09-06-2020

”Fink – Skyggemord” af Morten Remar

ANMELDELSE

Den arbejdsløse journalist Jakob Fink har fået en freelanceopgave og skal dække åbningen af et flygtningecenter i Helsingør. I forbindelse med åbningen lærer han en ung syrer, Delevan at kende. Han forsvinder pludselig sammen med to andre unge flygtningedrenge.

Efter den snak, Jakob har haft med Delevan, er han af den overbevisning, at den unge dreng under ingen omstændigheder har haft til hensigt at forsvinde, idet han vil have sig en uddannelse i Danmark.

Jakob sætter sig for at undersøge sagen nærmere. Ingen myndigheder eller presse er synderlig interesseret i Delevans og de to andre drenges forsvinden. I dagens Danmark hører jo man jævnligt, at flygtninge, der er bor i et flygtningecenter forsvinder. Almindeligvis er det i det skjulte – men ganske frivilligt – de forlader centeret.

Jakobs undersøgelse udvikler sig meget dramatisk.

En smuk somalisk Røde Kors-medarbejder, Sheila på flygtningecenteret forsvinder også, en traumatiseret ex-soldat kommer på banen, gamle danske FN-soldater har noget at berette, nogle hårde og meget brutale rockere involveres, Jakobs diabetes giver ham problemer, mennesker anbringes i små bure, mennesker myrdes, lig graves ned i nyanlagte gravsteder,indflydelsesrige mennesker modarbejder på det kraftigste Jakobs undersøgelser.

Hvordan hænger det hele sammen? Det får vi en god og modbydelig forklaring på til sidst.

De mennesketyper, der beskrives fremstår klart og tydeligt. Imidlertid synes jeg, at deres ageren i mange tilfælde virker urealistisk idet, der er flettet rigelig ”tju-bang”ind i handlingen.  Det er bestemt ikke kedelig læsning, man alligevel – alting med måde.

Uanset hvad – er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skal læse den næste bog i Morten Remars serie om journalisten Jakob Fink.

3 krimihjerter af 5

People’sPress  2020

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

04-06-2020

”Forræderens børn” af Leif Davidsen

Fra bogens bagside:

På havnen i Ringkøbing kender de ham som ”Russeren” – en fredelig ældre mand, som passer sin båd og drikker øl med mændene på kajen. Indtil han en dag bliver myrdet med en gift, som den russiske efterretningstjeneste er kendt for at bruge.

Mordet på ”Russeren” indleder FORRÆDERENS BØRN. Leif Davidsens hæsblæsende spiondrama, der trækker tråde til Putins Rusland og byder på et gensyn med søskendeparret Tor og Laila, som vi mødte i DJÆVELEN I HULLET fra 2016.

Giftmordet i Ringkøbing bringer Tor i kontakt med den russiske efterretningstjeneste, som sender ham til Danmark. Og snart kastes både Tor og Laila ud på en farefuld færd igennem Europa over Italien og til Volgograd.

For hvem var ”Russeren” i Ringkøbing? Hvorfor skulle han dræbes? Og hvem kan Tor og Laila stole på i deres jagt på sandheden?

Leif Davidsen skriver med stor indsigt i internationale og især russiske forhold – og med inspiration fra virkelige begivenheder.

Anmeldelse

Det, der springer i øjnene i ”Forræderens børn”, er først og fremmest Leif Davidsens enorme viden om Rusland. Det gælder både Rusland før Putin og Rusland, som det er nu under Putin.

Leif Davidsen har en utrolig indsigt i alt det, der har med det sikkerhedsmæssige og efterretningsmæssige at gøre i Rusland.

Beskrivelserne af russiske byer og steder vidner om, at Leif Davidsen har været i Rusland mange gange, både da han var journalist, og når han har været på research.

