rart at kunne kigge her, hvis der lige er en person, man har glemt, hvem er.

Jeg vil glæde mig til at læse den sidste bog i trilogien om landbetjent Ringgaard i Kongsvig.

4 krimihjerter af 5