”Kan man dø to gange?” af Leif GW Persson

Modtryk 2016 – 445 sider

Bogens bagsidetekst

Citat fra bogen: “Lige inden klokken seks tirsdag aften den 19. juli ringede det på døren til kriminalkommissær Evert Bäckströms lejlighed på Kungsholmen i Stockholm. Det var et diskret, men samtidig udfordrende signal, og desuden indledningen til endnu en mordefterforskning i Bäckströms liv, og normalt begyndte det aldrig på den måde.”

Søspejderen Edvin bliver sat i land på en lille ø i Mälaren for at samle svampe. I stedet finder han et halvt begravet kranium. Selv om Edvin kun er ti år, ved han omgående, hvad han skal gøre. Han lægger kraniet i en plasticpose, stikker af fra spejderlejren og tager direkte hjem til sin nabo, kriminalkommissær Evert Bäckström.

Anmeldelse

Det, jeg først hæftede mig ved, da jeg læste “Kan man dø to gange?”, var, at bogens hovedperson, drabschefen Evert Bäckström er en på alle måder usædvanlig hovedperson. Han er en eminent efterforsker med en meget høj opklaringsprocent, men han er som oftest usympatisk, bedrevidende, mandschauvinistisk og meget andet negativt.

Alligevel er der også noget forsonende over ham. For eksempel er hans bedste ven en kun ti årig dreng, Edvin, som han gerne taler med og hygger om, når drengen besøger ham i hans lejlighed.

Jeg havde det yderst fint med at læse om, hvad Bäckström foretager sig af handlinger og kommer med af udtalelser, og jeg måtte jævnligt trække på smilebåndet på grund af det, han siger og gør.

Den meget bemærkelsesværdige sag, som Bäckström og hans team kommer til at arbejder med, tager sit udgangspunkt i fundet af et kranium, som Beckströms gode ven, Edvin, der er søspejder, finder på en lille ø i søen Mälaren.

I løbet af opklaringsarbejdet viser det sig, at sagen har forbindelse til den frygtelige tsunami, som fandt sted i Thailand i 2004. På meget grundig og troværdig vis beskrives efterforskningen.

Det er der i øvrigt ikke noget mærkeligt i, idet forfatteren Leif GW Person i mange år har været ansat i Rikspolisstyrelsen i Stockholm. Politiarbejdet er næsten for grundigt beskrevet. Det samme gælder nogle samtaler, nogle overvejelser og nogle situationsbeskrivelser.

Personskildringerne er virkelig gode. Det er mennesker, som mennesker er. Det gælder både politifolk og de øvrige personer i bogen.

Handlingen er på alle måder meget realistisk, og der er overhovedet ingen tendenser til action. Men spænding er der sandelig alligevel.

En vis form for opstramning kunne nok have været god efter min mening.

”Kan man dø to gange?” er en svensk kvalitetskrimi.

4 krimihjerter af 5