”Ulvetid” af Geir Tangen

Straarup & Co  2023 – 474 sider

Fra bogens bagside:

Som ny efterforskningsleder står politikommissær Gabriel Fjell over for et skræmmende scenarie. 

En fjorten år gammel pige har hængt sig i skoven. Snart går det op for Gabriel og hans kollegaer hos politiet i Haugesund, at pigen har deltaget i et onlinespil, som er ved at brede sig blandt unge i byen. Et spil, der tæller ned til den endelige udfordring: at tage sit eget liv.
Sagen river op i Gabriels egen smertefulde sorg fra barndommen, samtidig med at han skal klare sin første efterforskning i den intense kamp mod både tiden og det skræmmende spil. 

Gabriel må finde den, der står bag spillet. Og endnu vigtigere – han skal hindre, at flere unge begår selvmord.

”Ulvetid” er første bog i serien om politikommissær Gabriel Fjell.

Min anmeldelse:

Geir Tangen har igen skrevet en kvalitetskrimi, men ud over at være en krimi er den i høj grad også en bog, som fokuserer på de problemer, som unge mennesker kan have i deres tilværelse. Mange føler, at de mangler et ståsted og måske venner, og at de ikke kan leve op til deres egne og andres forventninger. Nogle mødes på diverse mødesteder og i særdeleshed på nettet.

At indgå i et fællesskab på nettet kan for mange være noget, de sætter stor pris på og hjælper dem også til at få venner.

I ”Ulvetid” fokuserer forfatteren på den farlige side af fællesskabet på nettet. En influencer manipulerer her unge mennesker til at foretage handlinger – nærmest som en slags spil – med de andre i fællesskabet, hvilket i sidste ende skal resultere i, at de begår selvmord.

Det, som er yderst tankevækkende, er, at det ikke er et forfatterskabt fænomen, at unge manipuleres til at begå selvmord. Det er også sket i virkeligheden.

På særdeles dygtig vis får Geir Tangen flettet et meget spændende krimiplot ind i handlingen.

Bogens hovedperson – den unge politikommissær Gabriel Fjell, som selv har haft et selvmord inde på livet – er en dygtig efterforsker. Han er temmelig påvirket af de selvmord, der sker.

Alle bogens personer fremstår i lighed med Gabriel Fjell meget tydelige, hvilket skiftende fortællersynsvinkler gør sit til. Det er yderst interessante personer, man præsenteres for.

Efterforskerne kommer vidt omkring i forskellige fint beskrevne miljøer.

En virkelig god, tankevækkende, psykologisk og spændende krimi. Det er en grum fortælling.

5 krimihjerter af 5

Straarup & Co  2023 – 474 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...