“Stalker” – Lars Kepler

Forlagets beskrivelse

“Stalker” er en klassisk Lars Kepler krimi: hæsblæsende plot, stærke personligheder og gribende skæbner – skrevet med coolness og hjerte og passion.

Rigskrim modtager mystiske links til You Tube filmklip af kvinder, filmet ind gennem deres vinduer, mens de klæder sig af. Ikke noget, man tager så alvorligt. Ikke før kvinderne findes myrdet en efter en.

Politikommissær Joona Linna er forsvundet, og alle tror, han er død. Alle, undtagen kollegaen Saga Bauer, som ikke holder op med at lede efter ham. I mellemtiden har en ny kvindelig kriminalkommissær, ekspert i seriemordere, spree killers og stalkere overtaget Joonas kontor. Og hun kalder Erik Maria Bark, hypnotisøren, ind for at hjælpe politiet med efterforskningen. Hurtigt står det klart, at man står med en sag med vidtstrakte forgreninger. Og en gåde, man ikke kan løse uden Joona Linna.

Lars Kepler er det pseudonym, som de svenske forfattere og ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril benytter.

Lars Keplers nye bog ”Stalker” er en ”murstensroman” på over 600 sider.

Vel vidende, at Lars Kepler sædvanligvis skriver særdeles spændende thrillers, kan man jo godt tænke sit: ”600 sider. Kan dampen holdes oppe, så længe? ” Svaret er et særdeleles stort JA.

”Stalker” er en helt utrolig fremragende og spændende thriller og det lige fra bogens begyndelse.

Det er også en meget barsk bog, med uhyggelige beskrivelser af, hvad der sker, når en sindssyg seriemorder går amok med en kniv på sine kvindelige ofre.

En af bogens hovedpersoner er efterforskningslederen, den lesbiske politikommissær, Margot Silverman. Hun er gravid og må bakse med sin store mave, mens hun tager del i efterforskningen. Hun skildres godt og troværdigt.

En anden af bogens hovedpersoner er psykiateren Erik Maria Bark, som læseren mødte første gang i Lars Keplers debutroman ”Hypnotisøren”. Også han skildres ovenud godt og troværdigt, både som den, der hjælper til med efterforskningen og også som den mere private Erik, som, selv om han er psykiater, så sandelig ikke har det helt nemt med sig selv.

En sød kærlighedshistorie mellem Erik og hans blinde spillelærerinde er også en del af romanen.

Det kan næppe undre, at Lars Keplers sædvanlige politikommissær Joona Linna også har en hovedrolle i denne bog, og det til trods for, at man ved bogens start ikke ved, hvad der rent faktisk skete med ham, da den forrige thriller, ”Sandmanden” sluttede.

Saga Bauer, som alle Keplers læsere også kender, har en ikke særlig stor rolle i bogen. Hende savner jeg.

Bogen bringer sine læsere rundt i forskellige interessante miljøer. Selvfølgelig foregår meget af handlingen i politimiljøet, men en stor del foregår også på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital og også lidt i fængselsmiljøet.

Narko- og traffickingmiljøet skildres i en temmelig barsk scene. Desuden bringes man også rundt i forskellige kirkelige miljøer.

Almindeligvis defineres begrebet ”stalking”, som en systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikanering af en anden person. Her i bogen går stalkeren skridtet meget længere og lader stalkingen kulminere med drab.

Bogen har nogle uhyggelige skildringer, hvor man følger offeret lige umiddelbart, inden, morderen slår til.

Langt hen ad vejen ved man ikke, hvem morderen er, men i modsætning til mange andre krimithrillers afsløres morderens identitet længe før bogens slutning. Det gør bogen endnu mere intens og spændende, for man kommer ”bagom” morderen, idet man nu også kan følge vedkommende på nærmeste hold.

Nogle vil nok påstå, at der er for meget udpenslet vold i bogen. Der ER meget, men det er på den anden side set med til karakterisere stalkeren/seriemorderen, og hvis man er til gys, fastholder al gruen læseren.

Om bogen er helt sandsynlig, tvivler jeg på. Joona Linna fx er – skønt realistisk og troværdig skildret som menneske – nok lidt for meget actionhelt, men det gør intet i dette brag af en pageturner.

5 krimihjerter af 5