Disse beskrivelser er det en fornøjelse at læse. Det samme gælder, når han beskriver lille idylliske Bogense på Nordfyn, hvor den ene af bogens hovedpersoner, Laila bor og driver en campingplads sammen med sin kæreste. For mig, der har en feriebolig i Bogense, nyder jeg at læse, når personerne fxkører ad Adelgade eller befinder sig i et af de gamle huse på byens meget idylliske torv, eller hvor det nu er, de færdes.

Også personskildringerne er virkelig gode. Der er rigtig mange personer. De er yderst forskellige. Nogle har man den dybeste sympati for, og så er der andre, som man bestemt ikke synes om.

Interessant er det at følge hovedpersonerne, de to halvsøskende Laila og Tor, som begge har en militær fortid i henholdsvis det danske forsvar og det russiske militær. De har mange gode og interessante dialoger

Nogle steder trækker man også på smilebåndet. Fx et sted, hvor Tor reflekterer over noget af det, der undertiden sendes i dansk TV. Jeg er ikke i tvivl om, at det er Leif Davidsens holdninger, der skinner igennem her.

Leif Davidsen fortæller i sit efterord, at han fik ideen til bogen, da en russisk dobbeltagent og hans datter blev forgivet med nervegift i den engelske by Salisbury.

I ”Forræderens børn” overgår samme skæbne en ældre russer i Ringkøbing. I den forbindelse er det, at Laila og Tor kommer på banen. De involveres i diverse intriger og konflikter mellem forskellige russiske sikkerhedstjenester og efterretningsvæsener. Hvem er ven, og hvem er fjende, og hvem holder med hvem og hvorfor? Det kan godt føles lidt indviklet, men hvis man koncentrerer sig under læsningen, får man styr på det hele til sidst.

”Forræderens børn” er en spændende og tankevækkende bog, som på dramatisk og realistisk vis beskriver diverse russiske sikkerheds- og efterretningstjenesters ageren i og uden for Rusland.

Man er altid i godt selskab med Leif Davidsen.

5 krimihjerter af 5

Lindhardt og Ringhof 2020 – 340 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

03-06-2020

”Jeg kan se dig” af Mari Jungsted

Fra bogens bagside

Roen har lagt sig over Gotland efter turistsæsonen, men septembervejret er smukt, og havet er stadig varmt efter den lange hede sommer. Frida og tre studiekammerater tilbringer weekenden på den isolerede ø Lilla Karlsö.

Efter en lur på den afsidesliggende strand vågner Frida op i kærestens arme og gør en frygtindgydende opdagelse. Både han og de to andre studiekammerater er døde. Hun er den eneste overlevende.

Hvem ville de unge mennesker til livs? Er nogen ude efter at myrde studerende, eller befandt de sig bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt? Og hvorfor undslap Frida? Kriminalkommissær Anders Knutas bliver trukket ind i en skræmmende sag, der trækker tråde langt tilbage i fortiden.

”Jeg kan se dig” er femtende uafhængige bind i Mari Jungstedts elskede Gotlandsserie.

 Anmeldelse

Fire unge jurastuderende – to unge kvinder og to unge mænd - tager på en hyggetur til en lille ø ud for Gotland. Efter en frokost på stranden falder Frida Vallskog i søvn. Da hun vågner er hendes tre venner døde. Et levende mareridt tager nu sin begyndelse for Frida. Hvad er der sket, og er hun selv i fare, og hvad nu hvis politiet tror, det er hende, der har slået vennerne ihjel?

Man følger nu Frida og får del i hendes mørke tanker. Samtidig følger man efterforskningen, som ledes af Anders Knutas og hans makker Karin, som samtidig er hans kæreste. Efterforskningen er ikke så ligetil. Hvad er op, og hvad er ned på det, der er sket?

Samtidig med politiefterforskningen følger man også TV-journalisten Johan og hans fotograf Pia. Med journalistisk ihærdighed forsøger også disse to at finde ud af, hvad der er sket på øen.

