”Mørket under isen” af Morten Hesseldahl

Modtryk 2021 – 333 sider

Fra bogens bagside:

Dansk-grønlandske Pipaluk mærker uroen, og hun begynder at overveje noget, som tidligere var utænkeligt. Hun begynder at overveje at vende tilbage. Tilbage til Grønland. Det Grønland, hun som ung pige akkurat slap fra i live, men som aldrig har sluppet taget i hende.  

Hun er siden blevet elitesoldat og har været udsendt på skarpe missioner for den danske hær. Nu får hun brug for alle sine færdigheder, ligesom hun kommer til at trække på enhver soldats stærkeste våben: Loyalitet.  

Pipaluk kon­fronterer sin fortid og møder et Grønland, som næsten ikke er til at kende. Stormagterne lægger arm om den militære sikkerhed, og kapitalinteresser slås om undergrunden. Samtidig smelter isen, og gamle hemmeligheder dukker frem i lyset. 

 Min anmeldelse

Omdrejningspunktet i ”Mørket under sneen” er det faktum, at et amerikansk bombefly med fire atombomber styrtede ned i det nordlige Grønland i 1968. Man fandt resterne af tre bomber, men den fjerde var forsvundet.

Denne historie spinder Morten Hesseldahl en ende over. Han lader den tidligere elitesoldat dansk-grønlandske Pipaluk sammen med en tidligere god ven og soldaterkollega samt tidligere samarbejdspartnere forsøge at finde ud af, hvad der skete med den fjerde atombombe. Det fører adskillige dramatiske situationer med sig, da de kommer på sporet af skjulte hemmeligheder om – bl.a. at amerikanerne i al hemmelighed havde haft til hensigt at bevare et projekt om deres fortsatte tilstedeværelse på Grønland inkluderende atomvåben til trods for, at de påstår, det ikke havde været deres hensigt.

Pipaluk og det øvrige hold finder også ud af, at hemmelighederne på Grønland tidligere har ført til drab i Danmark. Da der finder et nutidigt drab sted, skærpes deres interesse yderligere for at komme til bunds i sagen.

Selv om Pipaluk ikke har noget ønske om at vende tilbage til Grønland, gør hun det alligevel i håbet om at få klarlagt, hvordan tingene hænger sammen.

Grønland er ikke længere det Grønland, som Pipaluk i sin tid forlod. Kræfter fra USA, Sovjet og Kina forsøger hver især at få indflydelse i landet til egen fordel. Magthaverne i disse lande lover til gengældbedre velstand til grønlænderne.

Jeg har ikke svært ved at forestille mig Pipaluk og de andre personer. Miljøerne synes jeg også fremstår tydeligt.

I ”Mørket under isen” hører man, at et nyt grønlandsk parti gerne vil sige ”ja tak” til de goder, som tilbydes fra udlandet, mod at grønlænderne accepterer indflydelse herfra. Samtidig vil partiet bryde med Danmark.

Jeg er helt sikker på, at visse kræfter både på Grønland og i udlandet i virkelighedens verden arbejder herpå ihukommende Donald Trumps tilbud om at købe Grønland.

Morten Hesseldahl evner på god vis at blande fakta og fiktion og på den måde skabe en bog, som i høj grad giver stof til eftertanke.

4 krimihjerter af 5

Modtryk 2021 – 333 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...