“Pigen og vogteren” af Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg

Politikens forlag.dk/ 2016 – 352 sider

Anmeldelse

Inden for krimigenren tales om begrebet den psykologiske krimi. Hvis en krimi er bare af nogenlunde kvalitet, synes jeg egentlig, at de fleste krimier er psykologiske, da de almindeligvis handler om relationer mellem mennesker.

Under alle omstændigheder er “Pigen og vogteren” en psykologisk krimi. Her er i høj grad tale om en bog, der handler om relationer mellem mennesker og ikke nok med det, så er en stor del af bogens vigtigste personer psykologer og terapeuter.

En kvindelig psykoterapeut, Alice Milford findes dræbt sit hjem. Hun er kendt som en overordentlig kritisk og meget indædt modstander af, at medicinalbranchen har en så tæt forbindelse med den traditionelle psykiatri, som tilfældet er. Hun mener, at en god og grundig samtaleterapi meget tit hjælper mennesker med psykiske problemer langt bedre end psykofarmaka.

Kan man ligefrem forestille sig, at folk indenfor medicinalindustrien har ryddet hende af vejen? Eller kan det være en af de mange klienter, hun har haft i årenes løb, der har gjort det? Er det måske nogeni den personlige omgangskreds, der kan have et horn i siden på hende? Mulighederne er mange.

En af dem, der skal forsøge at opklare drabet, er kriminalpsykologen Katrine Wrå, som er tilknyttet Drabsafdelingen på Politigården i København. I nært samarbejde med drabsefterforskeren Naja Skytte indleder hun nu en meget vanskelig efterforskning.

De to efterforskere kommer under opklaringsarbejdet i forbindelse med mange forskellige mennesker. Beskrivelserne af både Katrine og Naja er gode og meget troværdige. I og med atKatrine selv har haft “ondt i psyken”, som følge af at hun har mistet sin kæreste som også er far til hendes toårige datter Edith, har hun stor forståelse forisær demaf de afhørte, der har psykiske problemer.

I det hele taget er personbeskrivelserne i bogen meget præcise.

Man kommer også rundt i forskellige velbeskrevne miljøer i forbindelse med efterforskningen.

Også miljøet på Politigården beskrives godt og troværdigt. Dejligt, at forfatterne ikke nøjes med, at kun Katrine og Naja er med i efterforskningen, men at den rummer et helt team. I dette team fornemmer man – helt som i virkelighedens verden – indbyrdes uenighed.

”Pigen og vogteren” en spændende krimi med alle de ingredienser, en sådan skal indeholdemed beskrivelser af gerningssted, afhøringer, arrestationer, fængslinger, drama m.v. Fælles for alle ingredienserne er at de i den grad er realistiske.

Imidlertid er bogen også noget andet. Ja, man kan næsten beskrive den som et debatoplæg omkring brugen af psykofarmaka i psykiatrien. Man indføres på grundig vis i, hvad der foregår i det menneskelige sind, der ikke har det godt, og hvilke psykoterapeutiske metoder, der kan bruges, når man skal forsøge at hjælpe mennesker med psykiske problemer.

I øvrigt stiller bogen også spørgsmålet om, hvor meget en psykoterapeut og andre, som via arbejdet med mennesker med problemer, skal lade sig personligt involvere.

Personligt synes jeg, at denne indføring fylder for meget i forhold til, hvad der efter min mening er nødvendigt for, at jeg får indsigt i bogens problemstillinger. Jeg er til fulde klar over, at netop denne grundighed for andre læsere – især kvinder, tror jeg – netop er det, der gør “Kvinden og vogteren” til en lidt anderledes krimi.

Handlingen er troværdigt skildret hele vejen igennem bogen. Det gælder også opklaringen til sidst.

Konklusion: rigtig god krimi, men for meget ”psykoligisnak” efter min smag.

4 krimihjerter af 5