I en del af handlingen indgår skildringen af forskellige parforhold. Det spænder fra de meget dårlige til de helt perfekte.

Der kredses en del om forholdet mellem Anders Knutas og Karin, - et forhold, der udvikler sig til den gode side

Man præsenteres for forskellige personer, som er skildret fint, og der er ikke flere, end man sagtens kan overskue dem. Det betyder også, at man på bedste ”whodonnit-vis” forsøger at gætte sig frem til, hvem der nu kan være den skyldige. Jeg gættede ikke, hvem drabsmanden var.

Da alt kommer for en dag, får man også en god forklaring på motivet.

Bogen var hurtigt læst, men jeg synes, der går for meget parlivsskildringer i bogen, og det er ikke lige mig.

Selv om man ikke har læst alle bøgerne i Gotlandsserien, kan man uden problemer læse ”Jeg kan se dig”.

3 krimihjerter af 5

People’sPress  2020 – 277 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

 

27-05-2020

"Vildskud" af Julie Hastrup

Fra bogens bagside:

Johanna Ejby har mistet sin lille datter på en ferie i Italien. Livet er splintret, hun kan ikke få stumperne til at hænge sammen og begynder derfor i en sorggruppe for mennesker med kompliceret sorg.
En dag starter en ung kvinde i sorggruppen. Ud over sin voldsomme sorg rummer hun også en farlig hævntørst, en hævntørst, som langsomt breder sig i sorggruppen.
For hvor langt vil man gå for at hævne den, man har mistet?
Drabsefterforsker REBEKKA HOLM kæmper med at acceptere, at hendes svenske kæreste og kollega, Niclas, efter et drabsforsøg ikke længere er den Niclas, hun kendte. Og ingen kan garantere hende, at han nogensinde vil blive det igen.
En dag bliver hun kontaktet af en barndomsven, hvis unge søn, Elias, har fået nogle truende breve og anonyme telefonopkald – og det mærkelige er, at Rebekka selv har modtaget flere anonyme telefonopkald den seneste tid. Er der nogen sammenhæng?
Den unge Elias forsvinder pludselig, Rebekka får atter flere tavse opkald, og i sorggruppen kulminerer hævntørsten i et inferno af ulykker – og drab.
VILDSKUD er en nervepirrende krimi om sorg, hævn og selvtægt og om at mennesker ikke altid er dem, som de giver sig ud for at være.

Anmeldelse:

”Vildskud” er en velskrevet, meget spændende, tankevækkende og anbefalelsesværdig krimi. Bogen er det ottende bind i serien med drabsefterforsker Rebekka Holm.

På smertelig vis præsenteres man for en sorggruppe på fire medlemmer, som hver især har mistet familiemedlemmer som følge af andres handlinger. Sorggruppen ledes af psykologen Nikolaj Bille. Han får efterhånden de fire medlemmer af gruppen til uden omsvøb at fortælle om den tragiske hændelse, der har ramt dem hver især, og de tanker, de gør sig i den forbindelse.

Snakken bliver derfor meget intens mellem Johanna, som har mistet sin lille pige, Arne, som har mistet sin søn, som lige er blevet student, Lars, som har mistet sin kone og Mille, som har mistet sin søster. Mere og mere kommer samtalen til at dreje sig om muligheden for at hævne sig på dem, der har forvoldt gruppens medlemmer deres sorg.

Med andre ord opstår tanken om selvtægt, og hvor langt man vil gå for at hævne sig.

Sideløbende med at man hører om det, der foregår i sorggruppen, hører man om, at en ung mand, Elias, der efter at have modtaget anonyme trusselsbreve, pludselig forsvinder.

Man aner en sammenhæng til noget af det, der tales om i sorggruppen, hvor hævntørsten er taget til i styrke. Så begås et drab – ja, flere.

En hektisk drabsefterforskning med Rebekka Holm i spidsen sættes nu i gang

Rebekka er kæreste med sin svenske politikollega Niclas, som i forbindelse med en efterforskning er blevet voldsomt skadet. Hans skade har gjort ham delvis lam, og han kan ikke tale. Niclas’ situation præger Rebekkas tanker i voldsom grad. Men som den, hun er, formår hun alligevel uden problemer at gennemføre efterforskningen af drabene i København.

Krimiplottet er spændende og byder, som det sig hør og bør i en krimi på overraskelser og dramatik, hvor det er OK, at der ind i mellem skrues op på for blusset.

Bogens absolutte hovedtemaer er sorg og selvtægt, og man forstår godt, at sorg-ramte ind imellem alvorligt kan overveje hævn og selvtægt. Hvordan får man disse tanker manet til ro? I hvert fald ikke i en sorggruppe, som den i ”Vildskud”.

”Vildskud” giver jeg min varmeste anbefaling.

”Vildskud” er absolut et pletskud.

5 krimihjerter af 5

Politikens forlag 2020 – 414 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

26-05-2020

”Ulv blandt ulve” af Palle Schmidt

Fra bogens bagside:

”Du har seks domme for vold, og de er næsten hver gang blev forlænget på grund af mere vold i fængslet.”

Det sagde jeg ikke noget til. Fængslet var et voldeligt sted, og jeg var en voldelig mand, sådan var det.

Hauge er vant til at sidde i fængsel, men denne gang er anderledes. Udenfor venter kæresten Kirstine og hendes lille dreng, og Hauge selv er blevet en anden. Volden er ikke længere hans første løsning på problemer.  
Da en medfange hænger sig i isolationscelle, aner Hauge et komplot. Han bryder fangernes regel nr. 1 - aldrig at tale med personalet - og tilbyder fængselsdirektøren hjælp til at opklare det, han er sikker på er en forbrydelse.  
Hauge starter på den døde fanges afdeling, i håb om at finde en morder og få nedsat sin straf. Men det er farligt, at stikke næsen i andres sager. Især indenfor fængslets tykke mure, hvor uskrevne regler og usynlige alliancer styrer.  
ULV BLANDT ULVE er en spændingsroman, der foregår i et lukket fængsel og en selvstændig fortsættelse til DE EFTERLADTE (2018).

Anmeldelse:

Når man som jeg har læst et utal af krimier, har jeg selvfølgelig også læst adskillige bøger, hvor en del af handlingen foregår i fængsler. Jeg husker imidlertid ikke, at jeg før har læst en bog, hvor handlingen udelukkende foregår i et lukket statsfængsel, som det er tilfældet i ”Ulv blandt ulve”.

Det, som foregår i bogen, er ikke behagelig læsning. Man møder mange usympatiske personer. Det gælder både indsatte og ansatte. Man hører om utallige konflikter blandt de indsatte og det, som de udsætter hinanden for af modbydeligheder. Alle personer fremstår tydeligt.

Palle Schmidt evner virkelig at beskrive fængselsforholdene på en måde, så man tydeligt kan se detfor sig.

En indsat findes hængt i sin celle. Er det selvmord, eller er det drab? Det påtager bogens hovedperson, Hauge sig at finde ud af. Det sker med fængselsledelsens billigelse.

Herefter udspiller der sig mange særdeles dramatiske situationer.

Det at være indsat er også ensbetydende med, at man savner ”hende derhjemme”. Det får man fin indsigt i set fra Hauges synsvinkel, da bogen er en jeg-fortælling.

Selv om der er tale om en velskrevet fængselskrimi, savnerjeg trods alt at komme mere ud af fængslet og følge en politimæssig efterforskning af sagen vel vidende, at det kan være umuligt i denne krimi i og med, at historien er en jeg-fortælling.

En bog med et anderledes miljø – spændende, dramatisk og ”fængslende”.

4 krimihjerter af 5

Forlaget Avanti 2018 – 282 sider

Findals krimiside

Klik HER og se alle mine anmeldelser

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget